Fra: Tilsjøs og iland

Naar Skuterne kom hjem

av Hans Reynolds

Barken staar hjemad for fulde Seil,
skrikende Maaker den følger.
Taaken ruller sig tæt som en Kvell
henover fraadende Bølger.

Sjøspruten slaar imot Stænger og Rig,
fyker som Regn over Dækket,
dryppende hænger Kluter og Lik,
skuer fremover Brækket.

Barken er gammel og pløier tungt
Sjøen til begge Sider.
Haapet være dog altid ungt
for dem, som paa Bølgerne rider!

Nu ser vi atter Fjelde blaa
solbelyst
høit imot Himlen tindrende staa
Norges Kyst!

Ankeret falder, og Gutterne gaar
straks iland,
tar sig en liten Hjemkomsttaar
alle Mand.

Vendte vi hjemad derute fra Verden,
Telemarks Fjelde de blaa
vinket imot os Velkommen fra Færden
- Byen ved Elven vi saa!

Nu ser vi aldrig Langveisfarerne komme glidende op Elven med fastgjorte Seil og Slæpebaat for Baugen - end si Skuter, som gaar for fulde Seil op eller utover. Nei, de er ute bestandig; det er en hel Mængde, som hører hjemme her, som vi aldrig har set. Svære Engelskmænder naturligvis, med Promenadedæk og blank Messing og Badeværelse.

Nei, det er slut med den Tid, da de kom sigende ind paa Havnen om Høsten for slak Slæper, og vi laa i Baater tæt ved og ventet spændt paa, at Ankeret skulde falde, saa vi kunde komme ombord og faa Beskøiter. Vi la skarpt Merke til Styrmanden, som stod oppe paa Bakken med Hammeren, klar til at slaa til, naar Ankerplassen var naadd. Forventningsfuld Stilhet - et vældig Klask og saa rauset Kjættingen ut, saa det var en Fest at høre paa det. Naar vi kom over Rækken, saa vi gjerne noen Kjendinger, som var blit større og forandret efter et Par-tre Aars Fravær. Vi syntes, det var saa rart at hilse paa dem, de saa saa mandige ut med barkede Næver, og saa var de grovere i Maalet. De sang paa Skuterne i den Tiden, og naar et Par Mand hadde været iland i «Mari» med Fortøiningstrossen, slængte de den til Spillet, og saa gik de og støttet sig paa Spakerne og tygget Skraa, mens Spillet klapret rundt:

Snart er vi inde i Ruffen og ser os om, sætter os paa en Skibskiste og synes, at Sjøgutterne maa ha det svinagtig koselig. Vi kikker ind i Køierne, hvor Billeder av en eller anden utenlandsk Skjønhet har faat Plass. Hyggelige slike Køier i Væggen! Saa faar vi Søttobak, engelske Smeldfyrstikker til at lægge paa Gulvet i Klassen, saa Læreren hopper høit, og slike Fyrstikker, som staar paa et litet Bret, omtrent som en Finkam - de var ikke mindst i Kurs. Dernæst er det Beskøiter, og de var av yderst forskjellig Kaliber. Svære «Søljerbeskøiter», firkantede og tykke, andre, som Stuerten stak til os, og hvis vi kjendte nogen «atterut», Styrmændene eller Skipperen, de var finere: «Køitekjeks» - runde, og deilige i Smaken. De pleiet vi at lægge paa Ovnen og «brunske», naar vi læste Lekser. Paa en Lyngørbrig, som laa og lastet ved Bergebryggen, sa de, at vi kunde gjerne faa Kjeks, hvis de fik mykt Brød isteden. Og saa var det hjem i Skapet og faa Tak i en halv Stomp, stikke den under Trøien, saa ingen saa det, og komme sig fort ombord igjen.

Jeg fik Opskrift av Stuerten paa en Pudding med Korinter i og vilde absolut, at de skulde lave den hjemme. Men de vilde ikke. Det var bare en ganske almindelig Pudding, sa de.

Ja de var snille, Sjøgutterne, men de er noen store Skøiere ogsaa. En av dem spurte sent en Høstkveld Nils ved Siden av os, om han vilde vise ham Veien til Madam Olsens Logi, saa skulde han faa et Guldur. Jeg er Bror til Sven Foyn, sa han. Nils viste ham Veien, det var i Utkanten av Byen og baade mørkt og sølete, men da han kom indom Dagen efter og skulde hente Uret, var Gutten reist, og han hørte ikke mere til ham.

