Halls gade no. 5

av Finn C. Knudsen

Br. matr. no. 269.
Udgaaet fra Borge nr. 21.

Wettle Larsen Sanne f. 1755 d. 1808
i 1781 g. m. Maren Nielsdatter f. 1754 d. 1811.
Om Wettle Sannes slægt se under Storgaden no. 200 b. De staar i mandtal for 1801 og havde børnene:

1. Niels W. f. 1784.
2. Lars W. f. 1786.
3. Maren Turine W. f. 1790.
4. Hans Levor Wetlesen f. 1793 d. i 1823 g. m. Sara Hansdatter Søli f. 1800 d., se Ligaden no. 8.

Skomager Anders Larsen Meyer er omtalt under Storgaden no. 208.

Snedker Niels Aanesen f. 1790 d. 1850
g. m. Karen Larsdatter f. 1785 d. 1856.
Aanesen tog borgerskab her i 1824. Han nedstammer fra Tron Aanesen f. ca. 1700 paa gaarden Gaaserud i Nes herred. Deres søn Arne Tronsen havde sønnerne murmester Tron Aanesen, Skiensgd. 10, og Niels Aanesen. Niels og Karen havde børnene:

1. Anders Aanesen f. 1814 conf. 1828
2. Andrea Bertha A. f. 1816
3. Niles Aanesen f. 1823
4. Jens Aanesen f. 1826 d. 1869, i 1859 g. m. Johanne Jensine Gurine Tollefsen f. 1833 d. 1928 i Oslo. Se Storgaden no. 206. Aanesen tog borgerskab som kjøbmand i 1858 og drev trælasthandel og eiede ogsaa Halls gade no. 7 og Ligaden no. 20. Børn:
   1. Niels Karenius Aanesen f. 1860, sorenskriver
   2. Berthe Aanesen f. 1862
   3. Jens J. Aanesen. f. 1864, grosserer i Oslo fra 1897, da han grundlagde en specialforretning i grafiske maskiner og artikler, hvilken han har oparbeidet og udviklet til en landskjent forretning i Toldbodgaten no. 31, hans to sønner Bjarne og Finn Aanesen er nu medindehavere.
   Enken Gurine Aanessen blev i 1870 g. 2 m. kjøbmand Peder Christensen f. 1834 d. 1916 i Oslo. Christensen var født paa gaarden «ønna» i Solum og havde i endel aar været i Amerika. Han drev kjøbmands- og bageriforretning i denne gaard. Deres børn:
   1. Halfdan Christensen f. 12/12 1873 Han begyndte i skoleaarene at spille komedie i Gunnar Knudsens sjøbod paa Det norske Lloyds tomt, sammen med Halfdan Rohde og Thorvald Bernhoft m. f. Bernhoft har som forfatter fortalt om deres kunstneriske foretagender i barndommen. Rohde var søn af apotheker Rohde og Bernhoft søn af katheket Bernhoft. Halfdan Christensen vil af alle være kjendt som skuespiller og i sin tid chef for Nationalteatret, og som forfatter.
   2. Christiane Marie C. f. 1871.
   3. Valborg Dorthea Cathrine C. f. 1875.
   Peder Christensens søster Marianne Christensen styrte i mange aar huset for fuldmægtig Carl Halvorsen, omtalt i E. P. side 65.

Kjøbmand Jens J. Aanesen som overtog denne gaard efter sin fader, kjøbte i 1868 nabogaarden Halls gade no. 7 og disse gaarde har siden havt samme eier.

Grosserer Jens J. Aanesen der altid har været en ægte Osebakgut, var i sin ungdom en ivrig idrætsmand og amatørskuespiller. Han har i et interview i Grenmar i 1924 fortalt om sine barndomsminder fra Osebakken, og disse er saa betegnende for byforholdene i syttiaarene, at de her, med hans samtykke, medtages i sin helhed:

Jeg har indtryk af at det var saa meget koldere i Porsgrund før, jo jeg tenker ikke paa den sure sommer som vi havde - det var næsten som om folk var rædde for at smile. Jeg er 60 aar, men er da ikke blit saa gammel at jeg har glemt det.

Byen selv er ogsaa meget forandret, synes jeg, især strøget omkring og bagom Høegh-gaarden (Viktoria). Og hvor har man gjort af Bonaasen? Den var mine guttedagers herligste urskog - og Storskott? Som der er raseret styggelig. Osebakken er vel igrunden det som er mest uberørt. Den nye kirkegaard er overmaade pen, men ved kirkens indre er der faret stygt frem (skrevet for restaureringen).

Det er da en pregtig brandstasjon byen har faaet. Sig mig: skytes der enda med kanoner for at varsle brand? Ikke det. I min tid skjøt de, gruelig skjøt de. Vindusruterne sprang i vid omkreds. Siden jeg snakker om forandringer. Eidanger er ogsaa svært forandret. I gamle dage var der i Nystrand f. eks. bare to gaarde, Øvald og Nystrand. Længer ude havde vi jo Mule. Der tog vi ind naar vi om kvelden reiste paa fisketur. For 2 skilling fik vi baad, dræg, snøre og agn.

Nu er det stille paa vervene. I min tid stod skute paa skute paa stabelen langs Porsgrundselven. De hører jeg setter en tyk strek under Porsgrunds - det har forbauset mig at høre Porsgrundsfolk si Skienselven - naa ja, fra Osebakken til Toldboden stod de paa begge sider av elven, og vi gutter var naturligvis altid ombord under stabelavløpningen.

Naar forlod De egentlig Deres barndomshjem for godt?

Da jeg kom fra England reiste jeg til Porsgrund for hos konsul Jeremiassen at søge en post ved Porselænsfabrikken. Posten kunde jeg faa, men konsulen mente at det ikke var noget for mig og fraraadede mig at ta den. For dette raad har jeg altid været ham taknemlig. Jeg reiste til Kristiania, hvor jeg fik autorisation som translatør og kaldte mig «kongelig», som vi translatører dengang gjorde.

Naar De nu tænker paa gutteaarene i Porsgrund, hvad er det da som De særlig mindes?

Aa, det er saa meget, skoletiden med spanskrørvældet, skøierstrekene og skoleeksersisen.

Spanskrørvældet? Ja, i de dage fik guttene juling paa skolen. Det var lærerne selv som besørget avstraffelsen. Men ve den gut som klynket. Hans gode navn og rygte var ødelagt blandt kameratene. Der var noget som het æresfølelse den gang.

De ved der var ingen jernbane paa de kanter i min barndom. Trafikken mellem Porsgrund og Skien besørgedes bl. a. av en liden dampbaad «Telegraf», som førtes af kaptein Schancke. Det var jo ikke store baaden, og det var en yndet sport blandt os naar baaden laa ved bryggen, at ta et godt tak i rælingen og niholde saa «Telegraf» ikke kom af flekken. Kaptein Schancke raste, og vi frydet os.

Jeg husker en gang at Osebakkopen havde planlagt tiggertogt til den anden side af Osebro. De mindre blev sendt over broen, men storkjemperne gjemte sig under broen for at Haugskoperne ikke skulde se dem. Gutteflokken tigget og skrek hurra, tvingende de til en begyndelse faatallige Haugskoper foran sig, indtil disse var saa mange at de kunde gripe offensiven. Aa hei, hvor det da gikk løs. Der strømmet stadig flere Haugskoper til, de gik paa som løver, men mødte kraftig motstand av den nu i tal underlegne Osebakhær, som skridt for skridt maatte trekke sig tilbake henimod broen. Kampen var nu paa det høieste og det saa stygt ud for Osebakhæren, da gamle Louis Brua (Louis Vauvert og gamle Stiansen (de voksne var jo ogsaa nationale) svingende med uhyggelige knortekjepper tog rasende del i angrepet. Men saa, da Osebakkopen var trengt ut paa broen, gjennemrystedes luften af et hurrabrøl saa frygteligt og overraskende, at Haugkopen skalv i alle sine sammenføininger. Den betrængte Osebakhær stemte i med alle sine diskantstruper, et kampskrik saa gyseligt og ildevarslende som aldrig tilforn. Over brogelenderet svinget sig en hærskare af de store Osebakingene. Haugskopen blev, trods Bovart og Stiansen, trengt tilbage helt forbi Kammerherregaarden, hvorpaa den samlede Osebakhær med blødende neser og lasede klær tigget i fiendeland og fik mange halvskillinger, ja skillinger, for selv i den fiendtlige nasjon fandtes mange beundrere av tapperhed og krigsmot. Slik gik det aar efter aar saa langt jeg kan huske. Osebakkopen var altid den ubetvingelige.

Siden vi nu er paa Osebakken maa jeg fortelle lidt om to gamle jomfruer der oppe. De bar navnet Kondrup, men blev ikke kaldet jomfruerne Kondrup, derimod «jomfru Kondrupperne». De samme jomfruer havde en liden butik med en svær bjelde paa døren, som varslede kundernes komme. Fra den udvendige kant af disken gik, som saa ofte den gang et sprinkelverk til beskyttelse mod lange fingre. Naar bjelden kaldte en av jomfru Kondruppene frem, blev kunden spurt efter sit ønske, det forlangte blev da veiet og indpakket (pose fik man mange steder bare en gang, og den maatte tages med næste gang, ellers fik man ikke indpakket) og først da blev en del av gitteret heist op for udlevering av varene og modtaging af betaling.

Det var herlige dage. Ja kanske det kan more Dem at høre lidt om guttelivet i Porsgrund i gamle dage. Byen var guttepolitisk inddelt i 3 distrikter: Osebakken, Haugen og Vestsiden, Osebakkoper, Haugskoper og Vestsidkoper var de tre nationer, som laa i evig strid med hverandre. Hvert aar, en god stund før St. Hans, udartede striden til en krig paa næver. Hvert parti havde sin egen St. Hansaas og det gjaldt at ha det største baal, hvortil der anvendtes gamle baater og prammer, som kjøbtes av indsamlede penger og af gutterne selv møisommeligt blev slæpt op fra elven til aasen. Gutterne samledes i store flokker og tigget penger og hver giver fik et brakende 3 gange hu-ur-ra-a. Gud naade den flok som overskred distriktsgrænsen for at tigge, da sendtes ilbud omkring distriktet for at samle det andet parti og saa gik de løs med baade tørnæver og stenkast.

Gutterne stillede store krav til hverandre den gang. Paa Osebakken maatte man, for at være blandt de ledende klatre helt op paa stortoppen paa «Salvator» - et gammelt stort barkskib, som mestendels laa forankret i elven - lægge sig paa maven paa kuglen, og svinge sig helt rundt, manglet en eneste tomme, maatte det gjøres om igjen. Og naar vi «laua vos» maatte vi springe ud fra riggen paa Salvator saa høit oppe, at vi roligt og uden hastverk kunde udtale de merkelige ord: «Ho, jeia sessa mei'a for deia» inden benene naadde vandet, hvorpaa dukke og svømme under Salvators kjøl for at komme op paa den anden side. At svømme frem og tilbage over elven var det rene smaatteri. Men skulde vi «laue vos» tidlig paa sommeren, da der endnu gik snevand i elven, maatte man sikre sig mod narreri ved at «knappe knap», og ve den som havde knappet op en knap og alligevel ikke badet. Han erkjendtes for en usling at være, som aldrig mere stod til troendes. At smøre kroppen ind med mørk lere og derpaa storme op i de nærmeste gader var ikke helt ualmindeligt, skjønt vel mindre fint, det fandt ialfald smed Barth i Braaten, som bombarderte de stakkars skrottene med udbrendt kul fra smien, da indianerflokken stormet forbi.

Og saa vægterne, som vi aldrig var rædde for, men ofte holdt leven med. Det klinger endnu i mine øren dette: «Oho, vægter, oho, klokken er slagen eleve». Hver time paa natten vekkedes de gode borgere af disse rop paa hvert gadehjørne. - Og politi Karlsen med trommen, etterfulgt av politi Olsen og politi Halvor, som imidlertid bare havde skaftebjelle - de kunde naturligvis ikke tromme, stakkarne. Ja, denne maate at bekjendtgjøre paa, eksisterer vel kanske endnu: «Trommelomtrommelom, idag ettermiddag kl. 3 avholdes auktion - - - Julius Blom. Trommelomtrommelom».

Ja, det var morro i Porsgrund den gang. Barneballer med svermerier, semouillepudding og bisp, feiende galopper og rasende kavalerisjok. Og saa gik vi paa «sjeiser» helt til Brevig, og seilte paa isflak og plumpet i, naar kirkefolkene var midt paa Osebro og i forferdelse for raadvilde frem og tilbage og ropte paa hjelp - uden at hjelpe selv. Jo sintere de blev, da de skjønte at det var skøierstreker, des mere moro var det naturligvis.

Aa, jeg kunde fortelle timevis - om Ola Kanonprop, Maren Springer, Kristian Kruttønna, Ola Fjug og Ida Feit. - Og egge-campingen ved paasketider. Den skal nok ikke ha eksistert andre steder end i Porsgrund. Jeg husker en gut, som paa en eneste dag hadde «vonni» over fire snes egg, men saa havde han et egg som var saa sterkt at fortænderne formelig skranglet, naar han prøvde styrken av «forenden», ja agterenden med. «Agterenden» er forresten en uægte, omend forfinet betegnelse. Alle de kampudtrykkene, saa velgjørende naturlige og uskyldige de var, egner sig ikke til gjentagelse uden mellem folk fra den tid. Og skoleeksersisen og udmarcenene, skolebestyreren, presten Bernhoft, var en herlig overgeneral, som tillod hærene at gaa paa med bajonetten. Jeg husker særligt en udmarch. Soldatene, med blaa eller røde sløifer og trægeværer, officerene (de største og sterkeste gutter) med virkelige sabler, og lærerne med, samt Brønlunds hornmusikk, indskibedes paa dampbaaden Porsgrund og landsattes paa Vold. Den røde hær fik en halv times forsprang og saa begyndte forfølgelsen. Hei, for en krig. En gut fik kløvet haanden mellem tommel og pekefinger av et sabelhug, en anden blev gjennem et velrettet kolbestøt sendt ud over en skrent, hvor han blev opsamlet av saniteten, og maatte bæres over Alperne (Thorsberg). Selv har jeg den dag i dag merke efter et sabelstik under venstre øie. Det var ordentlig morro det. Mest morro var det, da vi efter endt slag og styrkelse med saft og vand, smørbrød og haardkogte egg, skulde lave en mere stilferdig krigsmanøvre paa en slette, gjennemskaaret af en dyp grøft. Skytterlinjene nærmet sig hinanden paa begge sider af grøften, da pludselig ven og fiende kastede sig over én, paa grund av ørefiker, lugging og spanskrør, men mest paa grund af sladring til bestyreren, ilde likt lærer, fik ham veltet ud i grøften med en hel flok gutter over sig, som lod det hagle med slag over hans syndige rygstykker. Han fik ordentlig juling, medens overgeneralen stod kroget og holdt sig paa maven, men alligevel, for anstendigheds skyld, fandt at maatte give os ½ times straffeeksersis.

Siden hørte jeg, at skolen, istedetfor de aarlige udmarcher arrangerte pyntelige og pene landturer - gutter og piker sammen med selskapslek og oplæsning, dans ogsaa, har jeg hørt.

Dette var beretning om gutteliv i Porsgrund i 70 aarene og deromkring, fortalt med Aanesens egne ord.