Fra: Tilsjøs og iland
Da jeg forleden Dag rotet i mine Gjemmer, støtte jeg paa en liten Naal i Form av et Vaabenskjold i forgyldt Sølv. Paa dette stod P. M. S., 1888. Den lille Naal til at stikke i Trøien vakte tillive gamle, fornøielige Minder fra Skoledagene.
Jeg gik i 5. Middel, da jeg en Dag blev opfordret av en av mine Klassekammerater til at melde mig ind i «Samfundet». Han var selv med der, og de hadde det svinagtig Morro, Møte hver Lørdagskveld. Bare 30 Øre Maaneden.
Jeg tygget paa min Skolemat og tænkte mig om. Det smakte vel meget av «voksent» dette at være med i en slik Forening, noget i Likhet med den, Gymnasiasterne hadde i Skien. Mine «Uncasdage» var ikke helt forbi. I Tankerne færdedes jeg endnu i Amerikas Urskoge, og «Læderstrømpe», «Falkøie» og «Hjortedræber» var en yndet Læsning. Naar vi lekte Indianere og Hvite, hadde jeg oprigtig imot min Bror, fordi han var et «Blegansigt». Vor gamle Lærer hadde nylig vundet vort usvikelige Venskap ved i Historietimen at læse for os av «Den sidste Mohikaner». Og jeg hadde det heller med at beundre Halfdan Christensen, Rikard Gogstad, Kalle Pettersen og de andre Osebakgutter. De bemalte sit Ansigt med røde Striper, og da de blev nægtet at holde «Slag» paa Jordet, gik de paa en Bonde i Gjerpen under vilde Krigshyl og med løftede Tomahavker og ropte: «Hug ned, hug ned, ingen Naade mer!»
Men det gik jo an at prøve dette Samfundet at dele sine Interesser. Og da et Par andre av mine Kammerater vilde slaa Følge, lovet vi at møte frem første Lørdagskveld.
Samfundet hadde sit Lokale i Skolens første Etage. Det var en av Pikeklasserne, ved Siden av Overlærerens Kontor. Vi banket paa, men der var ikke kommet nogen endda. Der var deilig og varmt, Pedellen hadde fyret godt, og vi satte os paa en av Pultene.
Snart efter kom Formanden med Protokollen under Armen. Det var nu avdøde Ingeniør Karl v. Krogh. Han hilste os paa sin høflige, elskværdige Maate og ønsket os «Velkommen i Samfundet». Snart strømte de ind den ene efter den anden. Først Redaktøren, Mentz v. Krogh, nu Professor i Argentina, saa Hjalmar Wessel, senere Advokat, og derefter Wilhelm Schmidt, nu Redaktør av «Ørebladet». Og der var Heidenreich og Clason, Vemmestad og Krohn og Mathiesen, Olsen, Gundersen og Hansen, Knudsen og Nord, Johannessen og Jeremiassen osv. Og nu «børja Spetâklet.»
Formanden slog i Katetret og erklærte Møtet sat. Ved et Bord paa hans høire Side hadde Kassereren sin Plass, ellers var Pulterne optat av Gutter fra 5. og 6. Middel.
Formanden oplæste Referat fra forrige Møte, og saa gik man over til Avisen. I denne, som indeholdt flere kraftige Indlæg og et Smædedikt om et Par av Medlemmerne, var der ogsaa en skarp Paatale av «et forargeligt Forhold paa sidste Møte, nemlig den stadige Uro blandt Medlemmerne, hvilket i høi Grad virket generende paa Forhandlingerne og aldeles ikke burde gjen ta sig. Formanden skulde i saa Fald uten videre benytte sig av den ham tillagte Myndighet og llægge de Herrer Urostiftere en kraftig Mulkt».
Ordet blev nu erklæret frit, og der var Anledning til at uttale sig om Avisen. Redaktøren bad først om Ordet og fremholdt, at han i et og alt maatte erklære sig enig med den ærede Indsender i hans skarpe Paatale av den sterke Uro, som hersket paa forrige Møte. Det var reverenter talt en Skandale, hvordan enkelte Medlemmer opførte sig. Han kunde være fristet til at nævne Navne (her saa han demonstrativt paa en av Forsamlingen), men han skulde imidlertid kun indskrænke sig til at uttale Haapet om, at denslags tarvelige Optræden ikke vilde gjenta sig.