*

Paa Kammerset hos Anders var der samlet mange den Eftermiddag, Jens var kommet hjem fra Sjøen. Han hadde været paa Langfart, nu sidst med «Neptunus». Den var kommet ind paa Havnen om Morgenen, og de slap iland ved Middagstid Nu sat han paa Sengkanten i blaa Klær og fortalte.

De hadde hat Gulfeberen i Santos flere ombord. «Det er en sykelig Plass», sa Jens. «De snakker om «spansk Fasong», men det var Pokkern te Greier. De Spaniolerne er noe Svinepak. Dere skulde ha set det Hospitalet! Det var Sprinkelgulv, og saa bare sopte de alting ret ned, Jeg har hørt si, at de har begravd Folk der, som ikke var rigtig døde endda, bare for at bli kvit dem. Og var Kista for kort, saa hogde de av noe av Beina, Ja, jeg er glad, jeg er kommet helskindet hjem igjen - og flere med mig. Men fine jenter var det dernede. Huff for Auer! Det var, saa det gnistra!»

Og han tar frem et Fotografi av en mørk Skjønhet og viser os. Det er en Pike, han var forlovet med. Hun stod i en Bar, som het «Bayou Chico». Og hun var rigtig vakker, det er sandt. Vi slukte hende med Øinene.

«Ja, det var møe aa se der», sa Jens. «Marmorhuser og Palmer - og Appelsiner fik en for en slik og ingenting». Hadde det ikke været for den fille Feberen, hadde han vel slaat sig til der og giftet sig med Juanita».

«Men du sa jo, at Spaniolerne var saa urenslige», sa en av os.

«Ja, det var de, men hun var ikke som de andre. Dere skulde bare ha set Originalen, saa tænker jeg, dere var blit væk som e Sviske».

Ja, vi vidste godt, at de spanske jentene var fine. Det kunde vi se paa Rosinkassene ogsaa det.

De hadde arbeidet paa en Sagmølle der, efterat de kom ut av Hospitalet. For Skibet, de hadde været med, var seilt. Men saa kom «Neptunus», og han og en Arendalitter tok Hyre med den. Sidst var de i Antwerpen, og det var en snodig Plass, sa Jens. «Jeg spendte mange Penger der, og vi hadde moe Moro paa Dansehusene. Det var svære Lirekasser, som spillet som et Orkester og med Huer paa, som lea sig. Og i Schipperstràt - Kafégata - var det en Mængde Vertshus: Gamle Norge, Kafé Christiania, Kafé Lillesand, Stadt Arendal, Finska Vapnet, In the Way to the Consul, Falmouth for Order, Velkommen Gut og mange flere.

Det var gjildt med Jens nu efter Hjemkomsten. Vi fik se i Skibskisten hans med Flagdekorationerne paa Laaket, og Kakelakkerne i Oljetøiet og Sjøstøvlerne blev ogsaa inspicert. Rare Dyr, syntes vi; de bet ikke, sat bare og kikket paa os og var liderlig rappe paa Foten. Jens sa, at i Amerika fløi de over Smørret og Osten paa Bordet alt i ett, men det var ikke godt at faa Tak paa dem.

Vi lærte en hel del engelsk av Sjøgutterne. Og de var svært villige til at lære fra sig. De sa «ju bleddi monki» og «Ju sen a for bits», bare de hadde været i Middlesbro. En, som kom fra Amerika, sa, at egentlig proper engelsk hørte man bare over der. Engelskmændene kunde ikke ordentlig engelsk. Og saa sang han en amerikansk Vise for os. Under Sangen skjekte han frygtelig, og det hele mindet om forelskede Katter i Maaneskin.

Ja, de kunde mange Viser. En av dem het «Iaften vil vi til Pigerne gaa»!

De stængte sine Døre med Stikker og Pind,
at ikke Sjømanden skulde slippe derind;
men saa blæste der op en nordvestlig Vind,
og Døren sprang op, og Matrosen slap ind.

Jeg talte til den Liljavaand:
Kom ræk mig uti din Venskabs Haand!

Den Pige straks i Tanker faldt:
En Styresmand - det var ei galt!

Men da vi kom til Indiens Land,
jeg fik et Brev udi min Hand.

Det handler om min elskte Ven,
Hivaavei! Santjanna!
Som bor hos Gud i Himmelen,
Hivaavei, Hurra for Rullan gaa.
Jeg aldrig mer til Norge ser,
Hivaavei! Santjanna!
Fordi min Anna er ei mer -
Hivaavei, Hurra for Rullan gaa!