Skyssvæsenet

av I.C. Ramberg

Av alle de urimelige tyngsler, som er nedarvet fra enevældet, var skyssbyrden en av de værste. For en betaling, som ikke var hverken til at leve eller, dø av, var indehaverne av matrikulert jord forpligtet til at befordre den reisende langs landeveien, og der var i denne anledning oprettet stationer, som kaldtes «gasgiverier», gjæstgiverier, paa forskjellige trafikcentra ved hovedveien, hvor den reisende kunde avlevere de trætte heste, der blev rekrutert med nye. For henved 100 aar siden fandtes saaledes gasgiverier paa Kokkersvold, øvre, paa Slevolden eller ogsaa paa Lillegaarden, likesom Eidanger tillike hadde skysspligt til gasgiveriet i Brevik og paa Osebakken. For længere tid tilbake nævnes ogsaa Ørstvet som et saadant trafikcentrum. Til hvert gasgiveri hørte en saakaldt rode, det vil si indbegrepet av alle de gaardsbruk, som pligtet at yde skyssbefordring til vedkommende station.

KokkersvoIdroden var den største og besværligste av dem alle; ti derhen hørte alle gaardene i Markefjerdingen og Langangsfjord tillikemed Bergs- og Øedistriktet. Denne rode indbefattet altsaa strøket helt fra og med Aaklunggaardene indtil sydspissen av Haaøen og Sigtesøen, en strekning paa et par mil, eller næsten halve prestegjeldet.

SIevoIdroden indbefattet Bjørkedalen, Tvetenbygden, Flaattenbygden til og med Mule samt Herøen og noget av Vallermyrene. - De ved Porsgrund liggende gaarde hørte til Osebakken og Breviksbygden fra og med Ørstvet hørte til Brevik.

En station blev bestyret av en «gasgiver», under medbetjening av en «skyssskaffer», der især hadde at gjøre med tilsigelserne. Skyssen var den saakaldte tilsigelsesskyss, der blev ydet, som det het, in natura av den skysspligtige, som for hver gang fik besøk av skyssskafferen, der gav meddelelse om dag og klokkeslet, naar han hadde at møte, samt om hvad slags kjøretøi. Undertiden lød ogsaa ordren paa «løs» hest med eller uten sæle; i sidste tilfælde maatte man da lede hesten i en «tom» eller et bidsel. (Bæksel). Kjærre var at faa laant paa stationen; men den fornøielse kostet 12 skill. Taksten for en person fra Kokkersvold til Vasbotten var 1 mark 3 sk.; men da maatte man ut med 12 sk. for laan av kjærre, og saa blev der kun 15 skilling igjen i netto. Hvis man kom 1 time forsent vanket der 2 mark i mulkt; ti instruksen lød paa, at hest og skyssgut skulde møte op samtidig med skyssskafferen. Imidlertid hadde den reisende ret til at sitte indtil 3 timer og drikke brændevin og spille kort, og hest og gut maatte finde sig i dette, rigtignok mot en godtgjørelse av 6 sk. pr. time. Brændevin fandtes dengang paa lager ved enhver skyssstation. Større bruk hadde at møte frem med 2 heste, de fleste derimot med 1 hest; men mindre bruk var ilagt bare ½ eller ¼ hest. Dette blev praktisert saaledes, at den, som hadde 1 hest skysset 2 gange saa ofte, som en med ½ hest. Gasgiveren var pligtig at holde kontrol med, at alle de skysspligtige blev tilsagt i rette tid og i rette orden, saaledes at ingen slap undav og ingen fik formeget. Skyssskafferen hadde 4 skill. for hver tilsigelse men for denne betaling var han ogsaa pligtig at gjøre turen fra Kokkersvold og helt nord til Aaklunggaardene.

Foruten den byrdefulde skyss in natura var de skysspligtige desuten paalagt at utrede den saakaldte skysskaffertoId, der for Kokkersvolds vedkommende ved aar 1837 dreiet sig omkring 50 spd. aarlig til Slevolden 18 spd. og til Brevik 5 spd. Denne ordning skrev sig fra lovbestemmelser henimot aarhundredets begyndelse, og tolden blev brukt til underhold av gasgiverierne og til avlønning for gasgiverne. For at etablere en mere likelig og retfærdig fordeling av disse tyngsler blev imidlertid under 2-4-1840 i repr. besluttet, at skysskaffertolden herefter skal utredes av sognets samlede matrikelskyld. Dette var jo et litet skridt fremad; men endnu forelaa der store, jeg kan gjerne kalde det interprovinciale, uregelmæssigheter. Bugge paaviser nemlig, at det lille Eidanger svarer over 1/3 av hele fogderiets skysskaffertold paa samme tid, som dette sogn kun har en matrikelskyld av ca. 438 daler, mens det hele fogderi har 8205 daler!

Videre: Eidanger tinglag er baade i denne og andre henseender, nemlig i forhold til andre sogne, saaledes bebyrdet, at det ikke vel kan bære flere byrder. Paa hovedveien har det 3 ¼ mil at skysse, mens Gjerpen har saa godt som ingen skyss, men en næsten 3 gange saa stor matrikelskyld!

Den mest byrdefulde av alle roder var som sagt Kokkersvold; den indbefattet et areal av sognet, der var omtrent saa stort som alle de andre roder tilsammen, og dertil kom, at distriktet for en stor del bestod av øer og uveisomme trakter med yderst besværlig adkomst til stationen. Intet under, at misnøiet herover slog ut i besværinger og klagemaal, saaat autoriteterne hadde hænderne fulde med at holde maskineriet gaaende.

Nærmere belysning av forholdene omkring 40-aarene. Under skysskiftet Kokkersvold var kun 28 heste henlagt, og av disse, var der nogle, som hørte hjemme en stiv mil fra stationen. Naar da bonden desuten hadde en likesaa stiv mil at skysse, og disse veilængder selvfølgelig maatte tilbakelægges 2 gange, samt at der til og med kunde indtræffe med et øsende regn eller uføre, saa vil vistnok ethvert fornuftig menneske kunne indse, at de 27 skilling var noksaa surt fortjent.

Fra Bergsbygden var forholdene likeledes undertiden rent fortvilede. Herfra var man endogsaa under sterke snefald nødt til at passere den milelange vei til skysskafferiet, vadende i sne til knæet. Hesten føre og manden efter, og herunder var man nødt til at forcere sneørkenen over Bergsheien, der bar en høidestigning av ca. 600 fot. Enhver vil da let kunne tænke sig, hvor oplagt folk og dyr kunde være efter en saadan strabats til at gi sig ikast med nye og lignende anstrengelser for saa, naar de 27 skill. endelig er tjent, og dagen er under at anvende natpartiet av døgnet til hjemreise.Intet under da, at en hest under saadanne omstendigheter kunde faa et varig knæk, og at der endog var folk som mistet helsen for levetiden. - Nu gik det vistnok ikke altid saaledes paa livet løs; men loven var streng, og om hesten stod for læsset, og høiet laa og ventet paa at bli kjørt i hus, saa var det bare at spende fra og reise, naar tilsigelsen kom og la gaardens drift seile sin egen sjø.

Aar 1840-21-7 blev der til lettelse ved skyssbyrderne sluttet følgende accord mellem form. sk. og en hel del gaardbrukere, alle av Kokkersvolds rode:

«Ifald der sker nogen saadan forandring i skyssreguleringen, at vi kan bli helt fri for skyss in natura, da forpligter vi os at betale ekstra til skysskaffertold, hver et beløp av 2 spd. 60 sk. aarlig, saalænge vi nyter nævnte frihet. Johan Hansen Auen. Anders Andersen. John Pedersen Saga. Jacob Nilsen Aaklungen. Hans Eriksen. Søren Mikkelsen Sætre. Nils Eriksen. Alle har de meget lang og yderst besværlig vei. Følgende beboere av Øer og avsidesliggende steder erklærer sig villig til at betale et beløp aarlig i forhold til deres matrikelskyld, ifald de maatte bli fri for skyds:

«Christian Hansen Haaøen 72 sk. Ole Nilsen 48 sk. Halvor Andersen 60 sk. Gunder Jacobsen, Bjønnæs 1 sp. 16 sk. Hans Gundersen 72 sk. Hans J.Sørensen Birkøen 90 sk. Jacob Frantsen 90 sk. Hans Gundersen Sandøen 96 sk. John Jacobsen 63 sk, Peder Røra for Solvik (under Bjønnæs) 36 sk. Anders A. Auen for anpart av Bjønnæs (Lajore) 18 sk.

Alle underskrev protokollen og underkastet sig utpantning i tilfælde mislig betaling. Nærværende selvfølgelig under forutsetning av amtets approbation.

1840 den 8. august fremsætter Bugge følgende forslag: Til skysskafferiet paa Kokkersvold lægges for det første gaardene nordre og søndre Tveten, Traaholt og muligens endnu flere. I deres sted skulde Skrabbeklev, Gunneklev, Bjerketvet og muligens Herøen samt flere henlægges under Slevolden saaledes, at der paa Kokkersvold blir omtr. 7 heste daglig eller ca. 40 heste om uken, og paa Slevolden 4 om dagen eller omkr. 27 om uken. Søndagen regnes ogsaa med; ti man var pligtig at skysse helg som hverdag. Endelig skulde der vælges 4 mand til at ta forholdene under grundig overveielse og utarbeide forslag til en mere hensigtsmæssig og retfærdig ordning av skyssbyrden. De 4 blev Jac. S.Hvalen, N. Stamland, Anders Sundsaasen og Ole Am.Flogstad. Enken Kari Kokkersvold var tilstede og erklærte sig villig til at fungere indtil videre som gasgiver. Enken Anne Marie Andersdtr., Slevolden hadde i forveien erklært, at hun mot et avdrag i lønnen av 8 spd. ogsaa vilde bli staaende. - Eieren av Lillegaarden var nemlig ogsaa villig til at overta stillingen.

Besværinger fra Slevolden. Hertil bemerker form. sk. under 25-11-40: Det forholder sig ikke saaledes, at enken faar ½ a ¾ mil til de nærmeste gaarde. Der kan neppe være mere end gode ¼ mil fra Slevolden til Flaatten, Raskenlund, Stridsklev, Skrabeklev, Holtet, Tolleskoven og ¾ mil faar hun kun til gaardene paa Herøen (sic!) Overalt oppebærer hun skyssskaffertold, saa klagemaalet fra hende kan ikke ha stort at bety.

Nye besværinger. Prestens medhjælpere mener ifølge gammel praksis at ha ret til at fritas for skyss in natura. Form. sk. mener nei!

Enkerne efter Jacob Sillien, søndre, og Nils Sillien, nordre, mener at være for høit ilagt med 2 heste hver.
Form.sk.: Da begge disse gaarde er blandt de bedste i sognet og har en skyld av tils. 14 a 15 daler, kan form.sk. ikke indse, at der foreligger nogen grund til anke.

Alle de ovenfor nævnte gaarde, som ifølge komiteindstillingen er lagt til Kokkersvold, anser sig forurettet, da de faar en meget længere og besværligere vel at reise.

Form.sk. indser delvis sandheten herav; men disse gaarde er allikevel de nærmeste. Alle hensyn er avveiet, og resultatet blev, at problemet ikke lar sig løse paa nogen anden maate.
Anm. Alle disse arrangements er kun at betragte som midlertidige. Et helt nyt system for skysordningen tænkes nemlig indført, saaledes at tilsigelsesvæsenet med skyss in natura vil bli avløst av en fast skysstation for hele sognet. Herom i næste artikel.

Voldsomme konflikter.

Rigtig notable, reisende holdt sig gjerne vogn og sæler selv, - sæler, som i regelen var altfor store til almindelige dyr, og indelukkede vogne, der var saa tunge, at der var læs i bare vognen. Det var et frygtelig hesteslit langs de gamle, bakkede veie med saadanne barkasser. Et gode var det dog, at de gjerne var forsynet med bremse og stoppeapparater til hjælp for hestene i de værste bakkerne.

Den ene skyssgut maatte som regel finde sig i at løpe den hele vei ved siden av vognen for at være parat til at ordne med stop og bremse. Det hendte en gang, at gutten blev «overgiven» og ikke orket at springe længer; men staa paa stigbrettet fik han ikke lov til. Hvad tror du saa, at han fandt paa? Jo, til stor forargelse for de reisende kravlet han op og satte sig paa ryggen av sin hest, idet han med triumferende mine raapte: «Her kan vel ingen negte mig at sitte».

En anden gang blev en skyssbonde rundjulet av en artillerikaptein. En bonde var tilsagt at møte med hest og sadel. Denne gang var det en oberst, som altsaa var ridende; manden hadde at springe ved siden. Ved et uheld slap ridderen sin silkeparaply ned i sølen. Ræk mig paraplyen, du! Tag den selv! lød svaret. Hvad behager? negter du ? Jo, jeg gjør det. Den ædle ridder maaatte ned; det var ingen anden raad.

Saa var det en dansk greve og en høitstaaende norsk militær. De hadde baade vogn og kusk. Min hjemmelsmand, den ene av skyssgutterne, forteller: Jeg stak for sikkerhets skyld til mig et nummer av «Statsborgeren», hvori den bekjendte historie med livsslaven «Kundegutten» stod referert. Han hadde for rømningsforsøk maattet gjennemgaa kakstrykning, det er: Bunden til en pel og tampet. Hvorledes det nu end forholdt sig med denne tampningen, saa fandtes slaven hængende død i sin celle den følgende morgen. I folkets brede lag utbredte sig med rivende hast den opinion at Kuntegutten var avgaat ved døden, som følge av tampningen og derefter hængt av andre vedkommende. En sterkt kompromitterende vise blev lavet og spredt i tusinder ut blandt masserne, og i denne vise het det: «Hvor fik han hammer, og hvor fik han tang, og hvor fik han taug til at hænge sig i"?

Artiklen i «Statsborgeren» hadde følgende slutningstirade: «Svensk naade frelste ham fra norske love». Men nu vilde tllfældet, at denne «ham», det var netop den ene av de to, som sat i vognen.

Da alle forføininger var truffet, fik kusken ordre til at kjøre. Begge skyssgutterne løp en stund ved siden; men dette blev de snart lei av og hoppet op paa stigbrettet, som de ellers pleiet at faa lov til, især da den ene av dem. Men da begyndte moroen. En saadan lumpen praksis gjaldt nok ikke i dette tllfælde. Men nogle kraftige svøpeslag om ørene skal nok snart lære de forvorpne fyre av med at staa paa stigbrettet.

Gutterne søkte imidlertid efter evne at avparrere slagene, idet de paa den maate haapet at ride stormen av; men pryglene blev snarere værre og værre. Slagene rammet vekselvis snart den ene og snart den anden; men endnu holdt de tappert stillingen paa faldrebet. Men saa fik vor hjemmelsmand et slag, som rammet øiet og hoppet likesaa gjerne ned. Dermed kapitulerte ogsaa hans kamerat, og deres plageaand gned sig fornøiet i hænderne under nydelsen av seiren.

Gutterne ansaa imidlertid ikke endnu alle chancer for tapt. Paa akslen under vognen kunde de vel sagtens faa lov at sitte i fred. Der klamret de sig da fast, saagodt de formaadde. Pladsen var vistnok ikke til at misunde nogen; men det var dog adskillig fordelagtigere end at trave i sølen. Det gjaldt bare om at holde balancen. Men førend de viste ord av det, fik den ene gutten et slag over hænderne, saa han slap taket og ramlet paa hodet i gruset. Da han omsider fik samlet sig sammen igjen, lykkedes det ham efter adskillig anstrengelse atter at indta sin tapte stilling, som det herefter ogsaa lykkedes at holde, tiltrods for det voldsomme bombardement av svøpen. Da dette eiendommelige reisefølge endelig naadde de bratte Nøklegaardsbakker, hoppet begge de ihærdige krabater ned for hestenes skyld.

