Skjønt man til garnstik utsøkte sig de slankeste og spinkleste trær, var det slet ingen let og liketil sak at faa anbragt disse paa sin rette plads paa en 6 til 8 favne vand. Stammerne blev tilspidset i roten paa samme maate som en kornstør, og for at faa reist dem paa ende i vandet, blev de i rotenden belastet med en passelig tyngde av graasten. For at utfinde den rette stilling og avstand mellem de forskjellige garnstik indbyrdes benyttet man en saakaldt stikline med stropper, svarende til stropperne i selve ringen paa bundgarnet. Hadde man fundet den rette plads, gik man ivei med at ramme stikket forsvarlig ned i bunden, og vist er det, at der trænges kraftige arme baade til at styre prammen og til selve nedramningen. De sværeste stik maatte gjerne en 4-5 fot ned i leren, og desforuten maatte de forsynes med drægtaug for ikke at gi «svikt» under belastningen. Hvis det gik heldig, kunde etpar kraftige karer greie dette arbeide paa en dag; men en masse bastetaug maatte man ha ved haanden til bruk ved avstivningen. Dette slags taug gik dengang under navn av kjosehamp, da det for en stor del blev lavet av folk fra denne bygd. Ellers drev Jacob Øia i mange aar med at tvinde bastetaug i Kokkersvold like nedenfor der, hvor kapellet nu staar. «Kjosehamp» var ogsaa at faa kjøpt i butikerne i bundter paa 12 favne og 12 skilling for «kveilen». Et garnstik suger sig saa fast i bunden i løpet av sommeren, at det næsten falder besværligere at faa del op igjen end at faa sat det ned. Men merkværdig nok, selv om isen er bare ¼ tomme tyk, saa er den istand til at løsne de sværeste stammer. Nærmest nede ved bunden gnaver myriader av snyltedyr paa træet, og inden faa aar viser det sig, at disse talløse organismer har drevet sit ødelæggelsesverk paa en saadan maate, at træet maa amputeres og «forføttes» for atter at kunne brukes. Længer opover er gjerne et bundgarnstik tæt besat med sjøstjerner, skjælru og sjøpølser. Naar garnet hadde staat ute i en 3 ukers tid, blev det gjerne sat overtrukket med slim og snaus, at det maatte vaskes, trækkes op og utbredes paa en holme til tørring i solen. En gang hver sommer maatte det ogsaa impregneres med tjære for ikke at rattne. Man hadde da en bryggepande, fuld av kokende og sytende tjære. 2 mand, en paa hver side av gryten og forsynt med hver sin haandspag, lempet nu garnet stykke for stykke op i gryten og derfra op paa en tjærelem, paa hvilken det blev baaret bort paa holmen og der utbredt til tørring i solvarmen.
Det vil indsees, at et bundgarn ikke er nogen ganske billig affære, og at der følgelig maa et vakkert utbytte til, hvis de 2 eller 3 personer, som er sysselsat med indretningen, skal faa noget igjen for sit arbeide. Eksempelvis kan anføres: 2 eiere hadde tilsammen 3 bundgarn. Disse blev regelmæssig trukket morgen og aften og var i drift hele sommeren. Ved opgjøret om høsten faldt der da et nettoutbytte av 16 spd. paa hvert garn, tils. 48 spd. - ikke fuldt 200 kr., som altsaa 2 voksne mænd og 4 gutter hadde igjen for sit arbeide. Dette var utbytte av sommeren 1860. Men saa daarlig gik det da heldigvis ikke bestandig. I almindelighet slog det bedre til, og var man riktig heldig i stimtiden, kunde man fiske for 16 spd. og endnu mere bare i et eneste træk. Der kunde øses op endog flere pramladninger med fisk, særlig sei og kot, og det hændte endog, at en hel del maatte avstænges i garnet for senere at avhentes.
