Gammel industri

Mølleindustri 1837-1937

Alt fra skaperhånd er Eidanger lagt til rette for industri, dette har også fedrene våre vært opmerksom på, vi har mange elver og fossefar. Eidanger innskjæres også av flere dype fjorder med strandsteder, disse har forfedrene våre meget tidlig søkt å nyttiggjøre sig.

Nesten i alle fossefar var der bygget en mølle. De var meget primitive for vår tid, men gjorde god tjeneste, så enkel den var, for sin tid. Disse møllehus var tømret op av tømmer ca. 6-7 meter store, taket var som regel jordtak med underlag av kløvde stokker, så never og jord. Disse tak vokste gjerne til med småtrær og lyng og så merkelige ut. Kraftkilden var en kalle, denne kalle lignet og virket nærmest som en propell, den var bygget av treskovler festet til roten av en stokk, som var reist loddrett i Møllen, på toppen av denne var så møllestenene anbragt. Den øverste sten fulgte kallens omdreining, mens den undre møllesten lå fast. Stenen på kallen var stillbar efter som man ønsket kornet malt. Vannet førtes til kallen i en lukket renne, så vannets virkning var meget kraftig. Der hvor der var en grend på flere gårder hadde hver gård sin kalle i samme møllehus. Et sådant stod i bekken ved Viersdalen. Disse møller blev etterhvert forbedret, og hadde både sikte- og grynkvern. Helt op i 70 årene stod der et møllehus der hvor det var et fossestup, således på Nordal, Siljan, Lunde, Kvestad, Kjølsrød, Gusfred, Nordalsætre, Nils Kjendalen, Viersdalen, under fossen ved Gunnarsrød (Langangen), Bassebo, Stamlandsdalen, her stod også en vadmelsstampe, lengere oppe i bekken en borkestampe (Nils Nilsen), i Kverndalen og i Røtuelven var kvernhus. Isak Berg hadde tidlig modernisert sin mølle, som blev meget benyttet, inntil Røra bruk i 1849 årene blev ombygd og modernisert. I 50 årene var der også en større mølle i Kokkersvold, som blev drevet av en svenske, Fredrik Andersen. Den blev nedlagt i slutten av 60 årene. Fra 70 årene fikk vi større og mere moderne møller. Både Røra bruk og Gusfred møller blev modernisert og utvidet og samlet den meste av malningen om sig. Gusfred mølle blev nedlagt i 1930 årene. Staten fører nu kontroll med malningen og yder bidrag (malningsbidrag). Malningen foregår nu mest i byene. Det har ikke lykkes mig å få sikkert rede på kallemøllernes elde, men de er visstnok flere hundre år gamle.

Sagbruk 1837-1937

Sagbruk - å skjære tømmer - begynte våre fedre meget tidlig med; men måten de brukte var meget slitsomt og sendrektigt, og blev kun brukt til bolig og reparasjoner av hjemmene. Hele sagen bestod av 2 høie krakker, hvorpå de la en stokk, disse krakker var gjerne 7 fot høie, man brukte en langsag, oppå stokken stod en mann som styrte sagen, men under stokken stod en annen mann som drog sagen op og ned. Kapasiteten blev trods alt slit meget liten.

l 50 årene blev der en stor forbedring i denne industri. Man begynte da med kallesag; det er den forskjell ved møllekallen og sagkallen at sagkallen ligger horisontal. En sådan sag stod det i fossen ved Langangen (Gundersrød). Kallen var 5-6 fot lang, den lå helt i bunnen av fossen. Vannet førtes i en lukket rende ned til kallen som beveget et langt sagblad op og ned. Der var tømret op to høie kar som dannet sagens grunnlag, oppå disse karene var så selve sagen bygget, med opgangsrammesagbenk. Skuren bladet gjorde var ½ tomme bredt, så det var ingen besparende sag, men det var jo et meget betydelig fremskritt fra håndsagen. En sådan sag stod i fossen ved Langangen, og var et felles eie av Langangen, Langangsætre og Gunnarsrød. Den stod til ut i 70 årene og blev da revet.

Allerede i 60 årene kom der en ny tid med forbedret sagstell, ja helt fra 50 årene var der begynt med vasshjul og cirkelsag. Således lot Halvor Stridsklev og Anders Siljan en cirkelsag opføre på Siljan 1853. Fra 60 årene blev der fart i å bygge cirkelsager med vasshjul og 2 cirkelblader, således på Sætre, Viersdalen Nøklegård, Saga, Sagbakken, Kokkersvold, Røtua, Røra, Lillegården, - to i Bjørkedalen (Siljan, Kjølsrød), Lanner. På Langangsstranden var der en dampsag i 80 årene. Der var også en dampsag i Nystrand. Svendsen & Sønn hadde også en dampsag i Hjerteviken, dette sagbruk brant, og i 1915 blev i stedet opført et større moderne sagbruk, det hadde 2 opgangsrammer, 2 cirkelblader, dobbelt kanter og 3 kapper. I 60 årene blev også Røra bruks sag betydelig utvidet og modernisert, Røra bruk gikk da over til aksjeselskap med Johan lsaksen som bestyrer. Sagen er nedlagt for flere år siden, Haukerås bruk dampsag var den kostbareste av alle, den kostet over 100,000 kroner. Den blev opført av Didrik Cappelen og Hans Hoel, Skien, den lignede Svendsens sag i Hjerteviken i kapasitet. Den blev ferdig først i 70 årene, Ramberg mener 74. Efter 3 års forløp måtte sagen stanse, men efter 5 års forløp, da jernbanen blev åpnet til Oklungen, kom den atter i gang, og gikk da i 2 år, hvoretter bruket blev revet og solgt.

Trelasthandel og utskibning av trelast

Henrik Pram skriver om hollendertrafikken i 1750 årene. Trelasten herfra går for det meste til Holland, den består for det meste av bjelker, men også av annen last. Pram mener at denne trafikk allerede har vært i gang før 1750 i lengere tid. Prisen for lasten var da liten og konkurransen stor og meget usund. Hollenderne hentet lasten selv i egne fartøier (hollenderkoffere), og hver kaptein kjøpte selv sin last. Trelasthandlerne drev en usund sterk konkurranse om å opsnappe disse hollenderkoffene, de møtte dem langt ute i sjøen, for å være den første ombord for å få forretning. Der blev brukt forskjellige ting som lokkemat til å vinne kapteinen for sitt firma, såsom sølvskjeer helt op til et halvt dusin. Det var dengang en gullsmed i Brevik, som forarbeidet disse skjeer. Efter en tid fant hollenderne ut at disse skjeer var så opblandet med tinn at de omtrent ingen verdi hadde. Siden måtte stikkpengene til kapteinen være kontanter. Av de største og eldste firmaer i trelastbransjen var Bernt Blehr, Stathelle. Efter ham overtok sønnen Albert Blehr bedriften, og utviklet den til deri største i Skiensfjorden. Det fortelles at der undertiden kunne ligge så tett med smakker, at fartøiene dannet en bro over Stathellebukten. Det var Albert Blehr som bygget den store flotte gård på Stathelle. Den brant våren 1918. Av andre trelasthandlere i hollendertiden må nevnes N. W. Coch, Brevik, samt B. Pettersen og H. N. Gundersen, Langesund. Denne hollendertrafikk sees å være begynt allerede i 1765.

denne pris ansåes som meget god.

Foruten bjelker solgtes toppen av bjelkene som sagtørnmer ut til 7 toms topp, mens toppen utenfor 7 toms topp solgtes til Holland som duffer. Der solgtes også annen last, såsom kaperspirer, bomspirer, stikk og storspirer, minste dimensjon her var 33 fot 5 tommer topp. Av denne last blev der drevet en hel del i Eidanger helt op i slutten av 1860 årene. Denne trafikk hadde sin blomstringstid i 1850 årene. Der kunne således i Brevik ligge op til 30 smakker på en gang å laste. Men også helt fra 1750 årene var denne trafikk særlig stor. Der blev i

1750 skibet 12 laster, 1751 - 10 laster, 1752 - 11 laster, 1753 - 8 laster, 1754 - 9 laster, 1755 - 10 laster, 1756 - 21 laster,

1757 - 15 laster, 1758 - 14 laster, 1759 - 12 laster, 1760 - 9 laster, 1761 - 9 laster, 1762 - 7 laster, 1763 - 11 laster,

1764 - 12 laster, 1765 - 13 laster, 1766 - 17 laster, 1767 - 9 laster, 1768 - 19 laster, 1769 - 13 og laster, 1770 - 15 laster,

fra Blehr, Stathelle, tilsammen 256 laster på 21 år. Eidanger har været en stor leverandør til dette lasteparti.

Trelast til Danmark

Samtidig som vi hadde den hollandske trafikk, blomstret også handelen med trelast til Danmark. Jeg skal nevne enkelte av de mange som drev denne trafikk, således Peder Hansen Saga, Bjerkøen, en Ulstrup fra Ekrønningen, Bamble, Gunnar Danielsen Østvet, Øen, Carl Sørensen, Risøen og Carl Lisberg, Porsgrunn. Men det hente også at danskene kom selv her op og kjøpte lasten selv. Det vesentlige av lasten til Danmark var skåren last, såsom bord, battens og boks, men også annen last som bjerk- og granlast. Vi hadde den tid en hel del cirkelsager i de forskjellige fossefar, så vi produserte ganske betydelig skurlast i Eidanger, og dansketiden kom godt med for våre skogeiere. Her går et sagn fra den tid: En mann fra Bjønnes hadde kjørt ned til stranden en del stor løvlast. Der kom en dansk kaptein der trodde det var Hvalbjerk og gav bud. Da dansken tok lasten sa han: «Du dumme bonde som solgte hvalbjerken så billig». - «Du dumme jyte som kjøpte lind for bjerk», svarte bonden.

Denne danske handel foregikk gjerne som tuskhandel. De tok som regel last tilbake med danske varer som smør, ost, flesk, rug og forskjellige grønnsaker som kål og gulerøtter etc. Nu er Sverige og Finland de land som har inntatt plassen vår i danskehandlen.

Trelasthandlen på England

Jacob Aall skriver 1809: «Aldri har lasten blitt så godt betalt i England som i denne høst». Men allerede i utgangen av 1810 kan nedgangen merkes. Tidene har vekslet også i trelastbransjen, men England blev vår største avtager av trelast til efter verdenskrigen. Siden er det Rusland som dominerer dette marked. Av last til England kan nevnes: Cornwall, det er skvertømmer av større dimensjoner av malmen furu. Den blev brukt til bly- og tinngrubene i England. Kullskarp, den er hugget på alle 4 sider og leveres i alle lengder, en vare som er levert herfra helt fra 60-årene. Pitprops og minetømmer (grubetømmer) er her i Eidanger levert en masse av helt fra begynnelsen av 60-årene til meget fordelaktige priser. Men også til Skotland er der solgt last såsom: Skotsk skarp (filistere) og bierkelast. En egen sort bjerkelast er de såkalte vognstenger, 10-12 fot lange og ca. 2-3 tommer topp. Vi skiber ikke så lite furupåler, de såkalte telegrafpåler. Disse må være rette og vel barket. De betales meget bra. England burde jo være et naturlig marked for vår trelast, men Rusland og Finland underselger oss på nær sagt all trelast, så for tiden er dette marked tapt for oss nordmenn. Her var i 70-80-årene, ja helt ned til 1915 meget livlig på det engelske marked, ja nesten så lenge verdenskrigen varte. Det var særlig grubetømmer det gjaldt den gangen. - Jeg skal nevne de største av våre trelasthandlere fra Englands-tiden: Røra Bruk, Røe og Jørgensen, Tangen, Brevik, Hans J. Hvalen på Bjerkøya, Herlofsen & Co. fra Larvik, en Laurits Nilsen fra Brevik boende i Langangen, Hans Nilsen fra Lønnebakke, Lars Nøklegaard, Nils Sundsaasen, og Svendsen & Søn, Langangen. Foruten disse kjøpte N. W. Coch, Brevik, en hel del minetømmer i Eidanger, men mest av dem alle skibet nok Svendsen & Søn. Hans arbeidsstokk var op til 60 mann, og han hadde flere skib under lastning på en gang. t år kjøpte han last for ¾ million kr. Man bilet og skar last til minetømmer på nær sagt alle steder i Langangen. Ja til og med benyttet man flåter av tømmer til hugsteplass. Ja det var en gylden tid for all trelasttrafikk og penger tjentes i de mange hjem. Man kan vel si at dette var de gamle gode dager for Eidanger.

I 1917 oprettet brukseier Svendsen & Søn et legat - stort 10,000 kr. - hvis renter skulde tilfalle hans arbeidere eller deres etterlatte. Legatet har vært i virksomhet i flere år nu. Hver jul er utdelt bidrag og dermed skapt hygge og glede i mange hjem. Et verdig minne har brukseieren satt sig ved dette legat, og han vil minnes med taknemlighet av mange i Langangen.

Skibsbygning og skibsrederi

Eidanger har alltid vært en skogbygd. Det er derfor naturlig at våre fedre utnyttet disse herligheter i skibsbygning. Det første skib blev bygget såvidt bekjent i Langangen i bunnen av fjorden («Ønna»). Her skal der være bygget 2 slupper antagelig i slutten av det syttende århundre. Stedet heter den dag idag Skutebakken. I 1854 bygde Anders O. Langangen briggen «Frithiof» på Langangstranden. Her blev også bygget 2 slupper vistnok i slutten av 40-årene av Anders Langangen og hans far Ole Langangen. 1868 bygget Anders O. Langangen, Nils Sundsaasen og Lars Nøklegaard bark «Polykarp» på verften, Sundsaasens eiendom. Ennvidere blev der bygget:

Skibsrederi

Leser man de gamle sagaer finner man at våre fedre fra tidligere tider har vært sjøfarende og søkte sin næring på sjøen. At der i Norge, ja også i vår bygd som jo også må betegnes som en sjøbygd, vilde bli et utviklet skibsrederi er forståelig.

I seilskibstiden var der særlig mange skibsordre i Eidanger. Det var jo i den tid store penger å tjene på denne næring. Nesten alle som hadde litt opspart kapital hadde gjerne en eller flere skibsparter. Men vi hadde også større rederier såsom Lars Nøklegård, Amund Tveten, Anders Langangen, Nils Klevstrand, Hans J. Hvalen, Peder P. Kjørholt, Aasold Ørvik, Hans Thorsen, Herøen, Cornelius Røe, Heistad, Christen Knudsen, Frednes, Peder Jacobsen på Solbakken og mange flere. Seilskibsrederiene holdt sig til omkring 1914. l verdenskrigen blev det meste av vår gamle seilflåte torpedert eller tatt av tyskerne. Hvad der blev spart igjen blev dels solgt til ophugning eller omgjort til lektere. Nu lever vi kun på minnene om den engang så stolte seilskibsflåte. «Vår ære og vår magt har hvite seil oss bragt». Allerede omkring 1900 var seilskibene blitt fortrengt av den mere moderne drivkraft «damp». Hans Thorsen, Herøen, der var en foregangsmann på dette område bygget 1900 et dampskib på Herøen, d/s «Frost». Siden har damp og motor helt dominert vår handelsflåte som stadig har utviklet sig med større og større båter. Vi har idag ca. 4 millioner tonn tonnasje, og er Norge nr. 3 av alle sjøfarende nasjoner.

Kalkbrenneri

Kalkbrenneri er vistnok brukt helt fra gammel tid. Den første som brente kalk for salg var mig bekjent Jacob Skrukkerød. Han begynte ganske beskjedent å brenne kalk på Skrukkerød, men den utviklet sig efter hvert. Han solgte bedriften sin til et aksjeselskap, A/S Eidanger Kalkfabrik, som bygget op en rundbrennerkalkovn, så man øket produksjonen meget betydelig. Denne bedrift har holdt sig og er fremdeles i gang. Omkring 1900 var der også en kalkfabrikk i Dalen ved Brevik. Denne blev nedlagt da Dalen Portland Cementfabrik begynte sin store virksomhet omkring 1918. Cementfabrikken produserer også kalk. Den er kjent under navnet Dalen's kali. Tross den rikdom vi har på kalkfjell har denne bedrift ikke kunnet utvikle sig til nogen storbedrift.

Langangens garveri og barkestampe.

