Lægmandsvirksomhet og vækkelser.

av I. C. Ramberg

(Historisk bakgrund).
Det er ikke urimelig, at hr. Eschild, den sidste katolske prest i Eidanger, tillike var den første lutherske; ti paa den maate ordnet man sig paa de fleste steder i landet under overgangen til reformationen, da det var en umulighet at opdrive lutherske prester til alle de ledige embeder. Man kan jo let tænke sig, hvordan reformationens interesser under saadanne forholde blev varetat, og at de fleste av disse kun var lutherske av navn. Den religiøse tilstand i landet led av saa store brøst, at der gik aarhundreder, før de kirkelige tilstande kom ind i sunde spor, som vil sees av efterfølgende.

I 1613 holdtes en herredag i Skien, hvor adel og geistlighet møtte for at forhandle om rikets anliggender. Kongen, Christian den fjerde, var ogsaa tilstede 2den aug. og følgende dage. Her blev det bekjendte jesuiter-forhør avholdt, og her var det, at det lykkedes Nils Sinning, biskop i Oslo, «at ta skalkehammen fra deres ansigter». De vigtigste blandt de mistænkte og blottede jesuiter var 3 brødre Hjort. 1, Kristofer, sogneprest til Aker. 2, Evert sogneprest til Stange og 3, Jacob Hjort sogneprest til Onsø. En 4de Hjort, sogneprest til Gjerpen var ogsaa «for nogen hans forseelse» straks før blit avsat. Da han en tid efter levet i den største armod, fik han ved kongebrev av 1606 tillatelse til at stedes til et andet kald, «saafremt han ellers lovligen kaldet kan bli». (Qvisling). Saadanne folk stod altsaa som prester i den lutherske kirke 100 aar efter reformationen.

100 aar senere var atter jesuiterne paafærde, hvilket gav anledning til konventikkel-plakaten, der for lange aarrækker slog en bom for lægmandsvirksomheten.

Dette var den bekjendte forordning av 13. januar 1741, git av Christian den sjette, og som forbyr lægfolk at holde gudelige forsamlinger i husene uten først at ha faat tilladelse av menighetens prest. Den nærmeste foranledning til denne plakat var frygten for sværmeri og vranglære. Sekterere og sværmere holdt religiøse møter rundt om i de forenede riker, og i selve Kjøbenhavn hadde folk av en anden trosbekjendelse sogar utgit sig for lutherske, holdt forsamlinger omkring i husene og paa denne jesuitiske maate søkt at smugle ind sine avvikende læresætninger. Dette uvæsen gik for sig en tidlang, indtil bedrageriet omsider blev avsløret. Men saken vakte en voldsom harme, og saa fremkom da endelig ovennævnte kongelige forordning, der dog snarere indeholdt bestemmelser om som imot gudelige forsamlinger.

Som bekjendt var det især ved hjælp av denne forordning at man opnaadde at faa Hans Nielsen Hauge dømt.

Eidanger formandskap uttalte den 6-10-1840 følgende ianledning et tilsendt lovforslag om grænserne for religionsfrihet m. m. Efter nogle indledende bemerkninger av mindre interesse:

«Hvad anbelanger Eidanger sogn, da er der her kun saare faa, der henhører til de saakaldte hellige. Ingen egentlig gudelige forsamlinger holdes av sognets folk utenfor kirken og den husandagt, som hver mand finder passende for sig og sine. Til enkelte tider har vel omreisende prædikanter holdt kortvarende forsamlinger her; men dels den omstændighet, at det var bekjendt, at presterne ikke yndede slike omstreifere, dels at flere av sognets mest oplyste mænd erklærte sig imot dem, dels frygt for, at forordningen av 13. januar 1741 skulde sættes i kraft imot dem, har gjort, at de ikke her kunde skaffe sig noget anhang, men efter kort tid maatte fortrække. Da formandskapet ikke tror det gavnligt, at de faar frit spillerum, kan det ikke anse det tilraadeligt at forordningen av 13. januar 1741 ophæves, uten at noget sættes istedet, som kan indeholde forbud mot slike omstreifere. Likesaa antar formandskapet, at ifald nogen i sin hjembygd tror at føle kald hos sig til at forkynde Guds ord i sammenhængende foredrag for talrige forsamlinger, da bør saadant ikke finde sted, uten at han i forveien anmelder det for sognets prest, for at han kan anordne det fornødne, paase, at alt gaar ordentlig til, og at intet imot Guds ord forkyndes. Det forekommer formandskapet, at den geistlige myndighet i en velordnet stat bør strække sig saa vidt, for at presten kan forebygge, at de ham betrodde sjæle skulde besmittes av sværmeri, forføres til hovedhængeri o.s.v., hvilket alt (!!) formandskapet ved oftere (!!) er skeet».

C. N. Bugge. Peder Røra. Tengel Halvorsen.

Konventikkel-plakaten blev ikke destomindre ophævet den 27de juli 1842 (i Norge), uten at noget blev sat istedet, «der kunde indeholde forbud mot slike omstreifere»!!

Det er ikke noget lystelig billede som pastor Bugge opruller av de religiøse forholde i Eidanger. Men hvad andet kunde man vel vente? Sjelesørgerne hadde i over et halvt aarhundrede været rationalister eller rationalistiske, og der blev sørget tilgavns for at holde de læge «omstreifere» fra dørene.

Nogle træk av rationalismen.

Benævnelsen rationalisme kommer av ordet ratio, der betyder tænkning, fornuft. Ved rationalisme forstaaes saaledes fornufttro, fornuftkristendom. Rationalisterne vilde i regelen ikke tro andet, end det, de kunde forstaa ved sin tænkning. Alt andet søkte de at bortforklare eller likefrem at benegte. Det læreindhold, som de saaledes beholdt tilbake, kaldte de da gjerne for «Jesu lære».

De lærte, at Jesus ikke var verdens forsoner, men kun en viis lærer og et mønster til efterligning. Jesus var ikke sand Gud, ja ikke engang Guds enbaarne søn. Han har heller ikke gjort mirakler. Noget historisk syndefald har heller aldrig eksistert. Det, som i vor barnelærdom kaldes for sandtro, det er bare overtro, og barnelærdommens fremstilling av saliggjørelsens orden er det største sludder og tul. Synden er væsentlig det samme som lasten. Naade erholdes aldrig paa grund av nogen forsoning, men ved dyd og retskaffenhet. Paa prækestolene talte man om fornuft og oplysning, om plov og harv og alskens verdslige dikkedarier, kun ikke om synd og naade. Gud kaldte de ikke gjerne ved sine bibelske navne, men: «Skaberen», «Forsynet», «den Algode», «den Almægtige», «den Alstyrende» o.l.

Biskop Bang sier, at rationalismen hadde lagt sig som en pest over hele det aandelige liv, og under den indbildte «oplysning» var mørket saa stort, at dagen syntes borte for evig. Derfor kan ogsaa missionsprest Johs. Johnson si, at rationalismen er den fæleste styggedom i det religiøse liv. Presten N. F. S. Grundtvig stod vistnok op mot rationalismen; inen han skeiet ut under kampen saaledes, at han og navnlig hans tilhængere snarere har skadet istedenfor at gavne det kristelige liv.

Den husandagt, som hver mand i disse dage fandt «passende for sig og sine», bestod gjerne i, at husfaren oplæste en utaalelig lang prædiken av Henrik Müller eller Jesper Brochmand; ved disse opbyggelsesmidler hadde sjælesørgerne i ethvert fald en garanti for, at sognebarna ikke skulde «besmittes av svermeri eller forføres til hodehængeri, lediggang el. lign.»

Kirkens nød skaper profeter, sies der.

Saa kom Hans Nilsen Hauge. Er der vel nogen nu, som tviller paa, at den mand var sendt av Gud? - Der foreligger neppe nogen direkte vidnesbyrd om, at Hauge nogen gang prædiket i Eidanger. Men Gjerpenspresten Blom sier i 1810, at han har hørt tale om, at Hauge for flere aar siden har været i Gjerpen og tilgrænsende sogne, og at han har adskillige bekjendte, som ynder ham (i Gjerpen). Det synes herav at være sandsynlig, at han vistnok ogsaa maa ha virket noget i Eidanger. En skrædder Lars Balstad fra Gjerpen, som var en av Hauges venner, virket ialfald adskillig i Eidanger, og en av denne mands venner, Nils og hans hustru Anne Ødegaarden fra Bjørkedalen, bragte vækkelsen videre sydover til Bergsbygden antagelig i 30 og 40 aarene.

Mere bekjendt er Ole Jacobsen, almindelig kaldet Ole Færjer. Han var en bror av Nils J. Kjendalen, og han var gift med Oline, en søster av O. Lerstang. Jacobsen kom til vækkelse ved at høre et menneske bande paa en frygtelig maate.

Efter en hel del reiser østover og langs kysten sydover til Arendal nedsatte han sig i Brevik og lærte farverhaandverket av farver Ødegaarden. Deres hjem blev et samlingssted for troende lægfolk, likesom senere hos Ole Lerstang, og Jacobsen blev som en leder for bevægelse og virksomhet i Brevik. Da han senere flyttet til Skien og kort efter til Larvik, kom den bekjendte urmaker Lars Halvorsen til at indta lederstillingen. Denne mand sammen med sin ven murmester Even Larsen drev det endog til at faa opført et bedehus i Trompebakken i Brevik, det første av den slags her ute i fjorden, noget hvortil der var blit en sterk trang, eftersom flokken økedes, og arbeidet vokste. (Huset benyttes nu til methodistkirke).

I 30 og 40 aarene hadde mænd som Eielsen, Wefring, H. Rustad, salmeboksforfatteren J. Johnsen og m.fl. virket i Brevik og omegn og nu blev bedehuset i Brevik som et arnested for aandelig liv, der bragtes videre ut over de tilgrænsende landdistrikter. Det var saaledes fra den kant, at Ole Lerstang mottok impulser til vækkelse og aandelig liv.

Mittpunktet for vækkelsen i Bergsbygden blev da Lerstang, Nedistua. Stedet blev som en centralstation, hvor de læge kræfter søkte hen, og hvor der ofte holdtes religiøse møter. Disse folk kaldtes i 50 og 60 aarene for haugianere, læsere, de hellige, de troende, de vakte og vistnok ogsaa andre navne. Utenforstaaende kaldte dem gjerne for skinhellige, hyklere, farisæere, «huehængere», judasser. Navnet «pietister» bruktes ikke paa disse kanter. De omreisende prædikanter fik ofte navnet «prækerær», «matproster», «helligprester», «farisæere»; kjært barn bar jo altid mange navne.

En av de ældste «prækerær», som jeg her har hørt nævne, var Elling Eielsen fra Voss i det Bergenske. Han reiste ved mitten av 30-aarene omtrent Norge rundt likesom H. N. Hauge hadde gjort. Jeg er ikke vis paa om han besøkte Eidanger; men jeg hørte O. Lerstang omtale ham som en kjendt størrelse i 1862, da han besøkte Norge. Han hadde da virket i Amerika i 20 aar og var blit ordinert til prest i Chicago. Paa sine reiser besøkte han Lammers, dengang kap. i Trondhjem. Jeg er saa træt, sa Lammers, for jeg har danset i hele nat. - Nei, men danser presten da? - Ja, tror du det er synd da?! Tempora mutantur! Markus Nilsen virket paa flere steder i Eidanger først i 50-aarene. Han var fra Porsgrund, var først kontorist, saavidt vites hos Per Olsen, og drev senere som trælasthandler. Han sang «som en engel», var en udmerket opbyggelsestaler og en elskværdig mand, som vistnok efterlot sig mange venner i Eidanger.

Lærer Berg ved Borgerskolen i Brevik og Math. Øvrom ved folkeskolen i Porsgrund talte varmt kristendommens sak. Herman Rustad var ogsaa en gammel kjendt størrelse. Likesaa Ole Kallem (trønder).

Særlig maa omtales den fra slutten av 50-aarene bekjendte H. Myhrebøe, der reiste omkring med hest. Han har utgit en salmebok «Kjernen» kaldet og en anden bok om Guds ords forkyndere. Han var vist paa den tid farver i Sandefjord (ca. 1860).

En fremragende størrelse der bortenfra paa denne tid var Nils Gjelstad fra Hedrum. Det var en mand med store gaver og mange kundskaper, og baade han og Myhrebøe hadde sit indtak hos Ole Lerstang. Gjelstad var ogsaa en i forretningslivet overmaade anseet mand og møtte endog som stortingsrepræsentant for Jarlsb. & Larviks amt. Men han hadde desværre overspekulert sig, og for at redde sin stilling tyet han til den fortvilede utvei at benytte falske navne paa sine papirer. Dette blev naturligvis bare en galgenfrist: falskneriet kom for en dag og synderen kom i straf. Efter utstaaet straffetid holdt han sig stille og utvandret til Amerika omkr. 1870.

Jeg spurte engang O. Lerstang om, hvordan denne mand kunde utholde at reise omkring og prædike, naar han levet som en forbryder. Ja, sa Lerstang, det har jeg spurt ham om engang, og han svarte, at han stod i den formening, at han gjorde en god gjerning, og deri fandt han fred. Stakkels mand; han blev forfærdelig tilrakket i Larviks-aviserne, særlig for den topmaalte frækhet, at han samtidig med sine falsknerier frisk væk stod frem som en forkynder av Guds ord. Særlig blev dette sørgelige forhold et haardt slag for lægmandsvirksomheten. Motstanderne mente nu selvfølgelig at være i sin gode ret, naar de uttalte fordømmelsesdommen over hele virksomheten, der efter deres mening blev holdt gaaende av bare skurke og kjeltringer.

