Flere Porsgrunds-herrefrvar blit opmerksom paa, at det nordligste parti av Langangsfjorden, nemlig indenfor broen maatte være ualmindelig velskikket til utklækning av laks og ørret. Sundet litt ovenfor broen er saa grundt, at det er omtrent tørt ved lavvande, og ved at anbringe en dam her kunde hele fjordpartiet indenfor med rimelig bekostning og uten større vanskeligheter avstænges, og saa hadde man straks det prægtigste og rummeligste fiskebasin, man kunde ønske sig. Længde ca. 1 km.; største bredde ca. 100 m. Hertil kom endvidere den fordel, at der i basinet utmunder flere elvedrag, hvor fisken i gytetiden kunde gaa op og lægge sin yngel, samt at der ved tidvandet stadig tilføres basinet friskt sjøvand fra fjorden.
Bankkasserer S. K. Høegh, samt firmaet Vauvert & Høegh i Porsgrund sørget for, at ideen blev til virkelighet, idet disse herrer først i 70-erne oprettet kontrakt med grundeierne og gik ivei med bygningen av en fiskedam. Men ved nærmere overveielser viste der sig at være den hake ved saken, at der eksisterte noget som hette trafik gjennem sundet, trafik med rofarkoster, med førepramme og med tømmerflaater, og trafikken gik det ikke an at stænge. Man indsaa straks, at en dam over sundet ikke kunde anbringes paa det grundeste punkt; ti da vilde ved almindelig vandstand al trafik bli stængt. Dammen maatte derfor anbringes noget længere syd, hvor dybden var større, hvilket atter vilde fordyre bygverket.
I dammen blev man nødt til at anbringe 2 gjennemgangsporte, en for større trafik og en liten en for haandfarkoster.
Theodor Kjølsrud blev engagert som anlæggets nærmeste leder. Han fandt da ut, at hovedporten burde fæstes paa 2 solide tapper nede ved bunden saaledes, at den under aapning kunde slaaes helt overende og bli liggende paa bunden, idet trafikken imidlertid uhindret kunde gaa sin gang. Ved hjælp av et vinsch kunde saa porten atter hives op igjen, og aapningen lukkes. Den lille port var forsynet med et tungt lod, der stadig holdt den paa ret kjøl, indtil der kom en rofarkost, der med adskillig trouble fik skyvet den saa meget utside, at farkosten kunde presse sig igjennem. Men en damvogter blev man saaledes nødt til at ansætte, og vogterbolig blev man da ogsaa nødt til at bygge.
Ingebret Gusfred blev ansat til at besørge tilsynet, samt utføre aapning og lukning av den store port. Det gjaldt at holde skarpt utkik og være parat med aapningen, at ikke flaater og lignende under den sterke strøm skulde tørne mot porten og kanske rive hele dammen overende. Likesaa nødvendig var det at være kjap med likningen, at ikke fisken skulde finde leilighet til at smutte ut av basinet.
For at sikre sig endyderligere, at ingen av fangerne skulde faa adgang til at slippe i frihet, blev der opført en reservedam noget længer mot syd. Her var rigtignok sundet baade dypere og bredere og vanskeligheterne følgelig større. Men Abraham Flaatten fandt ut en lettere og mere praktisk metode for aapning og lukning; og dertil kom ogsaa den fordel at strømmen var langt mindre strid, hvorav atter fulgte, at denne dam trods sin størrelse var lettere at betjene.
Den lille port lukket sig automatisk ved hjælp av en rulle med kork, der løftet portfløien op, naar en farkost hadde arbeidet sig igjennem. Men ikke destomindre fik man kun liten glæde av denne sikkerhetsforanstaltning; ti isen sørget for, at der inden ganske faa aar kun stod nogle enkelte stolper tilbake av dette anlæg til stor forargelse for førepramme og lign., der ret som det var, blev hængende fast i timevis, trods de mest fortvilede anstrengelser for at komme løs.
Da nu endelig basinet var forsvarlig avstængt, blev en utallig mængde yngel av laks, men især av ørret sluppet ind. Nu gjaldt det altsaa at leve i haapet i nogle aar i forventning av en rik høst. Anlægget krævet imidlertid sine løpende utgifter til vogterløn, reparationer m.m. Saa kommer den store krise sidst i 70-aarene, og firmaet V.& H. maatte trække sig tilbake, og bankkassereren blev staaende alene. Han var imidlertid nu allerede en gammel mand, og anlægget begyndte at forfalde. Fisk var der vistnok i tusindtal, og eierne hadde allerede flere gange forsøkt sig med vadtræk og fanget baade ørret og anden fisk. Ørretten og laksen blev sluppet i vandet igjen; men torsken og hvittingen osv. tok man med sig hjem. I flomtiden om høsten var ikke alene elve og bække, men endog grøfter og sølediker saa yrende fulde av fisk, at selv kvinderne fanget den i sine forklæder, og en mængde fisk sloges av opsidderne med lyster.
En søn av damvokteren forteller: I længere tid hadde vi lagt merke til en pen laks, som til visse tider av dagen indfandt sig helt nede ved dammen. Der i sundet findes en ustyrtelig mængde blaaskjæl (fiskeskjæl). Vi tok op endel og rensket og kastet indmaten ned til laksen, der med begjærlighet slukte disse lekkerier. Dette gik paa i lengere tid. Fisken blev ganske tam og indfandt sig for hver dag. Vi hadde længe lagt merke til, at den hadde en fiskekrok i munden med en lang tom, og en dag blev der besluttet at vi skulde befri den for denne plagsomhet. Et fiskegarn blev anbragt i sundet, og straks var fyren i vor magt. Fiskekroken, der var ganske fastgrodd i dens kjæve, fik vi med megen møie fjernet, hvorpaa det vetskræmte dyr mere død end levende atter blev sluppet ned i sit element. Vi ventet nu paa dens besøk som før, men den kom aldrig mere for vore øine. En saadan spøk hadde den nok ingen lyst paa mere.
Ingebret Larsen forlot efter nogle aar fiskedammen da anlægget mere og mere holdt paa at forfalde. En ny vokter, Ole «Dammen», blev ansat; men efter et aars forløp kunde anlægget betragtes som nedlagt, og den fisk, som ikke allerede da var forduftet kunde nu uhindret stryke sin vei, da hovedporten blev staaende aapen. Nu for tiden findes der kun sparsomme levninger tilbake av den svundne herlighet.
Lovbestemmelser. Der er ved flere høiesteretsdomme fastslaat, at østers, naar de findes paa den del av havbunden, hvortil grundeierens eiendom strækker sig, er at betragte som hans eiendom paa samme maate som de paa eiendommen voksende planter. (Efter dr. H. Scheel).
«Pollen» eller fjordstykket nordenfor «Øia» ved Langangen har fra umindelige tider været kjendt for sin rikdom paa østers. Gamle Abraham "Øia" hadde sandsynligvis gjort østersfangst til en levevei, og sikkert er det ialfald, at sønnen Jakob Øia, der bodde i Kokkersvold, hele sin levetid drev denne geschæft.
Østersen blev dengang (hele forr. aarh.) avsat i de nærmeste byer til fabelagtig billige priser. (4 kr. pr. tønde). Rygtet om Langangens østersrikdomme lokket folk langveis fra til stedet; ti den fandtes i en saadan overflod, at en mand makelig kunde skrape op av bunden en hel kogladning paa en eneste dag. Store partier av bunden var ganske bedækket, som om der var utbredt et graalig tæppe nede i dypet og det tiltrods for, at der stadig blev gjort indhug i lageret. Ingen tænkte paa at betale avgift til grundeierne, likesaalitt som det faldt nogen av disse ind at negte folk; ti de hadde neppe selv nogen riktig forstaaelse av, hvilken rikdom, der laa skjult nede i dypet. Grundeierne var i aarhundredets første halvdel Peder N. Sundsaasen og Ole A. Langangen. Senere deres sønner.
Som redskaper ved østerstagning blev anvendt:
En østersklype av jern paa en 3 favne lang stake av
træ. En skavl av jern med næt, likeledes fæstet til en
lang stake. Et redskap til at se igjennem
(østerskikkert). Denne var gjerne lavet av et
smørkvarter uten bund; men isteden var der indsat en
glasrute, der sluttet vandtæt til. Denne «kikkert»
blev sat med glasset ned i vandet, og med ansigtet ned
i denne indretning blev arbeidet utført, idet man laa
paa knæ i bunden eller paa isen og skrapet bunden med
skavlen eller, hvis de sat svært fast, rev dem løs med
klypen og øste dem op i dagen med skavlen. Nu for
tiden bruker man aldrig at «skrape» bunden, da man paa
den maate tillike river løs yngelen.
Høsten 1867 oprettet M. Svendsen hvilested for reisende med restauration og utsalg av bayerøl samtidig med, at han etablerte sig som landhandler. Som en lækkerbisken begyndte han ogsaa at servere østers, der var saa let tilgjængelig og var at erholde fuldstændig fersk og i hvilkesomhelst kvanta. Gjesterne fandt mere og mere smak i den, og «hvilestedet» vandt et fordelagtig renomé for sin østers.
Mitt i 70-aarene var imidlertid generalløitnant Wergeland blit opmerksom paa dette. Denne mand blev i de nærmestfølgende aar sjælen i alle de foretagender og arbeider, der blev sat igang med østersgrunden, der fra nu av skulde omdannes til en østerspark, med masseproduktion ved rationel og kunstig utklækning av østersyngel.
Harald Nikolai Storm Wergeland var født 27-5-1814, var i 1860 og 68 statsraad og chef for armedept., og utnævntes i 1875 til generalløitnant. Han var en fætter av dikteren og f. Storm. Viste særlig interesse for smaafugles fredning, for ferskvandsfisket, samt for østersavlen. Han fik istand kontrakt med de 2 grundeiere Anders O. Langangen og N. P. Sundsaaen og gik straks ivei med dannelse av et aktieselskap til drift av østersfangst og østerskultur efter fransk mønster. Selskapet blev konstituert under navn av «Det Norske Østerskompani» og med en aktiekapital av 60 tusen kroner. Hovedtyngden av dette beløp blev inkassert hos kapitalister i Kristiania. Generalløitnanten nød en ubegrænset tillid. Den aarlige grundavgift blev ordnet paa den maate, at hver av grundeierne fik gratis 2 aktiebreve, hvert lydende paa 1000 kr. Al den gamle østers blev nu tat op - 36 tusen det første aar. I det hele blev der fisket op 300 tusen og bunden blev saa at si renskrapet.
De unge østers blev utsortert, og til disse blev der lavet flere tusen kasser paa følgende maate: Over et bindingsverk av træribber blev der strukket staaltraad til vægge, tak og gulv i kasserne. Hver kasse blev ogsaa ved staaltraad avdelt i 3 etager, og hver etage blev forsynt med et passende antal unge østers. En ny og kraftigere generation skulde skapes, og herved skulde da ogsaa det brydsomme slit med at faa dyrene op fra bunden undgaaes, idet man herefter, naar man ønsket sig en ret østers, bare kunde hale til sig en av kasserne, saa hadde man straks et helt traug fuldt paa en gang.
Dykker var i lang tid i virksomhet i parken, dels med at løsne og opta den gamle østers, og dels med at anbringe kasserne og alt det øvrige rekvisit paa sin rette plads nede i dypet. Nogle kasser var ogsaa bare en-etages og av størrelse som en alm. fiskekasse. Foruten alle disse kasser blev en ustyrtelig mædgde med mønnepanner, ophængt paa staaltraade, der var optrukne tversover hele basinet og kun nogle favne ned under vandskorpen. Disse «pander» var overstrøket med kalk, forat de nyfødte og hjelpeløse kryp skulde ha saa meget lettere for at fæste sig - altsammen efter fransk mønster for rationel østerskultur.
Nicolai A. Langangen m.fl. betjente dykkermaskinen og utførte altslags andet arbeide vedkommende anlægget, og hans bror Abraham Flaatten var formand og fungerte desuten ogsaa som enslags teknisk kyndig leder av arbeidet. Begge brødre var sønner av grundeieren, Anders Langangen.
Foruten kasser og mønnepander blev der ogsaa nedsænket flere hundreder av faschiner eller kvistebunter, for at de nyfødte væsener skulde finde sig et hyggelig og komfortabelt hjem. Og for at lette de stakkels kryp skaldannelsen blev da ogsaa disse bunter oversmurt med kalk.
Vi vil erholde et begrep om den enorme frodighet, med hvilken den slags skapninger formerer sig, naar vi hører, at et eneste individ kan bli mor til ca. 2 millioner østerslarver. Paa de store østersbanker i Limfjorden findes der en saadan masse av yngel, at der i gytetiden stadig ruger likesom et graalig-hvidt taakeslør over havbunden. Den del av yngelen, som er saa gunstig stillet, at den finder «fæste» og lever op, blir voksen i løpet aven 4-5 aar, og da grundlægges selvfølgelig en ny generation.
En dag bragte dykkeren frem fra dypet en gammel, forrustet sinkbøtte, der baade utvendig og indvendig var aldeles overgrodd med østers. Endnu rarere var det med en vis gjenstand av stentøi, der for mange aar siden i hankeløs stand var blit sendt ned i dypet. Ingen anet, at dette grinagtige stykke bohave nogensinde vilde komme for dagens lys mere, og endnu mindre, at det nogen tid skulde opnaa den ære at bli en av de merkeligste seværdigheter i østerskulturen der paa stedet. Forbauselsen var derfor stor, da dykkeren viste frem et ikke litet vidunder av naturen. Den unævnelige var nemlig ikke alene utvendig tæt begrodd med østers, men ogsaa indvendig aldeles fuldproppet av disse skapninger, der endog hadde fæstet sig utenpaa hverandre i flere lag, nogle med hodet nedad, de fleste i alskens andre stillinger saaledes, at den hele hele koloni nærmest syntes at ligne en uhyre gordisk knute. Hele klumpen blev indsat som en raritet til opbevaring i «Wergelandshuset», hvor den i flere aar var stedets mest skattede attraktionsnummer og hvor den efter al sandsynlighet hadde ivente en endnu større utmerkelse, nemlig engang i tiden at komme til at figurere som grundstamme i et vordende østersmusæum.
Foruten formanden var ogsaa Wergeland selv ofte tilstede i ukevis og hadde det øverste tilsyn med arbeidet. Han bodde da hos Anders Langangen og hadde gjerne med sig allehaande gode saker i sin kuffert, saavel «spisendes» som «drikkendes», hvilket han trolig delte med familien. Saken var efter alle sikre mærker i de bedste hænder - saaledes mente folk ialfald - og man lovet sig derfor et rikelig utbytte.
Paa Langangsstranden blev opført et større hus, bestemt til verkstedslokale og baathus, samt til lokale for dykkerrekvisita og andre redskaper. I den østre ende av bygningen var der desuten indredet pene rum til kontorlokaler for formanden. Huset staar der endnu og kaldes gjerne for «Wergelandshuset». Det er nu forlengst tat i bruk av den nuværende grundeier som vognskur m.m., og eieren av garveriet har gjerne i sommertiden proppet huset fuldt av granbark, mens kontoret har været sterkt benyttet ved skjæring av tøndebaand. Alle forberedende arbeider var nu forlængst avsluttet, og den tid kom da endelig, at resultaterne av de store bekostninger og aarelange anstrengelser skulde begynde at vise sig. Hvilke opdagelser gjør man saa? Jo, mønnepanderne var blanke og uforandrede og aldeles i samme forfatning, som da de blev lagt ned. Faschinerne likesaa. Noget spor av yngel var ikke til at opdage paa nogen av dem. Staaltraadkasserne frembød imidlertid et endnu tristere syn: Død og forraadnelse over hele linjen. De lyse forhaapninger laa i grus og blev avløst av en stor og smertelig skuffelse. Enden paa det hele blev et svimlende fiasko! Ikke nok med, at alle forventninger var gaat op i røk; men det som værre var: Selve østersgrunden som saadan var ødelagt for mindst en menneskealder!
Efter dette maatte her absolut foreligge en væsentlig feil i fremgangsmaaten, og feilen var efter al sandsynlighet bundskrapningen. Derved blev ikke alene yngelen ødelagt; men enhver betingelse for ny yngel blev utelukket, idet moderdyrene blev løsrevet fra, sit fæste og smidet ind i staaltraadkasserne. Men en løsreven østers har neppe evne til at fæste sig paany, iethvert fald slet ikke paa en staaltraad. De kalksmurte mønnepander og faschiner vilde sikkert været særdeles formaalstjenlige som fæste for østerslarver; men hvad hjalp vel det, naar omtr. alle stamdyr var myrdet? Der stod man! De spredte individer, som hadde været saa heldige at undgaa efterstræpelsen og bli staaende urørte, kom nu til at overta den funktion at bli stamfædre til en hel ny østersbestand paa de gamle ruiner.
Det lakker nu henimot 40 aar, siden selskapet trak sig tilbake, og arbeidet blev indstillet. I de aller siste aar har imidlertid østersbestanden atter begyndt at økes saaledes, at eierne i de senere tider har kunnet indhøste endel. Dette var tilfælde for en 3-4 aar siden, og i avvikte høst blev der paa begge sider av basinet tat op og solgt ialt 4 a 5 tusen østers. Men der er jo endnu langt frem. Prisen er nu aldeles storartet. 18 øre pr. stk. eller 3.50 pr. snes. Fangsten sendes med tog til en østerskjælder i hovedstaden, hvor man kan bli av med alt det, der kan opdrives. Da østersgrunden var i velmagt for en 40 a 50 aar tilbake, kunde man vistnok uten at drive paa rov opfisket ca. 30 tusen hvert aar. Dette gjør efter nævnte pris over 5 tusen kroner om aaret.
Det største areal av grunden tilhører Sundsaasen, og paa Langangen er der nu desuten 2 grundeiere, idet garvermester N. Johnsen for nogle aar siden kjøpte «Stueaasen» med tilliggende herligheter. Man har i de siste aar beoyndt at sænke graasten ned i dypet til fæste for yngelen, og dette eksperiment viser efter sigende de mest lovende resultater.
Skræddere var gjerne fastboende i sognet og gik omkring paa gaardene og sydde.
Lars og Hans Briskemoen var fra Kvelle og kom hertil i 40-aarene. Lars bodde fra først av i Solvik og holdt sig til Bergsbygden; senere slog han sig til en plads under Solvik.
Hans holdt sig i Breviksbygden og reiste snart til Amerika. Broren Lars, der altid hadde levd i mindre gode kaar, reiste opmuntret dertil av broren ogsaa til Amerika i 1866.
Til konfirmationsklær bruktes gjerne byskrædder. Av saadanne maa nævnes I. H. Ugelstad, der var nordenfra Bergenstrakten, men i lang tid bodde i Brevik. Han var utdannet i Hamburg og holdt tyske aviser. Han var en meget klok og behagelig mand, som arbeidet baade i Bamle og Eidanger, og var fast skrædder hos presten Nilsen. Der sat han i pikekammeret og sydde; men da fruen gjorde ham opmerksom paa, at han ogsaa skulde spise sammen med tjenestefolkene, da sa vor gamle hædersmand fra. Siden fik han sitte tilbords med herskapet.
Bernt Rønningen og Nils Høiberg sydde opi Marken. Søren Holte, Edvard Dreirønningen og Nils Hegna arbeidet i Bjørkedalen og de nordlige egne av sognet. Karl Løvsjø i Breviksbygden.
Den saakaldte skaanske Andersson vandret hele sognet rundt. Han var ualmindelig dygtig; men han var saa grov og yderliggaaende i sin spøk, at folk kvidde sig for at ha ham i huset, særlig for barnas skyld, der lærte meget stygt av ham.
Skomakere i 40 og 50-aarene var Søren Oxøen og hans søn Lars, hvilke i slutten av 50-aarene flyttet til Hegna i Bjørkedalen. Efter disse kom Hans Jac. Røratangen, der var en flink og mere moderne skomaker. Han er nu død, og var en av sognets ældste indvaanere.
Skomaker Anders Aasæter var en solid arbeider. Han bodde først paa Langangen i garverbygningen og flyttet siden til Aasæter. Han arbeidet likefuldt helg og «verke», søndag som mandag, og det holdt han paa med saalænge han levde.
Nils Haaøen, en søn av gamle Ole, drev ogsaa i sine yngre aar med skoarbeide; men da han kjøpte eiendommen Vesta paa Haaøen og giftet sig med Karen Bjønnes, en datter av Hans, opgav han dette haandverk.
I Marken og Langangen arbeidet John Ragnhildrød, Anders Aaklungen og brødrene Gullik og Kristofer Dagmyra samt i senere tider Per og Ole Lillegaardsæter, der reiste til Amerika, samt broren Svend, der nu bor paa Myrene.
Hans Peter Rød og Knut Larsen Tveten var ogsaa dygtige folk i sit fag.
Isak Sølverød arbeidet i Breviksbygden, og skomaker Jacobsen, nu i Porsgrund, drev en tid i Langangen.
Lars Snekker paa Tveten var saa at si storsnekkeren for hele sognet. Han hadde omtr. al leverancen av likkister, og efter faren fortsatte sønnen John den samme forretning. Knut Snekker fra Bamle var ogsaa glasmester, og han var gift med Kirsten, en datter av Søren Skomaker.
Tømremand var Ole Adolfsen og sønnen Amund.
Møbelsnekkere var der faa eller ingen av. Møbler og husgeraad kjøpte man helst paa store auktioner i by og paa land, saa det var ikke ofte at man, som nu, kjøpte nyt.
Malere fik man fra byerne. Torsten Halvorsen bodde riktignok paa Sandøen, men arbeidet mest i Brevik.
Av murmestere hadde vi Ole Kristian Berg i Kokkersvold. I Bjørkedalen benyttedes murere fra Kafteinrønningen i Gjerpen.
Andreas Feier, der bodde ved Ørstvet, var fast feier i sognet i 50-aarene. Han forpligtet sig til at feie 30 gange i Prestegaarden, for at presten Nilsen til gjengjæld skulde forrette hans vielse, da han ikke paa et bret kunde tælle op pengene. Men saa søkte han sig til Langesund, og dermed lot han prestegaarden seile sin egen kurs.
I omegnen av Brevik feiet Lindevald fra Brevik, der gjerne hadde hele familjen med sig, og som betaling ønsket han helst visse naturalydelser, saasom et pent stykke flesk eller lign. lækkerier.
Smedehaandverket drev gjerne enhver bondemand til husbehov. Smie fandtes paa bondegaardene og enkelte var saa flinke, at de kunde lave riktig godt egjern. Men da kulbrændingen ophørte var det ogsaa forbi med denne slags industri. Paa Brevikstangen bodde en flink øksesmed, Jusberg, og ved skibsverfterne var ogsaa gjerne en smie. Halvor Torsen i Kokkersvold var en dygtig mand; men han laa under for spiritusen.
Farveri drev enkelte fra Eidanger, saa som Anders Stamland, farver Ødegaarden og Ole «Færjer».
Garvere var Abraham Sørensen, Peder P. Rerg, Jacob Jønholt, Nicolai Berg samt Christian og Nils J. Bassebo.
Ole Adolfsen; en bror av Erik «Elva», var slakter i Bergsbygden, og i min barndom var han allerede en gammel mand. Han hadde av min bedstefar forpagtet pladsen Rambergrønningen, hvor han døde omkr. 60-aarene.
Efter ham overtok sønnen Amund slaktningen i bygden, paa samme tid som Amund Rødsæter ogsaa brukte kniven.
Margrete Oxøen, der var en uforfærdet kvinde, slaktet ogsaa storfæ, mens Lisabet «Skrædder» holdt sig til det smaa, som ogsaa mor i huset tildels kunde greie.
Opi Marken fungerte Jon Viersdalen og efter ham Erik Larsen. Smaafæet greidde ogsaa her mor i huset.
Rasmus Sundjordet overtok kredsen deromkring og utover Herøen.
Ole Valler og Anders Sadelmaker slaktet i omegnen av Tveten, og utigjennem Breviksbygden var fra gamle daget Torjus Ørstvet den mest benyttede slakter, mens Anders Herregaardstrand, Jacob Døvik og Anders Nystrand heller ikke maa glemmes.
Anund Sandøen og hans søn Erik, samt Jacob Fikseren drev haandverket paa Sandøen og i Bergsbygden, hvor Knud Bjørnsen tillike har været benyttet, likesom Anders Oxum ogsaa for længere tid siden øvet dette haandverk. Han var ogsaa en søn av Ole Adolfsen.
I Bjørkedalen blev tildels Jacob Kjølsrød benyttet, men ogsaa Ole Ulverød; men den, som mest brukte kniven der i bygden, var Lars Overaasen. Den som hadde det største embedsdistrikt vår imidlertid Torjus Ørstvet, der var likesom storslakteren for hele sognet. Slakter Sanna har ogsaa meget at gjøre, og Nils Traaholt driver slakterforretning med utsalg fra torvet i Porsgrund.
var anlagt paa eiendommen Øvald under Eidanger prestegaard og blev etablerer 1893 av Nicolai Friis, apoteker Vauvert, H.C. Hansen o.fl. alle fra Porsgrund.
Kort efter blev anlægget overdraget til et aktieselskap «Eidanger bad», for 22,000 kr. Nogle aar senere blev det for gjælden 23,000 kr. atter overtat av Nicolai Friis og H. C. Hansen, hvortil kom Anthon Hansen og Math. Ilseng, der paakostet og utvidet anlægget med 20,000 kr., hvorpaa det hele anlæg blev solgt til et konsortium i 1899 for 55,000 kr. hvilket selskap straks efter avhændede badet for 70,000 kr. til M. Johansen, Kristiania.
Badet blev ikke gammelt, ti for en 14 a 15 aar siden nedbrændte det hele etablissement og er aldrig siden blit opbygget.
Kjøbmand R. O. Helgesen, Porsgrund, kjøpte for nogle aar siden badets grundareal for 20,000 og har i de senere aar allerede bortsat en hel del av eiendommen til villatomter.
ligger paa Skrukkerød grund ca. 1 km. syd for bygrensen. Den raader over et kalkstensbrud, som skal være det rikeste i Bratsberg amt, og blev under yderst primitive forhold igangsat 1893 av brødrene Solberg østenfra Kristiania-trakten.
Fabrikken blev i 1896 kjøpt av grosserer M. D. Ludvigsen, Skien, for gjæld, og den nye eier lot anlægget omtr. ganske ombygge og bl.a. indrette et spiseværelse til ca. 20 arbeidere, samt staldrum til 4 heste.
Foruten en masse almindelig kalk, leveres det ogsaa endel saakaldt melkalk til glasværket i Larvik og fabrikkens avsætningsmarked var i aaret 1900 strøket mellem Sandefjord og Arendal.
Endel sendes med dampskib; men det meste med jernbanen, som her har en av sine bedste kunder.
Ved Ludvigsens konkurs i begyndelsen av det nye aarhundrede kjøpte Isak Funnemark, Osebakken, fabrikken, som atter er blit endel utvidet, og forretningen gaar fremdeles sin jevne gang. I denne sidste periode er ogsaa Notodden kommen til som avsætningsmarked.
der for tiden er under anlæg blir ikke alene det mest storartede anlæg i Eidanger, men vistnok et av de største i hele Skiensfjorden, idet aktiekapitalen er 3 millioner kr.
I Dalsfjæren skal der utbygges en kolossal brygge paa pæler og saa lang, at 2 store dampskibe samtidig kan ligge og laste, og lastningen skal besørges av en paa bryggen anbragt uhyre dampkran.
Tøndefabrik skal ogsaa opføres, der er beregnet paa at levere 3000 tønder pr. dag, der antas et bli det kvantum cement, som fabrikken daglig vil komme til at producere.
Postveien til Brevik skal omlægges og kommer til at gaa langs jernb.linjen, hvorved den rigtignok blir endel længere; men saa undgaar man til gjengjæld baade nordre og søndre Dalsklev.
Direktør for anlægget er ingeniør A. Holter, en slægtning av Gjerpens-presten av samme navn.
Dalens kalkfabrik, der en kort tid har været i drift, blir nødt til at stanse driften, da kontrakten løper ut om 2 aar og fabrikken inden den tid vil være ganske indbygget av cementfabrikken, der har erhvervet grundarealet paa alle sider.
Herman Viiks trætøffelfabrik og møbelfabrikken Norkyn, disponent Halvor Lie, samt leketøifabrikken, tilhørende Ludvig Pettersen, alle disse 3 ligger paa Bjørntvetjordet.
Tolskovens brusfabriker etablert av Jens Iversen og tilhører nu Peder Augestad, opr. fra Porsgrund.
Paa Heistad er ogsaa en jerntraadsfabrik under opseiling.
| Utdrag (s. ) fra: I.C. Ramberg: Boken om Eidanger. - Porsgrunn 1918 |
Til bokas innholdsfortegnelse |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |