Hvorledes Porsgrundsegnen er opstaaet

Joh. Dyring

Enhver, som med aars mellemrum betragter en del af jorden, vil altid faa indtryk af noget fast og urokkeligt. Iakttager man saaledes Porsgrundsegnen fra Valleraasen eller et andet fremragende punkt og sammenligner indtrykket med hvad man erindrer fra sine barneaar, vil man jo nok opdage et eller andet nyt - ny bebyggelse, oprydning af en eller anden skogstrækning, udtapning og dyrkning af myr o. l. - men rammen om det hele, naturen, er dog aldeles uforandret. For iagttagerens fod ligger nu som før Vallermyrenes grønne slette, begrenset af Borgeaasens smukke profil, at elven, der som et sølvbaand snor sig mod s. v., indtil den ved det høit opragende Torsberg taber sig i Friers brede flade, og af det vakre skraanende aasland, der udbreder sig mellem Frier og Eidangerfjord. Og dog har dette nu saa rolige land i tidernes løb gjennemgaaet de voldsomste forandringer; det er gang paa gang løftet op og atter sænket, fjelde er afsat og atter afskrabet og fortæret, grunden er kløvnet og stykkerne i høi grad forrykket, og samtidig har egnen gjennemløbet de mest vekslende klimater og været sæde for et høist varierende plante- og dyreliv. Og disse forandringer, som for størstedelen har fundet sted længe før menneskets første optræden paa jorden, har alle efterladt sig tydelige spor i det faste fjeld og de løse jordlag, som ikke kan undgaa at falde en opmerksom iagttager i øinene.

Oprindelig har Porsgrundsegnen - som jorden i sin helhed været bedækket af hav, som gjennem lange tidsrum har tæret paa den oprindelige jordskorpe, løsrevet grovere og finere dele af denne og udbredt de løsrevne partikler som et jevnt dekke over sin dybe bund. Noget liv var sandsynligvis endnu ikke opstaaet paa vor jord; derfor kom disse bundfældte muddermasser heller ikke til at indeholde skal, sneglehuse eller andre tydelige organiske rester. Disse ældste af alle afleininger paa jorden er senere tildels løftet op, kommet paa det tørre og i tidernes Iøb gaaet over til fast fjeld. Det er grundfjeldet eller den livløse tids lag. Paa grund af sin høie alder er de meget forandrede og udgjøres nu fornemlig af saakaldte krystallinske skifere, gneis, glimmerskifer, hornblendeskifer m. fl., der egentlig er omvandlede lerskifere og konglomerater. Tid efter anden har derefter smeltede masser fra dybet, saasom granit og gabbro, sprengt og trængt igjennem disse lag og udbredt sig over større eller mindre strækninninger af deres omraade. Ved Langesundsfjorden forekommer grundfjeldets lag i Bamle paa vestsiden af Frier og en linje fra Ombordsnes over Stokkevand og Tangvald til Rognstranden ved Rognsfjord. Det udgjør i det hele et skogklædt land opfyldt af mindre og afrundede koller og med adskillig dyrkbar jord i fordybningerne. Paa den vestlige side af Herrevasdraget og over størsteparten af elvens vestside i Solum er grundfjeldet gjennembrudt af mægtige masser af gammel granit, der danner et mere ujevnt og kuperet, mindre dyrkbart land; i Torsberg har denne store del af det sydlige Norge sit østligste punkt. Grundfjeldsfeltet ved Langesundsfjorden har, tildels fra ældre tid, været kjendt for sine forekomster af nyttige nedslag - jern (Langø ved Kragerø m. fl. st.), nikkelholdig magnetkis (Meinkjær i Bamle), blyglans og zinkblende (Traag ved Frier), apatit (Ødegaarden i Bamle, Kragerø), feldspat, torit m. fl. - som i tidens løb har givet anledning til adskillig rørelse.

Ovenpaa grundfjeldet og dets gamle udbrudsberge, som fra Langesundsfjorden kan forfølges mod v. og n.v. over en stor del al det sydlige Norge, hviler dernæst en mægtig lagrække bestaaende af løse, let hensmuldrende kalkstene og lerskifere og strækkende sig i en længde af ca. 40 km. fra Langesundshalvøen til foden af Mofjeldene i Gjerpen, hvor de støder mod den gamle granits høie fjelde. Disse lag tilhører det kambrisk-silurske system, en formation som - bortseet fra herhenhørende, men sterkt omvandlede og temmelig ukjendelige lag over store strøg af landet - her har sin vestligste del, hvorfra den brudstykkevis kan forfølges over Eker, Holmestrandsegnen, Ringerike, Kristiania, Hadeland og inljøstrakterne. De kambrisk-siluriske afleininger er afsat paa en tid, da en stor del af vort land laa under vand; de har oprindelig havt en langt videre udbredelse, men senere tiders nedbrydende kræfter har atter fjernet dem paa de fleste steder. Paa vestsiden af Kristianiafjorden og ved Mjøsen danner de en del af en stor indsænkning i jordskorpen og har derved været beskyttet mod ødelæggelse og bortførsel. Formationen omfatter som bemerket hele strekningen mellem Langesund og Stathelle ø. f. den nævnte linje fra Rognstranden til Ombordsnes samt af øerne Langø, Gjeterø og den sydligste del af Store Arø. Videre hele halvøen mellem Frier og Eidangerfjord, Herø, strøget mellem Gunneklevfjord og Vallermyrene, Lysthusaasen og Molhaugfjeldet paa elvens vestside samt den lange ryg, som begrenses af Borgeaasens steile udstyrtning mod Vallermyrene samt Skienselven og Bøelven paa den ene og Gjerpendalen paa den anden side. Oprindelig har lagene ligget vandret, men har senere faaet den svage heldning mod n.ø. og ø., som giver hele landskabet dets eiendommelige, i høi grad tiltalende fysiognomi. Mod v. kommer de herved til at frembyde bratte udstyrtninger, som mange steder f. eks. i Rognflauget, Høgeheia og Frierflaugene fremtræder i maleriske former, hvorpaa den saakaldte Prækestol er et bekjendt eksempel. Lagene, som oprindelig har dannet en sammenhængende plade, er senere gjennemsat af tverspalter, og de enkelte dele er derefter ofte sunket eller forskjøvet ud til siden. Allerede Tellef Dahll har saaledes paavist, at aarsagen til at elven ved Molhaugen gjør den bekjendte bøining, er at søge i, at lagene der er revet over og forrykket, idet fjeldet mellem Gunneklevfjord og Østre Porsgrunds kirke oprindelig har dannet en fortsættelse af Borgeaasen. Senere har prof. Brøgger paavist en mængde lignende dislokationer. Paa et nøiagtigt geologisk kart over egnen viser derfor silursystemet en temmelig opstykket karakter. - Medens grundfjeldet som ovenfor bemerket ikke viser spor af organiske levninger, finder man i de kambrisk siltiriske lag en talrig vrimmel af forsteninger af krebsdyr, koraller, sjøliljer, graptoliter, muslinger, snegle, blækspruter m. fl., altid tilhørende arter, som nu forlengst er uddøde. Efter disse forsteninger har man delt formationen i 9 etager, hver med sit særskilte dyreliv. Eksempelvis kan nævnes, at Herø indbefatter den øverste del af etage 4, Øienkastfjeldet etage 5, den saakaldte kalksandsten, fjeldet derfra til henimod den gamle vei til Eidanger etage 6, der ogsaa staar i Borgeaasens skraaning ved Skottet osv. - Bergarterne i silursystemet, kalksten og lerskifer, er som oplyst løse og let hensmuldrende og danner derfor frugtbar jord. Her findes derfor egnens rigeste vegetation med en usedvanlig rigdom paa sjeldne og smukke planter. Derimod er systemet fattigt paa nyttige mineralske nedslag kun kalkbrænding, lidt brydning af en egen slags sort marmor og af fortogsheller kan her nævnes.

