Banker og assurcancevæsen

av Carl Lund

Porsgrunds forretningsliv støtter sig til følgende pengeinstituter:

a) Porsgrunds sparebank.

Kontrolkomiteen er fortiden overr etssagfører H. E. Møller, trelasthandler Gunnar Jacobsen og overlærer S. Vemmestad. Siden 1902 har direktionens forrnand N. A. Friis (f. 1846) været administrerende direktør; bankens kasserer er K. A. Andersen (f. i848). Revisor er just S. F. Wright. I aarenes løb har sparebanken uddelt meget i almennyttige øiemed-, saaledes er der i de sidste 30 aar uddelt kr. 190503,51, foruden at banken har kjøbt kommunens aktier i grevskabsbanen, hvilke ikke paa mange aar har givet noget udbytte. -

Nedenfor gjengives oplysning om bankens stilling i forskjellige aar:

Det første regnskab aflagdes 31/12 1844 af bankens første kasserer, kjøbmand Paulus Flood, der havde en aarlig gage paa 50 spd. mod, at han derfor ogsaa skulde skaffe frit lokale med lys og brænde. -

b) Kreditbanken i Porsgrund

I 1892 besluttede direktionen for «Skiensfjordens kreditbank» at oprette en afdeling i Porsgrund, hvilken under navn af «Kreditbanken i Porsgrund» i januar 1893 begyndte sin virksomhed. Som fast fond blev der da tildelt banken fra hovedsædet 300000 kr., hvilket fond senere er øget til kr. 720000. -
Af bankens virksomhed kan hidsættes følgende oplysninger:

Som skat til byen har banken betalt:

Som bankens chef har den hele tid fungeret kand. jur. M. Schøning; bankens nuværende kasserer er C. Thorsen, der har indehavt denne stilling siden 1900. - Kreditbanken havde først lokale i den nuværende toldbodbygning; i januar 1903 flyttede den ind i sin nye gaard i Storgaden, hvor ogsaa første norske assuranceforening har sine kontorer.

c) Porsgrunds ørebank

Ørebanken begyndte sin virksomhed den 1/10 1899. Den indbetalte aktiekapital pr. 1/1 1900 var kr. 17609,10. Bankens nettofortjeneste fra 1/10 99-1/1/1 1900 var kr. 594,67. Aktiekapitalen pr. 1/1 07 er kr. 19625,00. Fortjenesten pr. 1/1 07: kr. 1507,38. Bankens kasserer er Just S. F. Wright.
Dens nuværende direktion er:
Kjøbmand A. Aasland (formand).
Trælasthandler Jonas Stavdal.
Trævarehandler Peder Christensen.

Assurancevæsenet

Ogsaa paa assurancevæsenets omraade har Porsgrund været en foregangsby. Den 10de februar 1837 stiftede endel redere i Langesundsfjorden en gjensidig skibsassuranceforening, der blev forbilledet for de foreninger af lignende art, som senere er oprettet i forskjellige af Landets skibsfartsdistrikter. Foreningen, der fik navnet «Langesundsfjordens Skibsassuranceforening», havde en kort tid sit sæde i Skien, hvor dens første bestyrer var bosat. Men allerede i 1838 gik bestyrelsen over til porsgrundsmanden Hans Møller, og antagelig blev kontoret samtidig flyttet til Porsgrund, hvor det senere har været.

Som navnet antyder, bestod foreningen udelukkende af redere i Langesundsfjorden. Ifølge et gammelt dokument ængstede man sig nemlig i de tider meget for

«at kontrollen ikke skulde blive tilstrekkelig til at forebygge de gamle misbrug i havaritilfælde, naar man ei havde rederierne i sin midte, og man frygtede desuden for at den broderskabs- og lighedsaand, hvoraf man troede at medlemmerne var besjælet, vilde forsvinde, hvis foreningen blev noget udbredt».

Først flere aar efter (1846) udvidedes foreningens distrikt til Tønsberg. Da man derved erfarede fordelene ved en større forsikringssum, samtidig som paalidelige kommissionærer havde indgydt bestyrelsen fortrøstning til, at den nødvendige kontrol ogsaa kunde tilveiebringes udenfor Langesundsfjorden, tog man tilslut skridtet fuldt ud og optog redere fra det hele land i foreningen. Denne, som nu fik navnet «Den første norske Assuranceforening», voksede i de følgende aartier op til et omfang, som ingen anden assuranceforening her i landet nogensinde har havt.

Af en foreliggende statistik sees, at foreningen i 1837 begyndte med 60 skibe tilsammen forsikret for spd. 228950. I 1845 var disse tal steget til 92 og spd. 351100. I 1846, da foreningens omraade var udvidet til Tønsberg, bestod foreningen af 122 skibe, i 1848 af 295 skibe, og nu steg antallet jevnt indtil 1860. Det høieste antal skibe havde foreningen i 1857, i hvilket aar der var indtegnet 1313 skibe, tilsammen forsikret for spd. 6,141,062.

Hans Møller synes at have været foreningens bestyrer indtil 1845, i hvilket aar stillingen gik over til hans søn, den af assurancevæsenet høit fortjente H. E. Møller, som sees at have været med blandt stifterne og medlem af foreningens første direktion. Det var udentvivl H. E. Møller og hans svoger amtmand Aall, som gav stødet til foreningens oprettelse, affattede dens første love og idethele ledede dens organisation. Foreningens fremgang saa helt forskjellig fra den skjæbne, som flere tidligere forsøg i samme retning havde faaet, skyldes vistnok denne værdifulde bistand.

Amtmand Aall, der i flere aar bl. a. havde indehavt embedet som dispachør i Bergen, blev, da han i 1846 bosatte sig her i egnen som amtmand i Bratsberg, den selvskrevne konsulent for foreningen.

I slutningen af femtiaarene synes der at være opstaaet en uenighed mellem H. E. Møller og et par af hans meddirektører angaaende visse principer for foreningens fremtidige ledelse. Denne uenighed, som forøvrigt efter alt at dømme nærmest har bestaaet i rent personlige uoverensstemmelser, førte til, at der efter forslag af Møller oprettedes en ny forening.

Denne fik navnet «Det norske Lloyd» og begyndte sin virksomhed i 1861. Der var saaledes nu to assuranceforeninger her i byen, og begge var i en række af aar landets største foreninger. Som rimeligt var havde endel at «Første Norske»s medlemmer ved den nye forenings oprettelse gaaet over i denne. I 1861 var saaledes antallet af skibe i «Første Norske» gaaet ned til 904. Og «Det norske Lloyd» begyndte i samme aar med 521. Men begge foreninger voksede derefter jevnt, og i midten af syttiaarene bestod saaledes «Første Norske» af 1188 skibe med en forsikringssum af spd. 8,026,660 og «Norske Lloyd» af 950 skibe og spd. 7,342,842.

Paa dette tidspunkt var imidlertid den norske træseilskibsfart i sin høieste blomstring. Fra nu af gaar det jevnt nedover med denne, og dermed reduceres efterhaanden ogsaa assuranceforeningerne. Efterhvert som træskibsbyggeriet ophørte, kom den norske seilflaade vesentlig til at bestaa af ældre skibe, der for en stor del indkjøbtes fra udlandet, og som følge deraf kom assuranceforeningernes reduktion til at vise sig ikke alene i henseende til disses størrelse, men ogsaa i beskaffenhed af deres risikoer. Da antallet af forlis og havarier tiltog, blev aarsbidraget stadig større.

I aarene 1837-45 var «Første Norske»s gjennemsnitsbidrag 2,59%, i 1846-60 3,17%, i det følgende tiaar 4,09%, i syttiaarene 5,03%, fra 1881-85 6,34%, 86-90 7,18% og i 1891-95 var det steget til 11,73%.

Da foreningernes faste aarsbidrag viste sig mere og mere utilstrækkeligt, blev det i slutningen af syttiaarene et brændende spørgsmaal, hvorledes underbalancen skulde fordeles over medlemmerne, om de skulde tilsvare det manglende i forhold til deres forsikring eller i forhold til det bidrag, de allerede havde betalt for aaret. I denne henseende saavel som i alt vesentlig var «Første Norske»s og «Norske Lloyd»s love og regler de samme. Underbalancen eller tilskuddet fordeltes i begge foreninger efter forsikringssummerne.

Det stadig tiltagende antal forlis bragte ogsaa et andet spørgsmaal frem: Var ikke de takster, som assurandørerne for at vanskeliggjøre kondemnation fandt det hensigtsmæssigt at give skibene, saa høie, at de fristet rederne til ligegyldighed overfor forlis? Burde ikke rederne for at dette kunde undgaaes selv staa risiko for en passende del af taksten? Ogsaa i dette punkt holdt de to foreninger vedvarende paa det gamle: at assurere det hele takstbeløb. En følge af denne konservatisme var, at der i 1878 oprettedes en tredie forening i Porsgrund, «Skibsassuranceforeningen Reform», der basseredes paa tvungen selvassurance og tilskudsfordeling i forhold til de beregnede bidrag. Begge disse reformer indførtes senere ogsaa i de gamle foreninger.

Men imidlertid var der dukket op et problem af en ganske anden betydning for foreningens fremtid. Efterhaanden som seilskibene aftog, steg antallet af dampskibe, og nu blev spørgsmaalet, hvorledes man skulde forholde sig med disse fra seilskibene saa forskjellige risikoer. Kunde man i længden forsvare at lade saa uensartede forsikringsobjekter staa last og brast sammen? Og vilde det ikke om kortere eller længere tid ende med, at foreningerne kom til at bæres af dampskibsrederne? Vilde det derfor ikke være klogt itide at indrette sig paa dette?

Her gik «Første Norske» i spidsen, idet denne forening fra 1883 førte særskilt regnskab for dampskibe, saa disse ikke kom til at betale for andet end sine egne skader. Derved lykkedes det nævnte forening at opnaa en stedse øgende dampskibsforsikring, saaledes at foreningen, da den i 1898 maatte give sin seilskibsforsikring paa baaden kunde bevare det gamle firma i sin dampskibsforsikring, der da allerede i flere aar havde været fuldstændig udsondret i en særskilt afdeling. I «Norske Lloyd», hvor man først senere gav den fornødne indrømmelse til dampskibsrederne, vilde det ikke rigtig lykkes at vinde nogen større tilslutning fra disse under fællesfirma med seilafdelingen, og man besluttede derfor 1897 at lade dampafdelingen gaa over til en helt ny forening: «Assuranceforeningen Odin». Samme aar gik «LIoyd»s seilskibsafdeling ind, hvorved altsaa firmaet «Det norske Lloyd» var ude af sagaen. I 1896 beløb forsikringerne i «Første Norske» sig til kr. 6,132,000, hvoraf i dampskibsafdelingen kr. 4,483,000. I «Norske Lloyd» forsikredes i samme aar kr. 4,753,000, hvoraf i dampskibsafdelingen kr. 2,483,000.

Skibsassuranceforeningen «Reform», der blev ledet efter strengere principer end de ældre foreninger saavel i henseende til godkjendelse af risikoer som hvad kreditgiven o. l. angaar, opnaaede derved at knytte til sig de solideste af seilskibsrederne og vil derfor, takket være denne kloge methode, sandsynligvis holde sig oppe endnu i endel aar. I denne forening gik ligeledes dampskibsforsikringen efter i nogle aar at have havt sit eget regnskab over til en ny forening, dampskibsassuranceforeningen «Skjold» der har administration sammen med «Reform».

I den senere tid er den norske handelsflaade for en ikke ubetydelig del rekrtueret af jern- og staalseilere. Da ogsaa disse i risiko er meget forskjellige fra træseilere, kræver de sine serskilte assurancebetingelser, og følgen deraf har været, at der efter forslag fra administrationerne for «Odin» og «Reform» under hver af disse at oprette en assuranceforening for saadanne skibe, forsikringsforeningen «Jørd» og jern- og staaseilskibsassuranceforeningen «Eidsiva», begge stiftet i 1897. For tiden er der saaledes i Porsgrund følgende assuranceforeninger:

«Den første norske Assuranceforening».
Skibsassuranceforeningen «Reform»,.	Med
Dampskibsassuranceforeningen «Skjold».	fælles
Jern- og staalseilskibsassuranceforeningen «Eidsiva».	kontor.
Assuranceforeningen «Odin».	Kontor
Forsikringsforeningen «Jørd».	sammen.

Assurance som aktieforetagende har ogsaa været drevet i Porsgrund ar det i sin tid meget anseede «Porsgrund Søforsikringsselskab». Efterat have virket i en længere aarrække maatte dette imidlertid som følge af forskjellige uheldige spekulationer afvikle.

Efter H. E. Møllers død i 1867 gik bestyrelsen ar «Det norske Lloyd» over til hans søn, den baade som assurancemand og borger høit anseede dispachør J. Aall Møller (født 1834), som imidlertid allerede i 1872 afgik ved døden, Derefter udnævntes til bestyrer H. E. Møllers ældste søn, konsul Hans Møller (f. 1830), som indehavde stillingen til foreningens opløsning i 1897. Samtidig blev broderen dispachør Nicolai Møller ansat som kasserer. Denne var tillige bestyrer ar «Porsgrunds Søforsikringsselskab».

Til at bestyre «Den første norske Assuranceforening», efterat H. E. Møller i 1861 var gaaet over til «Det norske Lloyd», tidsaaes J. Aall Flood, søn ar Jørgen Flood af det i sin tid store skibsrederfirma J. & E. M. Flood. Og ved hans side ansattes fagmanden, den tidligere bestyrer af «Christiania Søforsikringsselskab», dispachør O. Holler. Disse to trak trolig læsset sammen i gode som i onde dage indtil deres høie alderdom. De var begge født i 1820 og døde, Flood i 1898 og Holler i 1899. Da foreningen i 1897 deltes i to selvstendige afdelinger blev S. Andresen ansat som bestyrer for seilafdelingen, som imidlertid opløstes allerede aaret efter. Som bestyrer for dampskibsafdelingen ansattes Johan Holler (f. 1854), der har været i foreningens tjeneste siden 1872.

Da skibsassuranceforeningen «Reform» oprettedes, havde man til bestyrer af denne fortid udseet sig assuranceforeningernes havariagent i London, senere dispachør E. A. Lammers (f. 1830). Og efter hans død i 1892 udnævntes foreningens tidligere havariagent i Kjøbenhavn Ole H. Andersen (f. 1839), der nu indehar stillingerne som bestyrer af «Reform», «Skjold» og «Eidsiva». Kontorchef for disse foreninger er H. E. Pohlmann (f. 1863).

Som bestyrer af assuranceforeningen «Odin» valgtes straks efter denne forenings oprettelse den tidligere kontorchef i «Porsgrunds Søforsikringsselskab» O. K. Abrahamsen (f. 1853), som nu tillige er bestyrer af forsikringsforeningen «Jørd».

Blandt andre i sin tid bekjendte assurancemænd i Porsgrund maa nævnes sekretæren i «Det norske Lloyd», C. J. Halvorsen, og kontorchefen i «Porsgrunds Søforsikringsselskab», P. Tobiassen.