Har en flok makrel vinglet sig ind i et bundgarn, kredser hele flokken i evindelig runddans omkring garnet, og det er utrolig interessant at iagtta, med hvilken smidighet og eleganse disse vevre skabninger boltrer sig i sit element. Skjønt flokken for hver omgang passerer forbi den gapende indgangsport, kan det dog aldrig falde nogen av de dumme tingester ind at benytte denne anledning til at komme i frihet. Under nordlig vind kommer der gjerne en mængde manæter ind i garnet; thi disse bløtdyr gaar altid imot vinden. Makrellen, der bar en fin og skjælfri hud, er overordentlig ømfindtlig for manæteren. Naar der er meget fisk i garnet, og der ved slutten av optrækket er liten tumleplass, blir vand og manæter pisket sammen til en røre. Naar saa makrellen desuten aander i sig denne skarpe væske, ligger den straks med buken i veiret. Men torsk og især hvitting er langt mere haardføre. Det kan under saadanne omstændigheter være slemt nok for den, der skal øse op fisken; thi sprøiten staar ofte høit tilveirs, og det er ikke til at undgaa, at baade ansigt og hænder blir oversprøitet av manæter, som særlig i øine og næse volder en vederstyggelig svie, der gjerne vedvarer et helt døgn. Træffer der til at komme et stim av smaasild i garnet, gjør makrellen straks jagt paa sildeflokken, der øieblikkelig gripes av den vildeste panik. Nogle sætter ret tilbunds, andre hopper bent i veiret, men falder gjerne like ned i gapet paa sine graadige forfølgere, atter andre «sætter paa masken» og søker redning ved flugten. Under saadanne omstændigheter kan en flok makrel i en haandvending rense garnet for sild. Fisken er utrolig graadig. En kulte torsk paa ½ meters længde kan sætte tillivs 3 store sild, hvilket jeg har hat anledning til at erfare. Den ene sild var aldeles blank og fersk, og den anden var i sterk opløsning, men av den tredie var der ikke stort mer end benraden tilbake.
Formandskapsmøte i skolehuset paa Sandøen den 5te novbr. 1887. Til behandling forelaa motion til formsk. fra 93 fiskere med henstilling om at utvirke, at kgl. res. av 4-2-86 maa bli ophævet, da den vil ruinere fiskerne. Disse hadde allerede valgt en av sin mitte som utsending til regjeringens chef, Johan Sverdrup, angaaende saken. Formsk. slutter sig enstemmig til andragendet og foreslaar, at der vælges en eller 2 mand til at forhandle med statsministeren i fellesskap med fiskernes utsending, Jac. O. Grava. I repr.-møte samme dag og sted blev fattet følgende beslutning: Formsk.s indstilling vedtas.
Som kommunevalgt medlem av deputationen valgtes ordføreren, Peder P. Røra. Saken blir at forelegge regjeringen inden 15de decbr.d.aar. Begges reiseutgifter bæres av kommunen.
Henvendelsen til Johan Sverdrup hadde ikke greiet flokerne; thi allerede 7de janr. 88 foreligger der til behandling en skrivelse fra indredept. Peder Røra foreslog: 1. Saken utsættes for nærmere konference med amtmanden. 2. Grundeierne gis anledning til ogsaa at indkomme med sine bemerkninger i saken. 3. Lensmand Gunnuldsen bør delta i sakens videre behandling. Enstemmig vedtat av repr.sk. P. Røra fraber sig desuten som taksationsmand alt ansvar. Nyt repr.-møte 16de januar 88. Grundet indredepartementets skrivelse av 27de decbr. f. aar var fiskernene kaldt til sammet møte paa Lunde - 25 av de mest praktiserte fiskere i Eidanger. Vadenes antal var dengang 50. Disse blev værdsat fra 600 kr. og nedover til 100 kr. pr,. styk., tilsammen en værdi av 16,250 kr. Den aarlige indtægt blev anslaaet til 30,000 kr., (tretti tusen). Størrelsen blev opgit fra 25 favnes længde og dybde 4 ½ favn til 60 f. længde og 8 f. dybde, altsammen hollandsk maal. Det almindelige er 25-30 f. længde og 5 f. dybde. Det blev uttalt, at et vad varet i 10 a 12 aar. Herredstyret antar, at disse opgaver er tilnærmelsesvis rigtige. Her er nu kommen 18 nye underskrifter paa andragendet, ialt 111 og av disse er 64 eiere eller parthtvere i vad. 36 er smaa gaardbrukere og 32 er huseiere. Lensmand Gunnuldsen deltok i møtets forhandlinger.
Nyt repr.-møte 17-3-88. Et forslag fra Peder P. Røra om, at bemyndige ham og ordføreren (Grava) til at indsende ansøkning til indredept. om ophævelse av den resolution av 4-2-86 blev enstemmig vedtat. Nogen formel ophævelse av denne litet populære resolution er imidlertid endnu ikke iverksat, og saken har vistnok heller ikke senere været under behandling av de kommunale myndigheter.
En Eidangermand, der endnu er i vigør, hadde i sine drengeaar en utpræget lyst til at ligge og somle i bækken i flomtiden efter ørret.
Høsten 1858 fanget han en fin kult, som han slap op i en temmelig lang vanddaape, der egentlig bestod av et forlatt elveleie og var bevokset med høit græs og mose.
I dette «reservoar» hadde han da tænkt sig at ha den gaaende som fange for riktig at kunne leke med den og ha glæde av den. Men saa frøs daapen til og der la sig sne ovenpaa, og staklen blev glemt. Vandet bundfrøs om vinteren og den arme skapning blev bokstavelig skruet dypere og dypere ned i det bløte underlag.
Her tilbragte den nu 7 lange maaneder indkapslet i et hul av form og størrelse som den selv, uten næring, uten lys, næsten uten vand og uten at kunne røre sig. Ingen kunde tænke, at der endnu kunde findes liv i den, Men da isen smeltet, viste der sig et sørgelig syn: Livet var endnu ikke utslukt; men den lignet hverken fugl eller fisk. Alt kjød var hentæret, og kun benraden med det rynkede skind var tilbake.
O, hvilket syn; og hvilke rædsomme lidelser hadde ikke det arme dyr gjennemgaat!
Der blev nu hurtigst mulig sørget for at faa gjort en ende paa dens kvaler; men endnu den dag idag føler vedkommende bitre bebreidelser over dette sit dumme paafund, der - riktignok mot hans vilje - kom til at berede en av hans uskyldige medskapningen en saa grufuld tilværelse.
Laksen er en utrolig kraftig fisk. Der sies, at den er istand til at kaste sin 2 meter i høiden. Er en saadan kommen ind i et bundgarn, gjælder det at vise den største forsigtighet, saa at den ikke blir skræmt; ti hvis den slaar sig urolig, saa kan den ved sine lynsnare bevægelser sætte paa masken og sprænge garnet, eller ogsaa hoppe over. Det hændte nede ved Trosvik i begyndelsen av 60-aarene, at en drøi rugg av en laks kastet sig op i prammen til en gammel sjømand. Denne vak saaledes, at han holdt paa at miste baade sans og samling, men hadde riktignok saapas fornuft tilbake, at han drog omsorg for, at det blev sidste gang, at denne prægtige skapning fik anledning til at avlægge flere prøver paa sine luftspring.
Makrelgarn hadde ifølge formsk. indberetning en størrelse av 20-24 favnes længde og 2 ½ favn i dybden. Maskestørrelsen 1 ½ tomme. Pris ca. 4 spd. I saadanne garn brukte man ogsaa at fange mindre sei (kot), lyr og forskjellig slags anden fisk. Da makrellen aar om andet har avtat, er antallet av disse garn for øieblikket (1852) ikke over et snes. Hvad angaar drivgarn efter makrellen her i distriktet, bruktes disse kun paa aapne havet og er i sterkt avtagende (52).
Ørretgarn var dengang av forskjellig størrelse fra 16, 20-24 favne langt, 1 favn dypt og maskestørrelse 1 ¼ tomme. Antallet av saadanne formenes at være 50 stykker og prisen ca. 1 sp. pr. stk. (52).
For ferskvandsfiskets vedkommende tillkommer eneretten til altslags fiske grundeiere d.e. eieren av den grund, over hvilken vandet flyter, enten vandsjø, elv eller bæk. (Scheel). Utbyttet av alle fiskerier opgis av formandskapet. i begyndelsen av 1853, til omkring 1100 spd. Broderparten av dette beløp formenes at falde paa laksefisket, der opgis som det ubetinget mest lønnende. Derefter kommer bundgarnfisket med omtr. det halve beløp og som nr. 3 vadfisket. Formsk. opgir videre, at det er en kjendsgjerning at tilsig av fisk i de sidste 10 a 12 aar er avtat, uten at man ser sig istand til at opgi nogen aarsak. Dette er imidlertid ikke tilfælde med laksen, av hvilken der er samme rikelige tilgang som for.
Grunden til at priserne paa fisk nu er høiere, mener formsk. kommer av mindre rikelig fangst, navnlig for makrellens vedkommende. Fiskebehovet i landdistrikterne kan ikke skjønnes at være tiltat. Omkring 60-aarene begyndte mere og mere høilydte klager over, at ogsaa laksebestanden avtar. Som grund hertil gjættet man paa al den masse sagmug som samlet sig i Frier og andre fjorde, fra alle de nye sagbruk, som blev sat igang her i trakten i 50-aarene.