Ovenpaa silursystemet hviler derefter fra og med Valleraasen langs østsiden af Gjerpendalen mægtige lag af graa sandsten samt tuf og konglomerater. Forsteninger er hidtil ikke fundet i disse afleininger, som dog maa antages at tilhøre devonsystemet. De danner et haardt, vanskelig forvitrende underlag, er hovedsagelig bevokset med skog og udgjør i mange henseender det mindst tiltalende strøg af Porsgrundsegnen. Enkelte steder brydes nogle fortogsheller i dette systems fjelde.

Med den devoniske sandsten, der er en stranddannelse afsat paa grundere vand end silurlagene, ophører ved Langesundsfjorden og i hele vort land fraregnet et lidet jurafelt paa Andøen - rækken af de geologiske systemer i vort faste fjeld. De følgende systemer - kul, dyas, trias, jura, kridt og tertiær - mangler paa den nævnte undtagelse fuldstændig, rimeligvis fordi landet alleredt i devontiden hævedes over vandet.

Imidlertid er der i egnen ogsaa efter den devoniske tid opstaaet nye fjelde, omend paa en anden maade, nemlig ved smeltermasser, der er brudt ud fra jordens indre. Af saadanne har man først augitporfyr, der strækker sig i et mere eller mindre smalt belte fra Eidangerfjordens bund langs vestsiden af Bjørkedalen og videre op imod Mofjeldets fod. Atigitporfyren danner et bedre underlag end sandstenen og fremviser, f. eks. ved Ramsaas, en vegetation, som i mange stykker minder om silurfloraen.

Efter udbruddet af porfyr kommer saa den store eruption av syenit (augitsyenit og nephelinsyenit), der dækker store strekninger af arealet v. f. Kristianiafjorden og Mjøsen. Ved Langesundsfjorden indtager denne bergart med sine afrundede, høit opragende koller, som mest er opfyldt af skog og yder lidet dyrkbar jord til beboelse, det store strøg af Eidanger og Brunlaneset østenfor den egentlige Langesundsfjord, Eidangerfjorden og Bjørkedalen. Af fjordens mange øer hører herhen Haaø, størstedelen af Arøgruppen, Stokø, Siktesø, Bjørkø, Sandø og Oksø med talrige mindre øer, f. eks. Katøen længere inde. Syeniten er ø. f. Langesund og Brevik mange steder gjennemsat af grovkornige gange, hvori mange skjønne og sjeldne mineraler, de saakaldte Breviksmineraler, der er en pryd for de mineralogiske samlinger. Særlig udmerker Arøerne, Stokø og det lille skjær Laaven sig i saa henseende. Vegetationen paa dette felt er derimod som bemerket kun tarvelig.

Efter den vulkanske periode fulgte et uendelig langt tidsrum, hvori forvitringskræfterne kunde gjøre sit arbeide, og hvori der derfor foregik en storslagen ødeleggelse og bortførelse af fjeldgrunden i vort land. At de ovenfor nævnte led af egnens fjeldgrund reddedes, kommer af, at de dels som nævnt laa i en stor fordybning i jordskorpen og dels dækkedes af andre, senere ødelagte fjeldplader.

