Landbruket i Eidanger

(Av Mikael Aamot)

Hagebruket

Når der er litet å finne av direkte oplysninger om selve landbruket i eldre tid, må man på forhånd vente at der er enda mindre av beretninger om hagebruket. Så er også tilfelle, men av et og annet kan man jo i store trekk skimte utviklingen.

At der har vært drevet et slags hagebruk her i landet allerede i vikingetiden - og antagelig også før - kan man slutte bl. a. av forskjellige bestemmelser i de eldste lover. Der er bl. a. satt forbud mot å gå i andres løk- og kvannehage eller nepereitr og røve humle, epler, bønner, erter eller neper. l loven finnes tildels også ordet «aldin» - frukt - som betyr allslags trefrukt, ikke bare epler.

I Osebergdronningens grav (tidfestet til ca. 850 e. Kr.) fantes bl. a. 54 epler, hasselnøtter, frø av karse, lin, hamp m. m.

Kystdistriktene omkring Oslofjorden og videre vestover hadde fra gammel tid en livlig handelsforbindelse med Danmark, Tyskland og Holland. Der kom hvert år mange skuter for å hente trelast, og de bragte med sig mange slags varer fra sydligere land, deriblandt grønnsaker, frukt (epler), frø og planter, rimeligvis også frukttrær. Adskillige av våre eldste frukttreplantninger skriver sig fra denne vekselvirkning med sydligere land; men det var nok helst bare hos «storfolk» der blev utført egentlige hageanlegg.

Under 13. april 1743 utsendte canselliet et cirkulære inneholdende 43 spørsmål om topografiske, økonomiske og andre forhold i Norge, deriblandt også - som nr. 6 - et spørsmål om frukttrekulturen. For Nedre Telemarken sorenskriveri gir W. W. Bang følgende svar: «Faae Steder findes Træe Hauger; thi i stærke Wintere døer Frugt Træerne ud, den Frugt som kand ellers iblandt være her, er Kirsebær, Moreller, Æbler og Pærer, som ey taaler længe at giemmes, Ribs, Stikkelsbær etc. Det er saadan som kand blive hel Moeden føren Natte Kulden kommer om Høsten»^*.

1784 sier Løvenskiold i sin beskrivelse av «Bradsbierg Amt»:

«Havedyrkningen blandt den gemene Mand er meget forsømt til en almindelig Skade; og hvor der hos disse findes Frugttræer er de fra de ældgamle Tider; derimod er dens Drift hos dem ovenfor Bondestanden en tiltagende Bestræbelse. Her falder hos de flittige baade alle Slags Kiøkken Vexter i Overflødighed og Træ Frugter; her vokser endog Meloner og Ferskener, her haves og smukke Buegange. Alleer av vilde Trær anlægges alt mere og mere; Senep, Peberrod, Kanel-Blom, Braateneper eller Roer saaes, sættes og avles».

I årene 1785-1800 faller den bekjente danske gartner Hans N. Brøndsteds virksomhet i Bamble, og treplantning her i Grenland blev nu mer almindelig også hos de egentlige bønder. Desverre tillater plassen ikke å gi en nærmere skildring av Hans Brøndsteds uegennyttige arbeide for hagebrukets fremme i distriktet. Den har sikkert også hatt betydning for Eidanger.

Av interesse er det å nevne at Brøndsted hadde forbindelse med Flensburg i Holstein og fikk frukttrer sendt derfra. Det er meget sandsynlig at denne forsendelse fant sted med skibsreder Blehrs skuter til Stathelle. Dette kan forklare den tidlige og forholdsvis store utbredelse av gravensteintreet her på våre kanter. Gravensteineplet er oprindelig utbredt fra Gravenstein slott ved Flensburg. Modertreet menes å være fremkommet av en podekvist, som grev Ahlefeldt omkring året 1699 skulde ha mottatt fra Italia. Trær av sorten blev på Brøndsteds tid og senere formert og solgt fra en stor planteskole i nærheten av Sønderborg på Als (ikke langt fra Flensburg). Jeg skal i denne forbindelse referere et litet utdrag av et brev av 11/8 1902 til nærv. forfatter fra avdøde godseier D. Cappelen, Gjemsø. l brevet heter det bl. a. om skibsreder Blehr, Stathelle:

«Derimot hadde han (Blehr) gjennem sin Hustru Familieforbindelse med Als, og jeg husker personlig fra stadige Besøg paa Kjellestad i sidste Halvdel av Firtiaarene, at han betragtede som Clenodier og fremviste med Stolthed sine fra Gravenstein - over Als - kommene Æbletræer».

Firmaet Blehr drev utskibning av trelast fra Brevik 1750-1765, senere i over 100 år fra Stathelle og har sikkert hele tiden kjøpt tømmer fra Eidanger og også ellers stått i forretningsforbindelse med Eidangerfolk. l 1787 og 1812 står Peder Blehr, Stathelle opført som eier av en anpart av gården Ørvik på Heistad. Det er sannsynlig at den første frukttreplantning derute - såvelsom på Kjellestad - skriver sig fra familien Blehr.

I det hele tatt er nok det meste av de første plantninger av både frukttrær og prydtrær m. v. blitt utført av byfolk eller embedsmenn, som hadde gårder på landet.

Lærer G. Edv. Johnsen skrev i 1887 en liten «bygdebeskrivelse om Eidanger». Her heter det om hagestellet i bygden:

«I forbindelse med det egentlige akerbruk drives også meget hyppig havedyrkning, især er dette tilfelle i den vestlige del av sognet, som også på grunn av sin jordbundsbeskaffenhet er særdeles skikket for havedyrkning - især for fruktavl. På adskillige steder i Vestbygden finnes frukthaver, der årlig gir eieren et betydelig utbytte. Det er især morel- og kirsebærtrær, som der trives så godt og som derfor også dyrkes i mengde. Andre frukttrær som eple-, pære- og plommetrær samt bærbusker finnes også meget hyppig, likesom der også på mange steder finnes ret veldrevne haver med grønnsaker og blomster. Litt havestell er der iallfall på de allerfleste steder. Sansen for havestell er således ikke ringe og dessuten i gledelig fremgang; men endnu er det ikke gått op for de fleste, hvilket overordentlig stort utbytte en veldreven have kan gi i forhold til det almindelige jordbruk. Her i sognet, hvor man har så lite jord, og hvor man derfor må søke å gjøre det mest mulige ut av den, og hvor man dessuten på grunn av de gode kommunikasjonsmidler med letthet kan få avhende de forskjellige haveprodukter, burde havestellet ha en langt mere fremtredende plass enn tilfelle nu er».

I «Boken om Eidanger», hvori foranstående citat er inntatt, sier I. C. Ramberg:

«I det jeg i et og alt underskriver disse hr. Johnsens ytringer som fullt korrekte, kan jeg tilføie, at interessen for havedyrkningen også siden den tid har gått jevnt fremad, og at den økede sans for et veldrevet havebruk samt forståelsen av dettes økonomiske betydning har på enkelte steder avsatt de gledeligste resultater»:.

l amtstingsforh. for 1896 pag. 225 heter det i en uttalelse fra ordfører Skrukkerød, Eidanger, i anledning et forslag om oprettelse av en husmorskole for amtet, og hvori bl. a. er fremholdt at en sådan skole også vil ha betydning for havebrukets fremme:

«At fremme havestellet er prisværdig. Hovedsagen er at skaffe folk de allerbedste frugttrær og bærbusker, da en stor del av de frugtsorter, som nu findes i folks haver er noget uselgelig skrab, som ikke kan stå sig i konkurransen med udiandets fruktsorter.

Eidanger 18. august 1894.

J. S. Skrukkerød».

(Forf. anm.: Det var vel helst det mindre gode stell av trærne som gjorde at selv de beste sorter (f. eks. Gravenstein) blev til «usælgeligt skrab!»)

