Presterne

av I. C. Ramberg

(Series pastorum.) Den katholske tid. Sogneprester

Eschild Ingvunarsen. Kun denne ene kjendes fra den kath. tid. Han var sogneprest i Eidanger i aaret 1521, den 3die april, altsaa det selvsamme aar og maaned, da Luther mødte for keiser Carl V. paa riksdagen i Worms, hvilket sees av et pergamentskjøte, skrevet paa oldnorsk, og som i over 3 aarhundreder har hvilet i arkivet paa Eidanger prestegaard. Da sogneprest Nielsen i 1848 kom til Eidanger, indsendte han dette dokument til riksarkivet til oversættelse. Av denne oversættelse, som nu opbevares i prestegaardens arkiv, fremgaar det, at der i 1521, 3die april, 4de paaskedag holdtes et mageskifte paa eiendommen Adelheim (Avlheim), idet sognepresten paa den ene side og Thorleif Ellingsen og Stigan Johnsøn paa den anden blev enige om at gjøre jordskifte saaledes, at prestebolet fik 3 huder skyld aarlig i Adelheim til evig eie, og at hr. Eschild oplot i dets sted fra prestebolet 2 huder i vestre Aas og 1 hud i Grava søndre til evig eie. Disse 2 mænd var altsaa dengang eiere av Adelheim.

Som bekjendt laa prestegaarden dengang nordost for kirken, like under fjeldskjæringen lidt vestenfor Vaatekleiv. Gaarden kaldtes da Moen, og der i nærheten var der ogsaa begravelsesplads. Sandsynligvis har det meste av skogen mellem kirken og prestegaarden været nedryddet, og det nederste parti av dette strøk været opdyrket mark. Den nærmeste grund til mageskiftet var, at Moen prestegaard var brændt, av hvilken grund den nye prestegaard herefter kom til at bli opført paa Adelheim. I klokker Svendsens omfangsrike verk heter det: «I et skjøte av 4de paaskedag 1521 sees denne mand ved mageskifte istedenfor den gamle avbrændte prestegaard Moen at ha erholdt den nuværende, Adelheim kaldet».

I hvilket aar hr. Eschild tiltraadte embedet vet ingen. At han var den sidste katholske prest i Eidanger tør ialfald være rimelig; ti allerede 15 aar efter mageskiftet blev jo den lutherske reformation indført i vort land (1536). Mageskiftebrevet var som sagt avfattet paa oldnorsk og saa vanskelig at oversætte, at riksantikvaren fandt for sikkerhets skyld at burde konferere med prof. P. A. Munch; men selv han var ikke aldeles paa det rene navnlig med betydningen av et enkelt uttryk.

Efter reformationen

Klokker Svendsen uttaler videre: «Fra denne til den prest, der findes nærmest efter ham er et tidsrum av 100 aar». (1521-1623.) Senere granskninger især av private og utrykte kilder har imidlertid ifølge dr. A. Chr. Bang godtgjort, at der i ethvert fald kan paavises mindst 2 prester i dette tidsrum, og der er maaske dem, som endog mener at skimte den tredie.

1 Hr. Anders
er maaske den første lutherske prest i Eidanger. Denne mand nevnes i en aasteds- og deleforretning av 10-10-1625 og var i Eidanger paa den tid Jens Møller var kgl. may. foged i Bamle fogderi.

Hvad tid Møller var foged i Bamle har det dog ikke været mig mulig at utfinde trods de ihærdigste efterforskninger saavel i Danmark som i Norge. I ethvert fald har hr. Anders været prest her i 1500-tallet og dermed er da fastslaat, at rækken av prester i reformationshundredet maa sættes til 4, medens selve biskop Bang kun kjender 3 og Bastian Svendsen kun 1.

Ovennævnte dokument er nu indlevert til riksarkivet.

2. Kristofer Nilssøn
var prest i Eidanger 1575; men naar tiltraadte han dette embede?

3. Peder Hanssøn:
valgt av almuen og fik kollats d. 12te mai 1587. I meddelelser fri det norske riksarkiv B. 2, H. 3, nævnes en hr. Peder som prest i Eidanger i 1611 i et kongebrev fra den tid. Desværre er hans etternavn uteladt; men dr. Bang mener, at det er den samme «Peder» som ovenfor nævnt. Denne antagelse bestyrkes ogsaa derved, at han i registret til ovennevnte bind opføres under navn Peder Hansen.

Den 9. febr. 1596 møtte hr. Peder, tillikemed Gjerpenspresten Hans Hjort, biskop Jens Nilssøn ved Silje-kirke og fulgte ham til Gjerpen prestegaard. 2 dage senere var han ogsaa med blandt gjesterne i det store gravøl efter adelsmanden Pros Lauritsen, der blev begraven i Gjerpen kirke, uagtet han bodde i Skien.

4. Jens Thomassen,
prest i Eidanger fra 1623 til 1640. «Om ham vites forresten intet». (Sv.). Litt vet vi da kanske allikevel! Han laa i strid med gaardene Siljan og Lunde, søndre, om et skogstykke, som han paastod tilhørte eiendommen Nordal, der var prestegods, mens Lunde, søndre i mange Herrens aar hadde brukt og behandlet skogstykket som sit.

Ved en aasteds- og deleforretning av 10-10-1625 avgis en saadan kjendelse, at skogstykket ifølge vidneprov og delemerker herefter skal tilhøre Nordal, nordre, prestesætet, som evindelig eiendom, uten for saavidt, at motparten kan fremlægge klare beviser for det motsatte.

Han flyttet i sin alderdom til Slemdal, som han gjerne kaldte for «Godedal» og bodde paa gaarden Siljan, som var anneksgaard og som efter ham kaldtes «prestegaarden». Han døde ogsaa i Slemdal og ligger begraven der. Kirken i Slemdal heter Silje kirke. I denne mands tid indtraf en frygtelig hjemsøkelse nemlig pesten i 1626. Alt forretningsliv laa derfor nede i de følgende aar: Sagbrukene stanset driften, og mange gaarde blev liggende aldeles øde og udyrkede. Byfogden i Skien Nils Broch døde og hans eftermand Jac. Rytter skriver endnu i 1630 om den grasserende pest.

5. Jon Lauritsøn Teiste
omkr. 1640-1670, Han døde som prest i Eidanger og ligger vistnok ogsaa begraven der. I hans tid blev Breviks kirke bygget og indviet i 1670.

Natten til den 14. februar 1652 utbrød der en svær ildebrand i Skien, i hvilken baade raadhuset og kirken strøk med. I 1643 var der til denne kirkes utvidelse og ombygning bevilget av alle kirker i Bratsberg lehn indtil 5000 rd. og nu maatte alle kirkerne baade i Bratsberg og Akershus, altsaa Eidanger likesaa ut med 2 daler hver til dens opbyggelse.

En ny og endnu sværere ulykke var den store vandflom i 1653, der var paa det høieste den 3. september. I Skien sprængtes lænserne, og en masse tømmer drev nedover hele fjorden Broerne over Damfos og Langefos blev ganske ødelagte tillige med lehnsherrens (amtmandens) bolig; mange andre huse blev beskadiget, eller som det uttryktes, i datidens sprog: Den kongelige søebod og lehnsherrens Residens blev fordrevet og ganske bortførdt, og mange Sauge og bygninger henrykte!!

Gad vite, om eierne av disse ødelagte indretninger ved denne leilighet følte sig videre henrykte!

6. Jens Knudsen Hals.
Sognepr. til Eid. fra 1670 til 1674, født ca. 1630 paa Modum (?). I juli 1647 blev han sammen med broderen Kristofer sat ind paa Herlufsholm latinskole, og herfra blev han den 20de decbr. 1652 indskreven som student ved Kjøbenhavns universitet. I 1664 opholdt han sig i Hitterdal hos sogneprest Daniel Christensen, for hvem han 26de okt. s.a. mødte i en proces og kaldes da S.S. theol. Studiosus. Han har derfor maaske først været huslærer hos hr. Daniel. Den 4de aug. 1665 avla han ed som kapellan og blev ordineret hos hr. Daniel; kom siden herfra som kapellan til hr. Johan Lauritssøn Theiste i Eidanger og Slemdal og avla ed som saadan 24de febr. 1670. Da hr. Theiste imidlertid døde allerede samme aar, blev Hals 23de juli 1670 utnævnt til hans eftermand og avla ed 29de aug. Men hans prestegjerning her blev ikke langvarig, da han allerede i slutten av 1674 avgik ved døden.

Den 4de april levet han ialfald, da han den dag mødte i en proces med kirkeværgerne for Eidanger kirke, der paa 3die aar forholdt ham de ordinationspenge, han tilkom av kirken. De tilbød at ville betale disse, naar kirken vilde betale, hvad den var dem skyldig; men de blev ved dom allikevel tilpligtet at betale ordinationspengene. Inden utgangen av aaret maa han være død, ti hans eftermand i embedet blev utnævnt allerede 15de jan. 1675. Han ligger rimeligvis begraven i Eidanger.

«Brødrene Hals» i Kri.a og familien Andersen-Hals i Porsgrund stammer fra samme familie som presten Hals i Eidanger.

7. Peder Pedersen Juel
1675 til 84 (?) blev som sagt utnævnt til sogneprest i Eidanger 15de jan. 1675, og var i embedet sangsynligvis til 1684, altsaa i 9 og ikke, som av nogle antat, kun i 6 aar. Han var en svoger av efterfølgende.

8. Halvor Nilsen Gjerpen
1685 til 1712. Hans far var Nils Halvorsen, prest i Gjerpen. Halvor er født paa Gjerpen prestegaard omkr. 1660, og antok navnet Gjerpen som familienavn. Han er bekjendt for sin store lærdom, som især kommer tilsyne ved hans berømte liktale over tolder Jørgen Erboe. «Denne prædiken», sier dr. Bang, «er en hel bok, og netop et exempel paa den tids voluminøse prædikener», der ikke sjelden hadde en længde av over 40 store, tospaltede kvartsblade. Det maatte være en ren tortur at bivaane en gudstjeneste under saadanne forholde især paa vintertiden.

Ved tolder Jørgen Erbo «har han latt opbygge sakristiet i kirken, som de hadde æslet halvparten til sakristi og halvparten til deres begravele, hvor ogsaa deres kister staa, omendskjønt der i den tid, provsten Alstrup var kirkeeier, er indkommet flere liig, som ei burde staa der».

Hr. Halvor hadde 3 børn, en søn, som blev skipper og 2 døtre, som blev gifte med skippere i Brevik.

Han hadde til kappellan hr. Christen Findøe, som blev hans successor. I hans tid fik Brevik løfte paa at nyte prediken hver søndag likesom hovedkirken; ti de hadde tilforn kun nydt prediken, som et anneks, ja førend de fik kirke derute (aar 1670), søkte de samtlige ind til hovedkirken. Hr. Halvor døde 1712, nogle og 50 aar gammel og ligger begraven i «sakristiet». Enken bodde paa Valler, nordre, skjønt Valler, søndre er enkesæte.

Noget om sakristiet

Det av Halvor Nilsen opførte sakristi kan ikke være det nuværende. Det rum, som han lot opføre, var jo «æslet» baade til sakristi og begravelse og var vistnok ingen tilbygning til kirkens østlige endevæg, men en tilbygning, der delvis var opført et stykke langsmed kirkens nordre langvæg, av hvilken endnu kan sees merker og som desuten strakte sig 16 fot i lengden østover fra kirkens nordøstlige hjørne. Hele dette rum maatte da altsaa være ca. 30 fot langt, men av forholdsvis ringe bredde, da det ifølge Jordeboken betegnes som altfor smalt. Saavidt jeg husker, findes en lignende tilbygning ogsaa paa nordsiden av Gjerpens kirke. I Jordeboken for 1787 heter det: «Choret hvor alteret staar ansees ganske utjenlig og af Grunden at maa nedrives» (men ikke væggene!) «dels for at forlænge kirken saaledes, at bakom altret kan bli indrettet et sakristi, hvormed kirken og forhen har været forsynet, da dertil har været brukt en «begravelse», og dels for at utvide den, efterdi den paa det sted (d. e. den før nævnte tilbygning) fandtes at være for smal; altsaa vil hertil utfordres en ny mur av 16 fots længde». Utenfor den store korbue har der rimeligvis forhen været opført en svalgang til den døraapning, av hvilken der endnu findes spor, og som i 1812 blev igjenmuret og som dannet indgangen til det gamle sakristi og «begravelse».

Hele det nuværende sakristirum maa dengang ha manglet, og man har hjulpet sig med ovenomhandlede. Denne opfatning bestyrkes ogsaa av Jordeboken for 1740, hvor der kun er tale om en pillar.

Det heter: Til Dynkning og Kalkslagning av Kirken samt til Opmuring af «een Pillar» er udbetalt i arbeidsløn 40 rd. «Til Taget paa Pillaren 1 Tølt 10 Fods enkelte Vragebord 20 sk., 4 St. Vragestolper 16 Sk.; 50 St. dobb. Nagler 16 Sk, 50 St. enkelte do. 10 Sk.». Altsaa fra 1740 kun en forstøtningspillar, som saaledes maa være den nordligste av de 2, som nu findes.

I regnskapet fra 1787 sees ogsaa ar være utbetalt i arbeidsløn 4 rd. til minererne sandsynligvis for utsprængning og utjevning av tomter til sakristiet og den sydlige pillar. Da det er usandsynlig, at der noget andet sted skulde være anvendt minering, forekommer det mig, at denne kjendsgjerning indeholder en noksaa sterk beviskraft.

Muraapningen bakenfor alteret med den historisk berømte «lem» har vistnok oprindelig tjent som vindu til kirkens loft; men da kirken i 1787 fik hvælv, blev lysaapningen overflødig og anvendes nu som gjennemgang til sakristiets mørkeloft.

I 1787 oplyses, at murmesteren har mottat ifølge kontrabok 132 rd. efter en dagløn av i rd. Dette viser, at denne mand har arbeidet ved kirken i ca. ½ aar. Hvad har nu dette langvarige murarbeide dreiet sig om? Spørsmaalet er let at besvare under forutsætning av, at ny sakristibygning i den tid blev opført. At dette er skedd synes ogsaa at fremgaa av, at der blev indkjøpt 6000 taksten, 6000 mursten og især 156 tønder kalk. I 1740 og 1812, da kirken ogsaa blev kalkslaget baade utvendig og indvendig, blev hver gang indkjøpt litt over 70 tønder.

Det nuværende sakristirum og den sydlige pillar blev da saavidt jeg kan forstaa av Jordeboken, opført i det aar 1787. Den lange og smale tilbygning blev efter al sandsynlighet dengang nedrevet, og stenen anvendt ved opførelsen av det nuværende sakristi, der maaske ogsaa oprindelig blev forsynt med en apsis, i hvilken det nuværende vindu var anbragt.

I 1812 sees imidlertid sakristiet at ha erholdt en reparation paa 84 rd. Det blir da spørsmaal om, hvortil disse penge er brukt. 9 rd. er brukt til igjenmuring av en døraapning, men saa de resterende 75? Mon tro, man ikke skulde komme sandheten nær ved at anta, at disse penge er anvendt til igjenmuring av en stor apsis-nische, av hvilken der endnu synes at vise sig noksaa tydelige spor i muren. Noget grindvindu har der neppe været, da det synes fremgaa, med tydelighed av Jordeboken, at vinduet var det nuværende. Korbuen er ældre end 1787.

Jordeboken for 1787 sier: «f: Afdelingen mellem kirken og sakristiet at opsætte og Dørene dertil». Denne avdeling med døre i korbuen blev borttat omkring 1870.

Anm.: Sognepr. Schøning er av rent prinsipielle grunde imidlertid kommen til den antagelse, at det nuværende sakristi er langt ældre end fra 1787, og at det før den tid har været brukt som kirkens kor.

9. Christen Findøe.
1712 til 1719. Han var først personal kapellan her i 16 aar og bodde paa Lunde, nordre i Bjørkedalen; blev sogneprest 1712, men døde allerede 1719. Dog har han i henseende til prestegaarden været en omhyggelig mand; ti han mottok den i slet, men efterlot den i god tilstand. Han forbedret de gamle og opbyggede endel nye huse, iblandt andet den bygning ved porten. Han anla springvandet til gaarden; likeledes en meget skjøn have, besat med de bedste frugttrær av alle sorter, som i hans eftermands tid blev nedhugne!!

Han var en liten mand av statur, men en kjæmpe av styrke. Han døde 1719 og blev begravet i konferenceraad Løvenskiolds «begravelse» bak kirken, straks nedenfor kirkedøren. Hans kone var datter av en foged paa Lister. Hendes navn var Viviche. Hun hadde ingen barn med ham og hadde som enke 2 huder i bruk av Valler, søndre, som hun nød landskylden av, ihvorvel hun ei bebodde dette sit enkesæte».

10. Fredrik Meier,
1719 til 1751. Meier var født i Kjøbenhavn 19-6-1670; (hans far var skogridder hos Fredrik III). Han var først kapellan til Bynæsset ved Trondhjem, blev gift med sogneprest Crantz' datter, Anne Katrine Crantz, som levet henved 80 aar. Meier var derpaa prest paa admiral Tordenskjolds skib og derefter sogneprest til Eidanger i 1719, i hvilket aar der grasserte en sterk blodsot. Han forestod kaldet i hele 23 aar til 14-4-1751.

Han hadde 2 barn, en søn, som blev medicinæ practicus og døde i sin bedste alder, og en datter, som løp bort med en tysk skjærsliper. Han døde i Brevik 31-5-1751, hvorhen han flyttet efter sin avsked, og ligger begraven utenfor kirkedøren hos de andre prester. Hans hustru blev begravet her 1749.

I Meiers tid indførtes konfirmationen ved kgl forordning av 13de janr. 1736. Gjennemsnitsalderen paa konfirmanter var da 18 til 19 aar og enkelte nogle og 20 ved sin konfirmation. Der holdtes katekisationer paa kirkegulvet efter prædiken om søndagene paa sommertiden for «ungdommen», især de sidste 2 aars komfirmerte. Gamle folk har fortalt mig, at man i deres barndom stod paa kirkegulvet helt til de giftede sig. Paa Meiers tid levet dr. Erik Pontoppidan, som i nogle aar var biskop i Bergen. 1737 skrev han sin «forklaring», sandhet til gudfrygtighet. Salmedigteren Brorson og skribenten Ludvig Holberg tilhører ogsaa denne tid.

11. Jørgen Herman Monrad,
1751-1763. Født paa Gjerpen prestegaard 14-10-1714 av provst David Monrad og Barbara Leopoldus, dimitteret fra Kr.ia latinskole av rektor Jac. Rasch 1731, attesterte (tok embedseksamen) 1734, voceret (kaldet) til kapellan paa Gran 1739, ordinert av biskop Dorph. 1746 voceret til kapellan i Eidanger av Fr. Meier og 1748 vicepastor og successor; mottok kaldet 14-4-1751, død 16-9-1763 ca. 51 aar gl. Hans hustru Katrine Stranger var død 1 maaned før og blev begraven hersteds ifølge Hjordeboken 11-8-1763, kun 35 aar gl.

I meddelelser fra Porsgrund heter det imidlertid, at baade Monrad og fruen blev bisat i likkjælderen under østre Porsgrunds kirke, og at deres lik i 1907 blev nedsat i kirkegaarden og over graven en støpt jernplate. Fru Monrads lik maa isaafald være flyttet over til Porsgrunds kirkekjælder og indsat der. 10-7-1760 blev Porsgrunds kirke indviet av biskop Nannestad.

Ved Monrads død blev Porsgrund særskilt sognekald og gaardene Bjørntvet, Skrukkerød og Jønholt blev tat fra Eidanger og lagt til Porsgrund.

Et av Monrads barn blev begravet her den 1te august 1761.

12. Herman Ruge,
1764; forhen sogneprest til Slidre. Blev indsat her av provst Monrad, (Gjerpen) 6-5te 1764, men døde allerede i september samme aar, ca. 58 aar gl. Skjønt denne mand omtales i «Økonomisk magazin» som baade lærd og flittig, er det vel neppe at vente, at hans 4 maaneders prestegjerning i Eidanger skal ha etterlatt nogen dypere mærker i menigheten. Efter hans skrifter at dømme stod han rationalismen nær. Stamfar til overlærer Ruge, Fr.hald.

Senere meddelelser: H. Ruge er født paa Næsodden 1706 søn av presten Chr. Ruge og Wilmiche Hermansdatter Krefting. Blev student fra Kr.ia skole 1724, tok teologisk embedseksamen 1726 og blev kapellan hos faren 1728. Blev i 1736 skibsprest paa orlogsskibet «Oldenborg» og i 1737 sogneprest til Slidre, hvor han forblev i henved 30 aar. Efter andre kilder: fra 1762 til 64 i Eidanger.

Menigheten i Slidre indgav klage over ham, da han var streng og forhøiet tienden m.m. Fra Eidanger haves ingen saadanne oplysninger.

13. Jakob Nilsen Mechlenborg,
1765 til 1799, født i Qvernæs ved Kristianssund 14-4-1731 av Christen M. og Johanne Busch; deponerte fra Trondjem skole 1750, attesterte 19-10-1752! Blev 9-4-1757 kateket ved Trondhjems domkirke og predikant ved Munkholmen og 25-1-1765 sogneprest til Eidanger, ordinert 24-3 av biskop Nannestad og indsat 14-4 av provst Monrad; gift med Anna Thomine Hammond fra Meldalen og anden gang med Anne Kristine Mylenphort; døde 13-12-99 uten barn. Var altsaa prest her i 35 aar.

Det ser ut av Hjordeboken som hr. Mechlenborg har været en rundhaandet mand og god at komme av det med. Til den store kirkereparation i 1787 har han skjænket gratis endel materialier. (Beløpet staar desværre ikke opført.)

Da tyvepak i 1799 brøt ind i kirken og stjal disk og kalk av sølv m.m. blev disse ting skjænket kirken paany av prosten. Som kirkeværge, sees han at ha eftergit kirken 59 rd. Herom skriver han i Hjordeboken «Altsaa mig tilgode 59 rd, 5 sk., hvilke i betragtning av restancer eftergis, uagtet jeg ved dette regnskaps antagelse uten belønning aldrig paatok mig for restancer at være ansvarlig. Eidanger prestegaard 12te juni 1787. J. N. Mechlenborg.

14. Jonas Rein,
1800 til 1808 født 30-1-1760, blev i 1777 dim. til artium (universitetet i Kbnh.) av sin lærde far. (Haud.) 2den eksamen i juli 78; theologisk embedseksamen 1780, (ogsaa Haud.) blev kapellan i Slidre, men tok det ikke; blev prest i Kautokeino; men paa veien derop blev han av Borregaards eier, der hadde kaldsret (jus patronatus) utnævnt til res. kap. i Skjeberg aar 1792. Sogneprest til Eidanger 1800, og 1808 til Nykirken i Bergen. Mødte i 1814 paa riksforsamlingen (Eidsvold) som 4de repr. for Bergen.

Biskop Johan Nordal Bruun døde 1816, og Rein blev av regjeringen indstillet som nr. 1 til dette embede; men Rein, der var en yderliggaaende patriot, hadde i riksforsamlingen og i pressen brukt saa voldsomme uttryk mot foreningen med Sverige og Karl Johan at bispestolen efter vidtløftige forhandlinger 1817 blev besat med Claus Pavels, der ogsaa hadde været prest i Eidanger. Reins helbred var nu saa svak, at statsraad Motzfeldt skriver, at han hadde tapt baade sjels- og legemskræfter. Han søker derfor om at erholde klokkerposten ved Nykirken (1819); men 21de novbr. 1821 ender døden denne sykelige mands lidelser. Rein hadde hele sit liv igjennem været sykelig. Han saa mørkt paa livet og mente sig uretfærdig tilsidesat.

Han var en omtvistet personlighet baade som digter og prest. Pavels sætter ham ikke synderlig høit som predikant. Men et faktum er det i ethvertfald, at Nykirken i Bergen aldrig var saa fuld av tilhørere, som naar Rein prædiket.

15. Erik Johan Steenbuck.
Se gravplaten! 1808 til 1846 Han kaldes ogsaa av mange: Johan Erik Steenbuck; maaske det er det rette, og at indskriften paa graven altsaa er feilagtig. Han blev resid. kapellan til Thune 1802; ægtet ved denne tid Hermine Hammond fra Rakkestad og døde i 1846. Baade han og fruen ligger begraven paa Eidanger kirkegaard litt søndenfor kirken. 2 store jernplater dækker begge gravene, der er forsynet med jerngitter. Paa platerne staar: «Erik Johan Steenbuck f. 1766, sogneprest til Eidanger, Brevik og Slemdal til sin død 1846. Anne Hermine f. Hammond. Født 1777. Død 1866.

De efterlot sig 3 barn: Sønnen Hans, f. 1802; d. 1853 som sogneprest til Enebak. 2 døtre: Fru Cappelen til Borgestad, mor til Erik Johan Cappelen, og fru Bugge, gift med pers. kap. C. N. Bugge i Eidanger. Hans Steenbuck blev dimittert fra Kr.ia universitet. Alle de foran nævnte prester er dimittert fra Kjøbenhavn. Han tok artium 1821 og fik 2; andeneksamen 2; theologicum 2 og practicum 2, d.v.s. «bedste» karakter til alle eksamener.

Der findes endnu nogle faa igjen i Eidanger, som kan huske gamle Steenbuck. Han var en mand av det gamle aristokrati, og vilde vist passet daarlig til prest i Eidanger nu i tiden. Han var en kraftig taler paa sit vis, men desværre var nok hans forkyndelse i altfor høi grad smittet av «oplysningens» tidsalder, hvilket var tilfælde med omtr. alle prester i vort land ved slutten av 17- og begyndelsen av 1800 tallet. Hans døvhet og forhold til den nye tingenes orden, som skaptes ved det kommunale selvstyre, er før omtalt. Ved hans død blev Slemdal Annex lagt under Gjerpen.

16. Ole Nielsen,
1817 til 1867 f. i Bærum 24-4-1806, søn av Søren Nielsen (d. 1829 som stadsveier i Kri.a), blev utnævnt til prest i Eidanger 21-10-1847; tiltraadte kaldet 22-5-1848. Han blev i 1823 student med haud (3) og tok alle de øvrige eksamina med samme karakter. 1830 pers. kap. hos provst Severin Breder i Fr.hald, hvis ældste datter Elisabeth Christine han ægtet i 1832. Var senere kapellan hos sin svigerfars eftermand Hans Riddervold (senere statsraad); utnævntes i oktbr. 1837 til sogneprest i Drangedal og kom derfra til Eidanger. Ved kgl. res. av 12-7-50 blev det residerende kapellani nedlagt under forbehold av, at et kateket embede istedet blev oprettet. Dette blev der imidlertid aldrig noget av. 18-8-1860 blev ved kgl. res. bestemt, at Breviks by fra 1-1-1861 overgaar til særskilt sognekald og fraskilles Eidanger. Nielsen fik foreløbig 300 spd. i avsavnsgodtgjørelse, hvilket beløp blev betydelig redusert av stortinget.

Paa en av sine reiser til Brevik, kom han i snak med en gammel kjerring ute ved Heistad. Hun kjendte ikke presten, som da var nykommen, og da han skjønte det, sa han: Er du aldrig i kirken du da, mor? Nei, sa konen, jeg er nok ikke saa ofte i kirken. Men har du da ikke hørt den nye presten da? Nei, jeg har nok hverken hørt eller set ham, jeg. Jeg kan forstaa det, sa presten. Men vil du saa ikke ind og høre paa ham da? Jo, gubevars; men det er ikke blit noget av endda. Forresten sier folk, at han skal være saa daarlig til at præke, at det næsten ikke er noget at høre paa heller!

Nielsen slog paa hesten, og avgaarde bar det til Brevik, saa fort han kunde.

Presten Nielsen var sterkt interessert for folkeoplysningen og skolerne, som han regelmæssig besøkte en gang hver vinter, og hvor han selv holdt eksamen hver sommer. Han var en retlinjet og imponerende personlighet og en myndig herre, som tilgavns forstod at indgyte sine sognebarn respekt. Hans prædikener var i regelen tørre, men hans konfirmationer var udmærkede. En haardnakket kræftagtig sygdom i hodet endte efter langvarige lidelser hans liv den 10-2-1867. Johs. Flood, som en tid hadde bestyrt embedet, holdt liktalen, hvorpaa liket blev ført til Fredrikshald, hvor han hadde ønsket at hvile. Det store liktog fulgte til Lanner; men folk fra Langangen fulgte videre østover. Hans ægteskap var barnløst. Fru Nielsen ligger ogsaa begraven i Fredrikshald.

17. Fredrik Carl Mülertz
1867 til 1878 f. paa Osebakken 6-12-1808; søn av apoteker Mülertz; dimittert fra Skiens latinskole 1828: Kand. theol. 1834. Karakterer: 2-1-2-2, adjunkt i Skien fra 34-40, da han blev sogneprest til Moland, Telemarken. Blev ordinert 16-10-40 av stiftsprovst, senere biskop, Jac von der Lippe; 1848 prest i Drangedal og sommeren 1867 til Eidanger. Tiltrædelsesprædiken den 4-8 samme aar. Meddelt avsked 7-3-78 , og avskedsprædiken den 1ste september, og han bodde som pastor emeritus til sin død 1883 i Bjelkegaarden ved Osebro, Porsgrund.

Hans hustru Lina (Nicoline Hedvig) f. 1-4-1808 og datter av hans farbror, Johan Mülertz i Kallundborg, døde av slagtilfælde 15-2-1873. Saavel presten som fruen ligger begravet i den gamle kirkegaard ved Kværndalen i Skien. I hans tid blev pulpiturerne nedskaaret i Eidanger kirke. Taarnet blev avstivet og zinktækket og ovne blev anskaffet. Mülertz led av hjertefeil og var ingen sterk mand. Mange husker nok endnu den uhyggelige begivenhet, som indtraf under gudstjenesten i Eidanger kirke trefoldighetssøndag vistnok aaret 1874. Presten hadde netop messet kollekten og begyndte at læse paa epistelen: O rigdoms dyp osv. Da han kom til «dyp», begyndte det at stoppe op for ham, men han fik med møie fremstammet nogle faa stavelser til; men saa blev det ganske stilt. Hodet sank ned paa brystet og derpaa seiler han baklængs og falder paa ryggen i altergulvet, idet han først slaar bakhodet mot rækverket, der gir et knæk og derpaa i gulvet. Alle trodde, naturligvis at presten var død. John Bassebo (medhjelper) var den første, som sprang bort for at hjælpe ham.

Han blev baaret ut i sakristiet, hvor han kom til sig selv igjen. Han vilde endnu fortsette forretningen, men maatte straks avbryte, da symptomer til besvimelsen atter indfandt sig og ledet ved 2 mænd, blev han atter ført ut i sakristiet. Forsamlingen var i opløsningstilstand, og en kvinde besvimet ogsaa. De fleste sat dog og ventet for at se, hvordan det vilde ende. Alle ønsket helst, at forretningen maatte bli indstillet, at man ikke skulde komme til at opleve samme scene paany. Efter nogle minuters venten kommer presten, ledet av de samme 2 mænd frem bak alteret og oplyser, at gudstjenesten faar avbrytes og ber menigheten undskylde.

Klokker Pedersen var fraværende den dag, og en gammel lærer var klokker. Mülertz sa siden, at hvis jeg bare hadde hat min egen klokker, saa hadde han reddet mig fra at falde. Dette tror jeg imidlertid vilde været en umulighet; dertil gik det alt for fort for sig. Prædikenen blev holdt onsdag efter (om «Gjenfødelsen») og var en av Mülertz's bedste prækener. Han holdt nemlig altergang den dag. En merkelighet var det, at netop den samme dag og time hendte en lignende tildragelse i Kristianssand, idet presten Kr. Dick besvimet paa prekestolen og faldt ned over trappen. Heller ikke han led noget større meen av denne uhyggelige katastrofe.

18. Nils Jacob Jensen Laache,
1878 til 1883, født paa gaarden Laake i Hovind, Annex til Ullensaker den 6-11-1831 av Jens Knudsen og Dorthea Jakobsdatter. Han tok i 1855 artium fra Heltbergs skole i Kri.a og i 1858 teologisk embedseksamen. Karakterer: 3-3-2-2. Som gut var han en tid handelsbetjent i Kri.a og virket allerede før, han blev student, som lægprædikant. I 1864 blev han stiftskapellan i Trondhjems stift, i 1868 sogneprest til Stenkjær, i 1878 til Eidanger, tiltrædelsesprædiken 6te okt. og 1883 sogneprest til Arendal. I okt. s.a. biskop i Trondhjem fra 1-1 1884 at regne. Han avgik ved døden 5te febr. 1892 og ligger begraven paa Vor Fr. gravlund, Kri.a. (Influenza). Laache var en klar aand med utpræget evne til at veilede andre. Han vedblev altid at staa lægfolket nær. Han besad ypperlige talegaver, og hans forkyndelse var grundig, klar og varm. Det var derfor med dyp vemod, at Eidanger menighet saa ham dra bort ved mittsommer 1883.

I «Grenmar» stod ved denne anledning følgende «avskedshilsen til hr. sogneprest Laache fra Eidanger menighet:»

Ved Laaches utnevnelse til biskop stod et lignende digt at læse i bladene. Det var en velkomsthilsen fra Erkebiskop Øisteins stad til den nyvalgte biskop.

I Laaches tid blev klokkeslagene ved gudstjenestens begyndelse og slutning indført. Denne skik er nu forlengst avskaffet her i sognet. Verandaen paa sydsiden av prestegaarden skriver sig ogsaa fra ham. Hvad denne mand forøvrig angaar henvises til artikelrækken: Lægmandsvirksomhet og vækkelser. I Laaches dage ydet vore nabomenigheter en ikke ringe tribut til kirkesøkningen i Eidanger. Særlig var der mange Porsgrunds-folk, men ogsaa til Skien naadde rygtet om den berømte Eidangerprest.

Engang fortelles der, (det var i en manufakturforretning i Skien) kom presten i samtale med betjenten; da denne fik høre, at han var fra Eidanger, kom samtalen straks paa presten, som han altsaa ikke kjendte. Dere har jo saa flink prest derute? Er der nogen som sier det da? Ja, alle mennesker her prater om det. Kjender De ham ikke da? Kanske De ikke har hørt ham endnu? Jovist har jeg baade hørt ham og kjender ham; men min mening er det nu, at det er en hel del overdrivelse i alt dette folkesnakket. Av nogle kunder, som stod der og smaalo, fik han vite, hvem denne Eidangermand var.

En anden gang. Laache kjørte hjem fra Porsgrund i sin kariol. Maa vi kjøre med dig? skrek etpar opløpne bengler fra middelskolen. Jo, da; sit op! Den formodede Eidangerbonde begyndte straks at utspørre gutterne om skolen, om lærerne, om klasser, om fag m.m.m. og gutterne syntes nok, at det var rart, at en mand fra selve bondelandet kunde interessere sig saa sterkt for slike ting. De gav heller ikke altid de mest høflige svar.

Alt gik imidlertid godt og vel, indtil de rak til det gamle sadelmakerhuset mitt ute paa Myrene. Her møter de tilfeldigvis en mand, som stanset, hilste ærbødig og sa: Nei det var da heldig, at jeg træffer presten, for ham skulde jeg netop snakke med.

Det gav et sæt i de to haapefulde bak paa kariolen og vips var de nede, og med lynende fart bærer det tilbake til byen. Den kjøreturen hadde de faat nok av.

Kirkesøkningen i Eidanger holdt sig i Laaches tid mer end almindelig god. I Arendal blev han bare nogle maaneder. Hans familie bodde endnu en tid i Eidanger for at ordne med indhøstningen. Utover høsten 83 kom han tilbake for at hente familien, og ved denne anledning prædiket han i Eidanger kirke for overfyldt hus, og mottok sammen med sine paarørende den hell. nadvere. Dette var sidste gang han prædiket i Eidanger. Han hadde holdt sin avskedsprædiken 1ste juli samme aar.

Laache var i sine yngre aar redaktør av bladet «For fattig og riig» og utgav i 1883 sin bekjendte husandagtsbok, som blev gratis tilsendt adskillige av hans venner i Eidanger.

19. Carl Fredrik Holmboe,
1883-18991 f. 4-5-32, artium 51, embedseksamen 56; karakterer: 3-3-3-3. 7-4-1858 pers. kap. hos sin far, stiftsprovst Holmboe i Tromsø, 23-3-61 pers kap. til Trondenæs, 2-1-64 sogneprest til Berg og Torsken. 31-7-69 atter pers. kap. hos sin far i Jevnaker; 24-7-76 sogneprest til Bynæsset og 8-6-83 sogneprest til Eidanger, hvorfra han blev meddelt avsked 1899, i hvilket aar han holdt sin avskedsprædiken 1ste pintsedag, 21de mai. Han tok da bolig i Kristiania, hvor han nogle aar senere avgik ved døden. Holmboe var en overmaate elskverdig og liketil mand, men ingen egentlig taler. Kirkesøkningen gik derfor nedad bakke. Han var i første ægteskap gift med en datter av biskop K. Gislesen, og hans eneste datter var gift med sakfører Johnson, en bror av missionæren. Men skolevæsenet i Eidanger blev adskillig løftet i hans dage. Han var en speciel ven av skolen og lærerne og satte meget i regelmæssige lærermøter med praktiske øvelser og diskusjon. Skoleforsømmelserne fik han betydelig ned. Holmboe kom gjerne omkring i menigheten og holdt bibellæsning, men aldrig uten at han blev anmodet. Han lot heller aldrig lægfolk delta i saadanne møter, ikke engang med en bøn. Hans kjæphest var «Naadens midler» og han drev derfor sterkt paa med altergang. Men færre og færre blev det, som gik.

Ved en visitats spør biskop Heuch sit sedvanlige spørsmaal om denne ting. Holmboe svarer, at det stod yderst elendig til med søkningen til Herrens bord; og det trods, at jeg maser og maser i tide og utide, men intet hjælper.

Nei, nei! det maa De slettes ikke gjøre; isaafald er jeg vis paa, at De skader mer, end De gavner! Holmboes byggeforetagender blir omtalt i særskilte artikler.

20. Hans Nilsen Hauge,
1900-1903 født 3-11-53 i Nordre Undal av provst A. Hauge og hustru Gabrielle Kielland. Blev student 1871 og kand. theol. 77. Karakterer: 3-3-3-2. 78 konst. sognepr. til Brevik, 79 pers. kap. i Skien, 81 sjømandsprest i Shields, 87 sogneprest til Brevik: fra 94-99 var han stortingsrepræsentant for Brevik, og 1903-04 kirkestatsraad, 1900 sogneprest til Eidanger hvor han holdt sin avskedsprædiken 1ste novbr. 1903, og blev i 1904 sogneprest til Skien. Han har opført den nye, staute uthusbygning paa Eidanger prestegaard. Hauge er en mer end almindelig begavet geistlig og har flere gange været sterkt paa tale til biskop. Han er sønnesøn av gamle Hans Nielsen Hauge.

21. Arnt Johan Schøning,
fra 1906, født 19-11-48, student 1866, teolog 73; karakterer: 2-2-2-2. 1874 pers. kap, til Bodø, 77 sognepr, til Hjørundfjord, 84 til Eid, Nordfj., 93 stiftsprovst i Tromsø og 1906 sogneprest til Eidanger. Tiltrædelsesprædiken den 4de mars s.a.

Schøning sitter inde med et grundig historisk kjendskap til kirkelig bygningskunst, for hvilken han ogsaa nærer en utpræget interesse. Han har i en aarrække været sysslelsat med forarbeider til utsmykning av Eidanger kirke.
Anm. I løpet av 300 aar er kun 3 sognepresten forflyttet herfra, nemlig Rein, Laache ogH. N. Hauge. Alle de øvrige har været ved kaldet til sin død eller avsked. I det hele 21 lutherske sogneprester og en katholsk paa de sidste 400 aar.