Hvorledes Porsgrundsegnens udseende var i denne lange tid, er selvfølgelig ganske ukjendt; sit nuværende relief har den først modtaget i det sidste af de geologiske systemer, kvartærformatonen, der afsattes i en tid, som geologisk talt udgjør jordens nutid. I begyndelsen af denne tid falder den saakaldte istid, da hele Nordeuropa fra Ishavet til Karpaterne og, fra Irland til Ural samt Nordamerika - af aarsager, som endnu ikke er bragt fuldstændig paa det rene var dækket af sne- og ismasser i lighed med Grønland og egnene om Sydpolen i vore dage. I denne tid, som dog vistnok indbefatter flere perioder adskilt ved mildere tider, og under den derefter følgende afsmeltning af isen, faar egnen under stadig vekslende forandringer af klima og havstand sine nuværende overfladeforhold. Fjeldene afskures af de fremtrængende isbræer, opfyldes af talrige skuringsstriber i bevegelsens retning og formes ofte til de i vort land saa hyppige hvalrygfjelde, d. e. fjelde affilede mod landet, men steile paa læsiden mod havet. Under de gamle bræelve dannes jættegryder saaledes ved Trosvik i apotheker Wirschings have, paa Torsberg og flere af øerne i fjorden. Dalene og fjordene, som maa antages allerede før at være udgravet som smale spalter af de rindende vande, faar ved jøklernes fremtrængen sit nuværende rummelige tversnit. Under jøklernes bevegelser dannes mægtige ende- og bundmoræner. Som eksempel kan nævnes de meget betydelige «raer», vældige grusrygge, som strækker sig gjennem Grevskaberne over Nevlunghavn og Mølen til Jomfruland og endnu videre, samt længere oppe Gjeteryggen ved udløbet af Norsjø. De mange vandreblokke, som saa hyppig findes i egnen paa fremmed underlag, skyldes ligeledes transport af isbræerne. Det er ogsaa istidens jøkler, som - efter at have afskrabet Norges oprindelige jord og spredt den over Mellemeuropas lavlande - senere ved sin skuring paa underlaget har frembragt vort lands nuværende tynde, fattige dække af løse jordlag, ler, sand og grus. Paa denne maade er de store lerlag opstaaet, som nu f. eks. ligger paa begge sider af elven mellem Skien og Porsgrund, i Børsesjødalen samt paa Vallermyrene. Ligeledes de bekjendte forekomster af laget sand og grus omkring Eidanger kirke, paa Borgeaasens vestlige afhæng og paa Molhaugen. Om dannelsen af egnens løse jordlag under og efter istiden foreligger meget interessante undersøgelser, som det dog ikke er meningen her at gaa nøiere ind paa. Saa meget bør dog nævnes, at de bevislig er afsat under vand, da de fl. st. - ved Ommedalsstrand, Aafos, Spærrebakken og Løveid ved Skien, ved Øienkast og Heistad i Eidanger, fl. st. ved Brevik og Langesund samt i Bamle - indeslutter skjælbanker indtil en høide af mindst 40 m. over den nuværende havstand, samt at de er dannet under meget vekslende klimatiske forhold, hvad der med sikkerhed kan sluttes af deres dyrelevninger.

Tilsidst skal kortelig omtales den geologiske dannelse, som maa betragtes som den yngste af dem alle, nemlig elvens deltadannelse. Efterat Skienselven fra Hjellevandet har brudt sig igjennem den siluriske bergryg ud i Bryggevandet ved Skien, følger den i begyndelsen en rende udgravet i silurlagene, indtil den ved Porsgrund skifter retning, idet den videre følger den før omtalte af Tellef Dahll paaviste spalte, opstaaet ved at lagene er revet over og forrykket. I denne del af løbet lige ved det gamle færgested begynder elvens efter norske forhold ikke ubetydelige deltadannelse. Oprindelig begyndte her en elvearm, der, som ældre folk endnu vil erindre, løb indenfor den nuværende store lasteplads Bien samt Toldbodøen og Roligheden og fortsattes i et nu gjengroet sund tvers over Herø. Mellem dette løb og hovedelven laa da de nævnte øer, der i tidens løb er afsat af elven. Den her omtalte sidearm, hvoraf nu kun findes svage spor ved fergestedet, men fornemlig ved Frednes, blev, efter hvad forf. i sin barndom har hørt af ældre folk, oprindelig meget benyttet af smaafartøier.