Isperioden i Eidanger

av I. C. Ramberg

Allerede saa tidlig som i 1822 blev ifølge privatmeddelelser avskibet is fra Norge til England. De statistiske opgaver naar imidlertid efter sigende ikke længer tilbake end til 1835. Prisen var i 20-aarene enorm efter nutids betragtning, nemlig 20 pund sterl. (over 350 kr) pr. ton en gros, og fra utsalgene 30 sh. pr. 50 kg. (ca.550 kr.pr.ton) en detail. Der var i de tider ikke tale om ishuse til oplagring av denne vare; al indlastning foregik fra vand eller endog fra fjordmunding, hvor vandet var «brakt». Ved mitten av 50-aarene saa jeg for første gang et ishus. Det var i Barkevik, og jeg var dengang kun et halvt snes aar gammel og hadde selvfølgelig ingen ide om, hvad det kunde være for slags bygning. Min far forklarte, at det var et ishus. Dette var en ny gaade; ti det forekom mig, at huset var bygget av træ, og akkurat paa samme maate som lignende huse nu i tiden.

Adj. Coll meddeler i sin bok, at N. W. Coch i Brevik, allerede i 1851 avskibet en ladning is fra Halvarp. Vinteren 1860 kom der imidlertid fart i isavskibningen fra Eidanger. Det var den store snevinteren, da sneen stod over alle skigardene. og det var følgelig forbundet med stort besvær at faa maaket isen ren og holde veiene farbare.

Christiansen & Co., Larvik, kjørte isen ned fra Nøklegaardsdammen til Grinebroen, hvor bl.a. bark «Sommeren» likesaa fra Larvik, laa og lastet. Men langt betydeligere kvanta blev nedkjørt fra Almedalskjenna til Sagbakken av Coch i Brevik og Josef Steen, Larvik. Sidstnævnte kjørte ogsaa is ned fra Svartekjell i Oxum skog, da han disponerte over et mindre areal av Almedalskjenna. Anders Oxum var formand for Steen, og Ole Sagbakken for Coch.

Isblokkene hadde det aar en tykkelse av 30 tommer og derover; men saa bestod en saadan kolos av baade sneis og staalis omtr. halvparten av hver sort. Staalisen var saa klar, at man med lethet kunde læse et brev tvers igjennem blokken. Sneisen maatte selvfølgelig skarves fra og maakes ut i dypet igjen. Isen blev kjørt paa slæde ned til toppen av Sagbakken, hvorfra den blev skutt i rende lukt ned i sjøen, hvor den atter blev trukket op paa en flaate, avskyllet med ferskvand og derpaa heist ombord i fartøiet. De tunge isblokke styrtet sig med en saa rasende fart i sjøen, at vandspruten tildels stod helt op i merset paa skuten. En dygtig kjørekarl med sterk hest og slæde kunde dengang drive det til en fortjeneste av 1 spd. 3 m. (6.40) pr. dag. Vi ukonfirmerte gutter hadde 0.80 pr. dag og konfirmerte halvvokstringer 1.00 kr. Ellers var daglønnen ikke høiere end 2 mk. (1.60) for voksen mand.

Mot slutten av trafikken kom der varme i veiret, og føret gik. En hel stab av sjauere blev derfor ansat til at ordne med veiene, der maatte belægges med granbar med et tykt lag av sne ovenpaa for at undgaa, at bli sittende fast i sølen. Paa denne maate blev isblokken ikke billig, naar den endelig var kommen i skibsrummet; men prisen var jo dengang saa høi, at utbyttet trods dette blev storartet. Et midlertidig ishus blev av Coch opsat øverst paa Sagbakken og fyldt med is for senere skibning.

Da trafikken var slut om vaaren, gik han ogsaa ivei med at bygge dam i den saakaldte Slaatta, samt ishuse nede ved stranden. Netop som alt dette var færdig, røk dammen istykker, og hele vandmassen kom styrtende utover det 200 fot høie og bratte fald og tørnet mot langvæggen av det store ishus, hvilket blev undergravet og hvis mittparti blev aldeles radbrækket. Nu var det altsaa for at begynde forfra igjen. Et lignende uheld hændte paa Ramberg næsten samtidig, idet en av Coch opkostet dam blev brækket tvers av paa mitten av vandmasserne, der anrettet en frygtelig ødeleggelse nedenfor. Bygmester for dette anlæg var Anders Stamland, svigerfar til Ole Sagbakken. Denne dam blev senere opbygget av grundeieren, Ole Ramberg, der i mange aar drev isforretning paa stedet.

Anlægget i Sagbakken blev efterhaanden utvidet, idet Coch kjøpte helle Almedalsbassinet med omgivelser, der før tilhørte Ole Lerstang og Peder Berg. Dette blev ogsaa opdæmmet. En 14-15 aar senere kom et nyt firma til i Sagbakken nemlig Vauvert & Høegh fra Porsgrund, der satte op en dam og ishus paa P. Bergs eiendom nordenfor N. W. Coch, den saakaldte Nauser isforretning. Saaledes blev Sagbakken sætet for de betydeligste anlæg i hele Eidanger. Sidstnævnte forretning tilhørte senere O. A. Langangen.

Paa Ramberg anlas først i 70-erne et ganske betydelig anlæg, brødrene Rambergs forretning, der fik isen fra en oppe i skogen opdæmmet myrstrækning. Bjønnæsmyra med omgivelser, fra hvilken isen maatte føres i et par kilometer lange render ned til Rambergstranden, hvor huse til oplagring av ca. 3000 tons blev opført. O. Lerstang var delvis grundeier i damarealet og blev parthaver med en fjerdepart i anlægget.

Omtrent samtidig med O.Ramberg opførte P. Røra et anlæg i Solvik, hvis indmark for en væsentlig del blev opdæmmet.

Martin Solvik opbygget senere et nyt, prægtig vaaningshus, oppe ved skogkanten, mens den gamle, store og rummelige bygning, der var opført av den sørgelig bekjendte Ole Berg, blev benyttet til arbeiderbolig. P. Røra hadde imidlertid kjøpt Nepedalen, som blev opdæmmet og avgav et endnu større vandbasin end Solvik.

Hans Bjønnæs lot ogsaa ved denne tid sin eiendom Bjønnæssolvik omdanne til isforretning og alle disse her nævnte anlæg bører baade til de ældste og største i Eidanger. Senere er flere betydelige forretninger kommet til; saaledes i Breviksdalen, paa Ørvik, Lunde, nedre, Saltboden, Hitrebæk, Gravastrand, Versvik og flere paa Herøen og omegn; paa Haaøen, i Rødsæter, Kokkersvold, Sundsaasen, Hjertevik (forlængst nedltgt), Halvarp, Rødskjær, Rogneli, Orestben, Martesto, Lajore, Bjørkøen, Sigtesøen, Smevik, Røra bruk, Tangen, Østvedt, Heistad, Troldhaug og flere.

I 1886 fandtes der i Eidanger 22 isanlæg større eller mindre med tils. 50 ishuse, hvert indeholdende i gjennemsnit et tusen tons. Efter den tid er vistnok antallet adskillig øket. I adjunkt Colls bok om Skiensfjorden læses følgende: Som erstatning for den efter 1860 hensvindende hollændertrafik kom en ny næringsgren, som har faat stor betydning for Brevik og omegn, nemlig isbedriften. Det første isanlæg grundet grosserer N. W. Coch i 1860 paa Sagbakken, næst Søren Pars ved Drøbak det største i landet. Dernæst kom O. I. Ramberg og P. P. Røra ved Ormefjorden, H. C. Albretsen ved Bua og T. Wiborg ved Siljanbugten, osv. i en uoverskuelig rækkefølge, saa der nu er ca. 60 isanlæg med husrum til 185,000 tons i de til Frier og nabofjordene støtende strøk av Solum, Bamle, Brunlanæs og Eidanger. I Brevik og omegn antas denne bedrift at sysselsætte ca. 600 mand i 3 maaneder av aaret.

Priserne har imidlertid været variable - saa at utskibernes fortjeneste ofte blir knapp. I adskillige aar har prisen været under 2 kr. og da, sies der, lønner det sig ikke at sætte ind is medmindre forretningen skulde være mer end alm. letdreven. Den almindelige pris har i lang tid vært under 4 kr. pr. læst. 4-5 kr. kan jo gaa an, men 6 kr. og derover ansees som god pris. Den høieste pris som nogen har faat, var, saavidt jeg har hørt, Saltbodens isforretning, der en sommer i 70-aarene, fik - ja jeg tror, det var 70 eller 75 kr. pr. læst, det halve pr. ton.

Gjennemsnitsprisen angis i 5-aaret 80-85 til 4 a 5 kr. pr. reg. ton. Avskibningen fra Breviks tolddistr. beløp sig i 1880 til 29,000 reg tons. I 1899 til 105,800 r.t. og i 1900 til 76,200 r.t.

Lagring og avskibning.

Faar sneen lov til at ligge paa isen, saa vil den ikke alene hindre den fra at paavirkes i den forønskede grad av kulden; men under større snefald vil isen synke ned under vandflaten, og der vil dannes et tykt lag av sne-is (skarv). Og selv om der ikke ligger mer end en tomme sne paa isen, er det forbi med frysningen. Derfor maa sneen skuffes bort. Fra først av brukte man kun skuffer (skyfler) til dette arbeide men det varte ikke længe, før man fandt paa at bruke sneplauge, trukne av heste. Det er umulig at undgaa, at der danner sig «skarv» paa isen. Kommer der f.ex. sne om natten og veiret straks slaar om til «linne», saa vil ved atter indtrædende kulde, hele «tøisa» fryse til og danne skarv. Man har da i senere tid ogsaa fundet paa at bruke saakaldte skarveplauge eller ishøvler, der likeledes trækkes av hest og brukes med fordel, naar ikke laget av skarv er altfor tykt.

Oprindelig brukte man at skjære isen op i blokke med en plankesag; men ogsaa, dette arbeide har man i lang tid utført for størstedelen ved hestehjælp, og isplauge. Dype furer pløies op i isen, og derefter kommer skjærere med haandsag og kutter længderne av til blokis. Isblokkerne blir nu ved hjælp av langskaftede ishaker «fløitet» hen til isrenden for videre forsendelse til hus eller skib.

Et ishus hviler paa et solid muret og grusfyldt fundament og har dobbelte vægge, hvis mellemrum er fyldt med sagmug. Isen hviler paa en banjer av bord og stuves bedst mulig sammen i rummet. Ishusets loft forsynes ogsaa med et 12 tommer tykt lag av sagmug. Lageret i husene er bestemt til sommer- eller høstskibning og smelter gjerne i løpet av sommeren nogle «florer». Især blir de aller øverste florer tynde som pandekaker. Likeledes gaar der endel tapt rundt væggene. Hvis isen kommer til at «ligge over» en eller kanske flere vintre smelter den naturligvis endnu mere og vil da gjerne lægge sig paa væggen, som derved let kan brækkes istykker. Desuten fryser ved overligning hele lageret sammen til en kompakt masse, der er vanskelig at faa løsnet. Blokkerne vil da let brækkes til smaais og saaledes tape sin oprindelige form.

Isexporten har nu i mange aar slaat feil. Der har ikke alene været en yderst elendig pris, men naturlig blokis har næsten ikke været at bli av med til nogen somhelst pris, da baade England og Tyskland har sat igang maskiner til fabrikation av kunstig is i saadan masse, at særlig Tyskland næsten maa sies at kunne brødføde sig vel at merke, naar de skummer op det, som deres egne damme og tjern ogsaa kan yde av naturis. Især har det været rent skralt siden krigen begyndte, da omtr. al etterspørsel er ophørt saaledes, at de fleste exportører ikke engang sætter ind is eller holder husene istand. Av alle de ældre og nyere forretninger er vel neppe ¼ i brukbar stand; mange er helt nedlagt og jævnet med jorden.

Efter al sandsynlighet vil isexporten aldri komme op mere, da maskinerne nok vil besørge behovet. Denne kjendsgjerning er saa meget mere sørgelig som «isperioden» netop har været en guldalder for vort land, idet at folk netop paa den trangeste tid av aret har kunnet glæde sig ved en rikelig og sikker fortjeneste og det endog uten, at landets velstand led noget avbræk. En enkelt forretning iblandt har imidlertid i det længste holdt det gaaende, rimeligvis med leverance paa ældre kontrakt.

Iskuter

Den første isskute, som lastet paa Ramberg, var skonnert «Rapid» tilhørende Nils Jørgensen, Karsis Tange. Johan I. Røra var avlader, og isen blev kjørt den lange vei fra dæmningerne i 1863. Føret slog op og det blev en kostbar affære at faa lastet skuten.

Bark «Oryx» (Vildjeita) har i et halvt aarhundrede gaat med is. Kapt. John Pettersen er ogsaa en av alle isfolk velkjendt mand, som i mange Herrens aar har været bosat i Grimsby. Pettersen førte i atskillige aar Oryx, tilhørende The Great Grimsby Ice-Comp. Senere fik han «Alliance», der var større. Den blev ombyttet med «Warden Law» og denne igjen med «Kappa». Han har nu endel aar været selskapets kommissionær i Dunkerque.

«Prometheus» skonnerskib, kapt. Currie, gik under med mand og alt i den svenske skjergaard.

«Athenian», kapt. Vestlake. «Acorn», kapt. Olliver. «Charley Blackwood» var fra Hull. «Robert and Charlotte» ogsaa ført av Currie.

Brig «Mangerton» ogsaa ført av Olliver. S/S. «Harold», kapt. Brown. Alle disse skibe var engelske.

«Alexander» (fregatskib), «Russenfin», kapt. Sundstrøm. Bark «Alert» (svensk), kapt. Norrfeldt.

Bark «Essæa» gik under i Nordsjøen med en isladning fra O. Ramberg. Brig «Primo» (Ørvik) solgt til England; gik under 1899.

S/S. «Frost», Herøen, kapt. Jensen. Gik op i luer i Nordsjøen med kullast 1913.

Brig «Carl» av Larvik, kapt. Sølsberg. (Hjertevik og Kokkersvold). S/S. «Ethelvin» (Sagbakkn.) . S/S. «Rasilia», Kokkersvold; lastet med is for Amerika.

Skonnert «Fortuna», (Porsgr.) kapt. Elias Andersen (Rødsæter). Bark «Koruma», Langesund. «Dervent» (omrigget). "Løvspring"; eng.norsk flag, konsul Haagenson. S/S. «Telegraf», Lunde isforr. Bark «Garant», fører og reder H. C. Hansen, Brevik.

En av de største isgrosserere i hele Langesundsfjorden var omkr. hundredeskiftet Cornelius Røe. Han opførte i 90-aarene en pragtfuld Villa paa Troldhaug ved Heistad, hvor han bodde med familie; men han hadde sit kontor i Brevik. Han var søn av Ole Røe, der i lang tid drev med skibsverft i Salings Strand, Brevik, og hans hustru var en datter av havnefoged Rud. Larsen i Brevik. Han var i perioden 1905-1907 Viceordfører i Eidanger herredstyre og avgik ved døden vaaren 1910.

5 kr. i en isforretning.
En isarbeider mottok en dag 5 kr. som han puttet i vestelommen. Men da han skulde bruke femkronen, saa hadde han mistet den. Tiden gaar og uheldet blev glemt.

Grimsby ½ aar senere. Kapt. Pettersen laa og losset en ladning is. Inde i en isblok blev man var en underlig blaa tingest. Et stykke papir! Det er saadant man bruker til indpakning av skraatobaak, mente engelskmændene. Faar jeg se? sa en av de norske. Det er jo skinbarlig en norsk 5 kroneseddel. Den blev levert til kapteinen, som ved hjemkomsten leverte den til eieren. Utrolig, men sandt! Gjensynet var glædelig.