De første meddelelser, vi har om denne næringsgren, er følgende: 2 «østlændinger», rimeligvis fra Laagen eller Drammensvasdraget, drev omkr. slutten av 1700- tallet, laksefiske i Skjælbukten. Man vet ikke noget nærmere om disse østlændinger, end at en av dem het Ole, og at de for noget over 100 aar siden solgte sine fiskeredskaper til Bent Skjælbukten, som da begyndte at drive for egen regning. Omkr. 30 aar senere hadde følgende gaardbr. laksegarn i Frier: Ole og broren Hans Bentsen Tangen. Ole Jacobsen Tangen. Isak Grynmøller. Knud Jacobsen. John Herøen. Ole Petter Herøen. Amund Aas. Halvor Stranden. Jacob Skjælbukten. Ole Petter Grava. Kristoffer Saltboden. Jacob Kaasa. John Kjørholt. Ole Stranna ved Bleikebakken samt 3 garn i Trosvikbukten gjør tilsammen 19 garn. Naar vi hertil lægger 3 garn ved Sandøen, hvor maler T. Halvorsen hadde et og Johan Hansen to, samt 3 ved Risøen, saa faar vi 25, hvilket stemmer med formsk.s indberetning fra 1852, hvor det heter: Eidanger har ialt 25 laksegarn. Den saakaldte «ring» til et slikt garn er i alm. 18 favne hollandsk i omkreds og rusen 4 favne lang og 1 favn i diameter. Maskestørrelsen i ringen er 2 tomme og i rusen 1 ¼. Et saadant fangstredskap kostet i dage 24 spd.
Der dreves i Frierfjorden i de dage et usædvanlig lønnende laksefiske, og formsk. anslaar utbyttet som det rikeste av alle fiskerier i sognet. I 60 og 70-aarene fisket Jac. O. Grava og Amund Øvald sammen. Desuten Amund Lunde sammen med Nils Bakke samt Thor Kjørholt og John Nilsen. Karl I. Sandøen hadde «fiske» ved «Smørtønna» og Smakkebaaen, og Karl Risøen hadde ogsaa laksegrund, som han ikke drev selv, men bortleiet.
I slutten av 80-aarene var antallet av laksegarn vokset til 53; men i 1915 var der kun 11 garn i drift, og disse fristet efter sigende en saa kummerlig tilværelse, at det nærmest ser ut til at bli ganske slut. Fisket lønner sig nemlig ikke længer, da det er for sterkt indskrænket ved lovbud. Vaate somre med meget flomvand har været de heldigste aar for fisket. Muligens har dette sin grund i, at vandet da er tykt og grumset; ialfald er det et faktum, at det aar, da det store jordras gik ut oppe i Graaten, utmerket sig fremfor andre ved et særdeles rikt laksefiske.
Jacob Bentsen, Skjælbugten maa ubetinget ansees som foregangsmand paa dette omraade. Han fanget omkring 1850 ved indre «Blinna» (et undervandsskjær) 13 bismerpund eller 80 kg. laks i et eneste kup, (½ skippund), hvilket efter nuværende priser vilde indbragt 300 kr. Adskillige gange i 60- og 70-aaarene blev der gjort kup paa 10 bismerpund (60 kg.) Laksen blev i ældre dage solgt i Skien, Porsgrund og Brevik samt Kragerø, og prisen var fra 3 til 6 mark pr. bismerpund (6 kg.) eller 0.40 til 0.80 pr. kg. Det var billig paa laks i de dage! I et regnskap for 1870 sees, at der den sommer er fisket i et garn for 76 spd. 3 m. 1 sk. Antas dette som gjennemsnitsfortjeneste, og antallet av garn sættes til 40, vil totalutbyttet bli over 3000 spd. eller 12,000 kr. - Prisen varierte dengang fra 0.90 til 1.30 pr kg, altsaa en betydelig stigning i de senere aar. Nu for tiden (1915) er prisen fra 2 kr. til 2.50 pr. kg. og laksen sælges til fiskehandlere i Porsgrund og Skien. Prisen er saaledes end yderligere fordoblet, sandsynligvis vesentlig som følge av daarlig fiske.
