Gamle offentlige bygninger.*

av H. Børve

*) Af dette manuskript har vi kun - af hensyn til tiden - kunnet medtage avsnittet om gamle offentlige bygninger. Det øvrige om gamle privatbygninger vil antagelig senere udkomme.

Som dette skrift viser, er Porsgrund ingen gammel by. Vi har derfor heller ingen gamle bygninger, som minder om middelalder eller renaissance. Imidlertid falder byens interessanteste byggeperiode i det sidste halve aarhundrede før byen blev kjøbstad. Den driftige forretningsstand, som byen havde i sidste halvdel af det 18de aarhundrede, stod i livlig forbindelse - foruden med broderlandet Danmark - med Frankrige og England, og den nye rococostil, som prægede tiden i disse lande, blev ogsaa overført til vort lille sted. Den smittende glade franske stiludvikling har formet dragter og hjem i Porsgrund, som den gjorde det i Frankrige og England - efter fattig leilighed da. Den nye stil tog vel oftest veien over England til os og blev derved noget forenklet. Men sin festlige glands kastede rococoen ligefuldt over hus og hjem, over fester og dragter i de glade dage i den tids Porsgrund, da «de søge at overgaa hinanden i at opdyrke deres marker og haver, at udpynte deres boliger, og at ære Gud i smukke og velbeprydede templer».

Desværre har vi lidet igjen af de opførte bygninger fra denne tid. Ildebrande og «restaurationer» har kappedes om at ødelægge det meste.

Kirkerne

Tilladelse til at bygge den nuværende kirke paa Vestsiden blev givet paa Fredensborg slot den 24de september 1756.

Det gamle kapel blev solgt for 150 rdl. og den nye bygning reist ved frivillige gaver. Den kostede 2221 rdl., 1 mark og 12 skl. før den var skjulklædt. Kirken blev indviet den 16de marts 1758 og fik navnet «Imanuel».

Hr. B. H. v. Løvenskiold beretter, at kirken havde en gjæld af 682 rdl. 3 skl., da den var bygget. Men denne gjæld blev betalt af en udlænding, Petter Høyman, som først laante kirken 350 rdl. og siden skjænkede baade denne sum og dertil alt sit «efterladenskab», der udgjorde 500 rdl. Gjælden blev saaledes ikke alene betalt, men kirken fik ogsaa 100 rdl. paa rente. De øvrige bidragsydere er nævnt paa et andet sted i bogen (cfr. kirkevæsen). Monsieur Jon eller Joen Jacobsen var kirkens bygmester. Foruden sin løn fik han 3 mark og 12 skl. om ugen i kostpenge (ca. kr 2.24). Søren Nielsen var mester for indredningsarbeiderne, og Truels stolemager har skaaret kapitæler til alter og prækestol. Hans Christian smed har været kirkens smedemester, og har ogsaa foræret taarnspiret. Glasmester var Rasmus Henningsen. I 1767 faar kirken sin udvendige klædning. Sakristi havde kirken ikke fra først af, idet dette er opført saa sent som i 1830. Dette kostede sammen med kirkens udvendige maling 302 spd. Kirken var tækket med blaa hollandsk tagsten. Efter «Kirkestoelens» beretning havde skibet hvælvet loft, men «sanghuset» (choret) fladt loft. I 1777 har der været en større reparation paa taarnet og «hvælvningen», og antagelig har koret da faaet sit nuværende hvælvede loft. Sit første orgel fik kirken i 1775, «hvortil fornemmelig hr. Lars Wright gav forskud og sin runde gave». Indvendig havde kirken synlige tømmervægge til den blev omdannet i 1890. Egentlige pulpiturer var der ikke i Vestsidens kirke. Paa begge sider af hovedindgangsdøren havde man dog helt indelukkede stolestader med vinduer ud mod skibet. Disse stole var noget mørke, da kirken dengang ingen vinduer havde i skibets endevæg. Vis à vis prekestolen stod etslags pulpiturstol oppe paa væggen med egen indgang udenfra. Alle stole var efter tidens skik lukkede med døre for indgangen, da enhver betalte stoleleie for sin bestemte stol eller plads i stolen. Prækestolen stod noget høiere end nu og maa have havt et rigere udstyr, da Truels stolemager har skaaret kapitaler til den. Alterbord og alterbilledets indfatning staar uforandret, men selve billedet er flyttet ud i sakristiet. Der findes endog 2 billeder til alteret. Det ene er kjøbt og malet af Gottlieb Proys, og for arbeidet har han faaet udbetalt 29 rdl. i 6 skl. Det andet billede er foræret af Simon Cudrio og hans kjæreste. Hvorledes det skal forklares, at der samtidig anskaffes 2 alterbilleder, er ikke godt at forstaa. Begge billeder forestiller nadverden, og begge billeder synes omtrent at have samme værd. Da Simon Frantsøn Cudrio var kirkeværge og regnskabsfører for arbeidet og rimeligvis den drivende kraft i byggekomiteen, saa synes det lidet tænkelig, at hr. Cudrio ikke kjendte til, at et billede var bestilt af Proys. Mellem koret og skibet var opført et rækverk med ballustrader (ogsaa foræret af brødrene Cudrio), og paa hver side af gangen i midten stod statuer forestillende «kjærligheden» og «haabet». Disse statuer blev i 1778 foræret af procurator Lund og er endnu bevaret. I skibet hænger endnu den gamle lille lysekrone, som er foræret af provsten Baars arvinger. Ligeledes er de af «hvidt metal» forarbeidede alterlysestager - foræret af Petter Cudrio bevaret. I det senere tilbyggede sakristi er der indfældt i endevæggen etslags altertavle, og foran denne var der før anbragt alterring med knæfald. Denne ordning, som vi ogsaa nedenfor vil gjenfinde i østre Porsgrunds kirke, var bestemt for privat skriftemaal, specielt for barselskvinder. Kirken har bevaret nogen faa gamle stole fra de indelukkede stolestader. Da disse sidste forsvandt ved ombygningen, blev stolene staaende igjen og tilfaldt saaledes kirken. I 1890 blev kirken indvendig ombygget, idet sparebanken hertil bevilgede 3,000 kr. Arbeidet forestodes og lededes af den daværende stadsingeniør hr. oberstløitnant Wessel.

Kirken har i sin gamle skikkelse havt mange gode ting at vise. Alterindfatningen f. eks. har en nobel værdighed og gjør sine gamle mestere ære. Samtidig sporer man dog ogsaa virkningen af, at de midler, bygmestrene havde at raade over, var meget begrændsede.

Østre Porsgrunds kirke blev ogsaa reist ved frivillige gaver, efter at kgl. tilladelse til kirkens opførelse var givet den 16de marts 1759. Offervilligheden har været meget stor. Saaledes har geheimeraad Løvenskiold givet 1000 rdl., kancelliraad Ulr. Schnell 2200 foruden den nedenfor nævnte gave. Kancelliraad Carl Deichman har givet 550 rdl., kancelliraad Løvenskiold 200 rdl. o.s.v. Kirken kostede i udlagte penge 5836 rdl., 3 mark 11 skl., før den var bordklædt udvendig, og indtægterne havde været 5405 rdl. 2 mark 7 skl. efter hr. Schnells sirligt førte regnskab i «kirkestolen». Dette regnskab afslutter hr. Ulr. Schnell saaledes:

«Balansen bliver, Kirken til mig underskrevne Ulrich Schnell skyldig den Summa 431 Rdl. 2 Mark 7 Skl., som jeg herved til Kirken forærer».

Porsgrund den 26de july 1760.

U. Schnell.

Det har saaledes været en rundhaandet kasserer kirken har havt. Men bemerker B. H. v. Løvenskiold, «Herforuden udmærkede enhver i Menigheden sig efter sine Vilkaar i at understøtte denne Kirkes Bygning». Kirken blev indviet den 10de juli 1760 - altsaa 2 aar senere end Vestsidens kirke - og fik da navnet «Jesu kirke». Bygmester var den fra Vestsidens kirke kjendte monsieur Joen Jacobsen. Foruden at have havt ledelsen af arbeidet sees han ogsaa at have leveret vinduerne til kirken. Han har foræret 10 rdl. til bygningen. Af andre betydeligere haandverkere finder vi ogsaa her den før nævnte Hans Christian smed. Han maa have været en anseet og formuende mand. Vestsidens kirke staar i gjæld til ham gjennem flere aar, og han er med blandt underskriverne paa indbydelsen til tegning af bidrag til Østsidens kirke. Han er ogsaa her underskrevet «Hans Christian smed» uden efternavn, som i regnskabet forøvrigt, men i stolefortegnelsen finder vi ogsaa navnet Hans Christian Arveschoug. Alt det betydeligste smedearbeide til kirken har han udført. Det overmaade vakre taarnspir er en gave til kirken, og der staar desværre intet om, hvem som er giver eller mester for arbeidet; men er spiret udført i Porsgrund, saa er det uden tvivl arbeidet af Hans Christian smed. Usandsynligt er det ikke, at denne mand baade er spirets giver og mester. Han har før - som meddelt - foræret taarnspiret til Vestsidens kirke og har tegnet sig for 30 rdl. i bidrag til Østsidens kirke. Det kunde saaledes godt ligne denne mand, som hverken har brug for monsieur-titelen eller for sit efternavn, at give en navnløs gave, som forteller langt mere om mesterens dygtighed end titler og rang.

Jørgen Gottfriedsen og Halvor Olsen har leveret de almindelige stole og familiestolene til kirken og antagelig ogsaa dørene. Ihvertfald har Gottfriedsen i 1761 leveret døren paa kirkens søndre side, og Hans Christian smed har beslaaet den. Efter dette skulde den søndre indgang være tilsat senere. Dette er vanskeligt at forstaa, men af andre arbeider og efter iagttagelser paa stedet, synes det rimeligere at antage, at her foreligger en feilskrift af søndre for nordre dør.

Monsieur Bruun var den brugte malermester, og Anders Hansen sadelmager har betrukket prekestolen og alterringen i sakristiet.

Hvem træskjæreren har været kan ikke opgives. Trojels Simonsen har leveret en lænestol til sakristiet, og denne mand er vistnok den samme som Truels stolemager, der har skaaret kapitælerne til Vestsidens kirke. Maaske er han ikke dygtig nok i formerne for denne «nyeste bygningsmaade», thi han er kun nævnt denne ene gang. Stolen, som bærer hans indbrændte merke T. S., tyder dog ikke paa, at rococoen er ham fremmed.

