Fattigvæsen

av I. C. Ramberg

I 1839 hadde Eidanger 150 spd, i kontant utlæg til fattigunderstøttede Hertil kom da over et halvt snes lægdslemmer i de forskjellige lægdsdistrikter i sognet. Som regel kan vistnok antas, at lægd og skoledistrikt omtrent faldt sammen. Ordningen kaldes ogsaa springlægd.

1812 opgis fattigutgifterne til ca. 250 spd. og de faste lægdslemmer 13, foruten 5 fattige barn som følger skolen. Saadanne forsømte barn, som fulgte omgangsskolen fra gaard til gaard, hadde kosthold paa de gaarde, hvor skolen holdtes.

Anm. I 1845 da Brevik gik over til kjøbsted hadde Eidanger 1963 indb. og Brevik 1455.

I 1852 uttales: I senere aar har kommunen hat et utlæg til fattigkassen av over 400 spd. og desuten 8 faste lægd in natura.

I begyndelsen av 50-erne blev lægdsinstitutionen avskaffet og lægdslemmerne bortsat til folk for betaling.

I 1862 var derfor utgifterne til fattigkassen steget til ca. 900 spd.

For 1870 bevilges 1,100 spd.

For 1880 et utgiftsbudget paa kr. 6,200 til fattigkassen, hvilket delvis dækkes ved laan av kr. 2,000 og utligning av resten grundet de uhørt mange konkurser inden sognet, der har sat kommunens økonomiske evne i høi grad tilbake.

For 1890 bevilges et beløp av kr. 8,900, der anvendes saaledes:

Utsatte barn	Kr. 500
Fast understøttede voksne	5,000
Sindssyke	1,100
Midlertidige utgifter	1,300
Sykes kur og pleie	800
Utgifter ved begravelser	200
Tils.	Kr. 8,900

For 1900:

Fast understøttede voksne	Kr. 7,784
Barn	677
Sindssyke	4,216
Midlertidig understøttede	2,696
Sykes kur og pleie	748
Refusjoner til andre kom.	658
Begravelser	146
Abnorme	425
Uforutseede utg.	542
Tils.	kr. 17,892

For 1910:

Fast understøttede voksne	kr. 8,765
barn	1,566
Grundleier	109
Sindssyke	3,910
Abnorme	250
Sykes kur og pleie	2,300
Læger	500
Begravelser	150
Fattigforstanderen	400
Refusjoner	1,100
Tilfældige utgifter	2,000
Tils.	kr. 21,050

For 1916-17:

Fast understøttede voksne	4,400
Bortsatte barn	2,200
Sindssykes forpleining	4,400
Sykes kur og pleie	1,900
Abnormes forpleining	400
Begravelser	100
Læger og medicin	500
Fattigforstanderen	300
Grundleier	60
Refusjoner	900
Tilfældige utgifter	1,800
Tilskud til Mule	8,970
Tils.	kr. 25,930

Utgifter ved Mule gamlehjem i 1916-17:

Gaardsdriften	Kr. 1,200
Klær og sko	400
Husholdningen	5,000
Bestyrer & bestyrerinde	800
Skatter & assuranse	150
Sykepleiersken	400
Nyanskaffelser	200
Renter og laan	1,920
Ufortitseede utgifter	500
Renter av Vetle Mules & hustrus legat	500
Tjenerløn	500
Tils.	kr. 11,570
Derfra indtægt	2,600
Unnderballance	8,970

der altsaa maa tilskytes av kommunen.

Mule gamlehjem er saaledes ingen billig affære for Eidanger.

Mule Gamlehjem

Selve bygningen tar sig statelig ut i den gamle norske herregaardsstil med 2 verandaer i 1. etage. Tegning av arkitekt Børve.

Nede i kjælderetagen er der bryggerhus med rullebord, samt store kjælderrum til opbevaring av alle slags produkter, lyst, luftig og tidsmessig indrettet.

Oppe paa loftet er der store tørkerum.

Vetle Mules gamle bygning er paabygget en etage og forlenget med 30 m. samt forsynet med en mot vest vendende fløi, saa at bygningen i sin nye skikkelse rummer 34 værelser, foruten, som nævnt, kjælder og loft.

Gjennem 2. etage løper en korridor, der har indgang til en række av rum paa begge sider, nogle enkelt- og andre dobbeltværelser, saa hjemmet kan opta ca. 40 personer.

I første etage er spisesalen og her har man ogsaa bestyrerens kontor og privatbolig.

Bygningsarbeidet er utført av bygmester Jac. Andersen, Ørstvet.

Som bestyrer og bestyrerinde er ansat Ole H. Ørstvet og hustru.

Til gaarden hører ca. 80 maal dyrket indmark, samt litt skog.

Gamlehjemmetshistorie. Den 14. april 1910 besluttet herredstyret mot 3 st. at indkjøpe en eiendom til gamlehjem for Eidanger. 6 tilbud indkom, og den 4. august forelaa kommissionens forslag om, at anta Vetle Mules tilbud om, at kommunen skulde overta hans eiendom mot at betale (forrente) 10,000 kr. til et «legat?» for syke og trængende samt mot at kom. opfører et hus for giveren.

10 okt. blev skjøte paa gaarden samt gavebrev ref i herredstyret. Byggekomite blev Martin Mikkelsen, Abr. Traaholt og Jac. Øvald.

Selve bygningerne kostet 21,000 kr.

Indvielsesfesten

Ved 3-tiden om eftm. 28 decbr. 1911 var henved 50 mennesker samlet, hvilke benyttet tiden, før festen tok sin begyndelse, til at bese bygningen fra kjælder til loft.

De indbudne samledes derpaa i bestyrerens leilighet og tilstøtende rum, hvor fattigforstander Martin Mikkelsen aapnet festen.

Ordfører Versvik gav dernæst ovenstaaende meddelelse m.m. og overleverte det hele arrangement til formanden i fattigkommissionen, O. A. Langangen, der paapeket at denne dag vilde komme til at staa som en merkedag i fattigvæsenets historie og takket hver enkelt, som hadde været behjælpelig.

Herpaa fulgte beværtning med kaffe, smørrebrød og julekake, hvorpaa sognepr. Schønning holdt den egentlige indvielsestale i tilknytning til Math. 25,35: «Jeg var hungrig, og I gav mig at æde; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke» osv. alvorlig og indtrængende over disse Herrens ord.

Ordf. Versvik ref. et telegram fra Stenkjær gamlehjem saalydende: «De bedste ønsker i anledning indvielsen av Mule».

En adresse til Vetle Mule og hustru der var hindret fra at være nærværende, blev overbragt av ordf. og fattigstyrets formænd ved en visit i deres hjem.

Ved 8-tiden blev et smagfuldt dessertbord anrettet med al slags deilige saker. Fruerne Johnsen, Hegna og Ørstvest har megen ære av tilstelningen.

Festen avsluttedes ved 9-tiden av M. Mikkelsen, hvorpaa enhver drog til sit.

Belægget 1-1-1912 sees følgende gamle installerte paa Mule: Kristian Hansen, Sibilla Halvorsen, Netta do. (Tambur), hvilke 3 allerede hadde været der fra høsten; Netta næsten hele 1911.

I 1912 og 13 har belægget været ialt 27 personer, hvorav nogle bare en kort tid.

I 1914 og 15 har antallet været op til 33; men en hel del av disse har ogsaa været bare en kort tid, saa at gjennemsnitstallet kun har været ca. 19 a 20.

I 1916 i gjennemsnit 19 a 20.

Regnes gjennemsnitstallet i de forløpne aar (1912-16), saa vil dette antagelig dreie sig om 27.

Anm. Dette gjennemsnitstal maa sikkert være sat for høit, da gjennemsnittet ikke for noget enkelt aar har overskredet 20, ikke engang i 1914-15, da belægget endog har været oppe i 33.

Gjennemsnitstallet for tidsrummet 1912-16 kan vanskelig sættes høiere end 19-20. Efter Ole Ørstvet blev L. Bjerketvet bestyrer.

Opgaverne er meddelt av nuværende bestyrer G. Ovastrøm den 16-1-1917. Han fraflyttet i sommer, og Anders Lerstang og frue kom istedet.

Legatarisk gave

Ole Olsen Bassebø og hustru Elisabeth Henriksdatter fastsatte i testamente av 12te febr. 1777, gjentaget ved mandens erklæring av 21de mars 1787, at deres beholdne formue ved den længstlevendes død skulde tilfalde Eidanger sogns fattigkasse.

Beløpet utbetaltes ved skiftets slutning 7de mars 1806 med 562 rd. 56 sk., der efter senere foregaat omskrivning utgjør 217 spd. 2 11/16 sk.

Barnehjemmet paa Lillegaarden

Indvielsesfesten 8. juni 1902. Paa denne dag, der var 2. søndag efter trefoldighet, holdt statsraad Wexelsen gudstjeneste i Eidanger kirke, der paa denne straalende og minderike sommerdag var fyldt til trængsel. Statsraaden prediket varmt og indtrængende over dagens tekst, Luk. 14, 16-24 og dvælte herunder især ved de ord: «Gak ut paa veiene og ved gjerderne og nød dem at gaa ind, saa at mit hus kan vorde fuldt».

Efter gudstjenesten samledes efterhaanden gjesterne i hjemmets store spisesal, damer og herrer fra strøket mellem Moss og Skiensfjorden. Vi nævner hovedkomiteens formand, sognepr. Eckhoff, generalsekretær, sognepr. Walnum, sognepr. H. N. Hauge, sognepr. Ording, Solum, samt den tidligere formand i omstreiferkomiteen, politimester C. G Flood; endvidere pressens repræsentantor, Eidanger formandskap, lensmanden og fattigstyrets formand m.fl.

Ved middagstogets ankomst fra Kr.a, fremmøtte ogsaa de indbudne derfra, saa der i alt blev en forsamling paa over 100 mennesker. Sognepr. Eckhoff holdt velkomsttalen, og Walnum gav derefter følgende historiske meddelelser: Det var en ren tilfældighet, at denne omstreiferkoloni kom til at ligge her. Tal. hadde henvendt sig til presten Holmboe, der først gav et avslaaende svar; men ved nærmere overveielse kom han paa, at Lillegaarden allikevel turde være et ganske passende sted. Der findes 80 maal jord og ca. 100 maal skog. Villabygningen med øvrige huse er taksert for 14,840 kr. Eiendommen blev indkjøpt for 13,000 + omkostninger, der nok blev temmelig betydelige, da lensmand Gunnuldsen alene fik 1500 kr. i salær for at bringe salget i orden. Arkitekt Thrap Meier utarbeidet planer og tegninger for bebyggelsen med rum for ca. 40 barn. Arkitekt Børve hadde tilsyn med arbeidet, der efter indkommet anbud blev overdrat til bygmester O. Thovsen for den sum 20,000 kr. heri dog ikke iberegnet hverken grundmur, ovne eller inventarium.

Grundmuren blev lagt vaaren 1900 og ved juletider samme aar stod hovedbygningen færdig.

Enke fru Andrea Thorsen, Herøen, blev, i 1901 ansat som bestyrerinde og allerede 12. novbr. s. a. kom de 3 første barn, og 21. de 4 næste; 17. decbr. kom atter 1, og i mars 1902 etpar til, saa nu ved indvielsen var der ialt 10 barn. Walnum regner 1897 som omstreiferforeningens stiftelsesaar, mens der dog allerede i 1893 blev dannet en komite. Statsraad Wexelsen holdt derpaa indvielsestalen, hvorpaa der blev avsunget en av G. I. for anledningen skreven sang. Saa kom da endelig middagen. Ved deserten blev holdt en mængde taler: For arkitekterne, for bygmesteren, for Eidanger kommune, for bestyrerinden for damekomiteen o.fl.

Hjemmet har nu altsaa værer i drift i 15 aar, og i denne tid har der været ialt 58 barn; derav er 19 gaat ut som konfirmerte og 4 barn døde paa hjemmet, likesom 3 barn er sendt bort ukonfirmerte som abnorme. For øyeblikket er der et belæg av 34 barn. (1916).

Voldsomme konflikter

Der var en tidlang voldsomme rivninger mellem Eidanger kommune og hjemmet angaaende skolegangen for koloniens barn. Skolestyret ansaa disse barn for sig uvedkommende; men Walnum mente at koloniens barn hadde lovlig ret til at søke kredsens folkeskole paa Tveten. Fra motsat standpunkt blev det gjort gjeldende, at disse fremmedartede elementer vilde komme til at øve en skadelig indflydelse paa kredsens øvrige barn paa samme tid, som herredet kom til at faa betydelig økede tyngsler til skolevesenet. Møte paa møte blev avholdt med presten Walnum og de lokale autoriteter; men saken syntes kun at bli mere og mere tilspisset og ugrei.

Et kredsmøte under forsæte av amtmand Ullmann og Walnum blev da i 1904 avholdt i kommunelokalet. Ullmann var enig med Walnum og mente, at uviljen mot omstreiferne væsentlig skrev sig fra de utidige fordomme mot disse forkomne mennesker og hævdet, at Eidanger-folkets forfædre ikke hadde staat saa høit i kultur de heller, samt anbefalte endelig som et virksomt middel, at befolkningen her ute burde la sig besvogre med dem ved at la sine sønner og døtre indgaa egteskap med omstreifernes barn. Replikkerne blev nu noksaa haardhændte, idet etpar herrer betydet Ullman, at han ikke hadde nødig at komme her og rakke ned paa vore forfædre, som liggger i Graven.

Andre mente, at Ullmanns forslag igrunden var særdeles heldig bare med det tillæg at amtmanden og presten selv først og fremst burde gaa i spissen med at la sig besvogre med Lillegaardsbarna. Vistnok var der saavel i race som i kulturel henseende en gapende kløft mellem os og dem; men vi tviler allikevel ikke paa, at bygdens fordomme mot disse mennesker inden kortere eller længere tid vilde forsvinde, om bare presten og Ullmann, som antydet, foregik os med et godt eksempel. H. Ramberg, skolestyrets formand, var tilstede og varetok styrets interesser.

Møtet gav intet endelig resultat og konflikterne med Walnum og skoledirektøren blev snarere værre, saa det saa noksaa truende ut. Skolestyrets formand var imidlertid paa sin post, og vi har vistnok hans iherdighet særlig at takke for, at Eidanger holdt stand i kampen. Han og ordfører O. Versvik fik istand en skriftlig henvendelse til Stortinget, likesom de hadde foretræde for amtets stortingsmænd i Skien i sakens anledning. Resultatet blev et kompromis mellem de stridende parter, en ændret lovbeslutning om særskilt bidrag av staten til vedkommende kommune, der mottar barn fra deslige kolonier paa sine skoler.

Eidanger blev vistnok saaledes nødt til at motta barn fra kolonien, men opnaadde samtidig at erholde ca. 20 kr. aarlig av staten for hvert enkelt barn som søker skolen paa Tveten, likesom der ogsaa ved hjemmet blev ansat en statslønnet lærerinde til at hjælpe disse barn med lekser og andet hjemarbeide til skolen.

I de sidste 4 aar har i gjennemsnit 22 barn aarlig søkt Tvetens skole. Det aarlige statsbidrag utgjør saaledes over 400 kr. Paa hjemmet er der for øieblikket 29 barn i alle aldre fra ½ aar og opover. Høieste antal har været 38.

Gaardsdriften

Tiderne sier fru Thorsen, er yderst vanskelige. Forpagteren har sagt op, og til sommeren agter vi at drive gaarden med hjemmets egen styrke. Hjalmar Johannesen, nu en ung mand paa 22 aar, skal forestaa gaardsdriften. Han var blandt de første, som blev opdrat paa hjemmet, og har nu i 5 aar været hos Abr. Traaholt. Nu er han selv moden til at forestaa gaardsarbeidet. Sogneprest Walnum var her en dag og avtalte det fornødne med ham. Bestyrerinden oplyser, at hjemmet har 3 kuer og endel gaardsredskaper; men en hest kommer vi nok til at kjøpe. En 20-aarig pike, ogsaa av koloniens folk, er villig til at overta fjøsstellet; men forøvrig var det meningen at klare os med vor egen styrke, saa hvis vor Herre gir et godt aar, er det gode utsigter.

Fru Thorsen maa i sandhet være en dygtig og uforfærdet kvinde, som foruten sin øvrige gjerning ogsaa tør lægge ivei med gaardsdriften.

Det er isandhet en stor og velsignet gjerning, som drives derute paa Lillegaarden, - stor i filantropisk henseende, men ikke mindre i religiøs og moralsk. Fru Thorsen elsker denne gjerning med liv og sjel, og hun forstaar sin opgave; de 22 unge mennesker, som i aarenes løp er sendt ut i verden og som alle tjener sit eget brød, er et levende vidnesbyrd herom. Og de smaa er glad i hende og klynger sig om hende med rørende hengivenhet.

Herren sier: Hvo der anammer et saadant barn i mit navn, anammer mig. Se Math. 18, 5-6. Og hermed de bedste ønsker for hjemmets fremtid.

Øvallen

En invalid fra krigsaaret i 1814 var mest kjendt under navnet «Øvallen» eller Anders Øvald. Han var med som musketer i krigen i 1814 mot Sverige, og han døde i nærheten av Ramberg 11-7-1863. Hans rette navn er maaske Anders Nilsen Sølland, og han var da oprindelig fra Slemdal.

Han var i mange Herrens aar bortsat for fattigvæsenets regning, muligens først paa Øvald, dernæst hos Anund Løvøen, saa hos Isak Stranna og endelig hos Lars Briskemoen, Pladsene, hvor han døde 97 aar gammel og hadde da været blind i en 20-30 aar. Han skulde altsaa være født i 1766.

Men det var om hans begravelse, jeg egentlig skulde fortælle Som vi ser, døde han midt paa varmeste sommeren. Vi var fire stykker til at føre ham til jorden. Ole Lerstang, Anders Sillevig, Lars Briskemoen og jeg. Liket hadde i 8 dage ligget paa laaven. En salme blev sunget inde i stuen, og derefter begav vi os bort for at bære ham ned til den farkost, som vi skulde føre ham i men saa var han ikke engang lagt i kiste, men laa paa et bord med et laken over sig! Men hvilket syn! Øinene var ganske borte og kun 2 fæle dype huller var tilbake. Liket var næsten ganske sort og lignet et skelet. Jeg var dengang 16 aar, og jeg husker at jeg tænkte: Saadan skal ogsaa vi bli engang.

Saa gjaldt det for os at faa lempet ham ned i kisten, men det var lettere sagt end gjort; ti for det første var der en saa ulidelig stank, at Sillevig maatte ut og kaste op. Og desuten vilde kroppen gaa fra hverandre, idet huden revnet. Vi maatte da med stor møie faa et laken under ham, og da det endelig var lykkedes, saa holdt hodet paa at løsne fra kroppen.

Endelig laa da hans jordiske levninger i kisten; tyngden skulde ikke genere stort; ti der fandtes jo ikke kjød paa hans krop. Kisten blev anbragt paa forenden av en kog, og da vi naadde Eidangerfjorden, var der et litet vindlar, og vi satte seil; men stanken var uutholdelig, idet der stadig sildret og dryppet fra kisten.

Ved Øvald stod hest og ventet paa os med «eqvipage», og saa bar det videre under idelige dryp til graven, hvor resten av opløsningens proces skulde fuldbyrdes. - Saaledes lønnet mor Norge sine staute, brave sønner, der i farens stund traadte i bresjen og vovet liv og blod for fædrelandet.