I ældre dage brukte man hamp til laksegarn. Dette blev da indsat med raatjære, om vaaren og desuten en gang om sommeren. Nu fortiden bruker man bomuldsgarn, der blir inpregnert med kultjære om vaaren og kan da staa ute i en tur fra 8de juni og helt til 25de august. Man ser gjerne til garnet hver dag om der er kommet fisk i rusen, men trækker kun, naar det passer at reise og sælge.
I senere aar er de saakaldte kilenoter eller flytenoter kommen i bruk. Disse indretninger bæres av tønder eller dunker, der er fortøiet paa dypet, og i hvilke noten ved stropper er fastgjort Herved undgaas da det brydsomme arbeide med garnstik, hvortil kommer ogsaa den fordel, at en flytenot med større lethet kan anbringes paa betydeligere dybder, samt paa steder, hvor bunden ikke egner sig for nedsætning av garnstik.
Aarsfredningen. Laksen er fredet for garnfiske fra 26de aug. til 14de april. Fisket er altsaa kun tillatt fra 14de april til 26de aug. ca. 4 sommermaaneder.
Ukefredning. I disse 4 maaneder er den end yderligere fredet fra fredag aften til mandag aften. Disse dage maa garnet være avstængt, saa ingen fisk kan komme ind.
Erfarne fiskere paastaar, at laksen mer og mer har forsvundet, siden fredningsbestemmelserne er traadt i kraft. Navnlig mener fiskerne, at ukefredningen iethvert fald absolut burde ophæves, da mange aars erfaring viser, at den ingen nytte stifter, men meget mere er uheldig i flere henseender.
Utbytte av laksefiskerierne:
| I 1892 | kr. 4,050. |
| I 1893 | kr. 3,060. |
| I 1894 | kr. 2,250. |
| I 1895 | kr. 4,200. |
| I 1896 | kr. 2,500. |
| I 1897 | kr. 2,600. |
De ældste garnfiskere, som folk nu har erindring om, er Peder Olsen Heistad og Ole Nilsen Haaøen, der begge drev fiskeri i 1ste halvdel av forrige aarhundrede. Førstnævnte døde i 50-aarene og sidstnævnte i slutten av 60-aarene.
Erik Aas, eller som han ogsaa kaldtes, Erik paa Kaasene, var søn av Amund Pedersen Aas, der var fra Sundsaasen og rimeligvis onkel til gamle Peder Sundsaasen. Det er ikke urimelig, at han ogsaa drev garnfiske omkr. begyndelsen av forrige aarhundrede. Sønnen Erik flyttet omkr. 1859 til Skjælsviktangen, hvor Danmarksfarer Gunnar Danielsen før hadde bodd, og hvor sønnen Amund Eriksen ogsaa blev boende efter farens død. Dennes sønner Amund og Hans bor endnu paa eiendommen, og hele slegten har i flere generationer drevet meget med garnfiske.
Erik Aas var allerede ved mitten av forrige aarhundrede en gammel mand og hadde i mange aar bundgarn i Rambergbukten, hvor han fik en masse fisk. Han betalte 5 daler om aaret i grundleie, og han vilde desuten sjelden ha betaling, naar vi var nede og kjøpte kokefisk. Hans ældste søn Anund blev gift paa Lunde og bodde der. Baade han og broren er forlengst bortvandret. Sønnen Kristen Anundsen Lunde har ogsaa likesom faren drevet meget med garnfiske. Han kjøpte alle redskaperne av H. P. Jacobsen i Langesund og drev en tid i det store. Men han er nu gaat over i anden stilling som formand ved et isanlæg vesterpaa.
Jacob Tangene paa Sigtesøen var likeledes en storfisker likesom brødrene Erik og Peder Aas og deres sønner, samt broren Chr. Saltboden. Det samme gjælder ogsaa Jacob Døvik, der hadde 3 bundgarn, et i Døvik, et i Klokkerbukten og et paa Prestegrund, hvor han især gjorde god fangst i presten Nielsens tid i 50- 60-aarene. Klokkerbukten hører til Døvik, søndre, hvor klokker Jacob Halvorsen bodde. Blandt ældre storfiskere maa ogsaa nævnes Hans Christensen Lunde, Ole Nystrand og Bernt A. Bjønnæs, der døde i høst over 90 aar gammel (1915).
Det traf undertiden, at man fanget iser i bundgarn. Hos Bernt fik jeg anledning til at se et saadant kreatur, der laa ophugget paa bryggen. Dens kjøt bruktes til grisen, og av spekket kokte man tran. Bernts søn, Anders, er ogsaa en gammel fisker. Han bor nu i Langangen og driver med aaleteiner.
Amund Øvald drev i mange aar med bundgarn. Likesaa Peter Aas og Jens Hvalen og i senere tid Jac. Sigtesøens sønner Amund og Jacob samt Ole Linna. Thomas Thorsen, Langangen, drev omkr. 80-erne vadfiske sammen med sin svigersøn Johan Fredriksen, der nu bor paa Arøen. Thomas faldt ut av prammen i lille Bjørsund og druknet paa etpar favner vand, mens svigersønnen stod paa den anden side av det ganske smale sund og saa ulykken uten at kunne bringe hjælp. Senere aars storfiskere i vadtræk er Halvor Trondsen, Sandøen, Erik A. Sandøen, Hans og Lars Nord, Peter Heistad, Isak Gravastrand og broren Søren Kaasa, Jac. Petter og broren Martin Aas, der druknet i sundet ved Oksoen for nogle aar siden. Endvidere Karl Saltboden, Boye og Jacob Nystrand samt Nils N. Stamland, der engang med 2 vad gjorde et kup i Loddesild paa 3,000 kr. Prisen 4-5 kr. pr. 20-liter.
Av alle disse mennesker og mange flere til dem drev nogle med vad, andre med bundgarn og atter andre med begge dele. Hjemmeværende sjøfolk trak ogsaa vad paa vintertiden.
Laksestørjen blev undertiden fanget i bundgarn. H. Lunde, Jens og Amund Hvalen fik i 1867 en saadan. Det var en prægtig fisk med sølvglinsende skjæl og saa stor og kraftig, at det var et svare basketak for 3 mand at faa den op av garnet, hvilket først lykkedes, efter at den hadde fart flere lystre i kjødet samt haandtaket av en langaare ind gjennem det ene øie. Den veiet 30 b.-pund (180 kg.) eller likesaa meget som en voksen ko. Kjødet blev brukt til grisemat. De fik ogsaa senere en, som var noget mindre; men Simen Grava fanget en kult paa over 30 b. pund. Man hadde nu lært, at den var spiselig og brukte kjødet baade fersk og saltet. Næst huden var et lag av «flesk», der lignet «hvidt, fint kalvekjød».
Makrelstørjen er kun en liten alenlang fisk, sier garnfiskere her i trakten. Men naturhistorien sier, at makrelstørjen eller tunfisken veier 500 kg. mens laksestørjen veier bare 70.
(50- og 60-aarene). Sivert paa Hauen, onkel til Kristen og Severin, likeledes paa Hauen. Kristian Kristiansen; halvbrødre: Bertel, Anders, Elias og Per Hansen. Lars Nirisen. Alle fra Breviksætret. Disse møtte op ved bundgarnet morgen og aften især i stimtiden, men paa søndage kun om kvelden.
Haslerfolkene har i flere generationer drevet med fiskeri og fiskehandel. Stamfaderen, gamle Anders Hasler i 1ste halvdel av forrige aarhundrede, og sønnerne Peder og Hans i 2den halvdel. Sønnesønnerne, Kristen Pedersen og Karl Hansen, der nylig er bortvandret, drog fisk til Porsgrund og Skien.
Kristen Traaholt, som i senere aar ogsaa bodde i Hasler, samt Stefanus Koth, der endnu er i vigør, og bor paa Orstvetøen, har ogsaa været flittige til at forsyne Porsgrund med fersk fisk. Foruten disse er der ogsaa enkelte andre ute fra Eidangerfjorden, som har handlet med fisk, men kun om sommeren i makreltiden.
Fisket har altid været periodisk. Sidst i 50-aarene var der en masse sei; 1860 var rikt paa makrel. Senere var der ujevnt fiske i mange aar. I 80-aarene saa daarlig, at der et aar kun var et eneste bundgarn i drift i Eidangerfjorden. Fra 1890 viser der sig et øket tilsig, først med sei, og senere med makrel, hvilket stadig siden har øket, saaat ingen kan huske saadan mængde makrel som i de sidst forløpne aar. I Eidanger er fiskerne fri for landslod, men pligtige, som for sagt, at betale skadeserstatning.
| Utdrag (s. ) fra: I.C. Ramberg: Boken om Eidanger. - Porsgrunn 1918 |
Til bokas innholdsfortegnelse |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |