Sange og stemninger

Reis dit land

Reis dit Land af Seklers Grus,
byg dets stærke Frihedshus,
lad dets Flag
flomme rødt og blaat og hvidt
høit i Vinden - friskt og frit -
fra dets Tag.

Fremad for dets dyre Ret,
frem i Fylking, fast og tæt,
uforsagt,
hold i Aandens Mørketid,
gjennem Dagens Haan og Strid
Vardevagt.

Reis dit Land, ja, reis dit Land
ved din Tro, du norske Mand!
Ton dets Flag,
reis det imod lyse Kaar,
fremad for en Folkevaar,
frem idag!

Sang til frihedsdagen

Af Aarhundrers Mørke
randt du frem paany,
atter saa vort Norge
Frihedsdagen gry.
Frem paa Eidsvold mødte
Landets kaarne Mænd,
der blev Norges gamle
Frihed født igjen.

Men det gjaldt at værne
om vor Frihed end,
og de stod i Kampen
hine gjæve Mænd.
Stedse skal det mindes
deres ædle Værk:
Norges Frihedsbygning
reistes høi og stærk.

Fremad unge Fylking,
frem for Norges Sag,
Hurra for de gjæve
Mænd hin Maidag.
Heis de gamle Farver,
staa saa Mand ved Mand
trofast Vagt om Flaget
og det gamle Land.

Aabningssang for Ungdomslagene

Vel mødt, du unge Garde,
til Kamp for Lysets Sag,
vel mødt til Arbeidstimer
for Fædreland og Flag,
vel mødt til ærligt Virke
for Vaarliv over Land,
vel mødt bag Norges Fane,
hver Kvinde og hver Mand.

Hvor unge Tanker mødes,
der skal ei Aanden dø,
der bærer Jorden Blomster,
der spreder Blomsten Frø,
der kaster Troens Varde
sit høitidsfulde Skin,
der falder Morgenrøden
i stærke Farver ind.

Staa fast i Modgangstider,
ja, ildnet som idag,
hold Vardevagt fremover,
du norske Ungdomslag;
tænd Tanker og bryd Baner,
gaa paa i Storm og Slud,
engang skal Maalet naaes,
hold traust i Kampen ud.

Bjørnstjerne Bjørnson

Friheds-fylkingens
Fanebærer,
hvasse, høilynnte,
høvdingbaarne,
Vagt om det vundne,
Værn for det gryende,
Normannaløve
med Øksen knuget.

Mandig bag Mærket
du mødte i Kampene,
bar gjennem Brydningen,
Fremtidens Banner,
fulgte dit Løsen:
Lys over Landet,
sang os mod Sol,
du signede Skald.

Held dig, du Norges
hugprude Høvding,
Fanen, du folded ud,
den vil vi følge,
Veien, du viste:
Vaar i en Slægt,
staalfast og stolt af
sit Land og sin Fane.

Fremad under Norges Mærke

Fremad under Norges Mærke,
lad det skinne frit,
som en Vaardag over Landet
- rødt og blaat og hvidt,
hæv mod det dit Blik i Kampen,
værg det uforsagt,
staa igjennem Tidens Taager
trofast Fanevagt.

Heis det over alt dit Virke,
Norges unge Æt,
lad det mane dig i Kampen
for din Moders Ret,
gi dig Tro i Tvilens Stunder
paa en Seiersdag:
Frihed for det Land, du arved,
og dets gamle Flag.

Fremad under Norges Mærke,
følg det rankt og kjækt,
hvor det vinker, der gaar Veien
for vor unge Slægt,
hæv mod det dit Blik i Kampen,
værg det uforsagt,
staa igjennem Tidens Taager
trofast Fanevagt.

Demokrati*

Se, det dæmrer svagt i Øster:
første Skjær af Dag,
end er Natten Seierherre
over Nordens Sag,
endnu ligger alt i Mulmet,
trods det gjæret, og det ulmet,
men i Fylking mod det ny
stævner vi trods Nattens Sky.

Vi, som tror paa nye Tider
og en Folkevaar,
vi, som tror at kunne læge
tunge Tiders Saar,
vi, som tror paa Lysets Seier,
vi, som ved, at Sverig eier
Mænd med Syn for Brødres Ret,
hævdet uden Bajonet.

Grænsefolk bag Kjølens Skoge
kast det gamle Aag,
se dig om og slut dig til det
store Fremtidstog,
det, som tror sig Seir at vinde,
det, som haaber Vei at finde
frem til Enighed og Ret
uden Krudt og Bajonet.

Mød os under Fanekorset
paa den gamle Bund,
da skal Seklers Skranke falde
i en Høitidsstund,
mød os i den store Tanke,
som gaar seirrig over Jorden,
saa skal Fredens hvide Fane
engang vaie over Norden.

* I Anledning Stockholmsmødet 97.

Flagsang

Held dig, Norges Mærke,
fold dig stolt og frit
over Land og Bølge,
rødt og blaat og hvidt,
varmt hver Nordmands Tanke
strømmer dig imod,
for vor gamle Fane
gir vi Liv og Blod.

Tolk for Haralds Tanke,
Frihed, Ret og Fred,
Tolk for dem, som for vor
Folkelykke stred,
Fædres Aander svæver
om din Dug idag,
tyst til Kamp de maner
os for Norges Sag.

Flyv tiltops derude,
røde, hvide, blaa
- over Jord saa vide,
norske Skuder gaa,
vift i fjerne Havne
kjækt fra Mast og Stang,
syng for alle Vinde
dine Farvers Sang.

Vai da, frie Mærke,
over Norges Hjem,
under dig vi bygger
Landet vid're frem,
og hvis Nøden banker
paa vor Dør en Dag,
trofast vi os fylker
om vort gamle Flag.

Nordens Samling

Den har hos Slægten blundet
ifra Margrethes Tid,
og har den frem ei vundet,
vi naar vel engang did,
da for hin Samlingstanke,
som ei har manglet Tolk,
hvert Hjerte varmt vil banke
hos Nordens trende Folk.

Det er et dunkelt Billed
de svundne Sekler gav,
der Frændehadet døbtes
i Blod paa Land og Hav,
der Bror i Forbund stevned
med Broderfienden frem
- og gjorde, hvad han evned
til Sorg i Nordens Hjem.

Saa randt da Sol omsider
for Svea og for Nor,
et Tegn til bedre Tider,
mens mangt et Broderord
fløi over Kjølens Fjelde
og mødte Tak igjen,
det loved lyse Dage:
der norsk og svensk var Ven.

I Slesvig, Prøiserhæren
i fir' og treds brød ind,
paa begge Kjølens Sider,
stod Harmens Glød paa Kind,
det brused i de unge,
«til Hjælp!» det høilydt klang,
de længtes did at fare,
hvor tyske Kugler sang.

Dog, om ved Dannevirke
og Als og Dybbøl med
ei Nordens Bataljoner
i sluttet Fylking stred,
de faa, vi saa at drage,
gav Samlingstanken Glans,
om deres Pander fletted
at Tak vi Laurens Krans.

Fordi vi tror paa Dagen,
da Nordens Folk er ét:
da Brodersind har avlet
Respekt for Broders Ret,
da vi med Haandslag mødes
og i en Alvorsstund
staar samlede i Kampen
mod Ran af gammel Grund.

Se øster, hvor Barbaren
har Finlands Vinge knust,
den, som saa frit har seilet
og minderigt har sust;
den Tid kan atter rinde,
da Østens Ørn slaar ned
og borer i vor Bringe
sin Klo - trods Skrig om Fred.

Hvorfor da længer strides,
naar vi bør sammen staa,
naar Vold vi frækt ser øvet
af store mod de smaa?
Ja, ruger over Norden
end Broderstrid idag,
engang kan Maalet naaes,
hvis Folket selv staar bag.

Fugløens Batteri*

(1809.)

Ude der, hvor himmelhøit
Sjøen gaar med Skum og Sprøit,
blot og bart for alle Vinde
hæver sig et Fædreminde,
stod, før Værget ned blev lagt,
kjækt om Fædrelandet Vagt.

Reist i hine haarde Dage,
da man hørte Britten brage,
tordne løs i alle Sund,
hærje vildt paa Norges Grund,
reist af Mænd med Jern i Armen,
staalsat Vilje, Mod i Barmen.

Reist til Værn mod ham fra vest,
ham, den røvervante Gjæst,
ham, som saaed Ufredssæden,
heiste Kampflag under Freden,
raned sig ved Vold og Brand
Seier over fredet Land.

Han, som laa paa Lur derude,
kapred Skude efter Skude,
splintred sønder Skrog og Mast,
sænked deres dyre Last,
tog den sidste Krumme Brød,
medens Tusen skreg i Nød.

Intet Flag fra Skansen vaier
som i hine Ufredsaar,
ingen af de gamle Kjæmper
mere Vagt paa Volden gaar;
men i Sprøiten langt derude
paa den tause, nøgne Ø
staar de der de gamle Mure,
stirrer vide over Sjø.

* Beliggende et Stykke øst for Langesund.

Ved Oberst Krebs's Grav

17de Mai 1899.
(Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg.)

Med stolthed Nordmænds Tanker gaa
idag til Fædres Grave,
i Andagt træde vi herind
- ind i de Dødes Have.
Her blev til Hvile lagt
en, som gik Grænsevagt;
o, eier, Fædreland,
du Sønner nok som ham,
ei Plet dit Skjold skal bære.

Hav Tak, fordi du trofast stod,
du, som i Graven sover,
den Slægt, som mindes dig idag,
vil holde Vagt fremover,
som dig - til sidste Stund
vi værge Norges Grund,
din Aand er Arveguld
- lad over Høiens Muld
nu sænkes taust vor Fane.

Ved Wergelands-støtten

17de Mai 1899.
(Mel.: Norges Høitidsstund er kommen.)

Se, vi samles om dit Minde,
ædle Skald i Malmens Drag,
norske Mand og norske Kvinde
hilser dig paa Eidsvolds Dag!
Fremad under Norges Mærke
gik du stolt og frit din Gang;
friske, klare Foraarslærke,
tak for al din Daad og Sang!

Solglans - over Tidens Taage -
spredte du i Norges Hjem,
lærte Slægten traust at vaage
- ifra Sjø til Bræens Brem.
Derfor vi om Støtten stilled,
lægger Kransen for din Fod,
bæver Øiet mod dit Billed,
faar af dig i Kampen Mod!

Vampyr

Nu vaier Halvmaanefanen
seirrig paa Grækenlands Jord,
mens Hyl ifra Tyrkerstruber
stiger mod Allah i Kor,
og Blodhunden borte i Stambul
han sidder der mæt og god
og slikker sig fedt om Munden
ved Tanken paa Kristenmandsblod.

Og Kampen raser og drønner
i et fra Slag og til Slag,
de tapre Hellener styrter
til Jord bag det blaahvide Flag;
thi Hellas det staar der alene,
og Blodhunden føler sig stærk
og myrder og flænger - og driver
i Ro sit forbandede Værk.

Hvorlænge skal Kristne myrdes
af Blodhorder vilde og raa
paa Bud af Stambulbarbaren,
hvor længe skal Blodfossen gaa?
Skal Satan fremdeles regjere
i Form af hin slue Tyran,
saa jag ham med Krudt og med Kugler
tilbage til Asiens Land.

Mai 97

Kuba

Der kom ifra Havanna
en Dag til Madrid Bud
om at Maceos Fane
igjen var foldet ud,
at Kravet var som forhen
det ene: Republik!
Da fyldtes spanske Havne
af Tropper og Musik.

Og Krydsere og Dampere
de ilsomt vester gled,
mens Folket under Jubel saa
Soldaterne afsted
til Kamp mod Frihedsørnen,
som atter Livet vôg
med Banneret i Kloen,
mens den med Vingen slog.

De hærjer, og de strider
dernede end idag
for Bøddelregimente
i Ly af rødgult Flag,
de gaar mod Øens Sønner
paa gammel spansk Manér,
men «Banderne» og «gule Jack»
de kræver fler og fler.

De spanske Sønner finder
en Grav i Kubas Jord,
og langt derhjemme sidder
i Sorg saa mangen Mor,
som misted sit i Kampen
mod dem, som uforsagt
med Rifler og Machetos
gaar for sin Frihed Vagt.

Som venter, Stjernebanneret
vil vifte der en Dag
til Tegn paa nye Tider
for Kuba og dets Sag,
til Hæder for dets Høvding,
Maceo, for en Mand,
som kjæmped til det sidste
bag Fanen for sit Land.

97-

Gift

Levner ei Sten tilbage paa Sten,
hærjer i Hytte og Hus,
knuser de lyseste, ømmeste Haab,
gir dem sin rædsomme Skuffelsens Daab
og styrter dem koldt i Grus.

Ægger Sansernes Rovdyrlyst,
skiller Bror ifra Bror,
river Hyggen af Hjemmet ud
- Kamp for et Helved mod Lyset og Gud -
haaner en knælende Mor.

Suger Kraft af vor unge Slægt,
gulner det friske Skud,
haabefuld Ungdom driver som Vrag
hjælpeløs om under Glædens Flag,
førte i Malstrømmen ud.

Vaagne Vagt for en lysere Tid,
for Sol i de mørke Hjem,
Maalet er fjernt, men hver eneste Sag,
som var stor, fordred Kamp,
se, det dæmrer af Dag,
kjækt under Fanerne frem!

Blaamyr

Seile, saa Æsingen skjærer i Vandet,
fosse afgaarde, saa Morilden brænder . . .
sidde og stirre i blaagrønne Sjøer,
mens Roret dirrer i Sjømandshænder.

Vaske, saa Skumsprøiten gyver om Baugen,
brunes af Solen og barkes af Vinden,
supe ind Sjøluften - Tomme for Tomme,
det er et Liv, som gir Roser paa Kinden!

Slig blev de alet - og blir det derude -
Slægter, som ei for en Stormbyge skvætter;
- Øine som Ørne, kraftige Næver,
hærdet af Slid i de veirhaarde Nætter.

Saltfriske Gufs, som fra Blaamyren stryger,
Lise du gir, naar paa Sindet det tynger;
freidig idag gaar din Pris over Strenge:
Herligt herude, hvor Skagerak synger!

Kjærringvik, 1ste juli 99.

Finland

Retten trampet i Støv under Fod,
Dødshadet næret i Tuseners Blod,
over Suomi vaier i Mag
Czarlandets hvid-blaa og rødstænkte Flag.

Rovkloen krum i den blodigste Rift,
- anden i Sving under Oljegrensvift! -
Aa, om I saa over Graven paany,
trofaste Sønner fra Bjørneborg By!

Frem Asiaten sin Forpost har skudt,
støttet af Trælle, Kugler og Krudt;
«Englen, hin hvide» sit Indtog har gjort,
tause de mødte ham - klædte i sort. . . .

Dyret er mættet, det slugte jo to,
lægger sig hen - og faar hvile i Ro . . .
Vidt over Lande saa klagefuld, lang
Gjenlyd der gaar af Suomis Sang.

Akershus Slot

Over Vikens Vande
- svøbt i Minders Sus -
stiger du for Synet,
gamle Akershus;
Sekler seks at svinde
dine Mure saa ...
friske Morgenvinde
end om Fløien gaa!

Femte Haakon trygged
Vikens Værn og Ly,
tidt paa dig de bygged
Haab i Oslo By;
thi om Staden flammed
rød af Krigens Brand,
Fienden dig ei rammed,
du holdt tappert Stand.

Naar Maanen skinner paa de Mure hvide,
i Slottets Sale der en Susning gaar,
naar Borgens Taarnuhr melder Midnatstide,
da du et Skimt af svundne Tider faar.

Da svæver Gjenfærd om de gamle Faner
derinde - baarne under Kampens Gny,
i «Borgestuen» færdes blege Ahner
til første røde Skjær af Morgengry.

Da, se - med Sorgmod paa den hvide Pande,
hvor hendes fagre Ungdomstid svandt hen,
i stille Længsel mod de danske Lande
Margrethe gaar ved Midnatstid igjen.

Tys! hør i Natten ... var det Fuglekvidder?
Nei, hist fra «Knutstaarn» lød saa sært et Skrig . . . .
paa Taget taus og skummel Uglen sidder,
tolv lange Aar der hviled Alfssøns Lig.

Sig ... er det Christiern, han, ved Vinduets Rude,
som drak i Livets Høst saa bedsk en Drik;
hvem færdes nu paa Fjorden vel derude -
thi Vemods Sprog saa taler Kongens Blik ...

Alt Solguld i de gamle Ruder lyner:
- hør Fløiens Lyd for Drag af Morgenvind! -
Forsvundet ere Nattens Drømmesyner,
naar Dagens Rødme farver Fjeld og Tind.

Høit - inde paa de sommergrønne Volde
- hvor friskt Trompeten klinger end idag -
du ser en Dug med Korset ud sig folde:
der frit i Vinden vaier Norges Flag.

Snart skal du kneise som i fordums Dage,
bli Vikens stolte Kongeborg paany.
Skin da - o, skjønne Blad i Norges Sage -
til fjerne Tider over Oslo By.

Halfdan Egedius

Midt i Livets Modningstid
segned du bag Kunstens Fane,
smukt dit Ungdomsvirke var,
kort, men lysende din Bane.

Just, naar Evnen staar i Knop
for at foldes ud i Vaaren,
falder det os dobbelt tungt
brat at samles omkring Baaren.

Hvorfor skal det rives bort,
som en Fremtid har i Eie,
som har Aandens rige Gaver?
- underlig er Skjæbnens Veie . . .

Der er Sorg i Kjæres Flok,
Vennesavn, som sent vil svinde:
vemodsfuldt, om Tiden gaar,
vil vi hegne om dit Minde.

Til min Far

(Fødselsdagsrim.)

Honnør for hver, som slog sig frem
ved Aands og Hænders Flid,
som heised Krans paa eget Tag,
som stod der rank i alle Slag
og kjæmped trofast for en Sag,
der fordred Kamp og Tid.

Honnør for hver, som stevned paa,
om Mast og Stænger gik,
som lo i Stormens hvasse Sus,
som ikke veg for Sjøens Brus,
men regned rolig ud sin Kurs
og havde klart Bestik.

Jeg regner dig blandt hine Mænd
og hilser dig idag,
og er jeg borte, ser du dog,
at Tanken dvæler bag;
en Tak af Hjertet for din Strid
for en, som Hjælpen trang,
hvem Skjæbnen stilled tunge Krav,
som aldrig glemmer, hvad du gav
til Lys i Kampens Gang.

Veteran

Gammel af Aar, men hvas af Syn,
Panden i Furer lagt,
under de sølvgraa, buskede Bryn
to Ørneøine paa Vagt.

Vænnet til Speiden fra Skøite og Skans,
ligefra Ungdommens Aar,
- vâk som en Fugl, naar det gjælder en Kjans,
om Rokket og Stormene gaar.

Rusler ombord, som der aldrig var
Tale om Uveir og Blæst,
troner i Skøitens Styrerum
i Islandsvams og Sydvest.

Pløier Blaamyren Nat og Dag
stundom til Skagens Fyr,
bauter sig ofte Slag i Slag
hjemad med Tab af Gebyr

Segner kan hænde en Uveirsnat
og finder i Braattet sin Død;
en af de mange, paa Forpost sat
i Kampen for Liv og for Brød.

En Nordsjøfarer

Jeg husker, den laa der paa Byens Havn
og speiled i Vandet sit hvide Navn,
den gamle, kjølsprængte Skude;
den gjorde en Sommerreis eller to,
om Vinteren da fik den ligge i Ro,
- om Vaaren den gamle Vanen:
at «Haabet» laa over ved Kranen.

Saa stak den afgaarde i maadeligt Huld,
til Middelsbro; Leith eller Shields efter Kul
og viste sig atter hjemme;
men den, som var med, maatte pumpe sig flad
paa halvkogte Erter og skambrændt Mad
og gaa som en Neger i Riggen,
for Kulstøvet gjøv over Briggen.

Men Skibsreder Hansen var smørblid og lo
og skjænked med Glæde en Dram eller to,
naar «Haabet» laa ankret ved Bryggen,
og Skipperen drog i sit korte Skjæg
og loved Hr. Hansen med lydelig Knæg
at styre den gamle Kiste,
saa ingen Reis blev den sidste.

Saa solgtes den østpaa til Lægter og sligt
og gjør kanske endnu sin vante Pligt
saa trut, som den gjorde derhjemme;
og er den ei mere, saa bar den med Ret
sit gamle, snirklede Navnebræt,
dengang den var ude i Dysten,
saa kjækt som hver Skude paa Kysten.

Stemninger

Dig vier jeg mit Kvad

Dig vier jeg mit Kvad,
du eier Sind og Tanker,
for dig mit Hjerte banker
i Glæde - underfuld,
du heler Vunder i mit Bryst,
du fylder mig med Jubel tyst,
naar Dagen dør i Guld.

Dig vier jeg min Sang
- til Lyset og til Vaaren -
af Sjælens Strenge baaren
den bruser stille ud,
dig vier jeg min Stræben,
hvert ædelt Ord fra Læben
- min Tankes hvide Brud.

Høisommer

Nu bølger Engene mørkerøde,
silkeblanke og silkebløde
i Sommervind,
nu staar Jasminen saa blomsterhvid
og skjær, for nu er det Høisommertid,
Høisommertid i mit Sind.

Nu piber Svalen i lyse Kvelde,
mens Solen synker bag Hei og Fjelde
i guldrød Glans,
nu dufter Løvet i Skog og Krat
den varme Dag og den lyse Nat
- deilig er du, Sankte-Hans.

Fortuna

Under aftengyldne Grene
gik vi der, vi to, alene,
og du lo mig Dag i Sinde,
unge, fine, sarte Kvinde.

Og din barnefriske Kind
rødmed let i Kveldens Vind,
fik mit Hjerte til at gløde,
medens Dagen stille døde.

Stjerne paa min dunkle Vei,
Livet, Lykken det er dig,
ved dit Blik i Aftenrøden
blev jeg din, ja, din til Døden.

Glæd dig

Glæd dig i de unge Dage,
du, hvis Sind er let og lyst
- engang maa du alt forsage -
kast dig varm til Livets Bryst.

Freidig fremad! - Men lad Maalet
straale for dit indre Blik
- skarp som Klingen, myg som Staalet -
brug saa Gaven, som du fik.

Løvfald

Nu dør den lyse Sommer
i Bjerkens gyldne Dragt,
som Kjerter Kveldens Stjerner
staar tyst ved Leiet Vagt.

Nu visner Havens Roser,
og Væggens vilde Vin
den blusser imod Døden
i Farver af Rubin.

Saa stilt, saa stilt derude,
hvor Livet nys drog ind
med Vaarløv over Pande
og Fuglesang i Sind.

Ja, Dødens dybe Vemod,
en dæmpet, sorgmild Brus
igjennem Naaleskogen . . .
- det store Sørgehus.

Hymne

En Flom af mørke Lokker
et Solsmil - og et Blik,
der bruser gjennem Sind og Sans
som underskjøn Musik.

Et lidet, deiligt Hode,
to brune Øines Drag,
som tænder Sjæl og Blod i Brand
og øger Hjertets Slag.

Som bringer Dag i Mulmet
og Staal i Slagets Gang,
som ringer Livets Høitid ind
med dyb og ædel Klang.

Som aabner Vei til Himlen
et straalende Sekund,
som skjærer sig i Sjælen ind
til Livets sidste Stund.

Drøm

Aa, for et Liv i Sol - og Brus
af Sang i Sind,
et Liv i Lys og i Glæde,
om du blev min.

Jeg skulde bære, ja, om det gjaldt,
det tyngste Tag
og gaa i Glans af dit Øie
fra Slag til Slag.

Jeg skulde synge af freidigt Bryst
min Jubel ud,
ja, glemme Smerte og Sorg og Savn,
min Drømmebrud.

Helg

Ikveld ringer tusen Klokker i Kor
vide om Jord,
ikveld toger Glæden snehvid ind
i Barnesind.

Ikveld søger Tanken et Hvilested
i Lys og Fred,
hvor Sorg er svunden - en stakket Stund
for Smil om Mund.

Selv Hytten fyldes, om den er trang,
ikveld med Sang.
Ikveld ringer tusen Klokker i Kor
Helg over Jord.

Nyt liv

Livets Smerte viger fra mit Sind,
naar jeg skuer i dit Aasyn ind,
Dagens Skjønhed, Kveldens milde Ro
speiler sig i dine Øine to.

Og i Sindet blir det atter Vaar,
dobbelt freidig jeg mod Maalet gaar,
rydder mig i Uren stille Vei,
mens min Tanke stedse er hos dig.

Min fane

Du reistes under dunkel Tvil
paa Evne, Viljekraft og Mod,
nu bølger Dugen over Smil,
fordi jeg fast i Kampen stod.

Det har jeg følt: var Sjælen træt,
mit Øie imod Fanen gik,
igjen var Sindet lyst og let,
og Kraft til Strid paany jeg fik.

Og blir den stundom træt min Arm
i mangen Livets Kamp endnu,
ei slukkes, Gløden i min Barm;
thi over mig der vaier du!

Sydover

Ombord

Spillet har gaat under Latter og Sang,
nu er det slut,
Flaget sænkes . . . i Solskinsveir
svinger vi ud;
ud mod de bølgende Vidder,
ud mod det vigende Bryn,
ud, hvor der blinker og blaaner
Vei for et higende Syn.

Byen svinder i taageblaa
Soldis bag,
Fjorden glitrer . . . og Vinden slaar
ud vort Flag!
Sindet er fyldt af Længsel,
- Feber i Blod og Bryst -
Tankerne farer saa vide,
ud mod den fjerne Kyst.

Tilsjøs

Hav for Baugen - Mersseil sat,
Sjømandsnæver fast om Rat,
Landet bag i kveldrød Dis . . . .
- Nordenbris.

Bølgebrus om Barkens Baug,
Sus af Vind i Blok og Taug,
tændte Fyre . . . Tind ved Tind . . . .
- Stjerneskin.

Staar med alle Klude sat
vesterud den lyse Nat,
did, hvor Trækfugltoget svinder . . . .
did, hvor Sydens Stjerner skinner.

Dagvagt i Nordsjøen

Duver for revede Mersseil
gjennem en Sjø, som er hvas,
staar og grøsser ved Roret
og stunder paa «fire Glas».

Øinene støt ved Kompasset,
og naar hun slingrer for slemt:
Støvler i Dæk og Rattets
Knagger mod Knæet stemt.

Borte i Læ af Kahytten
gaar Styrmand Nilsen i Mag,
røger sin Snadde og stirrer
ud i den disige Dag . . . .

Slaar sig imellem i Ryggen,
gnider sig her og der:
«huf, den fordømte Gigta,
saa inderli' lei, som hu er!»

Snart hvirvler Røg ifra Byssen . . . .
Nilsen gaar forud i Hast,
Kaffetaaren staar høit i
Kurs hos en Nordsjøgast.

Dover

Kjending af Land i det graanende Gry:
Lysene tændte i Dover By,
England, med dunkle Fjelde mod Sky,
blegt under svindende Stjerner . . .
Skuder og Dampere, ud og ind,
duvende let i den friske Vind
- Skin ifra blanke Lanterner.

Staar i Morgnen Kanalen ud,
rundt om Seilere, Steameres Tud,
om Styrbord Landet i vaargrønt Skrud
med bølgende, sollyse Høie.
Lænet til Rækken, jeg stirrer derind,
føler et Længselens Drag i mit Sind,
staar der med dugget Øie.

Atlanterhav

Med pibende Tauge i Sus og i Rokk
det gaar gjennem Natten for Stumper og Fok,
mens Morilden brænder, der Kjølen drog . . .
og Sjøerne følger i lysende Kog.

Det gaar over Hav med Bakken i Sprøit . . .
mens Baugen løfter sig himmelhøit - -
og synker i Bølgen med Fos og med Brag
og baner sig Vei i den dæmrende Dag.

Det gaar gjennem Nat og i Morildbrand;
men snart stiger Sol over Kimingens Rand.
Det piber i Rig, og det gviner i Blok,
det bærer mod Syden for Stumper og Fok.

Vesterover

Vesterover, vesterover
Oceanets vide Sletter
baner Skuden brede Veie
Solskinsdage, Maanenætter.

Stryger duvende afgaarde,
- Skummet sivende langs Siden,
hvor det gyldne Sjøgræs driver . . .
- vesterover hele Tiden.

Ocean

Dage kun med snehvidt Solskin,
- store, tause Stjernenætter . . . .
og saa Horisontens fine,
vage, bølgebløde Linje.

Men omkring mig - over, under -
Evighedens sære Gaader
- længselsfulde Sjæles Høitid.

Bare blanke, guldblaa Vidder
uden Seil mod Himmelranden -
og en ensom Oceanfugls
hæse, klagefulde Skrig.

Morgen

Dagen stiger rød af Hav,
over blegner Nattens Stjerner . . .
Barken duver over Bølgen
frem med døsende Lanterner.

Stilt paa Dæk og i Kahyt, -
trætte Mænd bag Ruffets Planker,
bare Vagtens Nyn fra Bakken,
der han gaar i dybe Tanker.

Morgenstjernen lyser end;
men i Purpur og Skarlagen
og med Glorie om Pande
ung og fager stiger Dagen!

Dagen dør

Solen synker luerød
i den dybe Bølge,
snart vil dunkle Skyggers Hær
Dagens Stjerne dølge.

End den flammer lavt i vest
- Horisonten tænder . . . .
og et sidste Straaleskjær
over Havet brænder.

Dagen dør med Smil om Mund,
Natten slører over . . . .
og langs Skibets Sider gaar
fosforlyse Vover.

I Passaten

Stjernehvælv . . . . Maanenat
lun og lind,
Fosforsjø om Skibets Baug
- vaarmild Vind.

Langt fra Hjem - sør i Sjø,
sør i Nat,
dreier bare sagtelig . . . .
Ror og Rat.

Vestindien

Svøbt i Morgensol - af Sjø
stilt de stiger . . . . Ø ved Ø,
- skimter alt i blege Toner
Høiene med Palmekroner.

Fremad i den gyldne Dis
glider vi for Morgenbris . . . .
- hvide Seil mod Himmelrunden,
Bølgebrus i Morgenstunden.

Fra den sommergrønne Kyst,
skyll't af Oceanets Vove,
er det, som imod mig føres
Sus fra dunkle Palmeskove . . . .

Al min Vaartids lyse Drøm,
- unge Længslers Sus i Sinde -
mødes nu i Harmoni
under Palmerne derinde.

Mellem Øerne

Tyst ombord -
Bølgen risler om Baug og Ror,
Luften er lind,
Palmen paa Høien derinde
suser under Stjernerne . . . .
vugger sin Viftekrone
i Kveldens Vind.

Men af Sjø
Maanen hæver sig stor og rød -
Barkens Seil
stiger som Taarne og Tinder
mod Stjernehvælvet,
skjælver og glitrer i Bølgens
blanke Speil.

Tanken gaar
ind mod Øen - hvor Palmen staar -
længselsfuld,
svæver paa Drømmevinger,
seiler over Høiene . . . .
Palmerne, som vugger
i Maaneguld.

En Dag i Syden

En Dag i Syden med Folkelarm
i Gader, hvor Solen skinner
paa Sommerkjoler og Pigebarn
med friske, solbrune Kinder.

En Dag med hvide Magnoliers Duft
og Golfen i gyldne Vover . . . .
en Dag med Latter og Sang og Sol
og mørkeblaa Himmel over!

Sydens Kveld

Tusen Blomsterkalkes Duft
svømmende i Maaneluft,
Citherspil fra Golfens Vande . . . .
sølvblank Sjø mod hvide Strande . . . .
Sydens Kveld.

Slanke Palmelundes Sus
som af dæmpet Orgelbrus,
Ildfluedans i Græs og Trær,
funklende i Fosforskjær.
Sydens Kveld.

Ungdom sværmende i Rader
gjennem maanelyse Gader,
- Glød i Øiet, Glød paa Kind,
Sang fra tusen glade Sind.
Sydens Kveld.

Paa Golfen

Tyst glider Baaden i maanelys Nat,
kun Skvulpen af blege Vover,
- saa stille ved Strand og i Palmekrat,
mens Stjernerne blinker over . . . .

En sagte Hvisken den tause Nat,
baaren paa Vindens Vinger,
og Aaren dyppes i Bølgen blødt,
mens Citheren sagte klinger . . . .

Hun læner sig tryg til sin Elskedes Bryst,
mens Læber og Øine brænder,
hun klynger sig fast om hans brune Hals
og folder de hvide Hænder.

Men Stjernerne staar over Sjø og Lund,
og Maanen i Golfen skinner;
de sidder der ene - Mund mod Mund,
til Dagen rødmende rinder.

Farvel til Florida

Sænk for sidste Gang vort Flag,
lad det rødt for Brisen vaie,
mens vi ud af Reden svaie
i den juliblanke Dag:
Hilsen til de hvide Strande,
som i Disen sagte svinder
- fuld af sommerlyse Minder -
snart i Mulm bag fjerne Vande.

Gjensyn

Hjemover gaar det med Fos om Baug
og toppede Bramseil i Drag,
- Sus af Sydvest gjennem Takkel og Taug,
regntunge Høstskyers Jag . . . .

«Næset» om Bagbord i Morgendis,
Sjøsprøiten salt over Dæk,
slører galant for den friskende Bris
og kløver de tunge Bræk.

Næven i Rattet, saa Knogen er hvid,
Blikket mod Seilmængden op;
endnu en Slør paa en halv Dags Tid,
saa heiser vi Flaget i Top!

Landet derinde med Fjelde blaa
rører en Streng i mit Bryst,
underlig atter engang at faa
Kjending af Norges Kyst.