Om trækul og milebrænding

av I. C. Ramberg

For en 60-70 aar siden florerte milebrændingen i Eidanger. Bolvik jernerk brukte saa store mængder av trækul ved smeltningen av malm og forædlingen av raajernet, at verkets egne skoge i længden ikke magtet kulforsyningen, og man blev derfor nødt til at ty til skogeiere i nabosognene.

Om disse ting heter det i A. Hellands bok: Norges land og folk: «Verket hadde en marsovn paa gaarden Bolsviks rund (Solum). Hammerverket almindelig kaldet Herreverket laa paa gaarden Helstvets grund paa Herre (i Bamle). Der var 2 dobbelte stangjerns hammere. Kullene fik verket dels fra egne skoge, 27 i tallet, dels fra Drangedal, Bamle, Solum, Eidanger. En stor del kul brændtes ogsaa av bakhun». Smeltningen av malmen (ertsen) foregik altsaa paa Bolvik, mens den videre bearbeidelse og forædling av jernet blev utført paa Herre, hvilke to bedrifter hørte under samme rederi.

Eidanger med sine mange fjorde og prægtige strandtomter laa heldig til for leveranse av trækul, og da desuten store partier av sognet er bevokset med herlige granskoge, var det saa rimelig, at denne bedrift kom til at faa en virkelig blomstringsperiode her i sognet. Trafikken konsentrerte sig særlig om vandtomterne paa Ramberg og Langangen med hovedeksporten over sidstnævnte stød. En kulmine kom istand paa følgende maate: Allerførst blev milebunden eller beliggenheten av milens tomteareal bestemt. Man utsøkte sig helst inde i tykke granskogen et passende sted med dyp, tør og mest mulig stenfri jord av saa, stor utstrækning, at det avgav fornøden plads til en milebund. I nærheten maatte der desuten være adgang til rikelig vandforsyning til bruk ved slukning. Bunden maatte helst være plan og jevn og let tilgjængelig for hest med slæde. Man var ikke altid saa heldig, at alle disse betingelser var tilstede og det manglende blev man nødt til at tilveiebringe ved sine hænders gjerning. Det kunde undertiden hænde, at man blev nødt til at anlægge milen i en brat skraanende li, og her maatte da arealet ved møisommelig arbeide utplaneres, indtil man erholdt en jevn flate av tilstrækkelig størrelse.

Naar milebunden var omhyggelig utjevnet og renset for stubber og stene og andre ujevnheter, stak man en stake ned i jorden i mitten av tomten. Til denne stake blev fæstet en kjep i en passende avstand fra mitpunktet; med denne kjep rispet man saa en ridse i jorden rundt hele milebunden, og denne ring angav milens omkreds og størrelse. Størrelsen av en saadan «bund» kunde være meget forskjellig, fra et halvt snes meter i gjennemsnit og nedover til det halve. I centrum av milebunden blev gravet et dypt hul, og der nedi satte man en 12 fot lang kubbe, som man kaldte «kongen». I hodet paa kongen anbragtes derpaa 2 alenlange træstykker med et tverstykke, ovenpaa, og her var nedgangen til «kjærna». Omkring kongen og støttende sig til denne blev nu mileveden anbragt lagvis, det ene lag utenom det andet, indtil milen endelig hadde naadd den forønskede størrelse. «Kjærna» var en aapning fra toppen av milen og helt ned til jorden. Denne «kjærne» maatte ikke lukkes, før milen var tændt; ti dernedigjennem slap man ild og brændbare saker, naar man tændte den. Nogle steder brukte man at ordne «kjærna» paa den maate, at man i centrum av tomten anbragte 3 stykker mileved i skraa stilling mot hverandre og saaledes, at der ved toppen av trærne dannedes en aapning til milens indre eller kjærna. Rundt om denne aapning blev da veden plasert, som ovenfor nævnt. (Holden).

Naar veden var sat op, brukte man gjerne at «favne» milen for at erfare dens virkelige størrelse. Man favnet rundt hele milen, mitt oppe paa veden og størrelsen var ofte forskjellig. Enkelte holdt bare 10-12 favne, andre op til en 15-16, eller ogsaa mere i omkreds. Og naar man kjendte omkredsen av en mile, saa kunde en erfaren milebrænder si paa forhaand, hvor mange læs kul, den kom til at gi under forutsetning av, at brændingen gik heldig.

Utover sommeren, naar man var færdig med vaaronnen, begyndte man at hugge og kjøre frem kaallaveden, som den kaldtes. Var prisen for en læst kul liten, saa kunde man til gjengjeld benytte baade kroket og knudret skog. Ti som bekjendt gir en kroket gren likesat god brand som en ret en. Om der fandtes litt tørraaddenhet i træet, kunde dette heller ikke ha saa stort at bety. Mileveden blev kappet op i længder paa en 8 til 9 fot, og tykkelsen var det heller ikke saa nøie med. Veden, der forblev ukløvet, blev delvis avbarket for at tørke desto bedre i sommervarmen, og eftersom trævirket blev hugget færdig, blev det kjørt frem og lagt i haug rundt milebunden.

Naar indhøstningen var avsluttet, gik man saa igang med at reise eller bygge milen. Naar al mileveden var reist og milens indre forsvarlig ordnet, blev hele bygverket overtrukket med et tykt lag av granbar. Der var nok av granbar i skogen. Man begyndte at «bare» milen nedenfra jorden og fortsatte opover siderne i lag eller ringe av bar idet man omhyggelig stak kvisterne fast inde i bunken, saa at milen, naar den var baret, sla ut som en uhyre høisaate. For bekvemt at haa op til milens «koll», anbragte man skaarer i en trestamme og brukte den som trappe.

Naar barklædningen var lagt paa, da gjaldt det at kunne bruke spaden, idet hele milen skal dækkes av et tykt og solid lag av jord. Dette var et sinkent arbeide, som tok flere dage og kostet mangen vaat skjorte; ti dels bar man jorden i trauger, og dels langet man den med spaden høit over sit hode, op paa milens «koll». For at holde jorden oppe blev der i 3 høider anbragt et slags hylder, som man kaldte røst. (Herom senere). I nærheten av milen blev opført en kjøite eller hytte av trævirke og granbar til midlertidig bolig for et par mand under kulbrændingen. I kjøiten var anbragt et ildsted, og paa gulvet var lavet av seng av granbar. For at gjøre kjøiten end mere komfortabel, saa hadde man utstyrt den med etpar trækubber til at sitte paa, og i et hjørne var endog et spisebord anbragt.

Alle forberedende arbeider var nu bragt i orden, og milen kunde tændes, naarsomhelst, man ønsket. Da kullene nødvendigvis maatte fremkjøres paa vinterføre, var man henvist til ikke at vente altfor længe med at brænde milen. I gamle dage, da betydelige snefald og godt føre gjerne indtraf i vinterens første halvdel, blev milen brændt allerede før jul. Men som regel ventet man til efter nytaar. Da ikke saa smaa interesser stod paa spil, var der som ventelig adskillig spænding, inden man fik vishet for, om milen vilde «gaa heldig» eller ei. Hvis milen «brandt op», som det het, saa blev jo hele stasen ødelagt, og utbyttet kun en askehop. Men fik milen bare saasandt omhyggelig pas og tilsyn, kunde der i værste fald ikke bli tale om andre ulykker, end at mindre dele av mileveden gik op i røk. Imidlertid kom den store dag, da milen skulde tændes. Fra hjemmet forsynte man sig med en slump saakaldte tændekul, endel bjørkenever, tyristikker og lign. Endel av disse saker blev fra kollen sluppet ned i kjærnen og sat fyr paa, idet man slap ned brændende tyribeter. Luen slog di straks iveiret. Hele kjærna fyldtes saa med kubber og ved, og hullet blev uopholdelig tildækket forsvarlig med granbar og jord. Hvis dette sidste blev forsømt, vilde hele milen inden nogle minutter bli et rov for luerne. Nu var den «igang», som det het, og i 8 a 14 dage maatte nu milen saa at si bæres paa hænderne; ti den mindste forsømmelighet kunde ha de alvorligste følger. Milens indhold var nu paa en maate hermetisk gjemt av granbar og jord, og der inde blev det nu overlatt til den naturkraft, som vi kalder ilden - langsom og begrenset ild - at utføre den store kemiske proces ved glødning at omdanne den friske mileved til kul.

Saalænge den var «igang», røk der stadig op gjennem jordlaget paa milen, og ret som det var, især i de første dage, slog lyse luen ut hist og her gjennem fylden. Da gjaldt det for vakten at være rask i svingen; kubber kjørtes paa hodet ned i hullet, saa gnister og lue stod himmelhøit; granbar og jord dynges ovenpaa, og den utbrytende fiende er atter drevet tilbake til sit eget retmæssige omraade. Naar dette hændte ofte, sa man, at «mila gik paa fylla», eller at «hu var urolig». Naar brændingen nærmet sig sin fuldendelse, sank milen adskillig sammen, og da begyndte man at «gi den luft", som det heter. Man stak med en staur huller i fylden først i kollen og lot den «gaa paa røk», som det kaldtes. Viste det sig nu, at røken var blaalig-klar, anbragte min lignende huller længer nedover og tilsidst nogle større aapninger helt nede ved jorden, for at ilden kunde gjøre milen fri for «brander». Der nede ved jorden fandtes nemlig en hel del ved, som ilden endnu ikke hadde faat bukt med, men som kun delvis var forkullet av mangel paa luft. Naar nu ilden gjennem luftgluggerne fik ny næring, blev ogsaa denne ulempe for en stor del avhjulpet. Dog fandtes der ved enhver mile, om den end hadde gaat nok sal heldig, et større eller mindre antal brander, som altsaa ikke dudde til salgbar vare. Disse brander blev, naar der var mange av dem, sat op til en særskilt liten mile, som kaldtes en «brandbuk». Denne blev da brændt efterpaa slukningen av selve milen, og dette kaldtes at «brænde brandbuk». En saadan brandbuk var ikke større end en dygtig stor høstak, og maatte behandles med forsigtighet; ti det kunde hænde, at brændingen blev saa ilter, at hele brandbukken løftet sig op fra bakken. Rimeligvis har der dannet sig gasarter, da indholdet gjerne bestod av surt og raat trævirke. Der dannet sig nemlig mest brander, naar grunden hadde været raa, eller mileveden utilstrækkelig sommertørket.

En øvet milebrænder hadde flere merker paa, at mileveden var færdigbrændt; for det første sank milen som sagt endel sammen, naar veden var kullet, og for det andet, saa la man merke til røken. Denne var i begyndelsen mørk og sur, men blev efter en 8 dages forløp blaalig gjennemsigtig. Milen ligger der da færdig brændt og er indvendig en glødende masse, der maa slukkes. Men for at dette kan gaa for sig, maa den rives. Paafyldningen maa fjernes, og de gloende kul overgydes med vand. (Denne fremgansmaate brukte man i Hedrum). Endnu kan det hænde, før man vet av det, at luen staar tilveirs, og hele velfærden trues med ødelægelse. Men ved slukningen maatte der gjerne være et saa stort mandskap tilstede med bøtter og spand, at man som regel magtet at holde den farlige fiende inden rimelige grænser. Naar det værste av slukningen var over, maatte der i flere døgn holdes vakt ved milen; ti om der den ene time saa noksaa mørkt og svart ut i haugen, kunde man den næste time opleve, at flammen slog i luften, hvis der ikke blev passet ordentlig paa. (Hedrum). Fremgangsmaaten ved milebrænding var nemlig ikke ganske ens i alle bygder.

Kullene blev nedkjørt paa vinterføre i de saakaldte kaallakurver, der var larvet av fletverk og rummet en læst kul eller 12 tønder. Da en læst kul ikke var noget læs for en hest, blev der paa jevn vei kjørt 2 slæder ad gangen, idet den ene slæde hængtes efter den anden. Dette var især tilfældet paa Farris til Larvik, naar veien gik over isen.

I Bergsbygden blev kullene nedkjørt til Rambergstranden, hvor en hel del av skogeierne i disse tider hadde strandplads. Der var opbygget en stor luftbro, som kaldtes en «kaallastøit»; her kjørte man op med læsset og styrtet indholdet ut for og ned paa stranden. Nedenunder stod en firkantet kasse, som bruktes til maal og tok en læst. Man hadde desuten en anden kasse saa stor, at den rummet 12 læster. Kullene blev mottat av en saakaldt kaallaskriver, og folkene gik under navnet «korp» eller Herre-korp. Skriveren blev gjerne traktert med brændevin for at være «snild» ved mottagelsen. Dette gjaldt især Osebakken.

Kaallastøiten paa Ramberg stod i 16 aar efter trafikkens ophør. Bolvik betalte hele denne tid 4 kr. aarlig i grundleie. Den aller største del av kultrafikken foregik imidlertid over Langangens eiendom. Her tilstøter et langt større opland av skoge fra Eidanger, Kjose og tildels Kvelle. Endel av kullene blev levert paa den saakaldte, kaallaplads tæt ved hovedbygningen. En anden del blev levert i bukten ved Arveslandet; men den tredje og største del blev levert inde i Sjørønningen, hvor der stod et svært kaallahus, og hvor der i mange Herrens aar har ligget en vældig haug med kul, som aldrig er blit avhentet, og som nu er raatnet.

