Folkekamp

«Hvad Norge var - !»

Stod nys i Dómens Høikor stille,
betagen, varm og andagtsfuld,
indunder HvæIvet Tog af Minder,
derude Sang og Vaarkveldsguld . . . .
Der kom og gik fra fjerne Tider
af Alvorsmænd en broget Rad.
Tag Maning, Ungdom - Dagen lider -
af Aanderne i Olavs Stad!

Du Dóm i Nidaros, et Billed
du er paa Norges Slægt idag,
af Gruset vi det sunkne bygger
om Strid, det samme Maal staar bag.
«Hvad Norge var -!» i Ban'ret vinker,
aa, giv os Kraft til hjem at naa,
saa mangt os paa vor Bane sinker.
saa mangt her er at bøte paa.

Ja, giv et Løfte, naar din Tanke
idag til gamle Eidsvold gaar,
en Sten til Muren frem at sanke,
saa den kan høines Vaar for Vaar.
aa, lad os varmt og ærligt ville
hin Dag, med Klokkeklemt i Vind,
da Norges Ungdom træder stille
med Fanerne i Koret ind!

Ved Tordenskjolds Kiste

(Holmens Kirke, Kjøbenhavn).

Blotter Hodet i det hvide Kor,
træder stilt derind, hvor Helten sover;
stærk og modig stod han tidt ombord
mellem ild og drønnende Kartover.

Ja, hin Dag i trange Dynekil
hvast du Kloen hug i Sveas Bringe,
slog for Norges Rige - tog ei Hvil,
før du stækket fik dens vilde Vinge.

Tak du gjæve, under Lauren gjemt,
det, hin Dag i Dynekil du evnet,
det har Norges Slægt i Barmen gjemt,
Maal og Vei det peger for dens Levnet,

Fanen - Æretrang og Tro og Mod -
maatte den vort Norges Ungdom finde,
sætte Staal i Vilje og i Blod,
trofast baaren frem til Seier vinde.

Dybt dit Minde lever i vort Bryst,
skarpe Havørn, vi som du maa vaage;
klart den blusser, Glorien om din Dyst,
maner stille gjennem Tidens Taage.

Kongsvinger Fæstning

Held dig, gamle Grænsevagt,
hvor Glaama svinger,
høie, sølvgraa Bastion
hist ved Vinger;
i din dunkle Kasematt
- under Vardaas vid og brat -
laa de Gutter Dag og Nat.

Akershusing, Teledøl,
her frem de mødte,
længer vest, ved Toverud,
Fienden blødte;
jaged ham fra Blaker Skans,
der han bød til Vaabendans,
fulgte ham foruden Stans.

Flaget vinker rødt og smukt,
Bud det bringer:
Fædres Aand den lever end
hist ved Vinger;
Vardaas, Gulbækaas tar mod
- styg blir Striben, rød af Blod,
syner sig en Uvens Fod!

Telemarkske Regiment

1789 -1818.

Hvor Lifjeld blaaner høit og vidt,
og Rjukan durer kjækt,
der færdedes og færdes end
en staut Normannaslægt;
til tunge Tørn i Ufredstid
blev Teledølen sendt
og hædret tidt i blodig Strid
sin Hjemstavns Regiment.

Stod Vagt ved Grænsen mangen Gang,
naar det som haardest kneb,
gik paa med Hurra og med Sang,
om Kugler om dem peb;
var med i 8 og i 9
som raske Jægerkor,
i 14, da vi slog os fri
med vaagne Mænd ved Ror.

Og vid: i dette Regiment
tre Gutter dengang stred,
som af vor danske Bror blev kjendt
og slog hans Fiende ned;
husk Helgesen ved Fredriksstad
- hans Navn du kjender vel?
og Rye - Fredericia
ved lsted Schleppegrell!

End Iyder Telemarkens Mo
af Bataljoners Tramp:
- af Sønner, som for Landets Ret
gaar freidig frem til Kamp;
og om det atter røiner paa,
og de i Strid blir sendt:
henover dem en Aand vil gaa
fra Fædres Regiment!

Til Norske Jægerkorps

Ved dets Gjenoprettelse 1. Oktbr. 1902.

Ved Kvistrum Bro i Baahus
din llddaab først du fik,
og siden i hver Grænsekamp
du støt i Téten gik;
de Gutter under Staffeldt
de kjendte ikke Svigt,
stod bare Vagt med Flint og BIy,
og gjorde trut sin Pligt.

Paa Vintertog med «Gustenborg»
du baade frøs og svalt,
og mangen Jæger blodig
i hvide Faner faldt;
der østerpaa ved Høland
der suser Skogen end
om Staffeldts grønne Jægerkor,
med Riflerne i Spænd.

Og da de hist paa Eidsvold
vor egen Grundlov skrev,
da var du med at berge
i Havn vort Frihedsbrev;
med Hurra gik du freidig paa
til Jægerhornets Klang
- for «Staffeldts gröna Djeflar»
Retræten ei var lang.

Den Hæder fra de Gamle
ja, dine Faners Ry
- om Baunen skulde flamme -
du værne vil paany;
og er det som i fordums Tid,
hans Overmagt er stor,
vi frygter ei, i Téten gaar
det norske Jægerkor.

Hatten af!

Til Boerfolket.

Vær hilset, du lille, men trofaste Flok,
som gløder af Kamp for din Sag,
dit Land ligger øde af Jernhæles Traak,
men Løgn, om du firer dit Flag!
Det vifter fra Stangen, skjønt hullet og skudt,
ja, flænget og sværtet af Kugler og Krudt,
dog, mens Riflerne knalder, du kjækt holder Stand
for Frihed og Fædreneland!

Af dig fik vi Tro paa med Nøden for Dør
at holde i Trængslerne ud,
la Salverne Iyde som aldrigen før
og stole paa Retfærd og Gud.
Forgjæves det er ei, at Taarerne flød,
at Mødrene lider, at Mænd gaar i Død;
thi det gjøder den Mark, hvoraf Fremtidens Sæd
vil spire som Brorskab og Fred.

Transvaal

I Bjergene det sidste Skud har lydt,
i Strømme dine Sønners Blod har flydt,
trods Klogskab, Snarhed, Mandemod og Daad
- et ufrit Land med Mødres stille Graad . . .

Vi saa din Kamp og følte for din Sag,
du svinged til det sidste med dit Flag.
og de, som stupte og var tro som Guld,
med brustent Øie hviler under Muld.

Snart klæder sig i Hermelinens Pragt
det Folk, som dig til bundløs Sorg har bragt,
sit stolte Værk det sætter Kronen paa,
mens dine Bødler hjem fra «Seiren» gaa.

Du roper til os Smaa et høit «Giv Agt!»
du lille Folk, som nu i Grus er lagt,
det Skrig, som stiger fra din røde Jord,
det høres dog, om vi er langt mod Nord.

De fik dit Guld og tramped ned dit Flag,
som gloriesvøbt steg frem i Slag paa Slag,
de «Money-Mænd» med blodig Bajonet
- dog Hatten af for Christian de Wet!

Det store Budskab

Et Hav af Malm igjennem Kvelden runger,
fra tusen Taarne gaar dets dybe Brus:
Det store Budskab, talt med stærke Tunger
- i Luften som af Englevingers Sus . . . .

I samlet Kor, som til en Bøn, det stiger
om Fred paa Jord - det rige Tonevæld!
Og saart det dirrer over Jordens Riger,
i Nordens Sneluft, Sydens milde Kveld.

Thi ser du ham, som hist paa Leiet hviler
med Feberaande og med Øiet mat . . .
Ei noget Moderøie mod ham smiler -
- han er en Haan mod Kristi Julenat!

Nys blev han blodig ind fra Kampen baaret,
der ung og rank han stod med freidigt Blik;
hvor mangt et Hjerte blev med ham vel saaret,
der han i Livets Vaar sin Bane fik?

Se, Landet ligger vinterhvidt derude,
og Lys der blinker i den mindste Vraa,
og sangen Iyder klar bag Hjemmets Rude,
mens Moderøiet følger sine Smaa.

O, dyre Kveld med rene Barneminder,
lær os, om vi engang paa Post blir sat
i Kampen for det ny, som engang rinder.
at staa som Mænd for Kristi Julenat!

Fredens Kveld

Du aander af Fred, du velsignede Kveld
med Minder fra Barndommens Dage! . . .
I Taarnenes brusende Tonevæld
jeg hører din gamle Sage

om Stjernen, som tindred i Østerland,
om Englenes Sang fra det Høie,
om hine, som knæled ved Krybbens Rand
og sænked i Andagt sit Øie.

Ja, Slægter har segnet og smuldret i Grav
- bag Fanen den hvide vi møde -
men Sol gaar i nyfødte Sekel af Hav
og ser, hvor vi strides og bløde!

O, Budskab, som lød over Markerne hen,
end Glæde paa Jorden du bringer;
da fyldes min Sjæl, jeg blir Barn igjen,
naar Julekveldsklokkerne ringer.

Statsminister Steen

Vor Tak, du gamle Styresmand,
Som nys fra Rattet gik,
den Kurs, du holdt, den peger mod vort Maal;
paa Hundevagt - i Braat og Brand -
med altid klart Bestik
du stod der hvid om Isse, fast som Staal.

Nu er din Tørn ved Roret slut,
og andre griber fat,
Kompassets Naal ei falde vil en Streg;
et Hurra for den norske Gut,
som gjennem Skoddenat
ei nogengang sin Post og Flaget sveg!

Det vifter over Hav og Havn
og over vore Hjem.
som aldrig før det lyser rødt og frit:
og af dets Fold saa mangt et Navn
for Slægten straaler frem,
og blandt de Gjæves ser vi ogsaa dit.

For Troskab imod Folk og Land,
for fagert Rydningsværk,
for Grundvold god, men tyst og sikkert lagt,
for Retfærd mod den jevne Mand,
for Vilje, seig og stærk,
og sidst en Tak - for trofast Grænsevagt!

Sønderjylland

Til Rigsdagsmand J. Jessen.

Paa Dybbøl Banke

Fra Flensborg Fjord vor Damper nys
gled stille Alssund ind,
mens fjerne, stolte Minder drog mig hid;
paa Høien taus jeg dvæler i den friske Sommervind . . .
Her stred et lidet Folk sin tunge Strid!

Her stod og faldt paa Grænsevagt
de, som nu sover hist,
hvor Blomsten paa de grønne Tuer gror . . . .
for Overmagt, i Strøm af Blod, de seige veg tilsidst,
men haardt de værged hver en Fodsbred Jord!

Det tordned fra Broagerland,
i Skanserne lød «Dæk!»
og mangen trofast Gut blev kold og hvid;
men tro mig dog, den danske Knøs
han stod der lige kjæk,
om Hjertet dobbelt frøs ved Vintertid.

Om Møllen, som laa sønderskudt,
stod Kampen Mand mod Mand,
mens Tyskens Storm-Marsch over Feltet lød . . . .
de brave Jenser sloges haardt
for Hjem og Fædreland
og Danebroge - Fanen hvid og rød!

Det Seierstegn paa blodig Grund
med Keiserkors i Top,
som kneiser prangende paa «Düppel Høh,»
det nærer Ild, det vækker Kraft,
som engang siger «Stop!»
Det er et stort og sikkert Fremtidsfrø.

Til Sørjuten!

Du lærde meg vyrda mitt eige Maal,
som Nordmenn det vyrda skal,
din Hug han er Eld, og din Vilje er Staal,
med Heider du stend, tross du fall;
du fekk deg eit Dybbøl med Saknad og Saar,
me hadde det lenge fyrr du!
og baae den sjølvsame Vegen me gaar
i Von og i glødande Tru.

Gud signe deg, Broder, me fylgjer din Strid
fyr Slesvig, det ovfagre Land,
vel eingong det renner ei ljosare Tid,
det ynskjer i Noreg kvar Mann;
di Vakt ho er fyllt av eit daarande Mod.
um alt vert «verboten» - hald ut,
eg saag, kor det kokar og brenn i ditt Blod,
- slik Kjærleik maa vinna tilslut!

Rigsdagsmand Gustav Johannsen

Han talte modig Sønderjyllands Sag,
nys brast et kampvarmt Øie stilt i Døden,
Men Haabet lever klart som Morgenrøden,
og der staar unge, stærke Viljer bag;
som rundne er af seige Fædres Æt
- de Gamle, som paa Dybbøl Banke segned,
mens Kugler hvined, og Granater regned -
som tror, at engang vil der skiftes Ret.
- - - -
Vor hjertedype Tak, du Stridsmand brav,
vi saa det før, at Storheds Glans kan svinde,
at Ret tilsidst kan over Uret vinde
- kun disse enkle Blomster paa din Grav.

Vold

Hist, hvor Prøisens flakte Ørn
vaager skarpt, med spilte Vinger
Folket tar saa mangen Tørn,
medens danske Sange klinger.

Pikkelhuen Trods de bød
i de Vinternætter kolde,
reiser end i Barnesind
Dybbøls sønderskudte Volde.

Værger trofast Fædres Sprog
seigt og stilt i Hjem og Tanker,
ser i Aanden Danebrog
paa de blodbestænkte Banker.

Sukker under Tvangens Lov,
maa sig for Gendarmen hytte:
Ørnen vogter godt sit Rov,
slipper ei det rige Bytte.

Stoled de paa Keiserord,
haardt de i sin Tro blev sveget.
Haab om Seir for Hjemmets Jord
er ei end fra Sindet veget.

Stærke Slægt der sønderpaa,
tro du fulgte Fanens Kalden;
Held med hvert et Slag, I slaa,
endnu er Jer Sag ei falden!

Hæder over hine Mænd.
som for Vold og Uret bløde.
Folkets Aand sig fylker end
under Dugens hvide, røde!

Færøerne

Til Föroyar

Olavsdagen 1902.
Tórshavn.

Du blaaner frem i Nordhavs Brus
med Skoddesvøb om Tind,
du Land, hvor Sverre Konges Vugge stod;
hvor mangen Høvding speided
fra sin Løfting Leden ind,
der færdes end en Slægt med Kraft og Mod.

Ei lægger Langskib under Ø,
ei høres Aaretakt
fra Skjolddækt Skrog med brynjeklædte Mænd;
men staute Skud af Haralds Æt
om Fædres Arv staar Vagt
ved Troskabs Aand, om ei med Sverd ved Lænd.

De reise vil ved ærlig Id
sin sjunkne Fortidshal
paa ryddet Tue og paa egen Grund;
thi Aanden lever end idag
- som Tegn ei glemmes skal
Norrønamaalets Klang fra Barnemund!

Vær hilset gamle Frændefolk
paa Førjars Klippekyst.
hold freidig sammen, enige og tro,
dn Ungdom gaar bag Mærket frem
og vover glad en Dyst,
og af dens Kamp det spire vil og gro.

Vær hilset, naar paa Olavs Dag
du samler dine Mænd,
du Land med Hjertelag bag fjeldhaardt Bryst;
om Bresterson i Haug er lagt,
hans Aand dog gaar igen,
saa længe Bølgen bruser om din Kyst.

Kirkjubø-Ruinen

(Streymoy)

Aldrig Sangen skulde høres
her til Hellig Olavs Ros,
ingen Klang af Klokker føres
over Hav mod Nidaros . . . .
Saga som i Vemod skrider
under Hvælvets Bue ren
- Bølgenyn om svundne Tider,
Maanelys paa sunkne Sten.
- - -

Sumarkveld paa Færøyane

Det skumar paa Fjellet, der Heiloi skrik
fraa solraude Tuva . . . det kyrrast i Vik . . .
og Smaabaara skvalar og kviskrar mot Strand,
med drøymande Dalar ligg Færøyaland.

Fraa Bygdi stig Røyken av Ljoren i Ro . . .
ein Fiskar glid heim etter Dagsverk paa Sjo,
og alle dei Øyar og Tindar i Rad
dei gyllest so vent no ved Solarglad.

Men Blomen han luter sitt Hovud mot Kveld,
med' Vesthimlen logar og gløder som Eld,
so bleiknar det av . . . med ei ljosleitt Rand
ligg Høgsumarnotti yv' Færøyaland.

Helging!

Færøyland Farvel, Farvel,
heim me stemner yver Bylgja,
ljose Minne vil meg fylgja
stillt paa kvite Maakeveng
Enno dine Tindar blaa
sveipt i Gull eg klaart kan sjaa . . . .
Baarebrus kring steinutt Strand
- Førjaland!

Noregshug i Bringa brenn
enn hjaa dine trauste Menn,
gamalt Maal til Høgbords sit,
kling so heimlegt, vent og fritt
- Fridoms Fana med i Lag
Olavs Dag.
- - -
Heil og sæl! heil og sæl!
vaart Frendefolk!

Island

Landsyn!

Noregs Fargar ifraa Toppen vinkar,
Morgonkjøla friskt mot Strandi bIæs.
logn gjeng Baara - meir 'kje Farti minkar -
stillt me glid innunder Hafnarnes.

Glad eg helsar desse kvite Tindar
- Ungdomsdraumen - Hjarta stend i Brand,
- sveipt i Sus av kvasse Nordanvindar,
Hatten av - no ser du Snorres Land!

Isafold

Eit Land mot Nord med Snjo um Tind,
der Ishavsbylgja leikar inn,
eit Land av Nordmenn byggt;
med Sogeglans um Jøkulrand,
med Noregshug hjaa Møy og Mann
og Fedramaal paa Folkermunn
med Rot i gamall Grunn.

Den Leidi, Ingolfs Skuta fór
paa Baareveg fraa gamle Mor,
gjeng Nordmanns Hug idag;
ja, stødt hans ljose Draum det var
aannyo verta Landnaamsfar'
og slaa med Ungdoms-glod eit SIag
fyr norrønt Systkinlag.

Ho ligg der aust med Fjell og Skard
og minnest, kva du engong var,
du Snorres fagre Øy;
ei Moderkjensla, rik og varm,
enn logar høgt i hennar Barm
- i Heim ved Sjo, i kvar ei Bygd,
av Ættesamband tryggd.

Eit lite Folk paa stendig Vakt
det synte tidt, det var ei Magt,
mot Vald og framand Ham;
ei fagna Takk daa, Isafold
- fyr Fedranmaal vaar beste Skjold -
gaa djervt, som fyrr forutan Skam,
bak Falkefana fram!

Norrøna-maalet

Eg stemnde mot Vest yver saltan Sjo,
der Langskipi duvande gjekk . . . .
- og Isafolds Tindar med Morgonglo
seg synte i Snjoglans fraa Dekk;
ho stiger so stolt den Fjellkona blaa,
der Federne rudde seg Bu,
ho eiger enno kvar ein Nordmann si Traa
og Iyser av Fridom og Tru!

Ja, minnest dei Frendar derute, i Hav,
der norrøn er Tunga og Sed -
me tynte vaart Maal, so det nær seig i Grav,
let Framandfolk skusla i Fred;
men Guten derburte paa Snorre si Øy
han ser, at det dagast i Sky,
for Norrønamaalet det kan inkje døy,
det sigrar i Noreg aany.

Salme paa Fridomsdagen

Som: Hvor salig er den lille Flok

Lat tona rein og høg og klaar
mot Himmelkvelv idag
ei Takk til Han, som allting raar,
fraa kvart eit Kyrkjelag;
han gav deim Motet, Trui sterk,
dei Menn, som stod paa Eidsvolls Verk,
og synte Leidi med si Hand
igjenom Brot og Brand.

Bøyg Hovud stillt daa, Noregs Menn; -
innunder Tuva frid
dei Gamle søv, men Aandi enn
ho manar oss til Strid;
det Folk, som Fedres Kjølfar gjekk,
sitt Sigersmerke alltid fekk;
og stend med Krossen det i Pakt.
so eig det tifald Magt.

Noregs Atterreising!

Din Heimstad er ei heilag Jord,
so høyrdest gjæve Fedra-ord,
dei manar stødt med Aalvors-drag
vaar Ungdom fram til Slag.
Det Noreg var, det skal det bIi,
um so det gjeng ei Ventetid,
slaa difor Broder-ring idag
til trufast Arbeids-lag.

Oslo!

So heiter du, Drottning i Viken sin Famn,
traass Tidi hev vanska ditt eldgamle Namn;
men Ny-Noreg svingar med Huva so glad
og helsar mot Oslo, sin gjævaste Stad.

So heitte du fyrr, og det er no ditt Namn,
traass «Kvarten» derneifraa Kaupmannahamn;
eg vonar og trur, det vil koma ein Dag,
i Oslo me semjast i Normanna-Lag!

Vaart norske Maal!

Dei stengde deg ut, men du liver no enn
i Hjarta og Bringe hjaa norrønne Menn,
dei flirte deg ned, og du tyktest ei Skam,
men Ungdom og Eldhug vil bera deg fram;
dei framande Fargar skal firast fraa Stong,
med' du gjeng i Topp under sigerfull Song
    - fraa Trældomens Kaar
    gjenom hundrad av Aar -
so sant her i Noreg er Nordmenn som raar.

Det bivrar ein Streng i kvart einaste Brjost,
det vert nett i Stova so underleg ljost,
det ljomar so fjellfriskt som vænaste Slaatt,
naar berre me Elsk til det Maalet hev faatt;
og difor det bryt seg - men fer ei med Bram -
og silrar i Folket som Vaarbekken fram,
    - fraa Trældomens Kaar
    gjenom hundrad av Aar -
i Heim og i Kyrkja det Høgsætet naar.

Grenader Nr. 23

Telemarkske Regiment.

Hans namn i Soga finnest
blant Menn av fyrste Slag,
ved Killingmo - eg minnest -
det var hans Heidersdag;
der ser dei Guten strida,
til han i Marki fell,
med Karar attmed Sida
som Løitnant Schleppegrell.

Fraa Fetsund Weiby stemner
imot ein Greive-Fark
- dei Mørner Namnet nemner -
med Tropp av «Telemark»;
han breidde byrg med Magen
den Greiven høg og gjil':
«l Oslo «Tredjedagen»*)
jag Frukost äta vil»

I Urskog, frampaa Moen,
der small det Skot i Skot,
for Norsken brann som Gloen.
no hadde «Teft» han faatt:
men best som Byrsa dunde,
dei saag ein Unggut staup
og høyrde tungt han stunde,
med Blod fraa Hjassen draup . . .

Dei vil den Særde taka,
men høgt so gjeng hans Barm,
han vinkar deim tilbaka
og ropar yr og varm:
«Gakk paa no, norske Gutar,
so skyldar kvar ein Mann
- i Blod han Panna lutar . . . -
mot Konge og mot Land!».

No siste Storm dei rende
og «fram!» i Hornet bles,
med Kula Dauden sende,
so Svensken laup i Snes;
lik Foss um Vaaren fløymer
eit «Hurra!» høgt i Kor
mot Teleguten strøymer,
som ligg paa vaarkald Jord.

Ein Sylvkross paa si Bringa
han tidt i Kyrkja bar,
i Silkeband det svinga,
fraa «Gustenborg» det var!
Ja, vil oss nokon truge,
og kjem det atter Stri',
daa minnest «triogtjuge»
av Weibys Kompani.

*Tridje Dag Paaske.

Gamle Jon

8de Musketérkompani 1814

Mot Noregs Land og Fana tru,
te gje' sitt Liv parat,
var Musketér ved Kjølberg Bru,
daa tente han Soldat;
kor Kula gjenom Skogen kvein
den Sumarnatti long,
so Fuglen stokk og flaug fraa Grein,
han mintest mang-ein Gong.

Og naar du inn i Stova keik,
daa vart det Sol og Vaar,
han skratta høgt og var 'kje veik,
trass snart dei nitti Aar;
og truleg at kvar liten Gut
mot «Gamle Jon» var blid,
han leid daa for vaar Fridom Sut
- Soldat fraa siste Strid!

Trast fram-med Skogen, stutt ifraa,
der møtte fram paa Mo'n
fraa Telemork ei Lina blaa
- hans gamle Bataljon!
Og kvar den ljose Sumarkveld
han høyrde Trumma gjekk,
daa brann han stundom som ein Eld,
sin Ungdom att han fekk . . . .

Han saag ei Vakt ved Grensa staa
som vanta mesto alt,
men viljug gjekk mot Fienden paa,
kor mykje enn ho svalt;
eit ToImod stort, ein Offerhug,
ein Vilje hjaa kvar Mann
og kvasse Glimt av norrøn Dug,
ein Kjærleik, djup og sann!

Det var ein fager Jonsok-Kveld
med ang av Lauv og Blom,
daa klang eit Horn fraa Fjell til Fjell
- det var so kjend ein Ljom!
Den Gamle, stør i Lend og Legg,
um snart 'kje meire tess,
paa Krakken utmed Stovevegg
fann stillt sin vande Sess.

Det høyrdest Tonar daa og daa . . . .
og vart so tungt eit Trakk:
mot Stova gjekk «Rekrutten» paa
- det galdt aat Jon ei Takk!
Dei kom med faste Fotaslag
og Byrsa stødt i Arm,
for Jon det vart ein Fagna-Dag,
og Hjarta slog i Barm.

Men sjefen fram paa Lina rid,
han aalvorsam ser ut -
han minner um den tunge Tid,
daa Varden brann fraa Nut:
«Me møtte med ein svolten Her.
som slost forutan Kny,
eit Hurra aat den Gamle der,
han stod for Krut og Bly!»

Og trifeldt Hurra mot han lèt,
so Fjelli klaart gav Svar,
um gamle Jon just inkje gret,
so nær det let han var;
ei Taara blank i Augnekraa,
jaja - det er si Sak
for kvite Haar slik Vyrdnad faa
av Ungdom raust og rak.

Soli seig bak Skog i Vest
med siste gyllte Rand,
paa Moen var det Leik og Fest,
og Jonsok-Baali brann;
den unge Verja um vaart Flag
var full av Eld og Von,
og høgt det lèt i samla Lag:
«Hurra for gamle Jon!»

Dette Digt omhandler Veteran Jon Torkelsen Gjemsø, der deltog i Krigen 1814 og var med i den natlige Batalje ved Kjølberg Bro, hvor han fik sin Felthue gjennemskudt af en fiendtlig Kugle.
St. Hansaften 1880 udpaa Eftermiddagen red Chefen for Telemarkens Bataljon, Oberstløitnant Blichfeldt, i Spidsen for begge Rekrutkompanier ud til den Gamles Bopæl i Nærheden af Graatenmoen. Den Gamle havde tat Plads udenfor Huset i en Kubbestol. Oberstløitnanten holdt en anslaaende Tale, overleverede en Hædersgave fra Officerer og Underofficerer ved Bataljonen og udbragte for den brave Veteran et tre Gange tre Hurra, som istemtes kraftigt af Rekrutterne. Den Gamle var meget rørt over denne Begivenhed. Han døde Vaaren 1881 90½ Aar gammel.

Mørner paa Blaker

1808.

Gjenom Romerik «Retræten» tonar
- austpaa Grensa gjeng det Døn i Døn -
ute er dei norske Bataljonar,
hardt dei strida maa for Sigers Løn;
Eidsvolds Jægerkor tek Post ved Strandi,
nett der Glaama renn ved Blaker Sund,
Rifla ligg dei ladd og stødt i Handi:
Sonevakt fyr Heim og Odelsgrunn.

Paaskebod i Morgonluft det ringjer,
Blakerbygdi søv i heilag Fred . . . .
inn i Skansen ein Husartropp svinger,
Svenskegreiven Mørner han er med;
«slik med Baggen vi paa svenska talar
- sit i Sadlen byrg med Smil um Kinn -
her som Kommandant jag nu befalar,
og paa Akershus jag snart rid inn!»

Men mot Høland «Gustenborg» seg vender,
Greiven i ei Klemma vil han ha,
Darre han med Bod til Lowzow sender:
«Slær du til, so veit eg, det gjeng bra;»
fram ein Tropp mot Urskog! - no det røiner
- Krut paa «Panna», Flinti er istand -
attmed Toverud dei snøgt seg løyner,
Gutar ifraa Telemark og Land*).

Fram dei bruser, mørnerske Husarar,
hundrad Riflor peikar deim imot,
tett paa Lina ligg det trauste Karar,
vill 'kje gi av Noregs Jord ein Fot,
og med Verja høgt, so blankt det glimtar,
full av Harm og Manndoms Glod i Sinn,
som ein Stormvind du i Notti skimtar:
Akershus Dragonar kvast høgg inn!

Lite det fyr Svenskegreiven munar,
Snøen raudnar, medan Skoti smell.
Hest og Herfolk dett, so Marki dunar,
det er utrygt millom norske Fjell;
fram aanyo - att med blodutt Panna.
Musketéren som ein Jarnmur stend,
stolt han heidrar Regiment og Fana,
vaktar trufast Fedragard og Grend.

Gjenom Romerik «Retræten» tonar,
Mørner gjev si Verje, myrk og vreid,
ute er dei norske Bataljonar,
bra dei held til «Gustenborg» sin Eid:
Svenskegreiven raade Noregs Rike? -
Rifla ned av Vegg kvar frilyndt Mann!
- Kjem han att, eg veit, du vill'kje svike,
Gut fraa Aker, Telemark og Land.

*Musketérar av Oplandske Regiment.

Rye sine Fjøllgutar

1814.

Det søv ein trufast Telegut
der sud i Danmarks Land,
fyr framand Sak han fall tilslut,
men Noreg det fekk au sin Lut,
daa Striden braut i Fjortan ut
- og Rye heitte han!

Den Tropp, han førde, var'kje stor,
paa Lag tvau Hundrad Mann,
det var det Tindske Jegerkor,
som skulde agta um si Mor;
her galdt det Heim og Fedrajord,
av Fridomshug dei brann.

Men Olav var ein modig Kar,
so gløgg og djerv som faa,
paa Uvens Salvor gav han «Svar»
- han fylgde gjæve Fotefar -
og kva dei høyrde einast' var:
«Fram, Teledøl - gaa paa!»

Paa tyngste Vakt ved Glaamas Strand,
daa ein mot ti dei stod,
og kor dei var med Svevd i Hand,
i kvasse Tak - ja, Mann mot Mann -
dei stridde hardt fyr Noregs Land
og stupa i sitt Blod.

Du Ætt, som aat ditt Borkebraud
i Elsk til sjølvraad Bu,
du tolug bar di Sorg og Naud,
daa Yvermagt deg Odden baud.
Gjev oss! - bak Barfots Fana raud -
di Von og sterke Tru!

1905.

Til Svenskegreiven!

Du hev snyti din Frende i hundrade Aar,
som ein «Adelsmann» rett hev du fori,
det er Brorskap maatru, som i Sverike raar,
ja, ein drusteleg Bror hev du vori!

Ikkje Tumen eingong du mot Grannefred naar
med aa syna oss Kielertraktaten,
det er Hat av det styggaste Slaget, du saar
- det gjekk skidt sjølv med «Grefve von Platen».

«Brorskap»

Finneheren han blødde
i Russen si Bjørneklo,
Spliti der heime flødde,
og Svea trong hardt til Ro,
Striden han stillna langs Kjølen si Rand,
Nordmann gav Svensken ei broderleg Hand,
«Storebror» sagta det heile hev gløymt,
men her er i Minne det gøymt.

Nordmann fyr Fridom glødde
- av Dansken sitt Vanstell trøytt -
Svensken paa Retten hans trødde,
til Strid fyr vaart Liv vart me nøydt,
Norsken i 9 gav sin Frende ei Hand,
takksam den siste braut inn i vaart Land.
«Storebror» kanskje si Aatferd hev gløymt,
men her er i Minne ho gøymt.

Sjølvstyre-Retten den fekk me
og Svensken sitt Æresord,
Fridomsleidi ho gjekk me,
og Flagget heng frygd'fullt umbord,
llsken han raar no langs Kjølen si Rand,
«Storebror» gjeng fraa sitt Ord - som ein Mann,
Samband med han me eit Sekel hev røynt,
men Brorskapet - det hev han løynt.

Adel i Noreg me eiger,
um sjølve han dyrkar si Jord,
inkje av Svensken han «leiger»,
og trufast so held han sitt Ord;
Brorskap me smakte fraa Sud og fraa Aust,
Island vart rana av Dansken so «raust»,
Svensken sin Pagt ifraa 14 hev «gløymt»,
men her er i Minne han gøymt!

Torgny

Torgny han tala paa Uppsala Ting
ei Sak, som i Bringa hans brann,
Bønderne stod der og lydde i Ring,
og Vegen aat Hjarto han fann:
«Fred med vaar Frende der vester um Fjell!»
dei tykte, den Tala var god. -
Minnast det skal du, til seinaste Kveld,
du Hovding med Framsyn og Mod!

Torgny han ser, kva det er for Menn,
som raader paa Tufti idag,
Torgny han liver i Sverike enn
og slær fyre Rettferd eit Slag. -
Tiderne skiftar, og Greiven er stur,
Brorskap! - det smakar 'kje godt . . .
Ein Gong han dett den kinesiske Mur,
Greiven og heile hans «Slott»!

Trudde paa FoIket i Sverikes Land,
hev enno 'kje tapa mi Tru,
Aandi hans Torgny hjaa hundrade Mann
kann slaa - um det røyner - ei Bru!
Saki er Noregs, og Saki er di
- Saki er greid og god -
Takk daa, du svenske Demokrati,
Takk du derinne, som hugheilt tok i,
Hovding med Framsyn og Mod!

Vaar rett!

Tone: Sosialist-Marsen

Me skynar deg godt, og me veit, kva du vil,
du Greive der austanum Kjøl,
men denne Gong strekk inkje «Luringi» til
mot Trønder og Haring og Døl,
for Noreg det raar me fraa Fjell og til Strand,
og samde me stend som ein Mann!

Det gustar fraa Fjorden, der Harald heldt Slag,
det vaarast i Normanna-Barm,
du Iyser fraa Stongi vaart Merke idag
og raudnar av Fridom og Harm,
for trugar og trælkar oss nokon med Magt,
so eig me daa enno vaar Vakt!

Ja, samla er Landet, fraa FyIke til Krins,
og reinska for Krjuping og Gjøl,
nei aldri me trudde paa Greive og Prins,
me trudde no helst paa oss sjøl;
kring Normanna-Duken me ringar oss tett
og krev berre Noreg sin Rett!

I Olavskyrkja

I Nidaros for fyrste Gong eg stod,
og Olavsdómen eg i Kvelden kjende,
I Taarnet døydde siste, tunge Ljod,
og frami Koren nett dei Ljosi tende . . .
- men Kvelven yver, høg og skum og stor
med Vengjeslag og Soge-Sus upp-under
- ein Andeher paa Flogi i Midnotts-Stunder,
med Ørneaugo han i Lufti ror - - -

Kong Olav - han med Hjelmen der, av Gull! -
som seig i Blod inn-under Krossens Merke;
og Sverre prest med Hovding-Bringa fuIl
av norrøn Eld, den gamle, gode, sterke;
den gjæve Guten ifraa Dynekil
kva - er det Spott, som leikar fint kring Munnen? -
han ser daa, at me endaa raader Grunnen
- nei, berre same sigertrygge Smil.

Og mange fleir . . . . vaar unge Fridoms Vakt,
dei fagna Karar, sat i Eidsvolls-Salen,
dei ser, at endaa eig me Mod og Magt,
enn høyrer me det norske Maal i Dalen;
og han, som eismall gjekk fraa Kraa til Kraa
og inkje fekk for Framand-Bodet blunda,
so «Stjerna» saag det bøygde Hovud grunda . . . .
han veit, det like eins idag vil gaa.

Dei peika: fram! - daa tennest alle Ljos,
og Kjerte-Elden blikrar stillt og logar . . . .
vaar Gud, vaar Gud: deg vere Lov og Ros
i Songen stiger klart mot høge Bogar;
so tagnar alt - eg minnest han idag
den Draum um store Menn og tunge Strider,
um Fagnaverk i Naud og Aalvors-Tider,
- ja, kring deim sveiper seg i Takk vaart Flag

Den sterke Draum i Heilag-Olavs Hus
dreiv tidt so mang ein Mann sin Svevn or Auga,
dei gamle Land - aa reis det heilt av Grus,
sjaa, naar um Kvelden det i Sol er lauga!
Ja, Ungdom, fram! som dei i forne Tid,
vaar sogebok kann fulla Hugen mana,
ho kallar deg, vaar fargefriske Fana,
slaa ring um Stongi, naar det blæs til Strid!