Langangens garveri er en gammel bedrift. Den var vistnok i drift fra 1840-årene. Den første garver het Anders Bommen. Han drev garveriet i ca. 10 år. Efter ham kjøpte P. Berg garveriet som sist i 60-årene som solgte det til Nicolai Pedersen Sundsaasen. l 70-årene blev atter garveriet solgt til Nils og Kristian Johnsen Bassebo. Nu eies garveriet av Nils Johnsens sønn, Hjalmar Johnsen. Ved siden av garveri blev der drevet meget innkjøp av bark av gran og eik. Denne blev formalt på en barkemølle som garveriet hadde i fossen ved Gunnarsrød. Johnsen drev særlig stort i denne bransje. Den formalte bark blev solgt til nesten alle garverier i det sydlige Norge. Nu er dette garvestoff avløst av syre (barkesyre) og er nesten helt ophørt som garvestoff, men garveriet drives fremdeles.

lsbedrifter i Eidanger

Eidanger var vistnok et av de steder i vårt land hvor man først begynte med å eksportere is til utlandet. Allerede i 1850-årene begynte man med å skjære og kjøre is fra flere tjern, således fra Bjørndalstjern, Lønnebakketjern, Halvarptjern og fra Almedalstjern. Da dammen blev ferdig på Nøklegaard kjørte man også is derfra og ned til sjøen og blev da sendt i en renne ombord i de lastende skib. Fra Bjørndalstjern kjørtes isen i 60-årene ned til Langangstranden og blev i lektere ført ut til skibene. Det fortelles at man drog isen på tremeislede fra Almedalstjern og ned til Sagbakken. Daglønnen var jo skrall den gang, men prisen på isen høi. Litt efter hvert blev denne industri utvidet og forbedret. Således kom der ishus i Hjertevik og Halvarp. Det var en Vebjørnsen fra Larvik som da var den ledende i isbedriften, men nu ser det ut til at der kom flere til, såsom N. W. Coch, Brevik, Peder Berg, Christiansen & Søn, Larvik, Ole Ramberg, Christoffer Saltboden og Ole Lerstang. Da det viste sig at bedriften var meget lønnsom blev der i 80-årene en rivende fart i å bygge isdammer og ishus. Nær sagt der hvor der var en anledning blev der bygget ishus, og prisen på is holdt sig helt op til 1914-årene, ja blev betalt med helt op til 80 kr. pr. last f. o. b. (Lerstang og Rødsetre). Langangsfjorden var vistnok den største produsent i sognet. Her var følgende forretninger: Sagbakken, Nauser, Kokkersvold, Sundsåsen, Halvarp, Rognlien, Håøya, Siktesøya, Bjønnes, Bjønnes-Solvik, Mortesbo, Orestubben, og Rødsetre. Der var ikke arbeidsløshet i Eidanger i de dager. Der kom stadig tilreisende arbeidere fra Larvik, Brunlanes, Kjose, Porsgrunn og Brevik. Omstående billede viser hvor stor denne trafikk var bare i Langangen. Der var en meget livlig trafikk rundt om i sognet således på Ramberg og Lerstang samt flere steder i Frierfjorden. Tiden omkring 90-årene var vistnok en blomstringstid for Eidanger og vistnok den beste vår kommune har hatt. Der var travelt over alt og penger tjentes rundt om i de mange hjem. Siden verdenskrigen er denne for Eidanger så fordelaktige industri stadig avtatt efter hvert og er her kun 4 isforretninger igjen i drift, nemlig Røra-Solvik, P. Berg, Bjønnes-Solvik, Nils Sundsaasen m. flere, Sagbakken, aksjeselskap og Nauser O. A. Langangen m. fl.

Av de største eksportører av is i Eidanger må jeg nevne Cornelius Røe, Trollhaug, Heistad. Foruten at han var en større parteier i Bjønnes-Solvik isforretning hadde han flere forretninger i Frierfjorden og kjøpte op den mesteis som blev produsert i Eidanger. Han hadde i flere år eneleveransen til Hull, Grimsby, Portsmouth og Plymouth samt store leveranser til London, England. Han hadde en seilskibsflåte på 8-10 skib som seilte omtrent året rundt med is. Av andre store iskjøpere kan nevnes Thomas Wiborg, Oslo, samt Alcoch, London, og Wiborg, Kragerø. I denne tid gikk der også en masse is til Tyskland, Frankrike Sverige og Danmark, ja, der blev skibet is helt til Italia. Et par laster blev også sendt til Amerika, men denne forsendelse mislykkedes helt grunnet de da sene fremkomstmidler.

Utviklingen i Eidanger i de senere år er i særlig grad preget av storindustriens inntog i herredet. l 1916 startedes Dalen Portland Cementfabrik, og i 1928 begynte anlegget av Norsk Hydros store fabrikker på Herøya.