Fra: Tilsjøs og iland

En Tur til Florida

av Hans Reynolds

Overgangen fra Skolebænken med Penneskrap og Radering med Pennekniv i hvite Stilebøker til Livet ombord med Haling i Trosser og Kjættinger og Kutting i tjæremættet Taugverk med en bredbladet Jongkniv forekommer vist de fleste noksaa brat. Dette var i ethvert fald Tillfælde med mig, da jeg en Aprildag for nogen Aar siden, iført blaa Matrostrøie og forhyret som Dæksgut paa Langtur, sammen med de andre Gutter gik rundt Gangspillet paa Bakken ifærd med at «fiske» op Ankeret og saa de snedækte Telemarksfjeld og min Fødeby tape sig i Soldisen.

Spillet har gaat under Latter og Sang
- nu er det slut.
Flaget sænkes .... i Solskinsveir
svinger vi ut,
ut mot de bølgende Vidder,
ut mot det vigende Bryn,
ut, hvor der blinker og blaaner
Vei for et higende Syn.

Byen svinder i taakeblaa
Soldis bak,
Fjorden blaaner, og Vinden slaar
ut vort Flag ....
Sindet er fyldt av Længsel,
Feber i Blod og Bryst,
Tankerne farer saa vide,
ut mot den fjerne Kyst!

Vi skulde sørpaa til en av Gulfhavnene i Ballast, passere mellem de Vestindiske Øer og andet slikt, som naturligvis var «gefundenes Fressen» for en syttenaars Sjæl, og det var ikke frit for, at jeg følte en egen Kriblen i Blodet, da jeg var med at strække Mersseilene ute paa Langesundsbugten. Falleriora, ta Mersefald og dra! Det var den gamle Historie for de andre, da Bukserbaaten slaknet Slæperen, og Barken begyndte at duve let i Sjøerne, mens de traditionelle Avskedshilsener «Lykke paa Reisen, da Kaptein!» - «Tak, hils hjemme!» veksledes mellem os og Stimbaaten. Men for mig var det rent høitidelig, særlig da vi sænket Flaget tre Ganger fra Gaflen og den siste Gang paa stilfuld Sjømandsvis lot det gaa like under Hækken.

Hav for Baugen, Mersseil sat,
Sjømandsnæver fast om Rat,
Landet bak i kveldrød Dis,
Nordenbris.

Bølgebrus om Barkens Baug,
Sus av Vind i Blok og Toug,
tændte Fyre ... Tind ved Tind ...
Stjerneskin.

Staar med alle Klute sat
vesterut den lyse Nat,
dit, hvor Trækfugltoget svinder,
dit, hvor Sydens Stjerner skinner!

Duver for revede Mersseil
gjennem en Sjø, som er hvass,
staar og grøsser ved Roret
og stunder paa «fire Glas».

Øinene støtt ved Kompasset,
og naar hun slingrer for slemt:
Støvler i Dæk og Rattets
Knagger mot Knæet stemt.

Borte i Læ av Kahytten
gaar Styrmand Nilsen i Mák,
røker sin Snadde og stirrer
ut i den disige Dag ...

Slaar sig imellem i Ryggen.
- gnider sig her og der!
«Huf, den fordømte Gikta,
saa inderli lei, som hu er!»

Snart hvirvler Røk ifra Byssen ...
Nilsen gaar forut i Hast,
Kaffetaaren staar høit i
Kurs hos en Nordsjøgast!

Det var surt over Nordsjøen, for det var først i April, og koldt var det paa Nattevakterne baade under Rortørn og Utkik. Men da vi kom ned i Kanalen, laa England grønklædt, med ungt, fint Vaargræs i Bakkerne, saa det lyste rent gjildt mot de rødmalte Uthusbygninger paa Bondegaardene. «Klipperne ved Dover», som WergeIand har sunget saa vakkert om i «Den engelske Lods», skinnet i Morgensolen, da vi passerte, og der var en Trafik av Skuter og Stimbaater, som jeg aldrig før hadde set Maken til.

Kjending av Land i det graanende Gry:
Lysene tændte i Dover By,
England, med dunkle Fjelde mot Sky,
blekt under svindende Stjerner ...
Skuter og Dampere, ut og ind,
duvende let i den friske Vind
- Skin ifra blanke Lanterner.

Ved Beachy Head eller «Bikjehue», som Sjøfolkene kalder det, signaliserte vi til Vaktstationen inde paa Pynten og kunde se Svarsignalerne. Utenfor Isle of Wight eIler «Vægta», som Gutterne ombord benævnte den - de har nu et Økenavn paa alting - kunde jeg høre fjern Kanontorden inde fra Orlogshavnen Portsmouth, og det kan hænde, Tankerne gik derind mot Englands stolte «Svaner» med de skarpe Næb. De smaa, efeudækte Stenkirker oppe paa Høiderne og Navne som Hastings og flere med Minder fra Englands gamle Historie vakte et stille Ønske hos mig om engang at kunne faa opholde mig dernede ved Kanalen, helst i Sommertiden, naar den milde, friske Sjøbris blaaser ind over Landet fra den store Vandvei, hvor Tusener av alle Nationers Skibe stryker ut og ind for Seil og Damp.

Men vi skulde videre, langt mot syd ...
Det heter i Sjømandsvisen:

Lizards Fyre ser vi jo alt,
ser vi jo alt;
thi deres Skin er meget stolt,
meget stolt!

Kanalen har alt aabnet sig,
aabnet sig,
jeg merker, at du skynder dig,
skynder dig!

Og da vi hadde passert Lizard og Scillyøerne, og Barken stak Baugen i Atlanterhavets Bølger, saa Skumbrusen stod til begge Sider, blev der likesom mere rummelig igjen, og jeg hadde Følelsen av, at nu vilde det vare længe, før vi atter fik Landkjending.

Vesterover, vesterover
Oceanets vide Sletter
baner Skuten brede Veie
Solskinsdage, Maanenætter.

Stryker duvende avgaarde
- Skummet sivende langs Siden,
hvor det gyldne Sjøgræs driver
- vesterover hele Tiden

skrev jeg dengang paa en av Frivakterne. For stort av Søvn blev det ikke paa disse. Da sat gjerne Gutterne og hadde «Kistefornøielse», som man kalder det, det vil si, at de ser over Habiten sin, om der er noget at stoppe eller lappe, og forøvrig fryder sig i Stilhet over de Eiendele, de har med sig i Skibskisten og «Lædikken», det lille Rum, som er anbragt i Kistens ene Side og gjerne indeholder Smaating av forskjellig Slags, enten det nu er «Jenta»s Fotografi eller andre fremragende Klenodier.

Der blir forresten spundet mange drøie «Ender» paa disse Frivakterne, slike saftige Skrøner og Historier, som bare en Saltvandsgast kan driste sig til at nedkomme med. Og alle blir de fortalt i dette flotte, tilsynelatende brautende, men humoristiske Sjømandssprog, som er isprængt med en Utallighet av halvengelske Ord og Vendinger og er noget av det morsomste man kan høre paa, hvis man har en Smule Sans for Komik. Men saa maa man ogsaa huske paa, at ombord i en Skute er der næsten altid nogen, som har været ute for litt av hvert og har lært ikke at graate, om «Sota er svart». Jeg har truffet Sjøfolk, som flere Gange har set Døden like i Øinene og har lidt det utroligste, men som allikevel har fortalt det med den største Ro av Verden. Og jeg har snakket med og hørt om mange underlige «Kumpaner» blandt dem, som pløier Blaamyra, hvorav jeg vil nævne to. Den ene var en gammel forhenværende Tømmermand, som forsøkte at indbilde mig, at det var slikt et kleint Folkefærd borte i Kina, at han engang under et Slagsmaal i Hong-Kong hadde tat en Kineser i hver Haand og banket den tredje med, som hadde faret like luks i «Auesyna» paa ham i et Vertshus. Men det var ikke nok med det; han hadde ogsaa været nede i «Bushen» i Australien og drukket av samme Vandpyt som fire svarte Slanger. De hadde ligget og glodd paa ham, mens han drak, og han glodde igjen det bedste han orket. Han hadde ogsaa været sammen med Irlændere, som hadde hvite Øine og Haar paa Neglene, og blev engang under et Forlis paa Sydhavsøerne mottat paa det elskværdigste av Dronningen og fire hundrede svarte «Dammer», som hun var ute og badet sammen med paa Stranden, Ja, han kunde «lu» den gamle, og det saa det var Mon i det. Men jeg er taknemmelig allikevel. Han ga mig Stof til mangt og meget. Den anden «Kumpan» var han, som engang kom ombord i en Porsgrundsbark i Liverpool, barbenet og ikke førende med sig andet Habengut end en lang Kridtpipe og et «Newspaper». Da han i Middagstiden traadte ind i Ruffen, sat Gutterne med Suppebakken paa Knærne og fniste av ham. Men den nye forhyrede, som var en Mand, der hadde færdedes meget ute i større Forholde og hadde tilegnet sig den Overlegenhet, som dette gir, tok ingen Notis av Gutternes Fornøielse paa hans Bekostning. Da han var blit anvist sin Køj, krøp resolut opi denne, bredte «Newspaperet» over sig, la den ene Haand under Hodet og dampet løs paa sin lange Kridtpipe, som om han skulde være en Mangemillionær fra Texas. Støvler hadde han som sagt ikke, men han blev overlatt et Par, som stod igjen efter en Rømling. De var rigtignok for korte, men Fyren lot sig ikke anfægte. Han hugget bare av Snuten paa dem, saa Tærne fik Spillerum i Friluft, og gik i Riggen og paa Rærne saa godt som nogen av de andre. Da en av Gutterne spurte ham, om det ikke var leit at være saa forlegen for Klær, lettet han sig bare i Livremmen og heiset paa Bukserne, sigtet godt og sendte en lang Tobaksstraale over Rækken om Styrbord, mens han svarte «never mind» i den freidigste Tone av Verden.