I Porsgrund hadde allerede i 50-aarene været sterk vækkelse. Byen gik gjerne under navnet «den hellige stad», og folk derfra har ydet en noksaa værdifuld tribut til vækkelsen i Eidanger.

I 70-aarene virket de 2 skibskapteiner Pettersen og Reynolds især i Bjørkedalen samtidig med, at pers.cap. i Eidanger. P. S. Høegh, sluttet sig avgjort til lægfolket. Emissærerne Nilsen, Aslaksen, Simonsen, Tharaldsen, Thorkildsen og «Lille Knudsen», (der senere desværre faldt fra) - alle disse foruten den ufortrødne Hans Riis og selvfølgelig ikke saa faa indfødte Eidangerfolk, der ogsaa deltok i arbeidet - oplevet i slutten av 70-aarene at bli vidne til en vækkelse, der holdt paa at omspænde hele sognet, navnlig da Bergsbygden og Bjørkedalen.

De store pintsemøter var da kommen igang, hvor tusinder paa tusinder samledes om de ypperste kræfter, som vor kirke eiet av læg og av lærd. Langesundsfjordens indremissionsforening har saaledes den største fortjeneste av det aandelige liv som blomstret i Eidanger i 70- og 80-aarene. Den blev stiftet i Skien i 1866 og har altsaa nu bestaat i 50 aar. I løpet av denne tid har den utsendt en masse arbeidere av hvilke mange allerede er bortvandret. Mens jeg skriver disse linjer, kommer der meddelelse om, at reisesekretær Brattekaas pludselig er død paa Gvarv av hjertelammelse. Men nye kommer til og virksomheten gaar sin gang.

Imidlertid synes jeg at ha lagt merke til, at de utsendte lægfolk i senere tider mest har holdt sig til byerne. Jeg har spurt om grunden til dette, og svaret har været: Vi sender fortrinsvis emissærerne derhen, hvor man støtter foreningen med bidrag fra lokalforeninger. Man skulde tro, at disse steder, som ikke sender bidrag, netop kunde trænge en aandelig haandsrækning, og særlig tror jeg, at det for tiden kunde trænges, at der blev rusket ordentlig op i Eidanger.

Mitt under den omtalte vækkelse i 70-aarene kom den virksomme og avholdte kapellan Høegh til at fraflytte. Dette var et følelig tap for lægfolket herute. Gamle Mülertz, stakkar, han blev nu atter alene, og det laa ikke for ham at sysle med vækkelser. Den aandelige ild var tændt og blusset flere steder noksaa sterkt. Det man trængte til det var en hyrde, som med visdom og kraft kunde styre og lede det nyvakte liv paa de gode græsgange og vokte de nyfødte faar og lam, med andre ord en sjælesorger, som var en god hyrde og ikke en leiesvend.

I 1878 søkte Mülertz avsked, og da ansøkningstiden var ute, holdtes et menighetsmøte i skolehuset paa Tveten til overveielse av spørsmaalet om ny prest. Forsamlingen indsendte enstemmig andragende til kirkedepartementet (dengang statsraad Hertsberg) om at erholde N. J. Laache til prest i Eidanger. Han var nemlig blandt ansøkerne. Begeistringen var stor, da man fik høre, at Laache virkelig var utnævnt, og da han om høsten 1878 kom, blev han mottat med aapne arme av menigheten. Den rette mand var fundet; jordbunden var oparbeidet, og den gode sæd holdt paa, at skyte en kraftig vekst. Det gjaldt nu at holde organismen ilive. Der fandtes vistnok eksplosive elementer, saa, at man hist og her maatte være forberedt paa baade knald og fald, om slikt fik utfolde sig.

Allerede i Høeghs dage dominerte de vakte i formandskapet og hadde en ikke ringe indflydelse ogsaa i herredstyret. Man talte om, at livet i Gud maatte faa en saadan overhaand i alle forholde, at det skulde bli aldeles uutholdelig for verdens børn at være til; ti saaledes var det dengang paa Vegaardsheien. Der findes nu bare Guds barn, og det er utaalelig for verden at leve der. Der begynder alle kommunemøter med bøn, og hvorfor ikke her gjøre likesaa? O. Lerstang stod i spissen for den fraktion, og det varte ikke hænge, for der kom henstilling til herredstyret om, at begynde møterne med bøn.

Motstanderne fnyste av harme; uvæsenet har nu saa at si gjennemsyret hele sognet; man holdt møter søndag og hverdag tildels til langt paa nat; vi synes da sagtens, de kan faa anledning til at bede nok, om ikke dette sværmeriet skal gjennemsyre kommunestyret ogsaa. Jeg tror neppe, at det blev indsendt nogen skriftlig henstilling til herredstyret om at begynde med bøn; men man maset sent og tidlig med at faa denne praksis indført, og saken laa en tidlang noksaa, betænkelig til. Det var sikkert motstandernes mening at tie saken ihjel; men bønnefolket gav sig ikke saa let, og en dag kommer O. Lerstang busendes med en bestemt erklæring, at nu vil vi se en endelig avgjørelse paa denne langvarige sak; nu vil vi ikke vente længer.

H. J. Hvalen var dengang ordfører og hadde snildeligen undgaat at røre ved denne kildne sak. Han holdt sig taus. Det var en pinlig stund.

Jacob Grava var en smart og behændig kar til at greie sig i en snever vending og undfanger pludselig følgende idé:

Jeg foreslaar, at de av herredstyret som ønsker at holde bøn møter ½ time tidligere og holder sin andagt. Man bør ikke tvinge nogen i denne sak; her bør hver mand ha sin frie vilje. Vedtat med overvældende majoritet. - Der blev siden aldrig talt om at holde bøn mere!

Vi nødes nu til at gaa, endel aar tilbake i tiden. Ole Lerstang var en av de første, som kom til vækkelse ute i Bergsbygden (omkr. 1850). Denne mand hadde godt husrum og stalrum, og da der i huset ogsaa fandtes hjerterum, er det let forklarlig, at de omreisende forkyndere gjerne samlet sig der. Gunhild Marie Lerstang, hans hustru var av samme sindelag og blev vakt noget senere ved en bok, som hun hadde faat av presten Bruun. Flere av samme familje kom ogsaa til vækkelse, likesom ogsaa andre familjer fulgte eksemplet. Rasmus Berg hadde i sin ungdom spilt fiolin ved dansemoro. Han kom til vækkelse, og musiken forstummet til stor fortrydelse for hans fordums venner. Hans hustru Sara blev vakt ved de Lammerske i Skien.

Hans Jac. Stamland var ogsaa en av de gamle troende derute. Han var ungkarl og levet et eksemplarisk samliv sammen med sin 2 søstre Ingeborg og Anne Fredrikke.

Rasmus Berg saaes ikke at delta aktivt møterne; men Hans Jacob holdt gjerne bøn.

Anders A. Auen blev ogsaa tidlig vakt. Han var en belæst og intelligent ungdom dengang og deltok gjerne i møterne med en bøn. O. Lerstang var gjerne den, som læste op beretningerne fra Zulu. Disse beretninger kunde være utaalelig trættende og kjedelige, da de fordetmeste bare handlet om forberedende arbeider paa missionsmarken; det varte nemlig hele 13 aar før den første hedning blev døpt, altsaa omkr. 1855. Ole Sagbakken kom til Eidanger i 50-aarene og var den, der egentlig optraadte med frie foredrag i møterne, hvortil hans rike fantasi og aldrig sviktende hukommelse gjorde ham særlig skikket, trods den svakhet, der hang ved ham hele livet igjennem, nemlig at han under sit foredrag hadde svært ondt for at undgaa at bli overvældet av graat.

Hans navn var oprindelig Ole Andersen Heistad; men han er ogsaa kjendt under navnet Ole Sagbakken. Han hadde i sine ungdomsaar en tid faret tilsjøs som skibstømmermand; men da kjøbm. T. I. Wiborg i Kragerø i 53 bygget sagbruket i Røtua, kom han til Eidanger og var vistnok en tid sagmester. Sagbruket stanset imidlertid, og Ole tok arbeide som skibstømmermand i Brevik. Her blev han kjendt med N. W. Coch, der benyttet ham som formand først i Brevik og senere, da man tok is fra Almedalskjenna, blev han formand her ved aar 58.

Denne mand hadde allerede omkr. 50-aarene gjennemgaat en rystende vækkelse. Han hadde erfaret syndens rædsler paa en saa haarreisende maate, at han syntes at se Helvedes avgrund paa vidt gap for at sluke ham hvert øieblik, og hans mægtige fantasi drev ham til fortvilelsens rand.

Men mitt i denne frygtelige tilstand kom freden fra Gud paa en saa overvældende maate, at han blev næsten ute av sig selv av salig fryd. Han blev grepen av en aldeles uimotstaaelig vidnetrang; folket maa faa vite, hvad jeg nu har oplevd. Folket sover i synden og vandrer i blindhet like lukt ind i den evige fortapelse. Kragerø, Kragerø! du sover dig ind i den evige fortapelse! Kragerø maa vindes for Herren; det koste hvad det vil! En søndag efterm. skulde da den gudløse by bombarderes. Han hadde netop gaat til Herrens bord den dag.

I opkanten av byen med en bjærgknause til prækestol avbrænder han saa sit aandelige fyrværkeri over den i synden sovende by. Han fik straks tilhørere nok. Folk hadde aldrig hørt maken. Salve paa salve blev avfyret over byen med et organ og med en oratorisk vælde, som, naar aanden rigtig kom over ham, grænset til det fænomenale; folk var som lynslagne; nogle graat, andre lo eller spottet: han er vanvittig, han er fuld; tag og sæt ham fast! Enden paa attentatet blev, at politiet kom tilstede og opløste forsamlingen. Da der fremdeles lød røster om, at han bør sættes fast, stod en fin herre frem og sa: Lad manden være; han har jo ikke sagt andet, end hvad der staar i bibelen. Synderen slap at bli arrestert. Denne mand sluttet et inderlig venskap med Ole Lerstang og Anders Auen. Disse 3 arbeidet trofast sammen i henved et snes aar i nok saa god forstaaelse med presten Nielsen. Men da Mülertz kom, fik klokken en anden lyd. Han sendte en forespørsel til dem, om de ikke helst ønsket at samarbeide med presten i missionen. Denne henvendelse blev behandlet i et møte paa Lerstang, hvor jeg tilfældigvis var tilstede. Der faldt skarpe uttalelser om den nye sogneprest, og en av de mest fremtrædende formulerte sin opfatning av saken paa følgende maate: Jeg synes ikke at der er nogen mening i at arbeide sammen med «en død stok». Prestens tilbud blev ikke antat. Presten slog da over paa sjømandsmissionen og Schrøder-missionen i Zulu, mens lægfolket vedblev at drive Den norske hedningemission som før.

Det var forresten en merkværdighet, at lægfolket holdt mere av Nielsen end av Mülertz, da disse mænd efter min mening stod saa temmelig nær paa samme religiøse standpunkt, og at den ene ikke gav indtryk av at være mere «død» eller «levende» end den anden.

Mülertz fik i 1874 P. S. Høegh fra Porsgrund til pers. kapellan, og med ham blev der straks samarbeide i missionen. Høegh var en overmaade elskværdig ung mand, og virkningen av samarbeidet viste sig snart paa de indkomne bidrag; ti mens man før kun hadde evnet at faa ind en 5-6 spd. om aaret, blev der nu indsamlet det 6 dobbelte. Søkningen til kirken, saavelsom til andre lokaler var overfyldt. Pinsevinden blæste med kraft, og vækkelsen bredte sig næsten hele sognet rundt, som før antydet. Emissærer kom ogsaa til, og Vegaardsheien blev det ideal, som man søkte at naa. Kvindeforeninger blev oprettet; bønnemøter, samtalemøter, vennemøter og kjærlighetsmøter kom igang, og i Bergsbygden blev noget senere endog stiftet en apostelforening til utsendelse av saakaldte apostelbud. Disse gik som i Herrens dage 2 og 2 sammen omkring i husene for at samle og omvende den sidste rest av verdens barn og lægge hele bygden under den Herre Jesus. Denne sidste foranstaltning var sat igang av P. M. Solvig. Mülertz var naturligvis ikke meget begeistret for alle disse uvante former, som virksomheten antok; han pleiet gjerne at betegne det hele som anstaltmakeri og aandelig røre. Men da man ogsaa fandt paa at søke om skolelokalerne til sin virksomhet ved søndagsskolen, da sa han bestemt nei! Andragendet blev imidlertid imøtekommet, og tilladelsen git, men mot sogneprestens stemme. Nu, kan det nok kanske være, at dybden og gehalten i de standpunkter, som herigjennem gav sig utslag, ikke altid var av den ønskeligste kvalitet.

Eksempler fra disse dage. En kveld kom nogle kvinder fra et bønnemøte. Saa faar de til sin forargelse høre nogen ungdom, som gik og moret sig og sang paa veien. «Her kan vi høre, hvad verdens barn tar sig fore». «Aa jo», sier en anden kvinde, «der synden er, der hersker den mest».
1ste kvinde: «Ja, da kan si det du!»

En bedaget bestefar av samme surdeig var allerede her i livet saa hellig og ren, at - som han selv uttrykker sig - «naar jeg ser et verdens barn, saa er det akkurat som de stikker en kniv i mig». Nogle hadde ogsaa syner. En ung pike laa syk, og mitt paa klare dagen saa hun skinbarlig Frelseren staa lys levende like foran sengen. Etsteds kom man uforvarende over barneflokken, der netop var ifærd med at holde bønnemøte i - vedskjulet!

Metodisterne.

Ole Sagbakken var i alle sine dage en strengt ortodox lutheraner, næsten strengere end Luther selv. Her var ingen slingring hverken i den 14de eller den 17de artikel. Sin barnelærdom satte han overmaade høit, og han indkjøpte og utbredte et betydelig antal av Luthers store katekismus; likesaa den av Frd. Husheer oversatte ypperlige reformationshistorie. Han hadde i flere aar med bedrøvelse været vidne til, at metodisterne drev propaganda i Langangen, hvor der fandtes nogle faa sjæle, der tilhørte denne menighet.

Presten Schankes og Lars Oftedals brochurer om metodismen læste han derfor med fryd og drog omsorg for, at disse smaaskrifter fik den størst mulige spredning i kredsen. Han holdt ogsaa kontramøter mot metodisterne, men optraadte herunder paa en saa kategorisk maate overfor dissenternes lærdomme og virksomhet, at det snarere vakte forargelse og ægget motstanderne til endnu mere energisk og paagaaende optræden.

Metodistprest Ruud avla derfor O. Sagbakken et besøk i haap muligens at faa stemt ham noget mildere overfor dissenterne; men disse 2 tørnet saa voldsomt sammen, at bruddet først nu blev rigtig fuldstændig, og O. S. foreholdt pastoren at han antok det heldigst baade for ham og hans likesindede at vokte sig for det sted, som er beredt for alle vranglærere. Nogle dage efter staar der i metodisternes organ «Ev. Kirketidende» en aldeles infam artikkel, hvori pastoren paa en haanende maate latterliggjør sin motstander som en aldeles vanvittig fanatiker. Efter Mülertz's raad blev der ikke svaret paa denne artikel.

En eiendommelig foreteelse var det, at O. Sagbakken og presten Mülertz ved denne anledning kunde samarbeide. Han fik endog Mülertz ind til Kristofer Kokkersvold for at holde foredrag mot Metodisterne, hvilket foredrag presten endte med de ord: «Hold fast ved det, du har, at ingen skal ta din krone!»

Men Stina Kjøia, der var metodist, tøflet om i husene og rev av sig følgende geniale kraftsalve: Presten deres formanet dere til at holde fast ved det, de har; men hvad ialverden er det for noget, som folk har her inde i hedenskape da? Jo, synd og ugudelighet har de og intet andet; og det skal de altsaa holde fast paa, sier presten. Dette skedde omkr. 1875. Nogen nævneværdig numerisk fremgang har metodisterne imidlertid ikke hat i Langangen.

Ole Saga var som sagt, litt efter litt kommet over paa presten Mütlertz's standpunkt, hørte ham gjerne og fandt hans prækener makeløs opbyggelige. Han læste i denne tid Luth. ukeskrift og paavirket av dette begyndte han endog at stille sig skeptisk likeoverfor selve lægmandsvirksomheten. Han begyndte at betragte særlig enkelte emissærer med mistænkelighet, og der forefaldt i saa henseende en yderst pinlig scene under en opbyggelse, som Tharaldsen holdt nede i «Vervenshuset». Manden blev til sin grænseløse forbauselse avbrutt mitt i talen og beskyldt for vranglære.

Denne Tharaldsen hadde ved en tidligere anledning uttalt sig temmelig upassende om daaben; men dette kunde jo aldrig gi nogen berettigelse til at overfalde manden mitt i talen, særlig da huset var fuldt av folk. Vi kan herav forstaa, at O. Saga kunde gjøre sig skyldig i utilladelig fremfusenhet tiltrods for sine mange og gode egenskaper forresten. Han besat en hukommelse, som maa betegnes som fænomenal; men hans utprægede egenskaper som fantasimenneske drog undertiden avsted med ham; derfor skiftet han ikke sjelden standpunkter. Oprindelig stod han sterkt over paa bod og omvendelse; saa svaiet han over paa daaben, som han efter 18 aars bøn endelig hadde faat lys i; saa blev det retfærdiggjørelsen av troen uten lovens gjerninger, og endelig tilsidst en mere sund og alsidig betragtning av det hele uten at fortape sig i enkeltheter.

Da Laache kom, og Heuch desuten i «Luthersk Ukeskrift» atter var blit en ven av lægmandsvirksomheten, blev O. A. Sagbakkens anskuelser som ventelig ogsaa all right.

Separatistiske tendenser.

En fraktion med P. M. Solvik og hustru i spissen arbeidet voldsomt i Bergsbygden og især paa Bjønnæshalvøen. Hans kone var datter av O. Lerstang og var sterkt paavirket fra hjemmet. Langvarige møter med knæfald, bønner og vidnesbyrd av mænd og kvinder, gamle og unge, holdtes sondag og hverdag ofte til langt paa kveld, og tilstrømningen var stor.

Der fortælles om en kvinde som i sne og vand kom vadende henved ½ mil for at bivaane et kjærlighetsmøte. Du ødelægger din helbred, sa folk til hende. Hun svarte: «Det usle legemet skulde vel ikke være for godt til at prøve noget». Kort tid efter fik hun længebetændelse og avgik ved døden.

Laache sa, da han hørte om alle disse ekstraordinære foranstaltninger, som blev sat igang for at omvende folk: «Dersom de bare ikke gaar træt». Da lederne fornam, at de ikke engang hadde presten Laache fuldt ut paa sin side, modnedes tanken mere og mere om at uttræ av statskirken. Der blev holdt møter særlig i Røratrakten, i hvilke statskirkens skrøpeligheter blev utmalt paa en maate, der ikke altid kunde kaldes tækkelig. Men disse skildringer interesserte i saadan grad endel ungdom, at de gjerne gav sit bifald.

Laache holdt i denne anledning en prediken, i hvilken han paa det alvorligste advarte mot forhastet og overilet fremfærd og bad indstændig alle og enhver om at betænke sig vel, inden de gir sit bifald til separatisme og partidannelse, og fremholdt hvor indtrængende Guds ord advarte mot saadanne utskeielser, idet Paulus stiller sekter og partier side om side med tyve og røvere. Denne prediken hadde imidlertid den stik motsatte virkning end den tilsigtede. «Nu er vi dømt», blev der sagt, «nu har vi ikke mere i kirken at gjøre; nu har vi kun et valg, og det er at træ ut».