Om hagebruket i Eidanger heter det i prof. A. Helland «Beskrivelse av Bratsberg amt» år 1900: «Havedyrkningen har gjort nogle små fremskridt og herredet har betingelser for fruktavl».

Når der er tale om hagedyrkningen - og særskilt fruktdyrkningen - i Eidanger er det et navn man først og fremst vil tenke på, og det er nu avdøde gårdbruker Abraham TraahoIt. Både ved sitt eget eksempel og ved sin villighet til å gi råd og veiledning har han i fremtredende grad bidraget til å vekke interessefor hagebruk og fruktavl i bygden. Da nærværende forfatter i året 1900 som amtsgartner i Bratsberg holdt på og samle oplysninger om hagebruket i fylket i eldre tid, henvendte jeg mig også til Abraham Traaholt med anmodning om å gi noen meddelelser herom for Eidangers vedkommende. Jeg mottok da et brev fra ham, hvorav jeg hitsetter et utdrag, da jeg tror det vil gi en riktig forestilling om fruktdyrkningens tilstand og utvikling her i siste fjerdedel av forrige århundre og samtidig et godt billede av Abraham Traaholts store interesse for hagebruket. Brevet lyder således:

«Hr. amtsgartner M. Aamot pr. Porsgrund.

Jeg skal herved tillade mig at meddele Dem lidt om fruktdyrkningen.her i Eidanger, hvis det kan tjene Dem til noen oplysning og interesse. Fra gamle dager er der få frukthaver her i Eidanger, dog var der gledeligvis flere både menn og kvinner også i den tid, der hadde interesse av fruktavlen. Disse var udelukkende henvist til at opelske sine frukttrær selv. Dette skeede i almindelighed på den måde at der indplantedes i haven vildæbletrær fra skoven, og efterat disse havde stået i haven et års tid blev de da podet. Kløftpodning bruktes bestandig. De æblesorter der brugtes var fornemlig Gravenstener og Hvid Astrakan samt nogle lokalsorter der var opelsket av kjerner.

De gårde der for ca. 50 år siden (altså omkring 1850) havde lidt større frukthaver var fornemlig Skrukkerød, RaskenIund, Søndre Tveten, Haugholdt, Mule, Ørstvedt, Kjørholt, Heistad, Prestegården, Døvig og fl. Efter den tid begyndte interessen at tabe sig og fruktdyrkningen gik meget tilbage i de efterfølgende 25 år. l de sidste 25 år har atter frukttræplantning taget en nokså betydelig fart, og efter min formening kunde den med stor fordel flerdobles, især på strekningen fra Eidanger kirke til Brevig, men så måtte man ikke henvise sin frukthave til nærmeste kreds om sine huse, men udvelge de bedste og luneste steder på sin eiendom, og så måtte man stelle med sine frugttrær, holde jorden løs omkring og gjødsle tilstrekkeligt. Men sidstnevnte to arbeider bliver nok på de fleste steder udeglemt.

«Jeg skal nu forsøge at skrive lidt om de erfaringer jeg har høstet i de 25 år siden jeg begyndte med frugttræplantning. Det var såvidt jeg husker i 1873 første gang jeg fra Ås Landbrugsskole begyndte at indkjøbe frukttrær. Disse var den gang tålelig bra trær, og jeg plantede dette år 14 stykker. Året efter blev ingen trær indkjøbt, men udpå sommeren, i juni måned blev 10 av trærne en nat bortstjålne. Tyvene havde taget trærne op med roden, men tror neppe disse har havt glæde av tyvekosterne. Næste år til at kjøbe trær igjen, og atter året derefter både for mig selv og mine foreldre og min broder, kjøbte for flere enda et par år fra Aas».

(Efter den tid kjøpte han trær fra en kjent dansk planteskole og fortsatte hermed siden). Om spørsmålet norske og utenlandske trær skriver han videre:

«Der har vært skrevet så meget om at trærne må være aklimatisert, men jeg tror det er folks egen skyld, når de mislykkes, da man omtrent er ligeglad hvilken jordbund man planter trærne på, ligesom man mener at trærne skal skjøtte sig selv efter plantningen. Det var i flere år jeg indkjøbte trær for folk her i Eidanger og tildels plantede og beskar disse, men på den betingelse, at trærne skulde holdes rene for ugræs og gjødsles til hvert år, men når man kommer igjen nogie år efter kan man ikke undres på at ikke trærne vil vokse, da disse har måttet skjøtte sig selv uden både pass og gjødsling. jeg kjøbte til en mand her i Eidanger 12 a 15 trær, og hvor tror De han plantet disse, - jo i kohavnen, da han ikke vilde tage bort noget av jordet dertil! Da jeg tilslut vilde ha greie på hvor trærne var plantet, måtte han sige mig dette, og ved nærmere eftersyn viste det sig at de fleste trær var opspist og nedbrukket.

Det er trøstesløst at se sådan behandling av frukttrær som man mange steder får se, og jeg har sagt til enhver som vil plante, at hvis man ikke vil være omhyggelig, værne, stelle og gjødsle sine frukttrær, så fraråder jeg også å plante.

De spørger om hvor mange frukttrær jeg har indkjøpt for fremmede; ja, det er ikke så godt at sige, da jeg ingen regning har holdt derover, måske det kan være en ca. 1000 stykker».

Efter å ha gitt en fortegnelse over de sorter, som til den tid var plantet i hagen - ialt 140 trær - fortsetter Traaholt:

« - Jeg skal tillige tillade mig at meddele Dem, at min moder var en av de ivrigste blomsterelskere i Eidanger, og der var ubestridt dengang i mit ungdomshjem (på Slevolden) Eidangers vakreste blomsterhave. Da jeg skulde overtage en av min faders Eiendomme (Traaholt), der havde været drevet til underbrug i ca. 30 år (altså fra omkring 1840) var der hverken have eller huse. Et lidet dikt i gartner Thøgersens havebog var måske det bestemmende for mig, det lyder således:

«Mit hus just vilde være smukt,
om det var lagt midt i en have,
hvor der var blomster, grønt og frugt, hvor
jeg hver fristund kunde grave.
Noget vakrere man ei kan se
end dyrket jord i vore dale,
hvor røgten lyser av hvert træ,
og blomst og strå om flid kan tale".

En venlig hilsen og et godt nyt år.

Traaholt den 6te januar 1900.

Venligst Abraham N. Traaholt.

Undskyld, jeg burde rigtignok ikke ha skrevet noget om mig selv, da det er lidet passende".

l de nærmest påfølgende år efter 1900 blev frukthagen på Traaholt utvidet med mere direkte sikte på en større produksjon for salg. Der blev da plantet hovedsagelig Gravenstein og noen få Transparente blanche og Sæfstaholm. Haven utgjør nu ialt ca. 8½ mål med 225 frukttrær.

Abraham Traaholt var også meget interessert for blomster og prydtrær. Han plantet mange sjeldne vekster og trær, deriblandt ekte kastanje, som nu har opnådd en anselig størrelse.

Traaholt deltok i mange utstillinger og fikk som oftest de høieste utmerkelser for sine store fruktsamlinger, deriblandt flere ganger Kongens store sølvmedalje - og flere ærespremier. Ved den skandinaviske utstilling i Malmø 1900 blev han tilkjent Stor sølvmedalje og ved verdensutstillingen i Düsseldorf 1904 diplom og 40 mark i premie. l 1911 gullmedalje ved amtsutstillingen i Skien. Forøvrig en mengde både sølv- og bronsemedaljer ved mange forskjellige utstillinger både i og utenfor fylket.

Abraham Traaholt døde i begynnelsen av 1932 og eiendommen blev da overtatt av hans sønn, direktør N. Traaholt, som med sønnlig pietet har satt meget inn på å holde haven i god stand. Han har fått en meget dyktig bestyrer i hr. J. Thunby, som har vist at fruktdyrkning virkelig kan være en god forretning og gi et meget stort utbytte pr. mål jord. Foruten hensiktsmessig gjødsling og jordkultur har der vært lagt et stort arbeide på bekjempelse av sopp (skurv) og skadeinsekter. Der er sprøitet ialt 7-8 ganger hvert år og med utmerket resultat. Hvert år fra og med 1933 har hagen gitt en meget stor avling av fin-fin frukt, - i 1935 hele 20,000 kg. Utenom Traaholt er der ikke mange egentlige salgs-frukthager i Eidanger. Den største er hos Math. EikeIund på Ørvik (eiendommen er nu overtatt av hans sønn AasoId EikeIund), som har tilplantet et større areal og i mange år passet trærne godt. Også her gjelder det at det først er i de senere år, efter at der også er gjennemført en rasjonell sprøitning, at der er blitt store avlinger av feilfri frukt og et godt økonomisk resultat av driften.

På Trollhaug, Heistad, blev der i årene omkring 1900 av daværende eier Cornelius Røe plantet ikke så få frukttrær av gode sorter, men de har i senere tid bare enkelte år gitt litt utbytte. Først da den gamle gressvold høsten 1935 blev pløid op, jorden kraftig gjødslet og bearbeidet og trærne passet med sprøitning, blev der i 1936 en meget fin avling.

Ellers kan nevnes at foruten Traaholt gård og Eikelund (på Ørvik og Skjelsvik) har Hans Kjørholt, Mathias Slettene, Erik Tangen, Hans Tangen, Nils Sølverud på Tveten og Jacobsen på Berg m. fl. i de senere år steilt så godt med sine frukttrær og hatt så gode avlinger at de har vært med på levering av standardpakket frukt til andre kanter av landet gjennem Grenland fruktsalgslag. Enkelte har de senere år plantet et større antall frukttrær med salg av frukt for øie. Bl. a. kan nevnes Jørgen Trygsland (har også en forholdsvis stor eldre plantning) og Ole Skavrager. Amtsgartner Tjomstøl har plantet en hel del trær på sin eiendom Asalund ved Nystrand. Her blev også i nogen år drevet frukttreplanteskole.

Ellers er der mange haver både på gårdene og ved villaer og arbeiderhjem, hvor der ialfall enkelte år selges ikke så litet frukt og bær, så det er ikke få innbyggere i Eidanger som har større eller mindre kontantinntekter av sine frukttrær.

Størst betydning har det likevel at praktisk talt nesten hvert hjem har nogen frukttrær og bærbusker til egen forsyning med frukt og bær.

En særskilt omtale fortjener dyrkningen av moreller og kirsebær i strøket fra Nystrand til Brevik. Herom skriver I. C. Ramberg i «Boken om Eidanger»:

«En bærbygd». Bærproduktionen i Breviksbygden er noget enestående og har neppe sit sidestykke i hele Bratsberg amt. Moreldyrkningen florerer over hele halvøen mellem Eidangerfjorden og Frier og fra Brevik til Nystrand. Trafikkens centrum er gårdene omkring Heistad. Av disse må først og fornemmelig nevnes Kjørholtgårdene, hvor man har drevet med moreller i mands minde. Vist er det at trafikken var igang for en 50-60 år siden (1850-60-årene). Fra disse gårde synes trafikken å ha utbredt sig til nabogårdene, og så fremdeles fra grande til nærmeste grande, indtil den i 2den halvdel av forrige århundre skjøt så forbausende vekst, at den er blitt til en betydelig erhvervskilde for mange mennesker.

De viktigste morelgårde er foruten Kjørholt også følgende: Bleikebakken, Dalen, Ørvikskogen, Ørvik, Heistad med en masse opsittere - Lunde, KIepp, Grava, Aas, Saltboden, Gravastrand, Ødegården, Stranna, Solverød, Skavrager, Kåsa v., Løvsjø, Skjelsvik, Kåsa ø., Ørstvedt, Tangen, Øvald».