«Vi fik en Raring ombord til os i Bonaseires», sa en av Matroserne. Han blev forhyrt som Tømmermand. Det eneste, han gjorde derfra og til Antwerpen, var et Tralverk til aa lægge frammafor Kahytta. - I Atlanteren fik vi en fæl Storm, og det var om at gjøre at faa berget Seil. Men vi saa ikke noget til Tømmermanden, han var væk som e Sviske. Endelig opdaget Skipperen ham, han sat ned paa Tyskendæk og spikka paa en Pinne. Da Skipperen bad ham komme op og ta e Hand i med, flirte han bare op til ham og sa: «Naa kan dere seile naa, Toskane!»

Fyren var spikende gæren, naturligvis; hadde faat Solstik i Varmen.

Efter nogen Tids Seilads for jevn, frisk Bris fik jeg Anledning til at se Atlanterhavet reise sig i hele sin Vælde. Det var i Nærheten av Azorerne, hvor der næsten altid er urolig og stormende, og Sjøfolkene venter sig gjerne en eller anden haard Sjau paa de Breddegrader. At en Storm kan komme saa rent «dættendes» over en, hadde jeg aldrig kunnet tænke mig, likesom jeg heller ikke hadde trodd, at Sjøerne kunde naa slik Høide, som de dengang gjorde.

Stormen røk op paa Eftermiddagsvakten. Jeg hadde netop været oppe paa Halvdækket og frydet mig over det straalende Solskin og stod nu i Døren til Kabyssen og slog av en liten Sludder med Stuerten, mens han vasket op efter Middagen. Pludselig syntes jeg, at det blev saa mørkt i Luften, og da jeg skulde se utover Rækken, var hele Havet i fuldt Oprør, mens den ene svære Sjø kom rullende efter den anden, og Skummet føk som fint Mel av Bølgetopperne. Nu kan De tro, der blev Liv! Det er overflødig at si, at det kom overraskende paa os alle, og at vi var i høi Grad uforberedt paa at ta imot en slik uhyggelig Gjest som en Atlanterhavsstorm, naar jeg nævner, at vi gik med Røilerne i Top. Vi hadde tilmed løsnet en av de store Varespirer paa Dolbordet om Bagbord for at faa spylet og skrubbet mellem Stønnerne. En av de første Ting, som var at gjøre, var selvfølgelig at faa den paa Plads, da det høie, ballastede Skib allerede begyndte at rulle saa stygt i de vældige Sidesjøer, at Mastetræet kunde ha knækket baade det ene og andet paa Dæk, var det blit liggende, hvor det laa. Men to - tre kraftige Karer, bevæbnet med Ekespaker, greiet Biffen, ventet bare paa det beleilige Øieblik i Rullingerne og pinset Bæstet dit, hvor det hørte hjemme, og gav det nogen forsvarlige Surringer med smækker Kjætting. Tilveirs stod det nok meget værre til end paa Dæk, for hver eneste Klut slog og smaldt mot Takkelagen, saa Stængerne ristet, og Røilerne truet med at ryke i tusen Filler. Alle Mand maatte op for at berge Seil, og en av Letmatroserne fik Ordre om at ta sig av Storrøilen. Endog Stuerten, som ellers pleiede at spankulere frem og tilbake i hvitt Forklæ uten at ta en Finger med i nogen Ting, strøk tilveirs og laa straks efter paa Maven og slos med en svulmende Seilbug. Ja, det var Liv! Og det gik ogsaa paa Livet løs. Letmatrosen paa Røilen tapte Balancen, rutschet nedigjennem og blev ved et Guds Under, som man sier, hængende i begge Haserne i Salingshornene, med Hodet ned og Dækket, eller vilde Atlanteren, like under! Han var noksaa stille av sig, da alt var over, og vi hadde faat klædt Skuten i Stormdragt. For langt undav Dødens Gap hadde han ikke været.

«Du maa sandelig være glad, at det gik slik,» sa Stuerten til ham, mens han stod inde i Byssen og satte «Sjøbein» ialt Skyllevandet, som var flømmet utover baade Komfyr og Bænker fra den svære, fyldte Kobberkjedel og hadde gaat Væg imellem i Rullingerne. Men inde i Kahytten var det værre. Da jeg kom ind i Skafferiet, saa jeg for det første, at kaminrøret var faldt ned, og at Bordduken med Blækhus, Bøker og andet Inventar laa nede i en Krok ved siden av vort lille Orgel, som hadde slit sig av Surringerne. Inde i Penteriet var der en gruelig Musik av Flasker, Stentøi og Glas, og i Sovekammeret var to Billeder faldt ned av Væggene og blit liggende under Køien. Det led nu mot Natten, og vi gik unda Veiret for Stumperne og Fokken. Langs Siderne gik høie, fosforlysende Sjøer, og Skibet raset frem gjennem Bølgedalene og tok uavladelig Vand over Dækket. Jeg krøp frem til Lanternebrættet for at se, naar Baugen sank i de svælgende Dybder, og det var et storartet Syn, hver Gang den hævet sig, saa Kobberet helt nede ved Kjølen skinnet blekt, for atter at forsvinde i de tunge Vandmasser.

Med pipende Touge i Sus og i Rok
det gaar gjennem Natten for Stumper og Fok,
mens Morilden brænder, der Kjølen drog ...
og Sjøerne følger i lysende Kok.

Det gaar over Hav med Bakken i Sprøit,
mens Baugen løfter sig himmelhøit -
og synker i Bølgen med Foss og med Brak
og baner sig Vei i den dæmrende Dag.

Det gaar gjennem Nat og i Morildbrand,
men snart stiger Sol over Kimingens Rand.
Det piper i Rig, og det kviner i Blok,
det bærer mot Syden for Stumper og Fok!

Stormen varte uavbrutt i tre Dage, og vi maatte spise Middag med Ertetallerkenen paa Fanget og ballancere den rigtig fint for ikke at skvalpe over, slik rullet Skibet i det frygtelige Hav. Den fjerde Dags Morgen fik vi se en Bark for Baugen, tilsynelatende drivende og for bare Riggen. Vi trodde, det var et Vrak, da der ikke var en Mors Sjæl at se ombord, og bar derfor ned paa den og heiste Flaget. Alle Mand purredes ut, og et par av Gutterne puffet hverandre i Siden og skottet bort til Storbaaten paa Hyttetaket. Vi hadde netop sat Stor-bramseil paa Dagvakten. Uveiret hadde for en væsentlig Del lagt sig, og det tegnet til rigtig pent Veir. Endelig - da vi kom helt ned paa Barken, en Kristiansander, som laa der med snøgt fastgjorte Kluter og bare duppet op og ned i Sjøerne for et fillet Forestagseil - saa vi en Mand klatre ut paa Storbommen og heise det norske Flag. Det foldet sig smukt ut i den lette Bris og lyste rødt i Morgensolen. Hurra! ropte Tømmermanden, som var første Patriot ombord, mens Stuerten foragtelig stak Hænderne under sit hvite Forklæ og mumlet noget om, at han vist maatte være lastet med Mat, den Kristiansanderen, eftersom han hadde Tid til at ligge slik og somle, mens andre gik gladelig avgaarde og stadig stak flere Seil paa.

Efter Stormen var vi avancert saa langt, at vi allerede befandt os i et varmere Strøk, og en Kveld i Nærheten av Azorerne kom Svaler og andre Landfugle ombord, likesom jeg saa Fugle med brede Vinger, som jeg ikke før hadde set, seile over Bølgetopperne i Soldalingen. Vi kom ikke saa langt under Landet, at vi fik Øie paa de vilde, bjergfulde Øer med de talrike Orangelunde. Alene fra San Miguel, den ene av Øerne, utføres jo aarlig 200 Millioner Appelsiner. Vi strøk videre mot syd, mot Maderia, og var en Kveld saa nær denne bekjendte, vakre Øgruppe, at Styrmanden, gik op i Mesanmerset og saa efter Fyre paa Kysten. Men videre bar det, forbi Kanariøerne og de Kap Verdiske Øer. Vi var nu kommet ind i Passaten, var gledet omtrent umerkelig ind i denne deilige, jevne, lummermilde Bris, som blæser paa disse Breddegrader og bærer Skuterne lunt avsted mot varmere Lande.

Med Passaten begynder et rent Slaraffenliv for Sjøfolkene, mot hvad de er vant til paa de nordlige Farvand med Taake, lsfjeld og Snetykke og andre Naturhindringer, som kræver skarp Utkik og et ganske andet Slit og Slæp end sørpaa. Spyling, Messingpuds, Maling og «Sjømaning» med Tougverksarbeide og Reparation og Lapsalving i Riggen er jo rene Hveteboller mot Pumpesjau og Nattevaak paa Kanadatradere og gamle, vastrukne Nordsjøfarere, som «tygger Drev» og «æter Flis» hele Vakterne igjennem og trænger Surringer tversover for ikke at bli rent «lealøse» under Duvingen. Derfor kan ikke Sjøfolkene noksom prise Passaten, hvor Sjøen er slet som et Stuegulv, og Døgnet veksler med straalende Solskinsdage og vidunderlige, maaneklare Nætter.

Dage kun med snehvidt Solskin,
store, tause Stjernenætter ...
og saa Horisontens fine,
vage, bølgebløte Linje.

Men omkring mig - over, under -
Evighetens sære Gaader,
længselsfulde Sjæles Høitid,

Bare blanke, guldblaa Vidder
uten Seil mot Himmelranden
og en ensom Oceanfugls
hæse, klagefulde Skrik ...

Naar der er pumpet læns til Kvelds, og den ene Vakt kan gaa tilkøis, blir den gjerne drøiende en Stund frempaa Bakken, hvor Trækspillet eller andre folkelige Instrumenter lokker Toner frem, som tar sig stemningsfulde ut til Akkompagnement av Sølvsjøens Brus Og det kan hænde, at der vanker mangeslags Historier i disse Kveldstunder og Nætter, som er saa milde og lumre, at man kan «slange» sig paa et Seil ute paa Dækket og sovne ind i Maaneskinnet. Det sidste er forresten Sjøfolk svært rædde for: de tror nemlig, at man blir skjæv i Ansigtet og faar Munden op til Ørene av det, fordi Maanen er «skakkjæftet». Ja, det er adskillige av Blaamyrens Sønner, som er overtroiske og mener at ha set baade dit og dat av Aander og slikt, og der kunde nævnes mange Eksempler paa det. Seilmakeren vor, Søren Nirissen, fortalte os forskjellig frempaa Bakken en av de herlige Passatkvelde, efterat vi hadde drukket Kveldsteen og faat Snadderne tændt.

«Aa Jøss og Krist, det er nok mange slike Historier, en kunde berette om, hvis en vilde», sa en av Matroserne, som ikke hadde været hjemme paa tyve Aar, men bare faret for Rønnere og Boardingsmastere. «Men det vilde nok ta Tid, om en skulde klemme paa i den Gata. Jeg blev ikke færdig inat, jeg da. Og nu er det nok «time» til at rusle ind og faa sig «a littel bittel sleep», som Tjømlinggutten sa, han hadde gjort en Tur paa England».

Vi blev sittende der endnu en Stund, Seilmakeren og jeg, endda det ikke var vor Vakt. Stjernerne blinket saa forunderlig klart paa den sortblaa, sydlandske Himmel, Smaasjøen rislet om Baugen, Tankerne gik mot Hjemmet.

Stjernehvælv ... Maanenat
lun og lind.
Fosforsjø om Skibets Baug
- vaarmild Vind.

Langt fra Hjem - sør i Sjø,
sør i Nat,
dreier bare saktelig ...
Ror og Rat.

Seilmakeren listet sig ind i Ruffet og kom stilfærdig tilbake med sit kjæreste Eie - han var nemlig Ungkar - en lysegul, nysølvbeslaat Klarinet, der var saa pent holdt, som om den var ny, skjønt han hadde kjøpt den i Hamburg i 1864. Han lot Fingrene løpe henover Klafferne og spillet en av Hjemlandets Sange, en liten, enkel Melodi, som kom forunderlig fint frem ved Klarinettens bløte Tone og bares ut i Stjernenatten omkring os. Der var en egen fugtig Glans i den gamles Øine - jeg saa det godt - og det kunde nok hænde, den lille Sang hadde vakt dype, vemodige Minder i hans Sjæl.

Sølverklare Bølger skvulper
hen langs Skibets blanke Side,
spiller, glitrer, flammer, hulker,
lyser underlige hvite.

Havet ligger mat og stille,
Fuglen let paa Bølgen sover.
Ingen Tone, ingen Trille,
Lydskvulp kun av dorske Vover.

Mot det store, dypblaa høie
Himmelhvælv jeg stille skuer.
Stjernen blinker i mit Øie,
tindrer mildt i Maanens Luer.

Tanker sig i Sjælen svinger,
sænker Drømme for mit Øie,
hæver sig paa lette Vinger
mot det store, lyse Høie.

At Sjøfolkene blir sentimentale i disse milde Nætter, derpaa var Jungmanden et udmerket Bevis. Jeg maatte trække paa Smilebaandet, da jeg en Nat, som jeg kom forover for at løse ham av paa Utkikken, fandt ham sittende i en drømmende Stilling med Albuen mot Gangspillet, mens han sagte nynnede en liten, naiv Strofe, som jeg kan mindes, Barnepiken gjerne sang for os

Hist, hvor Birkens Blad for Aftenvinden bæver,
der er jeg fød, der er mit Fødeland,
ti de ralla, la, la, la, o. s. v.

Hans Blik var vendt mot Stjernerne, og da han engang tidligere hadde betroet mig sit Hjertes søteste Hemmelighet, nemlig at han elsket en Pike hjemme i Brevik, gjettet jeg straks, at det var Lina, han hadde i Tankerne paa sin ensomme Nattevakt.

Solen synker luerød
i den dype Bølge,
snart vil dunkle Skyggers Hær
Dagens Stjerne dølge.

End den flammer lavt i vest
- Horisonten tænder -
og et sidste Straaleskjær
over Havet sender.

Dagen dør med Smil om Mund,
Natten slører over,
og langs Skibets Sider gaar
fosforlyse Vover ...

I tre Uker rørte vi ikke et Seil. Vi var nu i de varmere Strøk, og om Dagen blev en Kjedel med kold The sat ut paa Storluken, forat Mandskapet kunde gaa bort og læske sig under Arbeidet. The var forresten ogsaa god at drikke varm til Kveldsmaten, skjønt det var saa lummert inde i Skafferiet, at Sveddraaperne randt os nedover Kinderne. En liten Drømmestund efterpaa i Hængekøien under Storbaaten var ikke værst, naar Solen sank ildrød i Havet, og Stjernerne kom frem.

Dagen stiger rød av Hav,
over blegner Nattens Stjerner ...
Barken duver over Bølgen
frem med døsende Lanterner.

Stilt paa Dæk og i Kahyt -
trætte Mænd bak Ruffets Planker,
bare Vaktens Nyn fra Bakken,
der han gaar i dype Tanker.

Morgenstjernen lyser end,
men i Purpur og Skarlagen
og med Glorie om Pande
ung og fager stiger Dagen!

At vi maatte skaffe os et Sjøbad i denne Hete, var selvsagt. Og greiere Styrt end den, vi hadde, kan man vanskelig faa under slike Forhold. Det var i ethvertfald «godt nok tilsjøs», som man sier, og jeg vet ikke andet, end at allesammen syntes den var overlag gjild. Et Hul i Takskjægget i Forkant av Hytten, en svær Saa paa Hyttetaket og en Ditto under, en Prop og en Remedie som Tuten paa en Havesprøite, og alt var klar til Batalje. Gutterne hylte og pøste Vand paa hinanden av hjertens Lyst bak Seilduksforhænget, og Tømmermanden, som altid var litt sterk i Munden, svor paa en Søndagsmorgen, da han stod og plasket borte i Saaen, at bedre Badegreier hadde de sgu ikke hverken i London eller Aasgaardstrand, der han hørte hjemme.

Vi nærmet os nu de vestindiske Øer. Masser av Sjøgræs kom gyngende paa Dønningerne, og den lille sorte Stormpetrei, som trolig hadde fulgt os i Kjølvandet, i flere Uker, fik nu Selskap med noen store, hvite Sjøfugle med en lang Styrefjær efter sig. En Kveld fortalte Styrmanden mig, at vi paa Dagvakten vilde faa se Land, og jeg gik nu i en ren Opdagelsesstemning og forstod godt, hvordan «Klombussen» hadde det.

Jeg hadde hat Hundevakten til Klokken fire, var gaat indog køiet og sov som en Sten, da jeg kjendte et Rusk i Armen og saa Styrmanden, staa over mig. «Nu maa De komme op», sa han, «for nu ser vi Øerne paa begge Sider - Antigua og Guadeloupe».

Jeg kom i Klærne, som om jeg skulde paa en Jagttur, og gned mig godt i Øinene i Kahytstrappen. Der laa Drømmelandet foran mig, Palmeøerne - mine Guttedages vildeste Sværmeri. Der, hvor Sukkerrøret var vokset, som jeg engang fik av Jens hos Lisa da han kom fra Vestindien.

Tilhøire Antigua, endnu blaanende, men med Palmer indover Høiene, hvis Kroner, da vi kom nærmere, saaes at røre sig i Morgenbrisen. Tilvenstre den høie franske Guadaloupe, steil og disig og noget længer væk Eftersom vi kom nærmere, kunde vi tydelig se de hvite Plantager med Palme-alleer inde paa Antigua, likesom et nyt Land hævede sig foran os. Det var den britiske Monserat, som jeg aldrig vil glemme, der den laa, gyldet av den opgaaende Sol, med grønklædte Vinbjerge, Sukkerplantager og smaa Negerhytter, hvorfra Røken steg i lyseblaa Striper op i Morgenluften.

Svøpt i Morgenguld, av Sjø
stilt de stiger, Ø ved Ø,
skimter alt i bleke Toner
Høiene med Palmekroner ...

Fremad i den gyldne Dis
glider vi for Morgenbris,
hvite Seil mot Himmelrunden,
Bølgebrus i Morgenstunden.

Fra den sommergrønne Kyst,
skylt av Oceanets Vove,
er det, som imot mig føres
Sus fra dunkle Palmeskove.

Al min Vaartids lyse Drøm,
unge Længslers Sus i Sinde,
møtes nu i Harmoni
under Palmerne derinde!

*

Tyst ombord,
Bølgen risler om Baug og Ror,
Luften er lind,
Palmen paa Høien derinde
suser under Stjernerne,
vugger sin Viftekrone
i Kveldens Vind.

Men av Sjø
Maanen hæver sig stor og rød -
Barkens Seil
stiger som Taarne og Tinder
mot Stjernehvælvet,
skjælver og glitrer i Bølgens
blanke Speil.

Tanken gaar
ind mot Øen - hvor Palmen staar -
længselsfuld,
svæver paa Drømmevinger,
seiler over Høiene,
Palmerne, som vugger
i Maaneguld.

Syttende Mai laa vi utenfor Jamaica med Standeren paa Stortoppen og Flag under Gaffelen. Jeg hadde nogen Tid i Forveien belavet mig paa, at berede Tømmermanden en Overraskelse i Anledning av Dagen og i al Stilhet malet et rent Flag, som blev sat paa en kort Stang og spikret op utenfor Døren til hans Verksted, før han tørnet ut om Morgenen. Et slikt Flag var jo dengang en Sjeldenhet, men da Tømmermanden under vore storpolitiske Debatter inde i Ruffen høitidelig hadde betroet os sin Kjærlighet til det, mente jeg, Anledningen maatte være inde til at la ham faa trykke sin Elskede i Favn.

Og det gjorde han ogsaa, saa vi alle saa paa det, mens jeg som Produktets Fader fik et Haandtryk, der vanskelig kunde ha været kraftigere, om han hadde brukt Knipetangen. Nok er det; han tok Flaget og trykket det til sit haarete Bryst, hvorefter et par av Gutterne paa Signal grep ham bakfra og bar ham paa Guldstol rundt Dækket og op paa Bakken. Efter ham fulgte en Letmatros fra Eidanger, dundrende paa Stuertens Vaskevandsfat av Blik, derefter Kabyschefen selv i splinternyt, hvitt Forklæ, endvidere Seilmakeren og en av Matroserne med hver sin Skrubbert paa Nakken, og endelig jeg med en gammel, rusten Dundrebosse fra syttenhundre og den Tid, som jeg hadde fundet i Kahytten. Ankommen til Festpladsen plaseredes Tømmermanden op paa Spillet, hvor han holdt en revolutionær Tale av rødeste Slags og endte med at utbringe et nidobbelt Hurra for gamle Norge. Dette maatte vist nogen Fiskere fra Jamaica ha hørt. De hadde været ute paa Bankerne syd for Øen og kom nu strykende hjemover og bar pludselig ned paa os i sine lange, letbygde Baater, forsynede med spidse Latinerseil. De hadde nok ogsaa Skildpadder ombord hos sig, og seilte, saa Kjølen kunde sees i hele sin Længde, naar Baatene formelig hoppet over Bølgetopperne Det var smukke, mørke Mænd i hvite Dragter, og i en Baat, som skar like op under Agterenden, saa vi tydelig Høvedsmanden, en svær, kraftig Neger med et rødt og hvitt Lommetørklæ, slynget som en liten, fiks Turban, om Hodet. Skjønt vi braset bak og brølte paa engelsk til dem, at vi vilde kjøpe Fisk, fortsatte de sin Kurs og spurte bare, hvor vi kom fra. Da de hørte «Norway», nikket de forstaaelsesfuldt med Hodet allesammen og syntes tilfreds.

Det varte nu ikke saa længe, før vi var oppe i Mexicogulfen og kom ind i Hvirvlerne fra Mississippis Vandmasser, hvorfor vi en Morgen maatte la Rattet være i Fred, da Skibet en Stund mistet Styringen. Store Trær kom her drivende med Røtterne i Veiret for den sterkt utgaaende Strøm, og vi visste nu, at vi ikke hadde saa langt igjen til vort Bestemmelsessted, Pitchpinehavnen Pensacola i Florida.

En Dag i Dæmringen laa der foran os en lav, sandet, snehvit Kyst, her og der isprængt med det friskeste Grønt. Vi seg jevnt indover, og Konturerne traadte tydeligere frem. Ved det trange Indløp til Pensacolabugten saaes om Bagbord Ruinerne av det gamle Fort Mc. Rae, om Styrbord Fort Pickens og ret forut Fort Barraneas, altsaa et Løp, som vilde være vanskeligt at forcere, naar alt var bragt i behørig Stand. Vi maatte først til Karantænestationen paa den utenfor Byen liggende Ø Santa Rosa Island, svinget op der ved Middagstid og lot Ankeret gaa, Det gjaldt nu at gjøre alt i mest mulig præsentabel Stand, til Doktoren kom ombord, og snart efter la ogsaa den mægtige og av Skippere meget frygtede Herre til langs Skibssiden i en liten, net Naftabaat. Det var en høi, hvitskjægget Mand med svær Yankee-Solhat og morsk at se til. Det var flere av Gutterne, som var sinte paa ham, fordi han hadde latt dem ligge saa længe i Karantæne, sist de var der. Og den førnævnte gamle Matros, som ikke hadde været hjemme paa tyve Aar, hadde visst set Doktoren utallige Gange, for han gik med Kjendtmandsmine rundt til de andre og hvisket: «Den der er sløi nok, kan Du tru; en rein Divvel, Far. Har set flere Abenikser av ham». Gutterne skulte endnu mere mistænksomt mot Plageaanden, da han steg høi og værdig ind i Ruffen og ikke hadde været der to Sekunder, før han gav Skylightet en Puffert, saa det ruslet bortover Ruftaket og dunket stygt i Røkhatten. «Hø, var'ke godt nok for ham likevel, endda vi hadde skuret i hver eneste Væggelusnât», brummet Langveisfareren indædt og bet sig en saftig Skraa paa 2½ Tomme.

Da Doktoren var gaat fraborde, og Styrmanden smilende fortalte, at vi skulde faa Lov til at gaa op til Byen næste Dag, fordi vi var det reneste Fartøi, han hadde set paa lange Tider, listet den gamle Matros sig forover, og Stuerten hadde bort ham mumle for sig selv: «Pokkeren heller; skulde bare manglet, vi var blit liggendes her og katreie». Litt Halm, som laa igjen i Rummet, maatte vi love Doktoren at faa fjernet, og saa var alting all right.

Doktorens Residens laa like inde paa Stranden. Det var en typisk sydlandsk Bolig, med grønne Sjalousier istedenfor Vinduer og store Svalgange Huset rundt. Jeg gik iland om Eftermiddagen og tittet ind i hans prægtige Heve, hvor Fikentrærne stod grønne og skyggefulde med store, brede Blade. Magnoliatræets hvite, vandliljelignende Blomsterkalke fyldte Luften med Vellugt, og inde mellem Buskene smuttet gule, røde og blaa Fugle. Men de sang ikke som hjemme i Norge. Der hersket en trykkende Stilhet. En barbenet Negergut sprang frem og tilbake paa Strandbredden nedenfor Huset og fanget sorte Krabber, hvorav der var en sand Vrimmel; men Solen stekte endnu slik paa det hvite Sand, at jeg maatte se at komme ombord igjen. Jeg kunde dog si, at jeg hadde sat mine Føtter paa Amerikas Jord og kom til at huske paa, hvor overlegen en av mine Lekekammerater var, da han engang fortalte mig, at han hadde en Onkel, som hadde været iland paa «Amerikas Brygge».

Om Kvelden rodde Styrmanden, et Par av Gutterne og jeg iland paa den anden Side av Sundet for at se os om. Langs Stranden vokset Kaktus paa en Mands Høide. Gjennem en tæt Underskog av Viftepalmer naadde vi frem til en liten Plantage, væsentlig bestaaende av Orange-, Fiken- og Aprikostrær, og traf her en Negerfamilie, som sat utenfor Husvæggen og spiste tilkvelds. Det var venlige Folk, og vi blev traktert med Frukt, bløte, saftfulde Aprikoser og ferske Fikener. De siste har forresten, plukket like av Træet, en litt emmen Smak og er at foretrække i presset Tilstand. Vi kom tilbake igjen til Skibet med Prammen halvlastet av Palmegrene, og der blev pyntet saa fint op med dem i Kahytten og min lille Lugar, at Stuerten skiftet ny Serviet paa Bordet, da han vist syntes, at den gamle ikke stemte med Omgivelserne.

Næste Formiddag la en av de store amerikanske Toubaater paa Siden av os, vi gjorde den fast der, og nu gik det med fuld Fart indover mot Havnen, mellem en Række av Langveisfarere av forskjellige Nationer og ind til en av de lange «wharfs», hvor vi skulde skyte Ballast. Denne Bugseringsmaate var for mig helt fremmed og syntes mig at være et Eksempel paa fiks «american style». Toubaaten klappet os langs Kaien i ein, zwei, drei - Trosserne iland, og dermed var Historien ute. Ingen Haling og Dividering; Barken la til som en liten Fjorddamper, skjønt den var paa ca. 800 Tons.

Straks efter kom den norske Sjømandsprest og hilste paa, baade i Kahytten og Ruffen, bad Gutterne besøke Læseværelset og Kirken, som laa like i Nærheten, og passe sig for Boardingsmasterne, der stadig var paa Lur efter Bytte. Litt efter kom der en høi, statelig Mand med militær Holdning over Rækken. Som Søn av Skibets Fører blev jeg præsentert for ham og fik Indbydelse til at være hans Gjest paa en stor Plantage, han eiet et Stykke utenfor Byen. Han var nemlig født i Porsgrund og glædet sig altid over at se Folk fra sit Hjemsted, hvilket han dog ikke hadde gjenseet, siden han forlot det som ung Gut. I Slavekrigen, hvori han deltok paa Nordstaternes Side, var han blit saaret og pleiedes av en Sydstatskvinde, som siden blev hans Hustru. Efter Krigen fik han sig et større Stykke Land, rikt paa Skog, ryddet op og anla en Plantage, hvor han senere hadde bodd, mens han samtidig drev Forretning i Byen.

Da jeg hadde latt mig mønstre som Dæksgut paa den Betingelse, at min Hyre stoppedes, og jeg blev fri Mand under Skibets Henliggen i Havn, kunde jeg allerede næste Dag flytte iland.

At Gutterne, naar de var kommet til Florida, vilde benytte Anledningen til at skaffe sig det berømte Lugtenesvand av samme Navn, er selvsagt. Og at de satte Pris paa det duftende Fluidum, fik jeg Anledning til at se, da jeg ved Skaffetid om Kvelden kom ind i Ruffen. Der stod de nemlig og dynket hinanden over Klærne, saa Flaskerne hurtig tømtes, og da jeg ytret min Forbauselse over denne Flothet, meddelte Tømmermanden mig med et polisk Smil, at de gjorde det, fordi det skulde lugte godt av dem, naar de gik til Jenterne. Denne Uttalelse gav de yngre Gaster sit Bifald ved et samstemmigt Brøl, men fortalte, at Tømmermanden ogsaa hadde dynket sig, skjønt han hadde Kone og tretten Barn hjemme i Aasgaardstrand.

Da Pensacola er et Navn, som har en kjendt Klang i omtrent hvert Sjømandshjem, idet Byen besøkes av en Mængde norske Skibe, turde det muligens ha sin Interesse at dvæle litt ved dens Historie.

Spaniolerne er, saavidt man vet, de første, for hvem dette Sted hadde nogen Betydning. Det var allerede bebodd omkring 1550. I 1696 tok, ifølge en gammel Beretning, Don Andre d'Arriola det i Besiddelse og bygget et firkantet Fort med Bastioner, samt en Kirke og noen Huse. I 1719 herjet Franskmændene paa Kysten og indtok Byen; de Spanske erobret den tilbake, og Franskmændene tok den atter samme Aar og beholdt den til 1722, da den blev tilbakelevert til Spanierne. I 1763 gik den over til at bli engelsk. Byen overgav sig derpaa til Spanierne og deres franske Allierte i 1781 og blev besat av Amerikanerne i 1814. Mange av dens gamle spanske Huse blev ødelagt under Borgerkrigen 1861.

Som man ser, kan den peke tilbake paa en ikke helt ublodig Historie gjennem Tiderne, og der var Krigsminder omtrent overalt. Ved Enden av Hovedgaten, Palafox Street, kan man saaledes endnu se Rester av Fort San Miguel, der for en Del sprængtes i Luften under Krigen i 1781. Et Besøk, som jeg avla ved et ældgammelt spansk Fort paa Øen Santa Rosa, frembød adskillig av Interesse, idet det nemlig var opført av haandbakte Mursten, som blev laget av Sand og Smaaskjæl og derpaa tørret i Solen. At komme det antike Forsvarsverk paa nært Hold opgav jeg aldeles. En av Negrene, som vi hadde med paa Turen som Kok, var gaat iforveien og meldte os, at han ret ut for Fortet, hvor nogen rustne Kanoner laa synlige ved Lavvande, hadde set en Klapperslange og en anden sort Slange i et Sandhul. Inde i den av Grønsvær dækkede Fæstning fandtes der, efter hvad mit Følge forsikret, i Mængdevis av Klapperslanger, og det gjaldt derfor at holde sig i passende Avstand. Jeg fik samtidig, høre en Historie om en Mand dernede, som under en Skogtur opdaget et av disse farlige Dyr ret foran sig. Han hadde bare en enkeltløpet Pistol paa sig, og hans Liv avhang av dette ene Skud. Han bad en Bøn til Gud, trykket løs og dræpte Slangen paa Flekken. De Hvite dernede fortæller, at Negrene ikke er bange for at fange Slangerne med bare Hænder, likesaa litt som de frygter for at gaa mot Alligatorerne, - hvorav der vrimler i Hundredevis - med lange Træstokke eller Spær. Hermed faar det forholde sig, som det kan. Men det vet jeg, at en Neger, som førte en av de Skonnerter, der bragte Last til vort Fartøi, tilbød sig at bringe mig en levende Klapperslange, hvis jeg blev liggende der til næste Gang, han kom ned Floden. Slangen maatte jeg isaafald anbringe i et Uldtæppe og ha i Kabyssen. Jeg reflekterte ikke paa det smukke Tilbud og tør ikke tænke paa, hvad Stuerten vilde ha sagt, om jeg hadde sluppet en levende Slange ind til ham. At han av bare Skræk hadde tat engelsk Salt endda oftere, end han gjorde, derom føler jeg mig overbevist. For mange Sjøfolk nærer en ren Boltziustro paa dette Salts helbredende Virkning og tyr til det i de umuligste Tilfælde. Jeg har hørt fortælle om en gammel Seilmaker, der tok det for hule Tænder, og Historien om Skipperen, som gav Letmatrosen det, da denne hadde brukket Laarbenet, er noksaa bekjendt.

Med en liten Jernbane, utstyrt med aapne Vogne, tok jeg ned til Plantagen, der hadde sit eget Stoppested. Paa Lokomotivet, som gik, saa dets fritstaaende Kjedel rystet, ringtes der uavladelig med en stor Klokke for at skræmme bort de mange Kjør og Gjeter, der færdedes paa Linjen, inde i Skogen. Da jeg steg av, saa jeg flere av de amerikanske Vindmøller, som her bruktes til at pumpe Vand op av jorden med, svinge lystig med Vingerne, og inde i Plantagen gik nogen Negre og luket. Ved Veien nedover mot Huset laa der en hel liten Landsby med lave Huse, og bak Sprinkelportene og i Vinduerne saa jeg sorte Barneansigter titte nysgjerrig frem. Jeg maatte uvilkaarlig smile til de snurrige Krøltopper, og da lyste det av bitte smaa, kridhvite Tænder lang Vei.

Dette var altsaa en veritabel Plantage i «the land of flowers» eller «the land of summer», som man dernede kalder Florida. Og der var varmt og deilig, fruktbart og grønt, med store Alleer av skyggefulde Nøttetrær, med vældige Solblomster gyngende i Vinden, snehvite Magnolier, mørkegrønne Appelsinlunde og over det hele Sydens vidunderlige blaa Himmel.

En Dag i Syden med Folkelarm
i Gater, hvor Solen skinner
paa Sommerkjoler og Pikebarn
med friske, solbrune Kinder.

En Dag med hvite Magnoliers Duft
og Golfen i gyldne Vover ...
en Dag med Latter og Sang og Sol
og mørkeblaa Himmel over!

Huset hvilte paa korte Murstenspillarer, saa der var luftig under Gulvene. Disse var dækket av Sivmatter som laa godt under Foten. Om Natten sov man saagodtsom i det frie, nemlig med aapne Sjalousier, hvorigjennem man kunde se like ut i Stjernenatten, og med et tyndt Laken over sig, der dog ofte var uutholdelig at benytte sig av.

Tusen Blomsterkalkes Duft
svømmende i Maaneluft;
Citherspil fra Golfens Vande ...
sølvblank Sjø mot hvite Strande ...
Sydens Kveld.

Slanke Palmelundes Sus
som av dæmpet Orgelbrus,
Ildfluedans i Græs og Trær,
funklende i Fosforskjær,
Sydens Kveld.

Ungdom sværmende i Rader
gjennem maanelyse Gater.
- Glød i Øiet, Glød paa Kind,
Sang fra tusen glade Sind,
Sydens Kveld.

En Dag blev jeg av min elskværdige Vert buden med paa en længere Tur omkring Byen for at kaste et Blik paa dens Seværdigheter. Vi tok avsted tidlig om Morgenen med hans Seilbaat og satte Kursen for Orlogsstationen hvor vi besaa de store Arsenaler og et vældig Oplag av Artilleri, Derfra gik Veien til det gamle spanske Fort, Barrancas, med den i Nærheten liggende Kaserne, der ikke var av mindste Slags. Jeg tællet nemlig 64 Vinduer i Facaden. Min Far bemerket spøkende, at der nu var Anledning for mig til at hilse paa mine Venner Rødhuderne, for her var der halvhundrede av dem som Soldater, Jeg hadde aldrig set levende Eksemplarer av disse Folk, som selvfølgelig altid hadde fyldt mig som enhver anden Skolegut med den dypeste Beundring, og da en av «Uncas»s Efterkommere pludselig dukket op foran mig, fik jeg en egen rar Fornemmelse og stirret mere end tilladeligt paa hans sorte Hestetagelhaar og brune, markerte Ansigt. Nu hadde jeg da ogsaa faat det Ønske opfyldt at faa se en virkelig Indianer, hvad jeg lovet at huske paa at fortælle, naar jeg kom hjem igjen til Kammeraterne.

I Fort Barrancas, der, efter hvad man fortalte, hadde staat en haard Tørn ogsaa under Borgerkrigen, vandret vi gjennem lange, dunkle Gange med Skyteskaar for Geværpiper og Kanoner, gjennem mørke Hvælvinger, hvor vi maatte holde hinanden i Hænderne for at være trygge, og kom tilsist op paa de græsbevokste Volde, hvor vi satte os paa nogen svære, gammeldagse Kanoner og stirret utover den solbeskinnede mexikanske Golf. Nedenfor os laa et forfaldent spansk Batteri, under hvis Mure Byen hadde ligget omkring 1650. For den var ofte blit flyttet av Hensyn til Indianerne, som ogsaa her til Stadighet luret paa de hvite Nybyggere, der slog sig ned i deres Land.

Det er vist ikke mange Sjøfolk, som ikke fatter Interesse for det brogede Natursceneri, som brer sig i Omegnen av Pensacola. Og jeg benyttet Tiden til at se mig grundig om dernede.

Fra Fort Barrancas, i hvis Nærhet der streifet Militære i smukke, hvite Uniformer, tok vi over til Santa Rosa Island, den lange, smale Øi der tjener som en naturlig Bølgebryter for Pensacola Bay. Her avla vi først et Besøk paa det store, interessante Fæstningsverk, Fort Pickens, hvor der indenfor Murene laa Stabler av runde, gammeldagse Kanonkugler. Derfra gik Veien til den paa den anden Side av Øen liggende Livredningsstation, hvis Mandskap ogsaa har ydet norske Sjøfolk en værdifuld Haandsrækning i Havsnød. Den store, sterkbyggede Redningsbaat stod paa Hjul, klar til at rulles like ut i Havstokken, og var i alle Henseender tidsmæssig utstyrt. Svære, hule Sjøer kom rullende indover Stranden fra den mexikanske Golf, og Folkene paa det Fartøi, som i Storm blir ført ut av Kurs og ind paa disse Sandbanker, vil nok stirre noksaa spændt efter Redningsbaaten. Ti her trænges den haardt.

Vi spiste Middag i et litet Hus ved Stranden. Længer inde paa Øen, hvor der var Sumpe og tæt Krat, laa ingen Bygning, og vi hadde heller ikke nogen Lyst til at søke indover og forstyrre Klapperslangerne og Alligatorerne i deres Middagssøvn. Jeg fik grundig Avsmak paa en slik Tur, mens jeg sat og spiste. Paa Væggen like bak mig saa jeg et ca. 4 Tommer langt rødbrunt, skorpionlignende Dyr, som knepset og gnislet med sine krokete Sakse og var yderst uappetitlig. Det var saa nær mig, at jeg et Øieblik syntes at føle Bæstet jumpe over min Ryg. Jeg puffet Tallerkenen indover Bordet og rykket sagte efter for at bli kvit det ubehagelige Naboskap. At dræpe det var til ingen Nytte. Der var naturligvis nok av dem igjen under Gulvet.

Med vor letseilte Baat strøk vi nu over Bugten igjen for at slaa Leir i en liten vakker Vik, hvor Tujaerne stod skyggefulde i den brændende Hete. Efter at ha mottat en ny slump Fisk av et Par Sorte, der var ute og trak sine Garn, la vi til Stranden og slog op vort medbragte Telt. Vi dækket Bordet, og vor dygtige Negerkok serverte os snart en delikat Fiskeret, som det var hans Specialitet at lage. Han fik alles Ros og grinet av bare Beskedenhet. En av Selskapet bemerket spøkefuldt, at han ogsaa burde ha servert os den digre Skilpadde, vi slog efter med Aaten ute paa Bugten, og som var saa stor som et rundt Spisebord. Den kunde han sikkert ha latt os spise av i to Dage, mente Vedkommende, og endda mætte seksten graadige Negerunger med Levningerne. Negeren svarte, at han nok kunde ha dukket efter Dyret, men om han var kommet uskadt op igjen for Haierne, var en anden Sak. Vor spøkefulde Ven forsikret ham om, at i saa Henseende kunde han være ganske tryg. Haierne tok aldrig en Neger; hadde nok bedre Smak end som saa. Brød sig ikke om svart Kjøtt.

Av disse stygge Rovfiske, som jeg senere skulde komme til at stifte nærmere Bekjendtskap med, vrimlet der overalt. Naar Fiskerskonnerterne kom ind paa Havnen, og der blev kastet ut Avfald fra dem, kunde man se Haiernes lange, mørke Legemer gli gjennem Vandet, og gjøre Vei i Vællingen. En Kveld hørte jeg en lystig Opsang borte paa Kaien og saa, at fire Mand holdt paa at dra op et vældig Bæst av en «Shark» for derpaa at traktere den med sine Knive. At der var Sjøfolk, som enten ikke var rædde for dem eller ikke visste, at de landtes der i Havnen, fik jeg Syn for en Søndagsmorgen, da vi rodde iland til Kirken. Mandskapet fra en spansk Damper holdt nemlig paa at bade sig og plasket utenfor Skibssiden, da vi nærmet os dem. Styrmanden ropte til dem og bad dem ta sig ivare for Haierne, men de brølte «never mind» i Kor og svømmet trøstig utover. Og dog var det saa ilde der, at naar Stuerten slog ut Levninger, kom «Sharken» stimende fra alle Kanter.

Hater Sjøfolkene Haierne i Vandet, saa er dette ikke saa avgjort Tilfældet med «Landhaien» eller Boardingsmasterne, hvorav Pensacola skal eie en utsøkt Samling, om hvem der cirkulerer mange nydelige Historier. Og da der i denne Havn ofte ligger 100 Skuter og mere paa en Gang, er der Virkefelt nok for dem. Den Forretning, som slike Folk driver, er saa oprørende, at de nærsagt fortjente at utryddes med Rottegift. Der fortælles mange Historier om Skippere, som har været i Kladderne paa dem og jaget dem fraborde for derefter at bli undsagt paa Livet. Jeg hørte om en, som skjøt Huller i Baaten for dem, saa de maatte svømme iland, og om en anden, som gik ind i Kahytten og i Mangel av Revolver ladde et gammelt Skibsgevær med Spiker og kom rolig ut paa Dækket til Hr. «Urian». Han bad ham forlate Dækket inden fem Minutter, ellers smaldt det, og Fyren gled endelig over Rækken og pakket sig avgaarde.

At vi vilde komme ut for Rømningshistorier ombord hos os, hadde vi Mistanke om, og det blev da ogsaa Tilfældet. «Rømlingen», som ikke hadde set sit Hjem paa tyve Aar, gik selvfølgelig sin Vei og hadde faat med sig en av Lettmatroserne, som før hadde været paa samme Galei i Pensacola og dengang mistet sin nye Skibskiste. l dennes Sted hadde han en større Saapeæske, som han var raaflaat nok til at efterlate sig i tømt Tilstand. Den blev forresten straks annektert av Kokken til at ha Pudsefiller i. Jeg for min Part ærgret mig ikke større over Forandringen. l de Rømtes Sted fik vi nemlig ombord en svær Liflænder, som holdt sig ute for Militærtjenestens Skyld. Og han og jeg blev saa fine Venner, at han paa sine Frivakter lavet et litet Skib for mig, som stod fuldt rigget inde paa en liten Flaske. Desuten sang han vemodige liflandske Kjærlighetssange, naar vi var sammen paa Nattevakterne, og fortalte om sin gamle Mor og om Landsbyen derhjemme.

Under mit Ophold i Amerika fik jeg ogsaa Anledning til at se Veteraner fra Borgerkrigen dra ut for at smykke de Faldnes Grave.

En Formiddag, som jeg sat utenfor en Kafé og nøt litt Iskrem og et Glas Isvand, hvilket siste forresten servertes i løvtynde Glas, hvorav det var en Nydelse at drikke, fik jeg oppe i Hovedgaten se en underlig Trop komme marscherende nedover mot Havnen. Den bestod av Sorte og Hvite i fuld Uniform. Der var nogen, som hadde mistet en Arm, andre et Ben, men de gik saa stramme, som de kunde likevel med Krans over Armen. Nede ved Havnen laa en av de store Toubaate og tok imot dem, og under fuld Musik svinget de ut paa Bugten og forsvandt i Retning av Orlogsstationen.

En Plage, som man ikke kan undlate at nævne, naar man omtaler Syden, er de blodtørstige Myg, Moskitos. Det første, vi kjøpte til Kahytten, da vi kom iland, var et Net av fint Gardintøi til at sove under om Natten. Det blev ophængt i en Krok i Taket og faldt da ut som et litet Kabinet, hvori der var Soveplass til to, tre Stykker. Hændte det, at der var blit et litet Rift i det, saa en eneste Moskito kom ind, kunde ens Nattesøvn være spolert. Bare den summende Lyd av disse Plageaander var nok til at holde en vaaken lange Stunder. De fulgte os forresten helt til Belglen, og jeg husker, at jeg en Nat paa Hjemturen la mig til at sove utenfor Kahytsdøren for at faa en ordentlig Blund, hvad jeg ikke kunde opnaa inde. De var ofte saa dorske og mætte av Blod, at man kunde følge efter dem med Hænderne og klaske til. Paa hver Haandflate stod der da igjen en Blodflæk omtrent av Størrelse som en Femøre.

Dagen for Avreisen kom et Par av Mandskapet seilende bort til Plantagen for at hente to sorte Griser, som vi skulde ha med os hjemover. Men disse maatte først fanges, for der sprang store Flokker av dem ute i Skogen omkring der. De kom ruslende ind nu og da for at faa litt ekstra Mat, men var ellers noget halvvilde av sig. Naar de og Negerungerne boltret sig ute i Gaten i Landsbyen, saa Støvskyen stod om dem, var det med en Smule Overdrivelse vanskelig nok at skjelne dem fra hinanden.

Tømmermanden, som først hadde mættet sig oppe i et Fikentræ, syntes, at Griserne var svært rappe tilbens, da han kom løpende med en Sæk for at fange den ene av dem. Han fôr like ind i Flokken, men blev liggende efter, saa lang han var, med Sækken foran sig, fortumlet av den frygtelige Grisemusik, han hadde fremkaldt, og spyttende Sand til alle Kanter.

Om Kvelden maatte jeg si mine Venner derute Farvel. Vi blev sittende paa Verandaen i Maaneskinnet og lyttet til Mockingbirden (Spottefuglen), som sang i Buret paa Væggen. Jeg plystret flere Gange paa forskjellig Maate, bestemte, Takter, som jeg kunde huske igjen, men Fuglen kopierte dem paa en Prik. Den sang bare om Natten i Maanelyset, og dens Triller lignet Maaltrostens. Et Par yngre Eksemplarer, som jeg fik med mig ombord, blev desværre dræpt av Moskitosstik, skjønt Buret stadig var indhyllet i Net.

Tyst glider Baaten i maanelys Nat,
kun Skvulpen av bleke Vover
- saa stille ved Strand og i Palmekrat,
mens Stjernerne blinker over ...

En sakte Hvisken den tause Nat,
baaren paa Vindens Vinger,
og Aaren dyppes i Bølgen blødt,
mens Citheren sakte klinger ...

Frihetsdagen - 4. juli - noget over Middag, kort efterat de svære Kanoner paa Navy-Yarden, hadde hilset Stjernebanneret, stod vi utover, mens Byen og Havnen forsvandt i et Mylder av Flag. «Naa begynder Striskjorta og Havrelefsa igjen», sa Gutterne, da de halte paa Kjættingen, og da der blæste en frisk Bris, la vi snart den lave Kyst bak os.

Sænk for siste Gang vort Flag,
la det rødt for Brisen vaie,
mens vi ut av Reden svaie
i den juliblanke Dag:
Hilsen til de hvite Strande,
som i Disen sakte svinder
- fuld av sommerlyse Minder -
snart i Mulm bak fjerne Vande.

Jeg nævnte, at jeg senere skulde komme til at stifte nærmere Bekjendtskap med Haierne, og det var en Morgen ute i Mexicogulfen. I Tømmermandsverkstedet laa der en Haikrok paa en Fots Længde. Den blev fastgjort til en ny, smækker Manillaline, og et stort Fleskestykke surredes fast om Kroken, saa jernet skjultes. Da Barken gjorde passende Fart, saa Flesket bare holdt sig et Stykke under i Kjølvandet, sages snart flere mørke Rygfinner skjære frem over Havflaten.

Det varte ikke længe, før jeg fik Nap, og det et, som var anderledes end Hvittingernes langs Tømmerflaaterne i Elven hjemme. Haien vendte sig om for at faa Tak, saa vi kunde se dens stygge Gap, og glefsed til ... Jeg kjendte nu, at jeg hadde den paa og halte langsomt ind. Den begyndte nemlig at skjære ut til begge Sider for om mulig at vri sig løs, men «Dengang ei», sa Tordenskjold. Jeg hadde den nu under Agterenden, og efterat vi hadde faat anbragt en tyk Trosse omkring den bak Rygfinnen, maatte den ind paa Dækket og bort i Pumpesoten og lade sit Liv. Den var ca. 8 Fot lang og slog fortvilet om sig med sin skjæve Hale. I dens Mave fandt vi et Fiskeøie av en Knytnæves Størrelse, men da vi hverken hadde nogen passende Flaske eller tilstrækkelig Spiritus til at opbevare det i, maatte det desværre kastes. Endvidere hadde den slukt to store Fiske av en pen Kultetorsks Størrelse og endel andet Smaatteri, saa den hadde sikkert ikke lidt av hverken Fordøielsesbesværligheter eller Kardialgi. I en Haimave kan man forresten træffe pga de underligste Ting. En av Folkene fortalte, at han engang hadde været med paa at aapne en Hai, hvori de fandt en Skjorteærme av uldent Tøi med paasydd Benknap. Av Haiernes Rygrad kan der som bekjendt Iaves de smukkeste Spadserstokke. I England koster, efter, hvad Sjøfolk har fortalt mig, en Haistok, indlagt med Sølv i de talrike smaa Bruskhuller, optil et Pund Sterling.

Jeg hadde senere flere av de graadige Fisker paa Kroken, men de vred sig av igjen, naar de var kommet opunder Agterspeilet. Der gik store Stim av dem nede ved Roret, og jeg saa enkelte, som var av en uhyggelig Længde. Hadde jeg havt et Krag-Jørgensengevær eller en anden Rifle skulde jeg ha paatat mig at dræpe en god Slump av dem. Sjøfolkene fortæller, at Haien er et intelligent Dyr og gjerne holder sig under Agterspeilet, hvor den ikke saa godt bemerkes. Den ligger da og lurer, og Andenstyrmanden ombord hos os fortalte, at han engang saavidt hadde undgaat at miste Benet ved Uforsigtighet, mens han en Dag sat utenbords paa en «Stilling» og malte. Han var barbenet og lot derfor nu og da Benene subbe i Vandskorpen, men det skulde han ikke ha gjort. For pludselig fik han se en svær Hai komme pilende frem langs Siden agterfra, og var han ikke itide blit opmerksom paa det, vilde han nok ha kommet til at svi for sin Likegyldighet.

Tyggeapparatet av den Hai, jeg fisket, opbevartes og tørredes i Solen. Jeg har det endnu, og de frygtelige Tandrækker minder mig om Andenstyrmandens Historie.

En Morgen kom der en Flyvefisk svirrende ind paa Dækslasten. Den laa og slog mat med Vingerne, hvorfor jeg la den i vort store Badekar, hvor den en Stund svømmet sagte omkring. Jeg satte den paa Spiritus og har den endnu - 27 Aar efter - like fin. Det er et smukt Syn, naar Flyvefiskene seiler i store Stim over Bølgetopperne, saa Sollyset skinner paa deres klare Vinger, som Sjøfolkene gjerne gjemmer og bruker som Bokmerke.

Undertiden kunde vi se de i de varme Have forekommende «portugisiske Manofwarer», som Sjøfolkene kalder dem, krydse fremover Dønningerne. Det er dog bare nogle klare Blaaser, som flyter omkring, skinnende i flere Farver. Av Facon minder de litt om de gamle spanske Karaveller, men det snurrige ved dem er, at de bauter sig frem og gaar flot «over Stag».

Nu og da hadde vi nede ved Roret observert noen store, vakre Fisker, der skinte i det grønne Havvand som anløpen Bronce eller som mat Guld. Sjøfolkene kalder dem «Dolfin», og Hodet har en Form, der minder om en Hval. Men de har Skjæl som en anden Fisk, og Kjøttet smaker som Torsk eller Lange. Mange Sjøfolk tror, at de er farlige at spise, og at man i ethvert Fald maa ha en Sølvske i Vandet, naar man koker dem. Dette hadde jeg dog Anledning til at se var ganske overflødig, for jeg var nemlig saa heldig at faa en av dem ind paa Dækket. Da de, efter hvad man fortalte, stikker op i Vandflaten efter Flyvefisk, fæster man gjerne en hvit Lærredsfille paa en Krok og narrer dem med denne saa langt op, at de kan lystres. Dette gjorde jeg, og det lykkedes over al Forventning godt. Til Stangen, hvorpaa Lysteret sat, hadde jeg for Sikkerhets Skyld fastgjort en tynd Line, som laa indover Dækket, og det varte ikke længe, før en av de smukke Fiske kom sagte op i Vandskorpen, hvor Lærredsfillen viftet. Min fra Skoledagene erhvervede Indianerfærdighet som Spydkaster kom mig her til Hjælp, og Lysteret blev sittende godt fast i Fiskens Ryg. Da jeg fik den ind paa Dækket, laa den i Solen som en eneste blinkende Guldplate, men tapte sig dog snart. Vi spiste den til Middag, og den smakte fortræffelig.

Det rike Dyreliv, som rørte sig langs Skibssiden og specielt i Kjølvandet, maatte ha kunnet friste en rigtig ivrig Zoolog til at jumpe overbord for at faa krafset alt til sig. Jeg strævet for min Part i mit Ansigts Sved for om mulig at faa en Brøkdel med, skjønt jeg hadde en Sofabænk halvfyldt med Skjæl i alle Faconer, Krokodilleskind, Fiske med Horn i Panden o. s. v. samt seks svære, levende Skildpadder, som gik omkring paa Dækket og værpet Æg, saa det knaket efter.

I det grønlige Golfvand saa jeg nemlig saar mange underlige Fremtoninger av Dyrearten, at jeg kunde staa og stirte ned i Dypet i smaa Halvtimer ad Gangen. De talrike Fangstapparater, jeg laget istand, vilde sikkert ha «gjort» sig godt paa en Kuriositets-Utstilling. Og ærgerlig var det at se Fiske av Farve som blaahvite Nøtteskrikefjær eller med veritable Grisetryner passere forbi, mens smaa eggeplommegule Havskilpadder rodde sig flot avgaarde, uten at man kunde faa Tak i dem. En Dag paa Eftermiddagsvakten, da vi omtrent laa og drev i «Stillen», var det saamen ikke langt fra, at jeg hadde faat Prammen over Rækken for at knipe et merkunderlig Havdyr, som jeg syntes, det vilde være Synd, om ikke «Videnskapen» blev delagtig i. Men saa kom der naturligvis en liten, frisk Bris, som det gjaldt at nytte, naar man var vant til at ligge i dagevis stille, og Farvel «Videnskap» m. m.!

Saa stygge Stormbyger, som man er utsat for nede i Floridastrædet og deromkring, er visst sjeldnere nordpaa, Man kan i det ene Øieblik se en liten, mørk Flæk borte i Horisonten og en kort Stund efter være oppe i den voldsomste Kastebyge med Lyn og Torden og Regnskyl, saa det «høljer» ned i den Grad, at Spygattene har vanskelig for at sluke. Det gjælder da at staa færdig ved Faldene, klar til at la rause ned alt, som kan, og hindre Bygen i at ta Riggen overbord eller kaste Skibet for voldsomt over.

Naar Bygen kommer, som du ser,
da lader Mersseilet fire ned,

heter det i Visen.

Jeg husker godt en slik Stormbyge, vi var oppe i en mørk Kveld nede i Strædet. Det lynte omkring os, som jeg aldrig hadde set det nordpaa, og skraldet, saa man skulde tro, der blev slaat paa svære Blikplater; hele Himmelen var oplyst av flakkende, blaarøde Flammer. Vi stod ved Faldene og halte, det bedste vi kunde, og mørkt var det som i en Sæk. Men pludselig saa vi hinandens Ansigter i fuld, blaahvit Belysning, og i næste Sekund var alt igjen væk. Gutterne tok sig rent spøkelsesagtige ut paa Rærne, og uhyggeligere blev det, naar man hørte deres uavladelige Brøl og Skrik. Stormen og de voldsomme Skrald omkring dem hadde nok sat Vikingeblodet i Kok og gjort dem trassige. De bar sig mere, end nødvendig var, og det gjør en Sjømand ofte. Der er noe visst flott ved ham i saa Henseende, skjønt det letter godt at faa synge riktig ut, naar det skal gaa i en Rappert.

At man blir vaat i slike Regnbyger, er selvsagt; vaat, som om man var trukket op av Vandet. Man kan ikke gaa fra Ruffen til Kahytten uten at være gjennemblødt til Skindet.

En Eftermiddag fik vi se Kubas høie Fjelde ved Indløpet til Havanna. Vi hadde da ligget og bautet Nat og Dag i lang Tid og var glade over at faa en frisk Stryker hjemover. «Antillernes Perle» svandt snart igjen for Synet, og nordover bar det. Oppe i Atlanteren blev det kjøligere, men vi samledes dog likefuldt paa Bakken om Kveldene, hvor en av Letmatroserne haandterte et stort Trækspil med rene Orgeltoner, som han hadde kjøpt hos Jackson i Pensacola. Og der fremme i Baugbrusen sat ofte hver hensunken i sine egne Tanker. Jungmanden nynnet gjerne sin Yndlingsmelodi «Hist hvor Birkens Blad» - og tænkte paa lille Lilla, mens de svulmende Seilmasser førte ham mot hans Ønskers Maal. Selv tænkte jeg ogsaa paa Landet nord i Hav. Og da vi var opunder det igjen, gav jeg dette Uttryk i nogle Vers, som senere er kommet i Toner:

Melodi av Fasmer Dahl & Kr. Wendelborg.

Hjemover gaar det med Fos om Baug
og toppede Bramseil i Drag, -
Sus av Sydvest gjennem, Takkel og Toug,
regntunge Høstskyers Jag ...

«Næset» om Bagbord i Morgendis,
Sjøsprøiten salt over Dæk
slører galant for den friskende Bris
og kløver de tunge Bræk.

Næven i Rattet, saa Knoken er hvit,
Blikket mot Seilmængden op,
- endnu en Slør paa en halv Dags Tid,
saa heiser vi Flaget i Top!

Landet derinde med Fjelde blaa
rører en Streng i mit Bryst ...
- underlig atter engang at faa
Kjending av Norges Kyst.