En Nordsjøfarer

Jeg husker, den laa der paa Byens Havn
og speilet i Vandet sit hvite Navn,
den gamle, kjølsprængte Skute,
den gjorde en Sommerreis eller to,
om Vinteren da fik den ligge i Ro,
- om Vaaren den gamle Vanen:
at «Haabet» laa over ved Kranen.

Saa stak den avgaarde i maateligt Huld
til Middelsbro, Leith eller Shields efter Kul
og viste sig atter hjemme;
men den, som var med, maatte pumpe sig flat
paa halvkokte Erter og skambrændt Mat
og gaa som en Neger i Riggen,
for Kulstøvet gjøv over Briggen.

Men Skibsreder Hansen var smørblid og lo
og skjænked med Glæde en Dram eller to,
naar «Haabet» laa ankret ved Bryggen,
og Skipperen drog i sit korte Skjæg
og lovet Hr. Hansen med lydelig Knæg
at styre den gamle Kiste,
saa ingen Reis blev den sidste.

Saa solgtes den østpaa til Lægter og slikt
og gjør kanske endnu sin vante Pligt
saa trutt, som den gjorde derhjemme;
og er den ei mere, saa bar den med Ret
sit gamle, snirklede Navnebret,
dengang den var ute i Dysten,
saa kjækt som hver Skute paa Kysten.