I 1764 blev kirken bordklædt udvendig. Det er nu Jørgen Gottfriedsen, som er mester. Lindebord til «muster» over døre og vinduer er indkjøbt, men hvem, som skjærer disse, nævnes der intet om.

Den 25de marts 1783 bliver «hr. Nicolai Benj. Aall for udlagte eller gjorte forskud til klokketaarnets opbyggelse» udbetalt efter regning 247 rdl. 2 mark i 8 skl. Da er altsaa det klokketaarn, som stod paa det nuværende gravkapels plads opbygget. Fløien, som nu staar paa gravkapellet, bærer aarstallet 1782 og er altsaa fra den tid, taarnet blev bygget. Hvorfor dette klokketaarn blev opført er ikke godt at sige. Klokkerne havde jo før sin plads i kirketaarnet; men mulig staar denne bygning i forbindelse med anlægget af den nedre kirkegaard. Denne faar sin indhegning i de efterfølgende aar, og taarnet indeholdt plads til redskaber for graveren. Naar saa klokkerne ogsaa er i nærheden, bliver det hele mere bekvemt.

Sit «seierverk» (uhr) fik kirken først i 1868 som gave fra skibsreder Christen Knudsen. Uhret er forarbeidet af O. Hammerstad i Drammen.

Det kan ogsaa nævnes, at lysekronen er forarbeidet paa Porsgrunds mek. verksted i Brønlunds tid og bestaar af træ med jernarme. Den er saaledes et barn af vor egen tid, og de gamle fædre har ingen del i de mindre smukke former.

I 1782 fik kirken sit orgel.

«Dette Orgel er forfærdiget af den kongel. priviligerede Orgel-Bygger i Kiøbenhavn Hr. Daniel Wroblewsky efter Tegning af skiøn og ny Facon saa meget mueligt, og saaledes beqvem indrettet med Laas og Lukke, at man kand komme til, saavel til Pibe-Værket som til Regiæringen i det hele Orgel-Værk».

(B. H. v. Løvenskiold). Orgelet er malet og forgyldt af J. H. Weidenauer i Porsgrund. Det kostede ca. 2000 rdl. Den samme Jacob Hendrich Weidenauer sees ogsaa at have overtaget det udvendige malerarbeide af kirken ved en licitationsforretning den 16de april 1806. Om den færdige gamle kirke skriver Bartholomæus Herman von Løvenskiold i sin beskrivelse over Bratsberg amt i 1784:

«Her er en meget smuk Kors-Kirke med et zirligt Taarn opført efter den nyeste Bygnings-Maade, den haver smukke Ornamenter og blev indviet 10de Juli 1760 af Doctor og Biskop Nannestad, Jesu Kirke kaldet. Den er den anseeligste Kirke som af Træe er bygget i det hele Amt, og mangler nu intet uden et Seier-Værk; Da Stædets Indvaanere udmærke Aarligen en med Bekostning føyet Lyst til dens Beprydelse; Den haver en zirlig Alter-Tavle afskildret i Kiøbenhavn, forestillende Christi Himmelfart, store smukke Messing-Lysestager; en med Galloner ziret Fløyels Messe-Hagel, et Sølv-Døbefad; en næt mahlet og forgyldt Prædikestoel, et vel proportioneret hvælvet Loft, og over de andre vel-indrettede Stoele under neden 7 lukte Famille-Stoeler, anseelige og vel lydende Klokker. Til Kirken ere trende Indgange igiennem store dobbelte Dørre. - - Her er et stort og lyst Saccarastie og under Kirken Begravelser. - - Her holdes en meget ordentlig Guds-Tieneste».

Denne beskrivelse synes hr. Løvenskiold trænger enslags undskyldning og tilføier:

«Da jeg og mine Hus-Folk for det meste søger denne Kirkes Guds-Tieneste, endskiønt vi i et længere Fraliggende henhører undrer Gjerpen Kirke, saa opholder jeg mig i denne Afhandling meget mere end ved Beskrivelsen over de øvrige Kirker i Amtet, dog uden at skrive det mindste imod Sandheden».

Vi, som lever halvandet hundrede aar, efter at kirken var bygget, vi kan godt bevidne, at bygningen fortjener de lovord Løvenskiold har givet den. Det har uden tvivl været en meget smuk kirke efter den tids «nyeste bygningsmaade». Kirkens indre udseende var helt forskjelligt fra det nuværende. Den var ikke indvendig bordklædt, men de blaamalte smukke tømmervægge var synlige. Hvælvningen havde intet listverk, som nu, men dannede en eneste rundbuet flade, malet med lyseblaa underbund og med hvide skyer. Over midtkvadranten var der malet 4 engle med basuner. Disse slette hvælv og lyse farver gjorde taget tilsyneladende meget lettere og høiere end nu. Paa hver side af de 3 indgangsdøre var der helt indelukkede stolestader. Disse havde vinduer ind mod kirken, og vinduerne kunde aabnes og lukkes efter behag, idet glasrammerne var skyvbare og hang i en snor med modvægt af bly. Forøvrigt var alle stole lukkede med hver sin dør, som kun de brugsberrettigede havde nøglen til. Stoleryggene var høie og tætte (det nuværende brystpanel bestaar af de gamle stolrygge) og dørene ligesaa. Ved opgangen til koret stod de af N. Benj. Aall i 1762 forærede statuer «Moses» og «Aron» paa sine postamenter. Disse skal efter sigende være skaarne i Rostock og var dengang malet i røde og blaa farver. Disse statuer foraarsagede megen strid under kirkerestaurationen i 1888. Endel af menigheden vilde have Moses og Aron kastet paa dør, medens andre vilde bevare dem. Et kompromis kom dog istand: Moses og Aron skulde hvidmales og anbringes paa den bagre væg i koret!

Prækestolen med sine vakre rococoindramninger hang paa hjørnet mellem tverskib og kor og var placeret noget høiere end nu. Den havde en udskaaret tronhimmel over med den traditionelle due. Neden endte prækestolen i en top af runde kugler (druer?), som endnu er bevaret. Paa billedet sees ogsaa døbefonten tilligemed 3 eksemplarer af kirkens mange smaa stole. Stolene er alle levninger fra pulpiturerne, og kirkeværgen, hr. skolebestyrer Knudsen, har stor fortjeneste af at have bevaret og oppudset det «stolemuseum», som kirken har. Indfatningen til de i Kjøbenhavn «afskildrede» altermalerier viser billedet. Endskjønt kirken er bygget efter «nyeste mode», saa fremtræder rococoen udviklet kun i taarnformen og paa prækestolen. Forøvrigt har den traditionelle barokstil været for sterk og tilvant. Saaledes ogsaa i alterindfatningen. Her er den nye stil mindre fremtrædende, men arbeidet virker dog betydelig lettere og mere dekorativt end det 2 aar ældre alterparti paa Vestsiden. Alterlysestagene er en gave til kirken fra den første tid. De er saa massive, at der er et fuldt løft i hver af dem. Paa gallerierne var der, som Løvenskiold bemerker, 7 lukte familiestole (pulpiturer). En saadan laa i midten for hver ende af tverskibene, 2 laa paa hvert af de nu staaende sidegallerier i vestskibet, og 1 laa vis à vis prekestolen paa hjørnet mellem tverskib og kor. I alle 6 hjørner af de 3 skibe laa gallerier, som omgav disse pulpiturer og i brukkede linier sammenbandt det hele. Her har ganske vist været en livfuld afvekslende gruppering med de fornemme pulpiturer lidt fremskudte. Disse var helt indelukkede med vinduer tid mod skibet, og disse vinduer var skyvbare, som før omtalt. Blev predikanten for trettende, kunde de høie herskaber lukke vinduerne til og tage sig en blund, indtil præsten var færdig. Disse høie pulpiturer bedækkede en del af de øverste vinduer. Belysningen var derfor mere dæmpet og gav derved kirken et lunere præg end nu.

Vi har vanskeligt for nu at danne os et korrekt helhedsbillede af kirkens gamle interiør. Havde vi kunnet overvære kirkeindvielsen i 1760, saa vilde vi ganske vist have faldt i forundring over, at den kirke, vi kjender saa godt, kunde have den festlige glands og den fornemme, fine virkning, som vi der vilde finde. Vistnok var det et noget broget syn, efter vor tids smag, at skue ud over de aabne stolerækker. Der sad tilvenstre paa «fruentimmersiden» madamer og koner, jomfruer og piger. Enkelte af dem var vel klædt efter nyeste mode med taarnhøie hovedbedækninger - opstablet paa puder af hestehaar - besatte med masser af baand og strudsfjere. Kjolerne er nedringede og i brogede farver, med mønstre af buketter og guirlander. Fiskebensskjørterne sørgede for, at madamerne ikke sad for tæt paa hinanden, saa man kunde godt iagttage hver enkelt. Til høire paa mandssiden sad mændene i sine brogede dragter, kanske i blaa frak, gul, lang vest og i sorte knæbenklæder med hvide strømper. De fine parykker med sirligt ordnede rader af krøller (se billederne af de gamle herrer) var kanske de mest iøinefaldende. Bag vinduerne eller vinduesaabningerne i de hvide og forgyldte(?) pulpiturer, sad dog eliten i fornem tilbagetrukkenhed: kammerherrer og justitsraader, konferenceraader og kancelliraader sine uniformer og med sine damer i midten, klædt efter allernyeste mode og dybt nedringet. Det var kanske lidt vanskeligt at komme paa plads i de forholdsvis trange pulpiturer med de vide skjørter ubeskadigede; men de galante herrer hjalp til, og naar først pladsen var naaet, saa fyldte de den og dannede midtpunktet i pulpiturbilledet. Son ramme for de brogede grupper stod de hvide og forgyldte stoleindfatninger mod den blaa væg. Over det hele hvælvede det lyseblaa tag sig med de lette hvide skyer og flagrende trompetengle. Havde vi seet dette billede fra 1760, saa havde vi ogsaa ganske vist erkjendt, at det var et «vel beprydet tempel».

Den egne charme, som laa over den tids liv, forsvandt i de kommende trængselsaar. En ny mode, mere nøktern og enkel (empirestilen) passede ogsaa bedre for den senere tids økonomiske evne, og den kom ogsaa som en reaktion mod rococoens kunstlede væsen. Charmen kjendte man ikke mere igjen i de gamle rococohuse, og «restaurationerne» af disse gamle bygninger blev en udslettelse af den gamle tids aand og tanke. Rococoens festlige liv blev omdannet til den flade nøkterne intetsigenhed, som vi kjender saa godt i vore gamle «restaurerede» bygninger. Herfor bærer ikke hverken de enkelte mænd eller den enkelte by skylden. Det har været det 19de aarhundredes tidsaand, som har vist sig ligesaa barbarisk som de forgangne aarhundreder, hvergang en stil var gaaet af mode og en ny dukked op. Tiden vil nu vise, hvad det 20de aarhundrede kan magte.

Som en typisk illustration af, hvad her er sagt, kan kirkens senere historie tjene. I 1888 skulde den omdannes, idet sparebanken hertil havde bevilget 8,000 kroner. I den anledning blev der erhvervet tegninger fra en kjendt arkitekt, og han foreslog rococokirken omdannet til et gothisk bygverk! Til al lykke blev ikke hans tegninger befulgt. Det gamle, som ikke stod iveien for den nye tids mere demokratiske fordringer fik staa, og det gamle, som forsvandt fra sin plads, indtog tildels en ny stilling. Saaledes er stoleryggene, som nævnt, blevne til brystpanel, pulpiturvæggene til vindfangsvægge o.s.v. Et nyt alterbillede af Axel Ender blev foræret af hr. Christen Knudsens arvinger, og billedet fik ny indfatning. Det gamle alter er dog endnu bevaret. Rigtignok er det spredt paa 3 forskjellige steder. Vi faar haabe, at det adskilte igjen bliver samlet. - Ledelsen af dette restaurationsarbeide havde daværende stadsingeniør i Porsgrund, hr. kaptein Jonas Wessel (nu oberstløitnant). Han fortjener tak fordi, at han ikke skadede den gamle kirke mere, end tidens fordringer krævede.

Raadhuset

«Kammerherregaarden», denne gaard med de mange minder fra Porsgrunds selskabelige og kommunale liv, har været Porsgrunds hjerte, hvori alle bylivets pulsaarer har konsentreret sig. Fra først af var den konsul Jacob Aalls forretningsgaard, saa blev den sædet for kammerherre Løvenskiolds selskabelige hjem, «hvori Kjøbenhavns fine tone i den skjønneste forening med norsk ærlighed havde tilhold». Siden har den givet husly for byens kommunale styre og selskabelige sammenkomster, og endelig har alle de «væsener», Porsgrund har kunnet fostre, havt tilhold her: skole-, bank-, rets- og fængselsvæsen, post- og telegrafvæsen, fattig- og havnevæsen. Intet under, at denne bygning har ligget byindvaanernes hjerte saa nær, at da den brændte den 9de december 1901, var der bysorg, og navnet «Kammerherregaarden» er blevet etslags kjælenavn, som indvaanerne nødig vil slippe. Derfor høres det ofte overført paa det nye raadhus.

Gaarden maa være bygget før 1777, da Niels Aall skiftede sine eiendomme mellem sønnerne, idet den «nye gaard» omtales som noget, brødrene nok skulde blive enige (om «Slægten Aall» side 50). Niels Aall har antagelig opført denne bygning for sin yngste søn, Jacob Aall, og derfor var det let at blive enige om den.

Det ældste dokument vedkommende denne gaard er fra 19de december 1810. Her giver Nicolai Benj. Aall (den yngre) paa «anmodning» fra kammerherre Løvenskiold et grundbrev paa tomt, vandtomt, engeløkker og have. Løkken sees at naa helt fra Aallegaardens eiendom op til FIoodeløkken bag «præstegaarden». Det første overdragelsesdokument, vi kan finde, er et, som viser, at kammerherre Løvenskiold skjøder eiendommen til sine sønner den 3die januar 1814. Den 14de april 1823 sælger disse, nemlig Niels Aall Løvenskiold, forstjunker, og Fridrich (skal vistnok være Fritz) Løvenskiold, leutnant til Jacob Grubbe Ottesen sin eiende kjøbstadgaard no. 13 i østre Porsgrund paa Bjørntvedt gaards grund med mur og naglefaste indretninger og med tilliggende grundtomter, engeløkke o.s.v. for 4200 spd. Skjødet er dateret Bolviks jernverk den 14de april 1823 og thinglæst 22de november 1830.

I 1838 den 9de juni bliver, efter begjær af skifteforvalteren i afdøde skibskaptein Jacob G. Ottesens bo, 4de gangs offentlig auktion afholdt over hans gaard - «kammerherregaarden kaldet» - br.-matr.-no. 13 med tilliggende «frugt- og urtehauge», «en strandtomt med bolværk langs Porsgrundselven, der har været benyttet til skibsverft» samt en engløkke. Jørgen Flood bliver høistbydende med 2200 spd. Budet blev givet pr. kommission for Porsgrunds kommune, og formandskabet med sin ordfører, P. Bøysen, accepterede kjøbet. Inkassator C. Paus kvitterer for, at alle omkostninger er betalt, og N. Vauvert kvitterer paa fattigkassens vegne for, at kommunen har betalt ¼% af kjøbesummen til denne med 52 spd. Men den nu kjøbte vandtomt med bolverker sælges igjen af Jørgen Flood ved skjøde til selskabet «Reform», dateret Bolviks jernverk 18de december 1850. Tomten ligger mellem

«skibskaptein Funnemarks forhen tilhørende sjøbodskur, gaden og den fra raadhusbygningen ligeoverfor gadedøren ned til vandet løbende vei, men sælges med den indskrænkning, at den del af samme tomt, som ligger søndenfor raadhusbygningens nordlige vægs byggelinie fortsat lige ned til vandet, ei maa bebygges med hus, sjøbod eller anden bygning».

Saaledes er da Kammerherregaarden kommen i Porsgrunds kommunes eie, og fra 1838 har den altsaa været raadhus.

Men før vi gaar over til at skildre Kammerherregaarden som raadhus, maa vi se, hvad den var som privatgaard.

Om eieren, Jacob Aall, skriver hans svigerfader B. H. v. Løvenskiold:

«Blandt Kiøbmændene her paa Stædet udmærker sig og Hr. Jacob Aall, en Mand af mange gode Egenskaber og Indsigter, der ligesom Broderen tillader sine Skibe udenfor sit Hus, der 1783 giorde en vigtig Omreyse i Engelland for at forhverve sig Indsigt, Commissioner og handlende Venner».

Vi maa saaledes antage, at det er en mand, som har fulgt med sin tid, ogsaa hvad hjemmet angaar. Rococoen er nu paa retour, og den nye Ludvig den 16des stil begynder at komme i mode.

Med denne forbemerkning gaar vi ind i huset, hvis planer og facade er gjengivet paa billederne. Planerne er opkonstruerede, dels efter Porsgrundskartet, dels efter foretagne opmaalinger, før bygningen brændte, men særlig efter de oplysninger, som Jørgine Olsen har meddelt. Hun flyttede som 8 aar gammel pige med sin fader ind i gaarden 1838, da kommunen havde kjøbt den, og med sin glimrende hukommelse har hun kunnet forklare, hvorledes de enkelte rum laa til hinanden, og hvorledes disse var udstyret. Planerne gjør selvfølgelig ikke krav paa at være nøiagtige med hensyn til rummenes størrelse, specielt i udhusbygningerne, men i det vesentlige forøvrigt er de antagelig rigtige.

Gjennem en rummelig hovedindgang og gang no. 1, som gaar tvers gjennem bygningen, kommer vi ind i storstuen, no. 2. Den har hvidt, lavt brystpanel med fyldinger og ramtræer, adskilte ved en rund list mellem ramtræerne. Over brystpanelet gaar en bord rundt værelset, og væggene er betrukne med lærred og malet i gryta farve. Taget er pudset og forsynet med roset. Rundt væggene er der anbragt lampetter af træ med festons. Dette rum staar saa, ved dobbelte døre i forbindelse med hjørnestuen, no. 3, og med fruens kabinet, no. 4. Det første havde grønne vægge over det hvide brystpanel; kabinetet var helt hvidmalet, og væggene var beklædte med høie fyldinger og ramtræer ogsaa over brystpanelet. Ligeledes havde taget en indramning af fyldinger i en firkant nærmest væggene. Kabinettet stod igjen ved dobbelte døre i forbindelse med det indre kontor, no. 7, som ogsaa var udstyret med hvidt brystpanel og blaamalte vægge med lærredsbetræk. Det ydre kontor, no. 6, havde derimod stokkevægge og egen indgang fra gangen. Her var ogsaa en nedgang til kjelderen gjennem kjelderlem i gulvet.

Ved at følge tidhusene rundt, kommer vi herefter til fadeboden, no. 8, et lidet værelse, no. 9, strygekjøkken no. 10, hvorfra indgang til fruens private «appartement». Derpaa til et lidet værelse uden ovn, no. 11. Udenfor dette ved siden af indkjørselen til haven, no. 12, ligger husets mange priveter. No. 13 er vedskjul, som ogsaa var afdelt til vognskur, og udenfor dette mod haven laa drivhuset, no. 14. No. 15, 16, 17, og 18 er fjøs, lade, laave og stald, den sidste, med en afdeling for sæletøiet. Derpaa kommer drengestuen, no. 20, som er opbygget i 2 etager (det senere fængsel). Nedenunder er en stor stue med trappe op til 2den etage, hvor der er en gang og 2 værelser, som indstrikket paa planen. Udenfor stalden er en affaldsbinge, no. 19. No. 21 er indkjørselen til gaardsrummet, og no. 22 er madbod. Saa kommer bryggerhus, no. 23, med skorsten, bagerovn og indmuret bryggepande og med opgang til loftet. Kjøkkenet, no. 24, har ogsaa skorsten, kjøkkenbænk og et afpanelet spiskammer i det ene hjørne med et halvt vindu ud mod gaden. Et større spiskammer, no. 25, ligger ind mod gaarden. Rundt gaardsrummet paa de 3 sider var der svalgang med direkte indgange til de enkelte rum. Gaardsrummet var stenlagt med rendestene langs svalgangenes sider, og havde en bred kjeldernedgang. Fra kjøkkenet kommer man ind i et stort rum med stokkevægge og tarveligt udstyr forøvrigt, no. 26. Her er opgang til loftet og nedgang til en liden kjelder under hjørnestuen (formodentlig vinkjelder). Dette rum kaldtes i 1838 «pigeværelse», og mulig er det, at pigerne kan have ligget her. Det har ogsaa antagelig havt skabe for stentøi og tjent som anretningsrum. Fra dette rum var der indgange til dagligværelset, no. 28 og til 27 og 29, hvoraf det ene rum har været soveværelse for herskabet og det andet barneværelse.

Det var dengang almindelig, at soveværelset tillige var baade spise- og dagligværelse. Det ligger derfor nærmest kjøkkenet. Her tillader planen, at dagligstuen tillige er spisestue, og mulig er det, at udviklingen er naaet saa langt i dette moderne hjem, at spisestuen er flyttet fra soveværelset til dagligværelset. Vanskeligheden ved at gjennemføre denne reform dengang laa deri, at de store selskabsrum var for kostbare at holde daglig opvarmede. Men de daglige visiter maatte ogsaa modtages, og for dette øiemed havde man saaledes kun dagligstuen at ty til. Derfor maatte denne ogsaa blive etslags stasstue, og de daglige sysler blev trængt tilbage til soveværelset. Mindre selskaber spiste dog altid i dagligstuen eller spisestuen, som den ogsaa kaldtes, store selskaber spiste i den store sal i 2den etage. Rummene 26, 27 og 28 havde betrukne vægge med brystpanel. Stuen var graamalet, de andre 2 rum grønne. Haven paa sydsiden af huset, no. 5, var mod gaden indhegnet af en høi mur, opført af firkantede slagsten fra et af jernverkerne. Indenfor muren vokste syrenerne og under vinduerne til selskabsværelserne laa blomsterrabatterne. I 2den etage tiltrængtes ikke saa mange rum. Fra gangen, no. 1, kom man enten ind i dansesalen, eller - om man vilde - ind i toilette- og friserværelset, no. 2. Paa den anden side af gangen laa 2 værelser til forskjelligt brug, forøvrigt var no. 4 og 9 pulterkammer, 5 og 8 lofter. Værelserne overpaa havde alle stokvægge uden betræk. De har saaledes ikke været helt færdige, og udstyret baade her og i 1ste etage har neppe været saa elegant som f. eks. i den ældre Borgestad gaard. Men bygningen har efter den tids forhold været særdeles vel anordnet. Facaden har været meget statelig, og bygningsstilen har passet fortræffelig. Her kunde den store 1ste etage udvide sig frit og naturligt, samtidig som 2den etage kunde indknibes til det mindst mulige, uden at hovedbygningen tabte sit dominerende og monumentale præg. Fløiene sprang organisk frem fra midtbygningen, og det færdige kompleks blev et stilfuldt hele. Skade kun, at vi ikke har optegnelser, som skildrer en fest hos kammerherre Løvenskiold her, hvor den «fine kjøbenhavnske tone var herskende», og «hvor de meget kultiverede Porsgrundsfamilier var samlet». Da først vilde vi have seet «Kammerherregaarden» i sin rette belysning. Den var skabt til fest, og festens glands fremhæved den ved sin stilfulde ramme. Her gaar endnu ord om kammerherrens fester, om den elegance der blev udfoldet, og om de store middage, der samlede alt, hvad der var fint, rigt og fornemt. Men ikke mindre ry staar der af de lystige maskeradeballer om vinteren, da bjældeklangen i gaden forkyndte slæde efter slæde med glade forventningsfulde gjester og tilkaldte masser af tilskuere udenfor kammerherrens gaard. Disse nød ogsaa festens glæde kanske ligesaa meget som gjesterne selv. Mens man i Frankrige kjæmped for «lighed» og «broderskab», kunde man endnu her i vor lille by nyde synet af glade mennesker, selv om «ligheden» manglede.

Men ogsaa her forsvandt glæden og tidens haarde skjæbne naaede ogsaa hid. Kammerherregaardens fester forsvande, og havde man før kunnet «forene det nyttige med det behagelige», saa tvang tidens økonomiske tryk, det nyttige frem og det behagelige tilbage. Kammerherregaarden kunde ikke længere fyldes af den enkelte familie, alle byens institutioner maatte til, for at faa den gamle bygning fyldt. Og endnu gik det mange aar før den gamle ramme blev sprængt. Men saa blev den «restaureret» og fik en større anden etage i 1832. Den gamle bygning forsvandt, det festlige var tabt, og det nøgterne raadhus var kommet isteden. I 1901 brændte saa de sidste rester af denne bygning, som havde rummet byens udvikling i over et aarhundrede,

Om kammerherregaarden som raadhus overlader vi hr. Kr. H. Dyring, den mangeaarige kommunemand, ordet:

Af foranstaaende interessante skildring af den ærværdige gamle gaard og dens indredning saaledes som ældre Porsgrundsborgere erindrer den fra sin barndom, vil man have faaet et godt indtryk af denne gaard, som den samlende tanke i vor byes historie fra forr. aarh., og vi skal da i korte træk søge at fortælle vore læsere, hvorledes gaarden blev benyttet, da den kom i kommunens eie.

Efterat formandskabsloven var sat ud i livet i 1837, holdtes de kommunale møder i skolegaarden (nu gamlehjemmet). Men ikke før var kammerherregaarden indkjøbt, før disse møder henlagdes til denne. Formandskabet holdt til i det nordvestre hjørneværelse (nr. 3), hvor der opførtes en skranke foran forhøiningen ved de to vinduer ud mod raadhuspladsen; her havde senere ogsaa byfogden sit retslokale, medens kommunestyret holdt sine møder i den 3-fags store festsal (nr. 2). Værelse nr. 4 benyttedes af ligningskommissionen, til sessioner o. a. møder, hvorimod værelse nr. 7 nærmest var et aftrædelsesrum, hvortil indgang førte gjennem en mørk gang fra gaarden. Fra denne entre var der ogsaa dør ind til nr. 6, hvor Henr. Wergelands bibliothek i mange aar holdt til (ridset s. 182 er her lidt feilagtigt). Værelse nr. 8. afgav i kort tid plads til det i 1855 aabnede telegrafkontor, medens de øvrige rum i denne fløi tjente som beboelse for vagtmesteren. Paa den anden side af hovedindgangen fik den i firtiaarene oprettede borgerskole sine lokaler - nr. 28, 29, 26 og 27, - idet sidstnævnte rum benyttedes som gymnastiklokale. Folkeskolen havde da allerede faaet plads i fløien ud mod raadhusgaden i tvende derværende rum (24 og 23).

I anden etage havde postkontoret gjennem flere aar sit lokale til venstre for opgangen og indenfor dette rum boede postmester Andersen i 3 værelser og kjøkken, hvilket sidste var i den østre fløi; her var desuden fra gammel tid endnu et kjøkken, saa det ser tid, som om det herskabelige madstel i kammerherrens tid var henlagt til denne del af bygningen.

Da borgerskolen fik sin særskilte pigeskole, maatte postkontoret i 1869 flyttes for at give plads for denne skoleafdeling. Paa høire side af hovedtrappen i 2den etage laa den navnkundige «kammerherresal», der benyttedes til de forskjelligste møder og forsamlinger. Her holdt klokker Øvrom og andre sine opbyggelser, her var der om vintrene sjømandskole og her gav de omreisende skuespillerselskaber sin «Cousine Lotte», «Fastelavnsløier», «Abekatten», ja til og med «Ambrosius» og «Axel og Valborg» ! Det var høist primitive greier, og ret besynderlig var det, at datidens scenekunst i dette lokale kunde løbe saa heldigt af uden ildebrand fra lampe- og lysrækkerne, der blaffede uhyggeligt hver gang man aabnede døren for tilskuerne, der traadte ind fra gangen udenfor. Salen havde kun stokvægge, der skinnede i et ubestemmeligt blaa-graat. De arme skuespillere havde paa hver side af «scenen» afklædningsrum - mod vest et skummelt tagkot og mod øst gaardens midtværelse, der derimod var ganske respektabelt.

Kammerherregaardens egentlige selskabsrum var i 1ste etage til høire, hvor musikforeningen holdt sine sammenkomster og assembleer. Værelse nr. 2 var ogsaa dertil særlig egnet ved sit vakre og stilfulde udstyr. «Her gik dansen lystig over tilje», medens musiken havde sin plads i ligningsværelset (nr. 4). I dette samt i festrummet foregik serveringen, hvorimod punchen nødes tide i blaakammeret (nr. 7).

Efter kammerherregaardens restauration i 1832 tilførtes gaarden en række forskjellige kontorer; til høire for hovedindgangen fik postkontoret tre værelser til disposition, medens kæmnerkontoret og senere telegrafkontoret installeredes i vestfløien. Til venstre for hovedindgangen havde sparebanken tvende kontorer; i østfløien fik formandskabet en tid kontor samt sjømandsskolen og Henr. Wergelands bibliothek samt længst syd fængslet med fangegaard. Denne fløi blev ikke underkastet nogen restauration. Ovenpaa i vestre fløi var der 3 værelser først formandskabets ud mod raadhuspladsen, saa ligningsværelset, der ogsaa benyttedes til allehaande møder og saa et lidet rum, der var udrustet med kjøkken. Fra samtlige disse værelser førte dobbelte døre ind til den store og prægtige festivitetssal, hvor store møder, bything, valgforsamlinger, musikforeningens soireer samt theaterforestillingerne holdtes. Midt i 2den etage ud mod raadhuspladsen var der et mindre rum - det saakaldte sagførerværelse. Paa den anden side af gangen havde byfogden 2 kontorer og i fløien var der et stort værelse, hvori formandskabet i nogle aar holdt til, indtil politimesteren fik sig det og et mindre rum ved siden anvist. Politivagten var da i et smalt værelse, hvortil adgang fra trappegangen. Saaledes var den velindrettede gaard optaget, indtil den beklagelige ildebrand den 9de decbr. 1901 lagde det statelige gamle hus i ruiner til sorg for den ganske by.

Jacob Aall eiede kammerherregaarden indtil 1787, da han kjøbte sin svigerfaders gaard, Borgestad. Samtidig solgte han sin gaard i Porsgrund til kammerherre Severin Løvenskiold, som før havde eiet og beboet den senere saakaldte meierigaard, hvortil færgeprivilegiet hørte.