Martin Solvig var en bror av P. P. Røra og hadde i sine yngre dage været lærer i Bjørkedalen. Han var igrunden et urolig hode og et ustadig menneske fuld av alskens nye planer og paafund; men han var kjærlig mot barnene, der sikkert var glad i ham.

Under lægmandsvirksomheten i Bjørkedalen kom han til vækkelse og utgav til bruk ved sin skole en slags religiøs sangbok, der indeholdt dels noget, han selv hadde lavet sammen og dels andet stof. Dette verk indførte han da uten videre i sin skole uten at spørre noget menneske derom. Et eksemplar var ogsaa kommet presten Mülertz i hænde. Boken manglet forfattermerke, og saa var der en, som spurte, hvem der hadde æren av det literære arbeide. Sognepresten uttrykte sig da paa følgende maate: Jeg vet riktig ikke, hvem der har æren eller rettere skammen av dette produkt.

Ved en skoleeksamen i Bjørkedalen skulde børnene prøves i sang. Solvik trak da frem sit sangverk. Nei, nei, ikke de sange, faldt Mülertz ind. Læreren: «Kanske presten heller ønsker, at børnene skal synge gamle kjærringviser?»

Samme lærer hadde ogsaa foretat endel raderinger og forandringer i den omarbeidede forklaring. Et saadant eksemplar var oversendt presten til videre forføining, og her blev da en voldsom batalje mellem presten og læreren, som holdt fast paa, at vedkommende steder indeholdt falsk lære. Presten mente, at en lærer ikke paa egenhaand var kompetent til en saadan fremgangsmaate i en autorisert lærebok; han fik vælge en anden utvei, om han hadde noget at besvære sig over. Læreren tok kort efter avsked, flyttet til Solvik og overtok sin fædrenegaard med isforretning. Da han skulde gifte sig, drog han med sin brud til Langesund, hvor han lot sig vie av pastor Mollestad. Stakkels Mülertz!

Omkring 80-aarene holdtes et stort kirkemøte i Kristiania til forhandling om reformer i statskirken. Solvig og O. Lerstang var tilstede, og her fik de til overflod bekræftelse paa, at reformer i statskirken var en umulighet. De saakaldte «reformer» pekte snarere i retning av katolicismen. De to mænd hadde hørt saa meget i hovedstaden, at de hadde mistet alt haap. Navnlig var det den saakaldte liturgiske gudstjeneste i Johanneskirken da, som de aldrig kunde forsone sig med. Ved en saadan gudstjeneste er der nemlig ikke spor av prediken, bare messing, vekselsang og formvæsen. En saadan «gudstjeneste» maatte vel nærmest betegnes som religiøst teaterspil. Og saadant kan de by det norske kirkefolk under arbeidet for reformer i statskirken. Vi kunde ha grund til at rope med Melanchton: Gud fri os fra teologernes raseri! Naar I ser ødelæggelsens vederstyggelighet at staa paa det hellige sted, saa fly, sier Jesus. Saa faldt uttalelserne.

Uttrædelsen blev da ogsaa til virkelighet, men ikke før en stund efter, at Laache var reist. Høsten 1883 forlot nemlig Solvig og hustru tillikemed nuværende bygmester O. Thovsen statskirken og gik over til den Wettergreenske frimenighet. O. Lerstang frasa sig sin stilling som medhjælper og uttraadte med sin hustru etpar aar senere under Holmboe. Nogle personer fra Brevik slog ogsaa følge.

Martin Solvig blev av Paul Wettergreen indviet til forstander for den nye menighet og hjalp til med betydelige bidrag til opførelse av et menighetshus, Zoar, paa Brevikssætret. Men Solvigs prestegjerning ved Zoar blev ikke av lang varighet. Han trak sig tilbake fra sin menighet og fartet i lang tid næsten stadig om paa reiser hele Sørlandet rundt og drev med evangelisk virksomhet. Den nye menighet blev som faar uten hyrde.

Konjunkturerne med iseksporten slog feil, og Solvig viklet sig desuten ind i jobbespekulationer med den følge, at han blev en økonomisk ruinert mand. Zoar menighet har i lang tid fristet en kummerlig tilværelse og bestaar for tiden av en 13-14 sjæle, der nu staar under frimenigheten i Porsgrund.

Solvig tilbragte de sidste aar av sit liv dels i hovedstaden som vaktmester ved «Hauges minde», dels ved Bestum private middelskole likeledes som vaktmester. Han avgik i vaar (1916) efter langvarige lidelser ved døden paa sin svogers eiendom tæt ved Tønsberg. Liket blev ført til Eidanger, hvor han ligger begraven.

Ole Lerstang døde i 1899 og var i sine sidste aar noksaa skrøpelig. Hans hustru lever endnu og opholder sig mest i Hvideseid hos sin svigersøn Nils Bothnen.

I Breviksbygden virket Ole Røe fra Brevik i 70 og 80-aarene med stor utholdenhet. Der opstod en livlig aandelig bevægelse efter Bergsbygdens mønster, og en av de indfødte overtok ledelsen. Hvorvidt denne mand var skikket for stillingen, er et andet spørsmaal. Det gik i ethvert fald til en tid med fuld damp, og Zions harpe klang, hvor man vendte sig.

Paa et møte skulde denne sang istemmes: «Ro, ro for land»! Lederen opfordret da 2 av forsamlingen til at ta hver sin «langaar», saa tar jeg parret, og saa braker det løs, idet der under sangen blev gestikulert med armene, akkurat som om man rodde. En hel del unge syntes det var svært gjildt, men ældre mennesker kunde i længden ikke finde sig i en saadan aandelig letfærdighet; derfor gik det, som det gik.

Menighetsmøter til forhandling av de kirkelige reformspørsmaal blev avholdt først i 70-aarene. Mülertz var litet reformvenlig og endnu mindre glad i disse møter. Han var i saa maate en motsætning av provst Hauge, der omfattet reformbevægelsen med liv og sjæl, Mülertz pleiet at si: Naar han faar knækt hodet, er det let at bli færdig med resten. Med hodet mente han da konfirmations tvangen. Mülertz var nødt til at lede disse møter og hadde altid for sikkerhets skyld paa sig sin prestekjole. O. Saga og Lerstang deltok meget i diskussjonen, og Saga uttalte engang, da der var tale om kirkelig stemmeret, at netop fordi vi mangler denne ret, er vi tvungen til at trækkes med lærebøker i skolen, som indeholder sjæledræpende gift. Mülertz taug, men rystet paa hodet. Skriftemaal og sognebaand burde løses, og grundlovens &#sect; 92 burde ophæves.

O. Lerstang foreslog at sløife gudstjenesten engang imellem og benytte søndags formiddag til menighetsmøte. Mülertz oplyste, at dertil var der selvfølgelig ingen adgang. O. Lerstang: Dette tror jeg er bare stivsindighet av presten, det kan ikke andet være. Presten var yderst fornærmet.

Falsklære. Omtrent ved denne tid kom de to nævnte lægmænd med beskyldning mot Mülertz for falsk lære. Saken skulde undersøkes av biskop von der Lippe ved visitatsen i 1869. O. Saga var egentlig den formelle klager, og anken gjaldt en prediken om de 4 slags sædejord. Men han hadde tilfældigvis faat ondt i ryggen, og Lerstang som medhjelper blev da nødt til at ta støtet alene. Den falske lære skulde bestaa deri, at al slags sæd tilslut blev god.

Mülertz fik ordre til at hente frem prekenen, men nei, han kunde ikke finde den, trods ihærdig søken. De maa finde den! og saa endelig kom han trækkende med den. Hele preken blev gjennemlæst, uten at bispen fandt noget galt; provsten ikke heller, skjønt han nok maatte bemerke, at adskillige ting helst burde været uttrykt paa en anden maate, men til nød ogsaa paa denne. Mülertz sat herefter tryggere end nogensinde!

Med Holmboe lovet Ole Sagbakken i den allerbedste forstaaelse, og da kapellet var færdig, blev han valgt til medhjælper. Da medhjælper John Basseboe døde, blev sønnen Anders valgt istedet, og i Bergsbygden hvor Ole Lerstang var gaat ut av slatskirken, blev Isak Oxum valgt. I Breviksbygden blev Knut Versvik medhjælper, da Halvor Stranna var død.

Efter at forbindelsen var løst mellem Lerstang og Sagbakken vedblev enhver av dem at virke i sin kreds. Anders Auen hang i det længste med Lerstang og deltok endog i meter, som blev holdt av dissenter. 72 aar gl. opsa Ole Sagbakken sin stilling som formand hos Coch. Nicolai Coch var nu død, og sønnen Oluf var indehaver av forretningen. Formandsstillingen blev da overdraget til Nicolai Stamland, der efter faa, aar avgik ved døden.

Ole Sagbakken erholdt imidlertid frit hus og ved, saalænge Coch levet, og da han desuten hadde litt i behold, kom han ikke til at lide nogen nød paa sine gamle dage, skjønt han maatte betale litt i husleie til de nye eiere. Det sidste halvt snes aar av sit liv holdt han sig i ro i sit hjem, men deltok ikke destomindre med tale i opbyggelser endog da han var saa svak, at sønnen maatte lede ham frem til kapellet. Han omgikkes stadig med den kjære tanke, at han nu snart skulde faa, se ham ansigt til ansigt, som han her, trods al skrøpelighet, dog i sandhet hadde elsket og tjent, han som altid hadde været saa god imot ham.

Juleaften 1907 slog da den længselsfuldt, ventede forløsningstime. Eftermiddagen den 24. decbr., netop som klokkerne kimet til julefest, sov han ind uten forutgaaende sygdom, og endog førend man kunde naa at faa, bud til datteren, var den gamle stridsmand allerede safe in the arms of Jesus. 82 aar hadde da hans utlændighets dage været.

Han blev i begyndelsen av 70-erne sterkt anmodet av indremissionens bestyrelse om at indtræde som fast lønnet emissær. Dette ærefulde tilbud fandt han efter nøiere overveielser av økonomiske grunde ikke at kunne motta. Særlig uheldig fandt han det desuten at være saa meget borte fra sit hus og sin familie. Han lignet ogsaa deri sit store forbillede Luther, at han var en eksemplarisk familiefar. Hans første hustru, Elise, var eneste datter av Anders Stamland. Hun døde i 1874. Hans anden hustru, Ingeborg, er fra Levang ved Kragerø. I dette egteskap fik han 3 sønner, av hvilke Erik og Jacob er lærere og Isak aktiemægler.

I Langangen hadde vi i nogle aar en kvindeforening, og ved Hans Nilsens initiativ fik vi istand basarer i Langangens skole. Til disse var der en sterk tilstrømning; avsætningen gik rivende og penge kom ind, da Laache gjerne var tilstede og gav sin anbefaling. Pengene blev delt mellem forskjellige grene av missionen. Hans Nilsen var søn av Nils Lønnebakke og var en tid en meget virksom mand i kredsen, hvor han ogsaa hadde øvet op et sangkor. Men denne virksomhet fik desværre en altfor brat ende. Han døde for nogle aar siden i hovedstaden.

Forskjellige emissærer virket ogsaa ved denne tid i Langangen, saasom Klemmet Kiil, Østen Sandsdalen, Torjusen, Hans Riis, Ole Langeland m. fl. Ole Lerstang var nu gammel og svak, og virksomheten efter ham blev fortsat av Isak Oxum, død 1898. Han var en bror av Anders Auen og arbeidet trofast med søndagsskole og andre møter. Heri fandt han en trofast støtte i fru O. Lerstang, der var en begavet og praktisk anlagt kvinde og stod som en leder for kvinderne derute. Anders Auen døde 1905 straks efter gamle Hans Bjønnes, over hvem han holdt liktalen i huset. Foruten fru Lerstang maa nævnes en anden merkelig kvinde; det var fru Cornliussen. Hun hadde i mange aar levet i London, hvor hun paa et aftenmøte kom ind i en sterk vækkelse og fandt fred med Gud. Hun var med at indføre Frelsesarmeen her i landet og optraadte i Kristiania til stor forargelse især for enkelte prester, der, som det lot til, heller tolererte dansebuler, fyld og andet slikt end frelsesarmeens arbeide paa at bringe folk bort fra saadant svineri. Især hadde fruen en voldsom tørn med sognepresten til Johanneskirken, Christofer Bruun, der fandt hendes virksomhet utaalelig og hende selv at være et kjættersk menneske. Andre slog sine barn med bjørkeris, indtil de ophørte at gaa paa armeens møter. Nu er jo general Booth og hans virksomhet anerkjendt av alle mennesker rundt den ganske jord.

Først i 90-aarene kom fru Corneliussen til Bergsbygden og tok bolig paa Røra. Hendes mand var egentlig sjømand; men han og hendes søn tok nu arbeide ved isanlæggene derhenne.

Fruen drog flittig om og holdt vækkelsesmøter, hvortil hun utvilsomt var særlig skikket. Sammen med hende arbeidet en dansk dame, frk. Woderup, der foredrog religiøse sangnumre i forsamlingerne.

Men ute paa øerne især paa Sigtesøen slet fruen saa ondt paa vintertiden, at hendes helbred fik et knæk. Herom fortæller hun: Ogsaa paa Sigtesøen holdtes møter, og tilstrømningen var stor. Der tælledes op til 30 farkoster, hvoriblandt lodsskøiter helt fra Helgeroen og ellers fra øerne rundt omkring. Undertiden blev vi overfaldt av rasende snestorme, saa det var umulig at vite om vi seilte hjem, eller utover mot aapne havet. Efter haarde strabadser landet vi paa den motsatte side av øen og maatte i en forrykende storm forcere os frem tvers over hele øen, hvor vand og sne somme steder naadde til knæs, og mændene maatte bære os kvinder paa ryggen de værste stykker av veien, og vi kom ikke hjem til Lars Risesundet før kl. 2 den natten.

Fruen flyttet efter nogle aars forløp over til Ørstvet, hvor hun har kjøpt sig hus, og hvor hun endnu bor sammen med frk. W. og en frk. Christiansen fra Drammen. Fru Corneliussen har nu i mange aar været helsesløs og har saaledes været nødt til at holde sig i ro særlig paa vintertiden, da hendes sygdom gjerne melder sig med fornyet styrke, mens hun om sommeren kan være ganske bra.

Reaktion. Mot slutningen av Laaches virksomhet i Eidanger kunde der allerede merkes en kjendelig stagnation i den religiøse bevægelse. Det store gros av befolkningen blev dragen av skjønliteraturen og avislæsning, og de politiske partier stod saa skarpt over for hverandre, at den politiske strid slukte omtrent alle høiere interesser. Partierne holdt paa at opslites i indbyrdes kamp og endnu værre blev det, da der kom et oprop til kristendommens venner om at vogte sig for venstre, der stempledes som et gudløst parti, som en sand kristen ikke kunde samarbeide med.

Et politisk møte blev avholdt paa Heistad av Ullmann, der dengang var partiets øiesten. Laache optraadte her imot Ullmann til stor forbitrelse for venstre. Man mente, at presten kunde ha nok med sin prekestol, og til gjengjæld begyndte kirkesøkningen til Eidanger at avta. Straks før Laache flyttet, talte jeg med ham om, hvordan han trodde, at de religiøse forholde vilde arte sig, naar han var borte. Jeg for min del ser mørkt paa disse ting. - Aa nei, da Ramberg, det maa De ikke gjøre; vi faar haape, at Dere faar en sjælesorger, som forstaar at lede bevægelsen i sunde spor, og at livet fremdeles vil vedbli at utvikle sig. Ja, men politiken da, den sluker jo saa at si alle mennesker med hud og haar. Og saa har vi jo ogsaa de separatistiske tendenser inden sognet; men disse turde kanske være mindre farlige.

Det blusser op. I Bergsbygden og især i Bjønnes arbeidet i 90-aarene en mand fra Brunlanæs, Nils Aarhus eller Ores. Han var vistnok frikirkelig, kanske nærmest hernhutisk; men det unge menneske besad et vindende væsen og ikke ringe gaver til at forkynde evangeliet. Han virket ogsaa i Langangen hvor han og emissær Bjerke fik oparbeidet en betydelig vækkelse, saaledes at forskjellige av de indfødte derinde senere kunde overta ledelsen. Av disse maa nævnes Th. Thorstensen og Christian Hjertevik, men fremfor alle den gamle i motgang og lidelser prøvede Anders Bassebo, en fætter av Anders Auen. Man har endog opnaadd at reise et bedehus, der blev indkjøpt fra Knardalstrand, hvor det hadde været ungdomslokale, saa at virksomheten nu skulde være i god gjænge. Oppe i marken har det gjerne gaat mere trægt med at faa nogen religiøs virksomhet igang. Kjøpmand H. Simonsen og frue fra Porsgr. har i de sidste 15 aar drevet et energisk arbeide for vækkelser i Bjørkedalen og i senere aar i Røratragten, hvor en livlig religiøs bevægelse er opstaat.

Virksomheten er nu flyttet over til Breviksbygden, hvor emissærerne Guthormsen og navnlig Bjerke ogsaa har ydet sin tribut til arbeidet.

Fru Karen Stamland, en datter av O. Sagbakken har i mange aar været en trofast støtte for kvindernes arbeide med indsamling til de forskjellige grene av missionen i Bergsbygden.

En anden bekjendt kvinde, der likeledes i en lang aarrække har staat i arbeidet, er Nilia Sørensen, nu Andersen fra Myrene. Der er vel neppe nogen, som har en saa lang arbeidsdag, idet hun endnu i sin høie alderdom staar mitt oppe i arbeidet som en ungdom. Han blev for 30 aar siden gift med Alfred Andersen, der en tid drev bakeri paa Osebakken, men som forlængst er indtraadt som emissær, for hvilken sak han i en lang aarrække med stor dygtighet har ofret sig.

Dissenterne.

Den første dissentervirksomhet, som jeg kan huske, var sat igang av «mormonerne» eller «de sidste dages hellige». Der blev holdt etpar møter i mit hjem mitt i 50-aarene av 2 omreisende mormonagenter, av hvilke den ene kaldte sig Herman Dorius. Jeg husker at de sang salmen: «Nu Zions banner svinger til evig seiers tegn. Og frydens tone klinger i naadens blide egn», en fordreielse av Paul Gerhardts salme: Hvorledes skal jeg møte osv.

Min far hadde truffet dem i Brevik, og saa hadde de faat lov at holde disse møter hos os.

De la efter sig en stor, tyk bok, det nye Zion, eller hvad den nu het. Om et aar kom de igjen og holdt ogsaa da etslags andagt; boken fik de tilbake, men ingen proselyter. Paa Haaøen hadde de holdt møter med samme resultat. Da jeg en 14-15 aar senere kom derhen for at holde skole, fortalte gamle Ole, at de hadde lagt efter sig endel nr. av tidsskriftet «The Millennial Star» eller den tusenaarige stjerne, senere Skandinaviens stjerne, begge utgit i Danmark. Eieren av Narholmen tillikemed Jacob Stoksund var da gaat over til dem. Likesaa snedker Knut Larsen, Tveten. I 80-aarene fik de ogsaa narret en ung gut, Ole, søn av Mikkel Sætret, til at døpe sig i Ragnhildrødvandet mitt paa vinteren. Han drog straks efter til Zion, hvor han døde kort efter av en sygdom, han hadde paadrat sig ved sin daab. Det var en baker ved jernbaneanlægget, som hadde forført ham.

Paa øerne er i senere aar drevet en energisk virksomhet av den saakaldte frie mission. Paa Sandøen skal et halvt snes mennesker ha latt sig døpe paany, paa Bjørkøen 3 og paa Risøen 3. Metodisterne og den lutherske frimenighet er omtalt før. Adventisterne og Vagttaarnet bruker at utdele skrifter i Eidanger. Broder «Prince», Morgenrøden og Tempelsvøpen hører vi nu ikke mere til. Manasse sønner er av forholdsvis nyere dato Frelsesarmeen er ingen organisert dissentermenighet. Den tar sig specielt av de forkomne i alle samfund.