En Nordsjøfarer

Jeg husker, den laa der paa Byens Havn
og speiled i Vandet sit hvide Navn,
den gamle, kjølsprængte Skude;
den gjorde en Sommerreis eller to,
om Vinteren da fik den ligge i Ro,
- om Vaaren den gamle Vanen:
at «Haabet» laa over ved Kranen.

Saa stak den afgaarde i maadeligt Huld,
til Middelsbro; Leith eller Shields efter Kul
og viste sig atter hjemme;
men den, som var med, maatte pumpe sig flad
paa halvkogte Erter og skambrændt Mad
og gaa som en Neger i Riggen,
for Kulstøvet gjøv over Briggen.

Men Skibsreder Hansen var smørblid og lo
og skjænked med Glæde en Dram eller to,
naar «Haabet» laa ankret ved Bryggen,
og Skipperen drog i sit korte Skjæg
og loved Hr. Hansen med lydelig Knæg
at styre den gamle Kiste,
saa ingen Reis blev den sidste.

Saa solgtes den østpaa til Lægter og sligt
og gjør kanske endnu sin vante Pligt
saa trut, som den gjorde derhjemme;
og er den ei mere, saa bar den med Ret
sit gamle, snirklede Navnebræt,
dengang den var ude i Dysten,
saa kjækt som hver Skude paa Kysten.