Vedkommende Medlem, som tydelig hadde paadrat sig Redaktørens Mishag og var utsat for hans skarpe Blik, sa bare: «Reverenter talt», «Kattagorien den», aa er det for noe?» og lo og fik flere av de Yngste med sig. Jeg hørte ogsaa, at han i senere Møter var efter Redaktøren for hans «stadige Bruk av uforstaaelige Fremmedord og alle hans lærde Uttryk»
Mens Redaktøren talte, var der en uavladelig Murren nede i Kroken og Banking under et Pultelaak. Pludselig hørte man et tydelig «Tjo!»
«Hr. Olsen har 10 Øres Mulkt».
Formanden slog nu Blyanten i Katetret og uttalte, at han fandt, det var en lite parlamentarisk Optræden, vedkommende Medlem her hadde utvist. Det var Skam, at en Taler saa at si ikke kunde komme tilorde for enkelte Medlemmers upassende og nærmest gutungagtige Opførsel!
Voldsom Harken nede fra Kroken - hm - hm -
Stille der!!
Et Medlem anket over et Stykke i Avisen, med Titelen «En Drøm» og undertegnet V. H. Det streifet efter hans Mening saa sterkt ind paa det dilettantmæssige, at man skulde tro, det var skrevet av en 3.-Klassing. Han var meget forbauset over, at Redaktøren ikke hadde lat det gaa like i Papirkurven. Det hadde det ærlig fortjent.
Redaktøren bemerket, at naar han hadde indtat V. H.s noget vel umodne Produkt, likesaa Diktet «Aften i Skoven», var det, fordi han, da han mottok Redaktørstillingen i Minervas Avis, hadde besluttet sig til at lede Bladet efter det Princip, at alle skulde komme tilorde, naar dette blot skeede paa en nogenlunde sømmelig Maate, og selv om der klæbet enkelte Mangler ved det indsendte.
En Stemme: Faar jeg Lov til at interpellere?»
«Vær saa god!»
«Naar Redaktøren taler om sømmelig Maate, synes jeg, han i alle Fald skulde ha nægtet at indta det Angrep paa navngiven Person, som er fremkommet i Diktet «En Størrelse». Det hele var nærmest en Række Ukvemsord».
Redaktøren svarte, at han var en Tilhænger av det frie Ord, og forøvrigt syntes han, at vedkommende Medlem, som der i Diktet sigtedes til, ofte optraadte saa flaaset og med saadan forloren Suffisance, at han fandt, at Diktet kunde virke gavnligt og kanske bringe Vedkommende til Eftertanke, desuten være til Lærdom for andre.
Suffisance - hør paa den! kom det fra nederste Pulterad.
Stille!!
Hr. J. har 15 Øres Mulkt!
Skarp Pipen
Formanden oplyste nu, at Retsmøte i Saken J. Johnsen contra H. Hansen var berammet til Avholdelse paa Prestegaarden Onsdag Eftermiddag Kl. 5, hvorom de Herrer Dommere, Vidner osv. herved underrettedes. Anklagen gik som bekjendt ut paa, at der paa Møtet Lørdag 15. Oktober fra Hr. Hansens Side var forøvet «Legemsfornærmelse mot Hr. Johnsen».
Det skal her i Stilhet bemerkes, at Hansens Forbrydelse bestod i, at han var kommet til at stikke en Knappenaal i den mere kjødfulde Del av Johnsens Legeme. Dette resulterte straks i et uartikuleret Brøl fra dennes Side, netop som Clason var midt i et med megen Opmerksomhet paahørt Foredrag «Tigerjagt i Indien».
Domsavgjørelsen i denne celebre Sak vilde bli offentliggjort en halv Time før næste Møtes Begyndelse, og ved ½7-Tiden var Pultene fuldt besat av forventningsfulde Tilhørere. I mine Øren lyder endnu de Ord, der indledet Redegjørelsen angaaende denne vigtige Affære. «Sagens nøgne Fakta er følgende - - - ». Derefter fulgte med megen Høitidelighet:
Thi kjendes for Ret:
Hr. Hansen bør for Legemsfornærmelse mot Hr. Johnsen avvigte 15. Oktober 1891 erlægge til Samfundskassen en Bot stor Kr. 0,25 - fem og tyve Øre.
En anden Sak, som i sin Tid beskjæftiget Sindene meget, dreiet sig om følgende:
Hr. Nielsen og Hr. Jensen hadde under Møtet avlagt et Besøk i Kjelderetagen, hvor Pedellen dengang bodde. Hos Pedellen stekte de netop Sild tilkvelds, og de fik da begge en Smakebit. Da de kom op i Korridoren og skulde ind paa Møtet igjen, kaster Hr. Nielsen et Stykke varm Sild i Ansigtet paa Hr. Jensen, hvorefter denne fluksens indsender Anklage i Anledning det passerte.
I et Dikt i Samfundsavisen het det om denne Begivenhet:
Og Johnsen tok Saken og førte den godt,
endskjønt Resultatet det blev noget smaat,
thi Nielsen 25 Øres Mulkt fik,
saa Haabet til Johnsen den Gangen slog Klik.
Steen Giebelhausen sees i April 1895 at skylde Samfundet Kr. 2,20, den største Skyldner paa Kassererens Gjældsfortegnelse. Han maa saaledes ikke ha været synderlig pr. Kasse i den Tid - det er blit bedre siden!
Av «Samfundets» Love, hvorav et Eksemplar er i mit Eie, sees, at der blandt dets Embedsmænd var to Høiesterets-Assessorer og en Justitiarius, som med 2 Suppleanter dannet Høiesteret. Sistnævnte valgtes for 4 Maaneder. Procedyren for Høiesteret var skriftlig. Saksomkostningerne var ved Underretten 10 og ved Høiesteret 30 Øre. Samfundets Formand hadde Ret til at ilægge et Medlem Mulkt indtil 60 Øre eller utvise barn av Møtet. I Samfundsavisen kunde der i hvert Numer optas indtil 5 Vitser. P. M. S. blev stiftet 15. Decbr. 1888. Dets Festdage var første Søndag i Juni og Stiftelsesdagen.
Avisen for Lørdag 14, Decbr. 1895 sees at være redigert av Olai Skullerud og R. Jeremiassen. Et Eksemplar av Samfundets Avis findes nemlig endnu.
Et Dikt i denne kan jeg huske endte med følgende fyndige Tirade:
«Hr. Clason sig sluttet til alt av dette,
da var han ei værd en 1 Øres Plette».
Diktet blev av de Ældre mottat med et overbærende Smil. De, som hadde tat Avgangseksamen ved Porsgrunds Middelskole, og som endnu ikke hadde fyldt 18 Aar, var ifølge Loven ogsaa adgangsberettiget. Flere, som gik paa Gymnasiet i Skien, var saaledes Medlemmer, men syntes tilsist, at de blev for voksne. De stiftet Klubben «Virdar», som hadde sine Lokaler i Kjøbmand Johannesens (nu Ragnvald Hals's) Gaard nedenfor Torvet. En god Stund efter dennes Skilsmisse raset man i Samfundet baade mundtlig og skriftlig mot «Virdariterne», og en Kveld efter endt Møte troppet vi op i Bakgaarden, hvor «Virdar» residerte, og pep og holdt et syndigt Spetakel.
Jeg erindrer engang, da Samfundets Stiftelsesdag blev feiret med en bedre Aften paa Wrights Hotel. Der hersket ifølge Referatet «til langt utover Natten den mest belivede og cordiale Stemning i fuld Overensstemmelse med Samfundets Program: at virke til Utbredelse av kammeratslig Aand og Hygge blandt Medlemmerne».
*
Naar jeg senere i Livet har traffet sammen med Kammerater fra Skoledagene, har vi gjerne opfrisket gamle Minder fra «Samfundet». Vi stundet ofte efter Lørdagen, naar vi skulde dit. Og hjemme hadde man megen Fornøielse av os, naar vi ved ½ 10-Tiden om Kvelden kom hjem til sen The, røde og ophidsede av den varme Debat, og fortalte om nye Retssaker, saftige Inserater og den glimrende Maate, hvorpaa vi hadde avvist Hr. N. N.s infame Angrep.
Et er Visst, og det er: Jeg vilde ikke for aldrig saa meget ha undværet den interessante Tid, jeg var med i «Porsgrunds Middelskoles Samfund». Og jeg mener, at en slik Forening paa mange Maater virker utviklende paa Medlemmerne og har sin Betydning for, Gutter i Skolens øverste Klasser.
Utdrag (s. 192-200) fra: Hans Reynolds: Tilsjøs og iland. |
Til bokas innholdsfortegnelse |
Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |