Det var ikke saa liketil at utvandre til Amerika for en 100 aar siden, som det er nu i tiden. Man maatte dengang gjøre beregning paa at være likesaa mange uker paa denne reise, som man nu er dage. Seilskibene kunde være op til 16 uker underveis, og hvilke lidelser og savn disse sammenstuvede mennesker maatte utholde av sjøsyke, epidemier og mangel paa luft, kan vi neppe gjøre os nogen forestilling om. - Paa et av emigrantskibene, som gik fra Porsgrund først i 60-aarene, forteller en av mandskapet, som den gang var kahytsgut, utbrød der en ondartet pest ombord, som han kaldte den «Sorte død», der rev bort størstedelen av de ombordværende 300 utvandrere. Men ingen av mandskapet blev angrepet. Pesten var saa ondartet, at de angrepne ofte bukket under samme dag. Skibet stoppet op ved et Eiland litt nedenfor Qvebec hvor der var hospital og lægestation. De syke blev nu bragt iland og skibet lagt i Qvarantæne.
En mand, som var bragt iland kom en dag ombord og klaget over, at han var saa sulten. Han fik erter og flesk saa meget, han bare orket; men inden kveld var han død. - Kun et litet faatal av disse mennesker naadde sit bestemmelsessted.
Disse 3 sidste tilhørte P. M. Petersen og fragtet utvandrere over til den nye verden i 50- og 60-aarene. 5. Det største av alle var «Maple Leaf» (Mepliv) 396 l. bygget 1848 i Kanada og tilhørende Hans Møller. 6. Endelig har vi «Lady Peel» paa Stathelle 245 l., bygget 1846 og tilhørende N. Backer, Blehrs svigersøn. Læge fulgte med skibene. Paa Tyskendækbjælkerne blev anbragt et provisorisk dæk til opholdssted for utvandrerne. Disse maatte gjerne melde sig en tid i forveien, saa at det nødvendige antal senge, krakker og øvrige rekvisita kunde bli anbragt i rummet. Her nede blev da alle slags mennesker stavet sammen: Gamle og unge, kvinder og barn, gifte og ugifte, hele familier, folk fra alle verdens kanter, av hvilke de fleste aldrig før hadde betraadt et skibsdæk, hver med sit habengut. Emigranterne holdt sig selv baade sengklær og proviant, som de selv maatte tillave.
Fragten var omkr. en 20 spd.- for hver person og maaske litt moderation for familier. Paa dækket var der gjerne opført en salon til avbenyttelse for folk, som hadde raad til at betale noget mere, og som hadde større fordringer til huslig bekvemmelighet og hygge. I pent veir stod lukerne aapne, og emigranterne fik lov at være oppe paa dækket; men i styggeveir var det at forføie sig ned i «kjælderen», og da blev lukerne lukket. Man kan grue ved at tænke paa de «huslige» forholde nede i et saadant rum naar skuten slingret, og mennesker og gods ramlet væg imellem over et av sjøsyke tilsvinet gulv og en atmosfære, som var rent ut ulidelig.
Men tiderne har forandret sig ogsaa paa dette omraade, og da de store transatlantiske linjebaater i slutten av 60-aarene kom igang, overtok disse utvandrertrafikken, og dermed hendøde da den besværlige befordring med seilskibe. Det var ikke faa mennesker, som i aarenes løp blev utekspedert fra Porsgrund. Man regner et menneske paa hver læst dog saaledes, at av barn under en viss alder regnedes 2 for 1. Et skib som «Amelia» subbet altsaa paa hver tur mere end 300 individer ut av landet. Rekrutteringen av emigranter foregik fra hele Skiensfjordens opland, og bare fra Eidanger har der i løpet av de sidste aarhundrede ifølge en løselig optælling utvandret over 300 mennesker, som vil sees av følgende bygdevise opgaver:
| Bergsbygden ca. | 40 |
| Langangen & omegn ca. | 82 |
| Bjørkedalen (Aakl.) ca. | 60 |
| Tvetens kreds ca. | 50 |
| Myrenes kreds ca. | 46 |
| Breviksbygden ca. | 50 |
| Tils. ca. | 330 |
Digtning og skjaldskap i vort land er saa gammelt, at det naar ind i den graa oldtid. Skjalde, digtere, trubadurer, barder og minstrels eller minnesangere og hvad de ellers kaldes, var almindelige hos konger og andre stormænd, og saadanne har flere gange ved sin kunst reddet vort fedreland for ufred og blodsutgydelse.
Tiden omkr. 1800 var frodig og rik paa nye viser og selskapssange; men disse literære skatte formaadde ikke at trænge ned i folkets brede lag. (Zetlitz, Nordal Bruun og Schwach). Wergeland skrev «for arbeidsklassen»; men han naadde neppe frem til Eidanger. Smaahefter av fortællende og underholdende indhold utkom undertiden; men saadant blev gjerne av almuen betegnet med det mistænkelige navn «Studenterdigt», eller ogsaa «Hekstorier». (Mærk «Genoveva», «Caspar Hauser» og «Rosa av Tannenburg»!)
Men ved siden herav grasserte imidlertid gjennem hele aarhundredets første halvdel og et stykke ind i 2den en sand oversvømmelse av den saakaldte «Godtkjøps» literatur mest i form av toskillings-viser, der av velvillige og selvbestaltede agenter og «tricer» blev utkolportert rundt om i bygdene. Prisen skulde jo ikke skræmme, og det dreiet sig gjerne om 1 eller 2 sk., og titelen var jo ofte saa fristende, at der skulde kræfter til for ikke at gaa i fælden. Lageret bestod gjerne i et hundrede stykker av «nye» eller ogsaa ofte «splinter» nye viser, emballert i et gammelt, smudsig torklæde, og forretningen blev gjerne indledet paa følgende eller lignende maate:
Det er fælt, som det har hændt opi S... her for ei ti siden da. Aa huda; nei, aa er det, da? Aa det er 3 mennesker, som er brændt inde. Aa Herregud da! Men aassen gik det te, det da? Ja, her skal dere se.
Kolportricen aapner nu sin pakke og fremviser et eksemplar av sit habengut. Paa titelbladet stod med store, iøinefaldende bokstaver En ny sørgelig vise om den rædselsfulde tildragelse, at 3 mennesker brændte inde den osv. Aa koster den visa da? Den koster 2 sk. Saa var den handelen gjort.
En hel del viser dreiet sig om ulykkelig kjærlighet der gjerne endte med mord eller selvmord. Den slags fik naturligvis en rivende avsætning. Saa var det lybske heste, som hadde anrettet ulykker, eller forlis, eller dampskibssammenstøt; saa var mor vandret bort fra en flok smaa, der fik stedmor og blev ilde behandlet; saa var det splid mellem ægtefolk, idet manden drak op alt det, han eiet; saa faldt en kone ned fra et trev i uthusene og blev spiddet paa en kornstør, og saa var et litet uskyldig barn faldt i en kokende gryte med vand. Om alle saadanne hendelser blev der laget viser, der sluktes med begjærlighet; ti der fandtes jo snart sagt næsten ikke andre maater at faa tak i saadanne kostelige nyheter paa.
Viser bruktes endog i krigen i hungersaarene istedenfor mat. Gamle Anders Øvald, der var med at forsvare landet for 100 aar siden, fortalte, at det ikke var altid, at soldaterne fik sine matrationer; men i saa tilfælde blev der utdelt «snaale» viser til disse mennesker, for at de skulde glemme sin hunger.
Visselig var denne toskillingsliteratur langtfra ganske fri for at være beheftet med skavanker, der nødvendigvis maatte virke paa boklig dannede mennesker som «salt i sure øine», skavanker i versebygning og rim osv.; men alt dette blev forbiset av det store gros, der var yderst skaansomme i sin kritik, naar bare indholdet var av den natur, at det «rev i halsen». Man resonnerte som saa: «Hvad i alverden kan vel det gjøre, om der er en eller etpar stavelser formeget eller forlitet i en verslinje, eller om digteren har latt det ord «nat» rime sig paa kat eller paa hund? Saadanne pirkerier hænger vi os ikke op i. Visen er da vel like snaal for det!» Ut fra denne betragtning kan vi da let forstaa, hvorledes det argeste literære jaaleri kunde faa en saa rivende avsetning, at en lumpen dovendidrik eller hans feminine allierte kunde finde sit daglige utkomme ved at omsætte aarets folkepoetiske avkastning til klingende mynt.
Viser som gik i bygden: Prins Ferdinand, Karl og Emma, Dampskibene «Bergen» og «Norge» støter sammen, Han Ola natteløper, Amanda sat, Lathans, Krigsvise, Soldatervise, Lensmandsvise, Storskryteren, Haandverksvise Kaffevise, Krinolinevise, Opslagsvise, Gangspilvise, Maateholdsvise, Længselsvise, samt en hel del sjømands- og kjærlighetsviser.
| Utdrag (s. ) fra: I.C. Ramberg: Boken om Eidanger. - Porsgrunn 1918 |
Til bokas innholdsfortegnelse |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |