Fra seilskutetiden

Håkon Winther

Det er helst stor risiko for skipsmannskap og et umenneskelig slit på stormfulle hav, som de fleste tenker på i forbindelse med seilskutetiden. Av en eller annen ukjent grunn er det sjelden å høre snakk om de deprimerende kjedsommelige dager og netter. Ukevis med dårlig vind og slakke seil. Primitive lugarforhold, små bevegelsesmuligheter ombord. Mennesker som sliter på hverandre. Ramponert skute etter siste storm. Begrenset hva som kan repareres i åpen sjø. Urolig barometer. Ny storm i vente. Holder kameratskapet og disiplin ombord?

Hva er grunnen til at en landkrabbe som meg forsøker å sette seg inn i en seilskutemanns hverdag, og attpå til stiller spørsmål som en sjømann muligens ville holde for seg selv.

- Min er en håndskrevet visebok. Skrevet i 1886 av styrmann A. Jørgensen fra Porsgrunn-Brevikdistriktet. Viseboken inneholder norske, engelske og svenske viser. Noen av dem er illustrert. Det er litt uklart hvor mange det er av visene som Jørgensen har diktet selv.

Ved hjelp av fire verslinjer og tre hele viser forsøkes det her å presentere viseboken.

Boken er visstnok skrevet ombord i en seilskute. Derfor er det naturlig å tro at skuten med viseskriveren er på vei hjem fra de fjerne farvann. Skuten er antakelig skadet og mannen er pessimistisk. Han minnes sin bamelærdom. Redselen for ikke å komme i havn melder seg. Tanken på familien som venter hjemme leses i avskjedsvisen. Det går bedre enn ventet. Skutevraket tåler vinden. Alt det triste er glemt. Begeistringen er stor, og hjemkomstvisen er munter. Men han vet oppholdet i hjemlige trakter ikke varer evig.

Uteseileren er stolt av hjuldamperen som trafikkerer de hjemlige farvann. Han er påvirket av dampbåtens fordeler, og gir plass i sin visebok til en hyldningsvise for hjulbåten «Trafik».

BARNELÆRDOM

Ordsprog og munnhell, fortidens informasjonsmetode erj ordnær med sin evigvarende moralske undertone. For eksempel dette, hentet fra viseboken:

At Ladhed er parret med Smerte
Og Arbeide velsignelse gier
Det tidligt min Fader mig lærte
Den Lære jeg meget har kjær.

En Sømands Afsked

Skjæbnen kaldte migpaa Havets Vover
Mangen Kuling der mit Øie saa
Lev da vel o elskte Bøgeskove
Deg ser jeg maaske aldri mer

Afsked fra Eder alle jeg nu tar,

Gamle Moder ser jeg deg at græde
Græde må ogsaa din unge søn
Tabe maa han al sin jordiske Glæde
Reise bort fra dig og Lina skjøn

O lille Lina du min lykkes stjerne
Forførste Gang vi nu skal skilles ad
Skjæbnen kaldte meg udi det Fjerne
Forad tjene Brød til dig og mig

O kjære Søster kan du ikke mindes
Det velste Bud som vi av Fader fik
Nei glemme ham det gjør jeg ingensinde
Ak at min Fader det saa ilde gik

O Grumme Bølge ruster ind i Havet
Synke maatte han til Havsens Bund
Mangen Sømand derjo er begravet
Maaske det ogsaa skal blive min

O naar vi hører storm inatten tuder
Henover Hyttes straabetekte tag
Tænk da ei at Skibet der er blevet
Til et usselt og farlig Vrag

O Skal nu Døden for mit Øie stande
Mit siste Suk på Havet gaa
Tanken svind er hen mot eders Strande
Mine Sukke imot Eders gaa

A. Jørgensen 24/12 1866.

Sømandsang

Nu ser vi atter Brevigs By
Vi vil til vores Piger ty
Og tage dem udi vor Favn
Thi det er jo den beste Havn

Enhver i Aften søger sin
Nu vil jeg besøge min
Maaske der er en annden Ven
Har taget hende fra mig hen

Om noget saadant skulle ske
Jeg blot jo deraf vilde lee
Der findes blot jo deraf tro
Den Sørgende han finner jo

Jeg paa min Kjæreste vil tro
Hun er den Bedste udi Nord
Hun sagdes som jeg mindes kan
Jeg vil blot have dig til man

Hurra nu Gutter syng en sang
Fortøi saa Skibet Vel iland
Til vores Piger som der staar
Og venter paa vi Landag faar

Vi ere nu kuns hjemme kort
Snart maa vi atter reise bort
Adjø min Ven og nu saa maa
Jeg atter bort fra dig gaa

Det er jo ogsaa Sø mands Lyst
At tummle om på fremmed Kyst
Vi seile i Øst vi seile i Vest
Men hjemme er dog livet bedst

Om vi os taget et Glædens Rus
Vi gaa ei hjemme i Sus og Dus
Hvorover ingen undres kan
En skaal for maa og Fedreland

For vores Skib vi og en Skaal
Vil tømme ud med bredfult maal
Som haver ført os vel tilland
Prins Albert er dens rette navn

(Fra 1866

Hjuldamper på frier

Trafikken leve skreg saa mangen Slamp
Som drev Komers Og holdt Spetakkel
Men den Trafikken som nu går med Damp
Trakteres tit med Grin og Kakkel
Aa ja de snakker som de har vett
Hva Ny tte Dampen gjør det vi har sett
Da den vifik
Det lystig gik
Mot Strøm og Vind opover Frier

Det varjo Sømænd som gjorde Vei
Og snart saa raabes der «For over»
jo da man endelig fant Sagen grei
Saa vaagned mangen en Sjusover
Som saa den kunde spare folk og varp
Naar Nordenvinden blæste feig og skalp
Helst da Trafik
Paa engang gik
Med to tre Skuder over Frier

Og nu en Skaal for den flinke Baad
Som gaar i Fjorden og bugserer
Gid den maa spares for Grin og Taat
Ud af de vantro Pasagerer
Gid den maa dampe trygt i mange Aar
Og vær flittig baade høst og Vaar
Skaal for Trafikk
Som lystig gik
Mot strøm og Vind opover Frier

(Fra 111 år gammel visebok)