Paa toppen av bakkerne ved Solumskiftet griper saa vor hjemmelsmand resolut hestene med et kraftig tak i hodet og raaper saa det runger i skoven:

«Nei nu skal det være slut med den slags løier; nu skal hestene hvile!» Dermed slog han sig ned paa veikanten, vinket den anden gut til sig og sa: «Kom hit, Hans Jacob, saa skal du faa høre en fin historie!» Dermed trækker han «Statsborgeren» frem av lommen og deklamerer med høi og klar røst hele historien om «Kuntegutten», idet han henvendt til sin kamerat av og til bemerker: Her kan du høre, hvad slags folk vi har med at gjøre. - Det ser næsten ut, som om de tænker at fare likedan med os. - Men det er jo ikke farlig, saa længe svensk naade kan redde dem for norske love!

Hør, hvad de prater, sa den danske. Men hans reisefelle taug og var stundom hvit, og stundom rød som blod i ansigtet. En merkværdighet var det forresten, at de 2 notable reisende gad høre paa den ufordragelige skyssgutten med en saapas taalmodighet, at han i ro kunde faa lov at servere dem den hele dosis fra «Statsborgeren». Først da lød nemlig signalet til at fortsette reisen. Gutterne fik herefter frihet til at gjøre og lade akkurat som de selv ønsket; ja Hans Jacob fik endog 8 sk. i drikkepenge, idet han ogsaa fik den 4 sk., som vor djerve hjemmelsmand ikke ønsket at modta. Dette skedde omkr. 1835.

Paa Kokkesvold var i 50-aarene Børe Myra skyssskaffer. Han levet senere dels i Sagbakken, dels i Dypevik, hvor han lot opføre et hus og hadde en liten gut til at styre for sig Børre var igrunden en slags original og hadde aldrig kvinder i sit hus, men altid smaagutter, som han var meget glad i. I sine sidste leveaar bodde han i «Kaarvegaten», hvor han bygget sig et mere tidsmæssig hus. Han var i lang tid svært daarlig i benene, og hans hele utseende gav et sterkt indtryk av brøstfældighet. «Nils hos Børe» vokste da til, og var ham vist til stor nytte i hans alderdom. Han døde for ca. 30 aar siden.

Paa Slevolden var Torsten Nøklegaard skyssskaffer. Det var ogsaa en gammel pepersvend; men hans kjærlighet til glasset voldte, at han paa sine gamle dage blev uten hus og hjem, indtil L.A. Nøklegaard forbarmet sig og gav det stokdøve menneske tak over hodet for resten av hans levetid. Her gik han erend og hug ved og døde omkr. 1880.

I Brevik var Hans fægermand gasgiver, og stationen laa i smuget ved siden av brændevinshandler Vetle Sørensen. Gamle Gunhild skyssskaffer og tildels ogsaa hendes bror Knut fungerte en lang tid som budbringere.

Posten. Postbefordringen var skyssbønderne uvedkommende; men i regelen var de gaardbrukere, som hadde paatat sig at utføre postbefordringen, fritat for skyss in natura. Claus Haugholt kjørte posten fra Slevolden (Lillegaarden) til Brevik og desuten østover til Solum. Ole Valler kjørte frem og tilbake mellem Slevolden (eller Lillegaarden) og Skien, idet han da ogsaa var indom med post i Porsgrund.

Engang blev en postsæk borte paa Lillegaarden. En tælebondgut blev mistænkt; men beviser manglet. Sommeren efter fandt man væsken igjen i skogen; men da var den naturligvis plyndret for sit indhold. Nogle hundrede kroner gik tapt. Stationen kom av den grund til Slevolden; men ved Slevold-enkens død omkring 50-aarene kom den atter til Lillegaarden, hvor Nils Amundsen blev gasgiver. Han opsa imidlertid allerede 4. november 1854 denne stilling, og en fast station paa Lanner blev nu endelig oprettet og overtat av Søren Stoesen i november 1855.

Søren Stoesen kjørte nu herefterposten østover til Solum og Solumkarene derfra til Larvik. Lanner kjørte ogsaa vestover til Klokker Pedersen i Eidanger, hvor Ole Valler møtte op og mottok sækkene til Porsgrund og Skien, mens Søren Stoesen kjørte Vestlandsposten videre til Brevik. Senere blev skiftestationen paa Valler, hvor Ole Tollefsen fik sig utlevert posten til Porsgrund, Skien o.s.v. Lanner kjørte da derfra til Brevik med hvad, der skulde længer vestover.

I 70-aarene, da avisliteraturen begyndte at blomstre op, kjørtes der til stadighet hver dag med 3 a 4 heste i følge. Postføreren fulgte med, saavidt vites, fra Kr.ania-Kr.sand, og denne reise blev vistnok utført paa litt over et døgn. Han var forsynt med et posthorn (waldhorn), og naar han nærmede sig beboede steder eller stationer, eller der fandtes forhindringer i veien, blæste han sine livlige signaler i hornet. Han var desuten bevæbnet med en skarplatt revolver. Han var nemlig anbetroet alle banko- og værdibreve; men det gik ikke ofte paa, at han fik bruk for sit ildvaaben, der desuten laa ganske forsvarlig indpakket i sit læderhylster.

Imidlertid blev postføreren omkr. 1837 gjenstand for et attentat paa Lannerheien av postrøveren Lars Mikkelsen, der skulde være fra Brevik. Men geværet klikket, og røveren blev paagrepet og sendt paa slaveriet omkr. 1838, da han vistnok ogsaa hadde flere lignende misgjerninger paa sin samvittighet. Ellers kjender jeg ikke til flere postrøverier paa Eidanger grund.

Fra Brevik til Lanner kjørte i lang tid gasgiver Lars Nilsen (Krabberød) posten; men aar 1867, 29. okt., forelaa der tilbud fra Nils Ingebretsen (Pasa), at han var villig til at holde gasgiveri 40 kr. billigere end Lars Nilsen, og i et kombinert møte paa Breviks raadhus av Eidanger og Breviks kommunestyrer tillikemed fogden i Bamle blev ifølge forslag fra Peder P. Røra Nils Ingebretsen enstemmig antagen, og saaledes kom han herefter til at kjøre posten til Lanner. Ved Skiensbanens aapning i 1882 og Breviksbanens i 95 overtok jernbanen al postbefordring.

Fast station.

Allerede fra mitten av 1837 foreligger der en skrivelse fra amtet ang. oprettelse av en fast station paa eller ved Lillegaarden, og den første sak, som blev behandlet i Eidanger form.sk., var netop denne skrivelse med fogdens paategning.

Saavel øvrigheten som de lokale autoriteter var enig i, at den bestaaende ordning med tilsigelsesskyss var yderst uheldig for den reisende som for den skysspligtige, og at faste stationer, hvor det fornødne antal heste med betjening altid fandtes paa stedet, var det ene rigtige. Fogdens og amtmandens forslag lød paa 20 spd. om aaret for hver hest, hvortil kom den gamle skyssskaffertold, samt milepenge for hver skyss. Breviks station bør bibeholdes, men kun med 4 heste. Osebakken bør helt sløifes, og Gjerpen bør ogsaa være med og svare sin andel av her nævnte skyssutgifter. Øvrighetens formening var fremdeles, at der først og fornemmelig maatte sees hen til de reisendes tarv for at undgaa ophold i befordringen og forøkede utgifter til «forebud», samt at posten og postekspresser til enhver tid kunde møte uopholdelig befordring, og bør i denne henseende hensynet til den enkeltes tarv staa tilbake.

Form.sk. mente ogsaa, at 6 heste paa Lillegaarden vilde være tilstrekkelig, men at 20 spd. for hver hest var rent for litet, og at man umulig kunde vente at faa nogen til at overta stationen for den pris. Beløpet kunde vist trygt sættes til 40 spd eller 240 spd. aarlig. Desuten antok man, at Breviks station ogsaa kunde sløifes, da Breviksbygdingerne i almindelighet er tilstede i Brevik med sine heste om dagen i paavente av at kunne tjene noget. Disse tanker kom frem i form.sk. møte av 10-1-1839, hvor foged Borchsenius og amtmand Wedel-Jarlsberg personlig deltok i forhandlingerne.

Et repr. møte 22. næstefter gav sin tilslutning til det her anførte; men ved votering viste det sig, at der var flertal for at beholde stationen i Brevik. Efter dette lot det da til, at saken nu var i godt gjenge, og at den saa saart eftertragtede faste station om ikke ret lang tid vilde komme som en avløser av den gamle utaalelige skyssbyrde. Men, desværre! der skulde nok rinde meget vand til havet, før denne reform blev til virkelighet. Eidangerfolket skulde endnu i 17 lange aar faa drages med den forældede og forkjærte ordning. Det gik her, som i fortellingen

«Da musene blev enig om at bjælde katten graa,
Saa var der ikke en, som vilde hænge bjælden paa»!

Der stod man.

I 1840 var man naadd saa langt, at der forelaa et nyt forslag, der gik ut paa at vælge Lanner istedenfor Lillegaarden. Stillingen skulde averteres. 3 maaneder senere var man imidlertid naadd frem til følgende smukke resultat: «Saken utstaar!»

Saa ligger saken i hele 8 aar i dvale. Men sent ut paa høsten 1848 dukker pludselig Ole Østvet frem med et tilbud om at overta den faste station paa Lanner for 200 spd. aarlig. Denne sum finder imidlertid de vise fædre altfor følelig for de to skyssroder, og man ønsker først at indhente erklæring fra fogden, om at de gaarde av Eidanger, som nu hører til Brevik, kunde tillegges den paatænkte faste station paa Lanner saaledes, at hele sognet kom under en station, i hvilket tilfælde der formentlig intet vilde være til hinder for oprettelsen av en saadan indretning paa Lanner. Svaret fra fogden blev selvfølgelig benegtende, og saken kom nu atter ind i en langvarig dødvandsperiode.

Møtet paa LiIIegaarden. Endelig efter 7 lange aar oprandt da den mindeværdige dag, da den fatale sekelgamle skyssordning omsider skulde finde sin avslutning. Den 9. novbr. 1855 blev et møte av alle skysspligtige sammenkaldt paa Lillegaarden for sammen med autoriteterne at overveie denne fortvilede sak og hvad, der helst burde gjøres. Amtmand AaII ledet møtet, og det viste sig straks, at der var avgjort stemning for en fast station paa Lanner. Votering blev da foretat; alle venner av den faste station skulde gaa til høire side av salen og alle motstandere til venstre. Pludselig larmer hele forsamlingen over til høire; kun et eneste menneske gaar den motsatte vei, og det var gamle Jacob Nilsen AakIungen. Han hadde været omtrent helt fri for skyss, da han bodde over 1 mil fra Kokkersvold. En brakende lattersalve kom som en lavine over synderen, der sandt at si stod noksaa stygt til som den eneste repræsentant for den gamle forhadte levning av enevældet.

Kontrakt med Søren Stoesen blev vistnok paa stedet oprettet om overtagelse av den faste station paa Lanner for 200 spd. aarlig eller ca. 34 spd. pr. hest. Denne betaling blev under 29.oktbr. 1867 i et kombinert møte i Breviks raadhus nedsat til 180 spd. aarlig, idet nemlig M. Svendsen og Erik E. Grinna tilbød sig at holde stationen ved Langangsbroen for den pris. - Ved Skiensbanens aapning 1882 fik Thomas Valler stationen med et begrænset antal heste, antagelig for en betaling av 400 kr. aarl., og efter ham overtok Peter Sundsaasen Nystrand denne stilling med 1 fast hest og 1 reserve, løn 400 kr., men i de sidste aar 360 kr. grundet konkurrance. Vi ser saaledes, at Eidanger endnu ikke er ganske helt løst fra sine forpligtelser til denne litet populære og vistnok endnu mindre paa krævde indretning. Til Brevik bortfaldt imidlertid ethvert bidrag ved Breviksbanens aapning i 1895.