Kullene blev ført til sit bestemmelsessted Bolvik og Herre i store føringsprammer, de saakaldte kaallafærger. Disse blev lastet med en blinke, der var 2-3 gange saa høi som færgens skrog og blev roet frem med et par svære haandaarer. I medbør kunde et saadant skrog gjøre god fart, da der tok dyktig vindfang i den høie bunke. Skogeierne fra Bjørkedalen fik tildels sine kul levert nede ved Hasler og Døvik. Men som regel maatte de kjøre sin vare til kaallahuset ved Osebakken. De brukte ogsaa, naar isen laa farbar, at kjøre kullene ned igjennem byen og til kaallahustangen ved Rolighetssundet, hvor der fra fjeldet var lagt en provisorisk bro ned paa isen, og saa bar det videre helt til Herre og Vold. Da fik man 80 øre mere pr. læst. Prisen var i Eidanger forresten 4 mark pr. læst (3.20). Gjerpensmanden forteller, at man der fik kun 3 mark og 6 skilling (2.60) til kulhuset paa Osebakken, der tilhørte Løvenskiold; men naar de kjørte helt op til Fossum, fik de en daler.

Paa Kultangen stod der i ældre dage ogsaa et kulhus, av hvilket stedet har sit navn. NB. Dette hus tilhørte efter sigende eieren av Fritzøe jernverk, Larvik. Han kjøpte ogsaa kul her fra fjorden og fragtet dem ut til Frier og rimeligvis rundt Haaøen til Barkevik. Man vet endog at fortælle, at forholdet mellem eierne av Bolvik og Fritzøe av den samme grund blev adskillig kjølig, som ventelig kunde være. Andre sier, at dette er feilaktig. Men et kulhus stod der i hvertfald. En bedaget milebrænder fra Langangen, Erik I. Hagen, erindrer imedlertid følgende, der vil kaste lys over denne sak:

Der var oplagssted for kul paa Langangseiendom baade søndre og nordre (eller som det heter i gamle dokumenter: østre og vestre).

De kul, som blev kjørt ned til Sjørønningen, sendtes til Vold; men de, som blev oplagt paa kullepladsen og ved Arveslandet, blev fragtet til Barkevik, der tilhørte Fritzøe jernverk, og hvor der blandt andet fandtes en marsovn til smelting av jern, samt støperi.

I Kokkersvoldstranden var der ogsaa kullager, som blev fort til Barkevik. Det er da heller ikke saa usandsyndlig, at der blev ført kul til Barkevik fra Kultangen ved Porsgrund. Meddeleren herav tror ogsaa bestemt at huske, at eieren av Fossum som mottræk mot Kultangen, opførte et stort kulhus i Sandviken tæt ved Skien for at trække kultrafiken i den retning. Man maa forresten ikke tro, at det var bare gryter og brandjern, som man støpte i Barkevig; thi der blev en gang støpt en gjenstand, som veiet 30 skippund (ca. 5 tons) nemlig en hammer til Fritzøe jernverk i Larvik. Uhyret blev kjørt overland til sit bestemmelsessted og trukket av 2 av verkets bryggeheste paa en for anledningen lavet godsvogn. Bare tomme vognen var saa tung, at et almindelig hestekrøter vanskelig hadde orket at trække den op Helgero-bakkerne, hvor dyr og mennesker bokstavelig gaar og vader i løs sand.

Omtrent alle skogeiere i det nordlige og østlige Eidanger drev med milebrænding; men bedriften kastet ikke stort av sig, og gamle kulbrændere betegner trafiken som «sultearbe». Men pengene hadde jo langt større værd dengang end nu, og saa var det en samlet skilling til dækning av skatter og utgifter.

Og dertil kom, at milebrændingen var næsten likesaa meget til gavn som til skade for skogen. En milemand i Bjørkedalen var saa uheldig, at milen gik op i luer for ham. Flammen slog himmelhøit og tilkaldte folk helt fra Gjerpen for at slukke; men naturligvis til ingen nytte da milen inden kort tid laa i aske.

Milebrændingen har været igang i Eidanger i over 100 aar. Helge Buer forteller, at hans far, der var født 1790, kunde godt huske at denne bedrift var i fuld gang i hans barndom. Endnu findes der i skogene synlige minder om miletrafiken. En hel del gamle «milebaanner» eksisterer endnu og utgjør fine, kredsrunde græsvolde, bevokset med tæt skog og deilig græs. Ved jernverkernes nedlæggelse i begyndelsen av 60-aarene blev der ikke længer spørsmaal efter trækul, og dermed var da ogsaa miletrafikens dødsdom beseglet.