Høi og hæderlig alderdom (1919)

av I. C. Ramberg

Den ældste av sognets nuværende indvaanere er sikkert Hans Jac. Christensen Huset. Han bor hos sin søn ved Dalen og er rask og rørig for sin alder. 94 den 6te febr. iaar.

Torsten Andersen Frednes er 91 aar og noksaa svakelig.

Hans Jac. Sørensen Skjægge er 90 og har i flere aar været blind.

Søren Jacobsen Kaasa er ogsaa 90 og er rask som en ungdom.

Nils Gundersen Gunneklev er 89. Knud O. Versvik er 88. Brøderen Andreas O. Versvik (Herøen) er 86 aar. Hans hustru Elise er over 80. Enke Karen Myra, f. Versvik er 84. De 3 søskende lider alle av døvhet.

Følgende kvinder er over 80 aar: Gunhild Marie Lerstang 88. Hun er aandsfrisk, men noget tungfør. Søsteren Grete Stamland ca. 83. Oldine Gustava Svendsen Langangen er 88; men hun er frisk som en ungdom, og familien mener sikkert, at hun vil naa hundrede. Sara P. Røra er ca. 82 og er aandsfrisk, men har i en række av aar været syk og sengeliggende. Enken Karen Sundsaasen er stok døv, men frisk og rørig. Likesaa Stina Hagen. Karen Viersdalen, Maren og Karine Rønningen gaar i sin daglige syssel. Elise Stamland er 80 og aandsfrisk, men sengeliggende. Karen Anne Traabolt er bare 79; men Sara Berg f. Røra er 4 a 95; hun bor i Kristiania.

Bidragsydere

Idet jeg er i begrep med at avslutte boken om Eidanger være det mig tilladt med nogle ord at omtale en mand, som gjennem ei aarrække har arbeidet for at vække interessen for en av sognet binæringer, nemlig fjærfæavlen, saavelsom for sognets gamle traditioner og historie. Jeg mener Porsgrundsmanden hr. redaktør Kr. H. Dyring, som gjennem sit tidligere blad «Grenmar» har fremdrat og bevart fra forglemmelsen saa mangen en skildring, fra bygdens ældre og nyere tid, og som derved har vakt sansen for at værne dem for kommende slegter.

Særlig maa det nævnes, at han med stor offervillighet har stillet de allerfeste av billederne til boken om Eidanger til gratis avbenyttelse for boken.

I denne forbindelse maa tillike nævnes endel andre herrer, der ogsaa har ydet sin støtte til utgivelsen av boken nemlig gaardbruker Martin Berg, ingeniør Finn C. Knudsen, skibsreder Jørgen C. Knudsen, lensmand Simon Lunde, bankdirektør Olav Versvik og sidst men ikke mindst Eidanger Sparebank, der gjentagende gange har ydet rundhaandede bidrag. Alle disse herrer har jeg herved den ære at avlægge min oprigtige tak. Følgende herrer har støttet boken med literære bidrag: Lærer Roheim; oldfund i Langangen. Kand. filos. K. Kvæstad, lærer Arnt Johnsen og gartner Tjomstøl; disse 3 har levert bidrag om havebruket.

In memoriam! (Mindeord)

Avdøde Knud Kvæstad sat inde med usædvanlig mange kundskaper. 18 aar gl. tok han middelskoleeksamen og 21 aar klassisk artium. Efter at ha underkastet sig andeneksamen studerte han etpar aar teologi; men frygten for at drages bort fra vor kirkes rene lære under paavirkning av den frie fortolkning drev ham over paa det juridiske studium. (Der eksisterte dengang ikke noget menighetsfakultet). Men juridikum laa ikke for ham, og efter et aars studium bestemte han sig endelig for at læse til social-økonomisk embedseksamen, som han efter 3 aars ihærdig arbeide var moden til at absolvere. Men ved denne tid indfandt sykdommen sig; kræfterne svigtet, og just som han stod foran virkeliggjørelsen av sit ungdoms lyseste haap, maatte det hele for bestandig opgis. Men den unge mand skulde nu efter al menneskelig beregning indeha betingelser for at kunne skape sig en selvstændig stilling i livet; under sit studium hadde han underkastet sig et længere kursus ved Wangs handelsskole. Men verden gik ham fremdeles imot. Det eneste han opnaadde var etpar smaa poster som revisor i Eidanger sparebank og i Porsgrunds meieribolag, og ved siden derav drev han som manuduktør for unge bygdefolk, der naturligvis gjerne søkte veiledning hos dette bramfri, uegennyttige og samvittighetsfulde menneske. Nogen av kommunens lønnede stillinger, som han søkte paa, blev git til andre; men ordf. i fattigstyret, det fik han lov til at være. Han avgik ved døden hjemme hos sin far høsten 1917, 38 aar gammel.

Kilder

Det meste av stoffet har jeg jo kloret frem fra lageret i min egen hjerne. Jeg er jo godt lokalkjendt i de forskjellige bygder inden sognet baade til lands og til vands, i skog og i mark. 18 aar har jeg levet i Bergsbygden, 17 aar i Langangen og over 30 aar ved Porsgrund og desuten kortere ophold i Ødistriktet, i Aaklungen og i Bjørkedalen, og «den, som vidt vanker, den meget sanker». Mangen tradition og bidrag til sognets historie er da kommen mig for øre, og saa har jeg da i mange Herrens aar syslet med at opnotere forskjellig stof, som jeg syntes var for godt til at dø ut med slegterne.

Formandskapets protokoller eksisterer heldigvis i uavbrudt række helt fra 1837. Hjordeboken gaar endog et helt aarhundrede længer tilbake i tiden. Gamle dokumenter og papirer har folk kommen trækkende med; men saa har jeg da ogsaa været nødt til at søke ut paa vidderne til Riksarkivet og andre samlin er baade i Norge og Danmark.

Av forfattere har jeg hat god hjælp av prof. O. Rygh (om gaardnavne), prof. Am. Helland, Jens Kraft, Øverland, biskop Bang og provst Qvisling, hvis bøker om Gjerpen jeg har studert med godt utbytte; likesaa den lille Eidangerbok av herer C. Edv. Johnsen 1884. Paa kirkegaarden har jeg fundet mange aarstal.

Forresten har jeg telefonert og bombardert i øst og i vest med skrivelser og forespørsler, og alle har været snille og forekommende.

Middelskolens boksamling blev med stor imøtekommenhet stillet til min raadighet av overlærer Vemmestad, og Porsgrunds sakførere og «Odin»s direktør, samt havne- og toldkontoret i Brevik var gode at støtte sig til, naar det knep. Gamle aargange av «Grenmar» indeholder ogsaa en masse stof fra Eidanger, og kontorets boksamling har altid staat til tjeneste. Red. Daniel Grini har ogsaa ydet foretagendet værdifuld støtte ved gratis utlaan av ca et snes billeder til pryd for boken. Johan Lunde har ogsaa ydet god hjælp.

Anm. Men en lei «aber» har det været, at saa mange off. kontorer i Eidanger og omegn er brændt gjennem tiderne, og en mængde uvurderlige arkivsaker gaat op i luer; Eidanger prestegaard for 100 aar siden og klokkergaarden i 1900; amtskontoret i 1910 og sorenskriverkontoret i 1824. Lensm. Lunde har fundet frem adskilligt.

Det vil av foregaaende sees, at mange faktorer har været i virksomhet med «Boken om Eidanger» og frembæres herved min oprigtige tak for al assistance. Men paa samme tid skylder jeg mi selv at oplyse, at valget av bokens indhold saavelsom stoffets bearbeidelse og anordning tillikemed bokens plan er utført av mig alene, uten at raadføre mig med noget menneske.

Naar vanskeligheterne taarnet sig rigtig iveiret, har der vistnok været mangen en haard tørn, og ikke var det fra først av min tanke, at jeg skulde komme til at fuldføre dette arbeide. Jeg tænkte i det høieste at faa lagt et brukbart grundlag, paa hvilket der kunde bygges videre og saa overlate resten til andre.

Men nu da det hele er bragt lykkelig og vel i havn, er der jo al grund til at mindes det bekjendte ord: Naar enden er god, er alting godt.

Anm. En artikkel om Eidangers dialekter og sprogforhold har maattet opgis av mangel paa plass.

Appendix.

Endnu nogle gamle.
Marie Michelsen, f. Johnsen, over 80 aar; enke efter kapt. Søren Michelsen Lerstang. Se side 213.

Marie Andersen 91 aar, enke efter kapt. Lars Andersen fra Arøen.

Laurine Sørensen, over 88 aar, enke efter fragtemand Carl Sørensen, Risøen. Hun bor nu hos sin datter Elise Sørensen ved bygrænsen.

Maren Andersen, 85 aar, enke efter sjømand Andreas Andersen ogsaa fra Arøen.

Sørine Kristiansen blir 80 aar i mars 1919; enke efter Nils Kristiansen Lerstang.

Jacobine Nilsen, den yngste av søstrene, er 77 aar og gift med bygmester Henrik Nilsen fra Bjørkøen.

Alle disse gamle kvinder er oprindelig fra Sandøen, og de 5 sidstnævnte er desuten kjødelige søskend. Her kan vi se paa billedet, hvor godt de ser ut. Det maa være sundt at bo derute i sjøluften, hvor menneskene blir saa gamle.

Bernt Støylen, vor biskop. Se side 350, hvor dette billede egentlig hører til.

Slutningsord.

Idet jeg netop staar ved avslutningen av denne bok og kan se tilbake paa et lykkelig og vel tilendebragt stræv og arbeide, sker det med en dyp og inderlig overbevisning om sandheten av det motto, som er stillet foran i boken: Deo juvante, d. e. ved Guds hjælp.

Med de bedste ønsker for min hjembygd Eidanger og mine sambygdinger forblir jeg som altid Eders

I. C. Ramberg,
bokens forfatter.