Som et eksempel på folks opfatning av fruktavlens betydning særlig for distriktet omkring Heistad, har O. Grava fortalt mig at en av hageeierne derute, Petter Heistad, ofte pleide å si: «En fruktbage til gården er likeså meget verd som en passelig stor skog».

l årene omkring 1917 og utover begynte mange av morelltrærne å bli mindre trivlige på grunn av sterke angrep av forskjellige sykdommer, særlig monilia og haglskuddsyke. Antagelig har den strenge frostvinter 1915-16, efter en regnfull høst med dårlig modning av årsskuddene, også endel av skylden for at så mange trær i de følgende år led av topp-tørke - gummiflod - og for epletrærnes vedkommende av kreft. Nu synes trærne gjennemgående å være mer trivlige igjen - men salget av moreller er dog nu av langt mindre betydning enn tidligere. Av epler og pærer er der derimot fra 1933 hvert år sikkert avlet og solgt langt mer enn nogensinde før.

Samlet antall f rukttrær i Eidanger angis i statistikken efter tellingen i 1907 til 10,168 og var i 1929 steget til 12,724, derav 5,082 eple-, 1,365 pære-, 3,469 plomme- og 2,781 kirsebærog morelitrær. I 1929 av bærbusker 5,252 rips-, 1,855 stikkelsbærog 2,479 solbærbusker. De mest almindelig dyrkede eplesorter er Gravenstein, Åkerø, Sæftaholm, Transparente blanche, Cox pomona, Signe Tillisch, Flaskeepler og fra eldre tid enkelte sorter Reinetter m. fl. Av pærer Grev Moltke, Gråpærer, Julipærer. Plommer: Victoria, Cezar, Reine Claude Ouillins.

Statistikken viser forøvrig at i perioden 1917-1929 er frukttreantallet i hele, Telemark øket med 52%, men i Eidanger bare med 23%.

De senere år er der nok plantet forholdsvis mere, men mest bare i småhager ved hjemmene. Efter at Eidanger Salpeterfabrikker blev anlagt på Herøya har der jo vært en stor innflytning og massebygning av nye hus, og alle steder anlegges en større eller mindre hage, hvori der omtrent alltid også plantes endel frukttiær.

Særskilt pene hageanlegg er der ved de fleste nye boliger hos ingeniører og funksjonerer på Herøya. l tidligere år, vesentlig efter 1895, er der anlagt mange pene prydhaver og plantet mange sjeldne trær og andre sjeldne prydvekster ved de tallrike villaer og sommerhus på begge sider av Eidangerfjorden.

Det har vært sagt at hvis man vil danne sig en mening om pryd-hagestellet ved hjemmene i en bygd skal man ta en tur på kirkegården og se, hvordan gravstedene er passet og pleiet. Efter et besøk på kirkegården i Eidanger tror jeg man vil få inntrykk av at folk i Eidanger har mer sans for å gjøre det vakkert med blomster og planter enn det ellers er almindelig mange steder på landsbygden.

Drivhusgartnerier er der ikke for tiden i Eidanger.

På Jønholt ved Porsgrunn drev i sin tid (fra 1883) gartner Ellefsen et gartneri med 2-3 drivhus, ellers vesentlig anleggsgartneri og dyrkning av roser.

Grønnsakdyrkningen. Om denne er der ikke annet å si enn at der gjerne dyrkes litt av de forskjellige alm. kjøkkenhavevekster til eget bruk ved de fleste hjem. Enkelte kan vel også ha litt til salg, men det er vistnok ubetydelig i de senere år. «Krusesyken» på gulerot og «klumprot» på kål har gjort sitt til at utbyttet er blitt mindre godt. Dessuten er det vanskelig med arbeidshjelp til den slags ting, da de fleste ungdommer heller vil ha en «jobb» på fabrikken eller lignende.

Nøvik: Samlinger til havebrukets historie.