Ingvald Enersen

av Thv. Bernhoft

Naar jeg begynder med denne historie, er det, fordi den er knyttet til min første offentlige optræden. Hvad der har hændt mig før i livet, har kun privat interesse.

Det var Ingyald Enersen, som trak mig ut av privatlivets fred og blev skyld i, at jeg i 10-aarsalderen traadte frem for publikum. Regnestykket ser i al korthet saaledes ut:

Om den bekjendte stortyv Ingvald Enersen blev der skrevet en likesaa bekjendt studenterkomedie, og denne studenterkomedie blev engang i begyndelsen av 70-aarene spillet av dilettanter paa den gamle «Kammerherresal» i min fødeby Porsgrund. Det var første gang, jeg saa teater, og forestillingen gjorde slikt indtryk paa mig, at jeg selv begyndte baade at digte og at spillekomedie istedenfor at læse lekser og dyrke andre borgerlige sysler.

Til alt uheld hadde jeg held med mig. Mit første stykke «Det mislykkede bruderov paa Vallemyren» blev mottat med enormt bifald av publikum, som hadde fyldt apotekerens bakgaard, hvor vi spilte, til sidste plads. Sukcessen skyldtes mest stykkets lokale kolorit (Vallemyren ligger like ved Porsgrund) samt apotekerens søn, Halfdan, som aldeles briljant gav røverhøvdingen.

Særlig sang han sine sange med bravur. Av naturen var han ogsaa godt utrustet som røver, sort krøllet haar, sydlandsk hudfarve og knitrende mørke øine. Vi kaldte ham gjerne Halfdan svarte i motsætning til en anden gut, Halfdan lyse, som var blond og blek og meget tyndhaaret. Han bodde paa den anden side av broen oppe paa Osebakken», hvis ungdom stadig laa i krig med os paa «Haugen».

Mit stykke samlet mange fulde hus i apotekerens bakgaard, og vilde samlet endnu flere, om ikke bemeldte «Halfdan lyse» hadde begyndt en illoyal konkurranse. Han hadde ogsaa set og var sterkt paavirket av Ingvald Enersen, og desuten hadde han traditionen forut for os, fordi hans ældre bror hadde spillet Ingvalds rolle.

Halfdan lyse aapnet et teaterforetagende i en sjøbod, som tilhørte byens rikeste og mægtigste mand, og slog os litt efter litt av marken med sit klassiske repertoire som «Røverne», «Wilhelm Tell», «Maria Stuart», «Skogpiken» og «Alladin», antagelig i dukketeaterutgave, som han kjøpte for 10 øre stykket hos den danske bokhandler Düring konkurrent kom stadig med noget nyt, mens vi slet paa det mislykkede Bruderov, til det blev saa mislykket som mulig. Hvilket jeg i min blindhet tilskrev røverhøvdingen, som jeg fandt ikke holdt sig nok til boken og mit stykkes ord. Jeg fornærmet ham og glemte rent, at det var i høvdingens fars bakgaard, vi spilte.

Men han var den godmodigste bandit, jeg har kjendt. Han jaget mig ikke ut av gaarden, men så bare rolig:

Ja, spil væk dere! jeg gaar til Osebakken.

Han gik ogsaa, men dagen efter kom den snille røver til mig og foreslog, at hele vort personale skulde slaa sig sammen med «Halfdan lyses» - han talte ikke netop om dræpende konkurranse, om at byen av budgethensyn ikke kunde bære to scener o. lign. Men han sa, enighet gjør sterk, det sa han med saadan styrke, at jeg straks blev overbevist.

«Halfdan lyse» mottok os med aapne arme, han hadde allerede tilegnet sig en god administrators forstaaelse av, at samarbeide er bedre end uvenskap, og med et forøket personale kunde han betydelig forbedre og utvide sit foretadende.

Vi rumsterte og omkalfatret i den store skibsreders sjøbod, hvad vi trygt kunde gjøre, da Porsgrunds største mand var elskværdigheten og godheten selv, og desuten var han for det meste fraværende paa stortinget. Vi hadde en skogdekoration med virkelige grantrær og virkelige stene, i hvilken særlig «Røverne» og «Wilhelm Tell» tok sig prægtig ut. Vi kunde godt ha hamlet op med Jens Wangs friluftsteater; vort var næsten likesaa fint som hans paa kongens grund, vi optraadte paa en vordende statsministers.

Det gik udmerket. Fuldt hus og fuld kasse hver aften, vi spilte. Vor chef var energisk, han var alt chef, regissør, skuespiller, ja selv skuespillerinde, han gav saaledes titelrollen i «Skogpiken» og dronning Elisabeth i «Maria Stuart».

Bedst var han forresten som «Wilhelm Tell», det stykke, der gjorde mest lykke trods de vanskeligheter, opførelsen frembød. Jeg hadde saaledes en replik der, som jeg ikke kunde lære, før den blev skrevet op paa væggen med rødkridt, saa jeg kunde læse den, naar jeg spilte. Men da lærte jeg den ogsaa, saa jeg husker den den dag idag. Den led saaledes: Jeg sier min tro det samme som du, og over 100 brave karle sier det samme!

Desværre begik vor leder en feil - han tok «Wilhelm Tell» fortidlig av repertoiret og satte op «Alladin». Det var ganske rimelig, at han, som selv var lykkens skjødebarn, gjerne vilde spille denne rolle. Han spilte ogsaa godt, likesaa Halfdan svarte som Nurradin, men publikum var ikke helt med, og midt under opførelsen hørtes der en røst blandt publikum, som sa: La os heller faa Wilhelm Tell, - det gir dere meget bedre!

Flere stemmer sluttet sig hertil, og - ja, saa var der ikke andet for, vi avbrøt paa stedet «Alladin» og tok fat i «Wilhelm Tell».

Hvem den seirende opponent var, har vi aldrig faat rede paa. Jeg hadde mistanke til en noget større gut, som het Thom Vetlesen, men tar jeg feil, har han jo nu den allerbedste anledning til offentlig at dementere det.

At publikum gjorde disse vanskeligheter, generte os i høi grad, og desuten blev der en del misnøie med os i skole og hjem. Der blev klaget over forsømmelse av lekser og familieliv, og mangen far og mor lastet sterkt Ingvald Enersen, som hadde trukket os ind paa den farlige livsbane, der heter teatret, og de trak et lettelsens suk den dag, sommerferien kom, og vor scene lukket sine porte for altid.

Jeg skiltes fra mine kamerater, da min far blev befordret til hovedstaden, og jeg kom aldrig siden til at spille komedie. Men desto mere skrev jeg; jeg var saaledes fremdeles under Ingvald Enersens fordærvelige indflydelse og blev det hele mit liv. Som saa mange mislykkede forfattere slog jeg mig i tidens løp paa journalistik, hvor jeg avstedkom en mængde ulykker. Jeg fyldte aviserne med sørgelige hændelser, med mord og drap, slagsmaal og mindre pipebrande. Hvormange løpske heste, brukne ben, bortkomne barn og synlig beskjænkede personer har jeg ikke efterhaanden puttet i redaktionernes brevkasser? Hvormange malere har jeg ikke kværket, hvormange skuespillere har jeg ikke slagtet i mit blodtørstige liv?

Og alt dette er ene og alene Ingvald Enersens skyld, som fik mig ind paa skribentbanen.

Han fortsatte forresten ogsaa at grassere i min ven Halfdan lyse fra Porsgrund; men han slap fra det uten blodsutgydelse. Han blev en ekstra god skuespiller og er nu chef for landets fornemste scene. La mig med det samme fortælle, at den anden Halfdan, apotekerens søn, røverhøvdingen fra Vallemyrene, senere i livet mere end en gang har optraadt baade i røverfaget og i lignende romantik paa teatret og høstet mange laurbær. Han gaar ikke længer under sit guttenavn «Halfdan svarte», men under sit virkelige, som er Halfdan Rode.

Og naar jeg kommer sammen med ham og Halfdan Christensen ved høitider, taler vi helst om de kjære guttedage, da vi spilte klassisk komedie i Gunnar Knudsens sjøbod i Porsgrund.