Et program-opprop fra 17. mai 1894 viser de følelser folk i Brevik på hver sin måte hadde for fedrelandet i den brytningstid det var i årene før 1905.
Det gikk en nasjonal bølge over landet i siste halvdel av detforrige århundre, hvilket gjenspeiler seg i de politiske artikler som dette programmet har. De 2 fløyene i datidens norske politikk, Høire og Venstre hadde i 1890-årene hver sine synspunkter på Unionstilslutningen.
Kan man trekke paralleller til dagens EF-debatt?
Vi feirer den 17de Mai, fordi vi da fik vor Grundlov og dermed vor Frihed og Ret som selvstendig Nation. Vore Fædres Mening i 1814 var den, at vi skulde have alle en selvstendig Nations Institutioner. Foreningen med Sverige skulde ikke gjøre noget Skaar deri. 17de Mai Grundloven skulde danne Grundlaget for Bestemmelserne af Foreningsvilkaarene. Disse gik kun ud paa fælles Kongedømme samt fælles Værn mod ydre Fiender.
Ikke en Tøddel af den Ret som selvstendig Nation, vi havde ifølge Grundloven ble opgivet.
Kun de Nordmænd, der fastholder dette Standpunkt, kan med Rette kaldes forfatningstro, kun disse kan feire den 17de Mai i Aand og Sandhed.
Enhver fornægtelse af denne vor Ret fra 1814 er Forræderi mod Forfatningen. Høire siger Aaret rundt, at det, som Venstre egentlig vil, er Oprør og Revolution, Kongedømmets Afskaffelse, Unionens Opløsning og Brud paa Grundlov og Rigsakt. Hvis Høire selv troede denne Løgn, kunde det selvfølgelig ikke gaa i Tog sammen med nogen Venstremand paa Grundlovsdagen; og for Venstre vilde det naturligvis være en Meningsløshed at raabe Hurra for den 17de Mai sammen med Høire, der bruger saadanne Udtryk om dets Politik i de nationale Spørgsmaal.
Naar derfor Høire alligevel ønsker fælles Optræden af Partierne hersteds laar, saa maa det enten ikke mene noget med sine Beskyldninger mod Venstre, eller ogsaa opfatter det Feiringen af 17de Mai blot som en gemytlig Fest.
at Norge skal have fuld Eneraadighed, d.v.s. Bestemmelsesret over alle de Sager, der ikke i Grundlov og Rigsakt er beregnede som unionelle. Dette er det norske Standpunkt siden 1814. Kun de Sager, der i Rigsakten nævnes som unionelle, angaar juridisk begge Lande.
I Grundloven staar, at Norge skal have egne Konsuler. I Rigsakten staar intet derom. Derfor siger Venstre, at Spørgsmaalet om norsk Konsulatvæsen kun skal afgjøres af norske Myndigheder.
Sverige siger i Protokollen af 14de Januar 1893 at Konsulatsagen er unionel og som saadan ikke kan afgjøres af Norge alene.
I 1860 sagdes det samme om Statholdersagen, men blev denne Paastand omtrent enstemmig afvist af Storthinget.
I 1893 afviste ogsaa Venstre Paastanden om at Konsulatsagen skulde være unionel; paa et saadant Grundlag vilde Venstre ikke Forhandling. Høire derimod stod i samfulde 4 Dage i Thinget og forfægtede Protokollen af 14de Januar, der for dem var bleven en Broderhaand. Det er ikke vanskeligt at opgjøre sin Mening om, i hvilket Parti man nu træffer Nordmænd af 17de Mai 1814. - Leve den!
Høires Program er som bekjendt: Fælles Udenrigsminister, ansvarlig for begge Lande, som det nu sidst heder. Hovedspørgsmaalet, det det egentlig gjælder her er, hvorledes Ansvar skal kunne effektueres overfor denne Fællesminister, ikke blot juridisk, men ogsaa parlamentarisk.
Herom vil Emil Stang ingensomhelst Oplysning gi, saa troskyldig er han ikke. Vælgerne skal pent faa Lov til at gaa til Valg i blinde.
Saavidt man kan forstaa baade af Programmets Ordlyd som af Redaktør Berentsens Udtalelser er dog Ansvar for Delegationer Hensigten
Delegationer, der træder sammen fra begge Riger, for at øve konstitutionel Kontrol er kun et andet Ord for Unionsparlament, d.v.s. Begyndelsen til Sammenrøringen og Helstaten.
Dette Program, fælles Udenrigsminister, er fordømt af Historien som umuligt, men alligevel fordrer Høire af sine Vælgere at de skal i blind Tillid til Emil Stang betræde den Vel, som utvilsomt vil føre udover baade Grundloven og Rigsakten. Aldrig er det nemlig budt Vælgerne et mere radikalt Program end Høires nuværende.
Den bestaaende Forening, der er bygget paa begge Rigers Selvstændighed og Ligeberettigelse, skal afløses af en Forening, der et Hovedpunkt bygger paa Samrøringsprincipet.
Derved forandres ogsaa Grundlovens Hovedtanke. § 1 om Norge som frit og selvstendig Rige vil da bli at fortolke derhen, at Norge er et halv-selvstændig Rige, kun med «indre Frihed» (Home-Rule).
§ 26 første Passus blir død og magtesløs, §§ 21, 22, 31, 75, 92 undergaar vesentlige Indskrænkninger.
Norges hele unionelle og folkeretslige Stilling blir en ny.
Efter 80 Aars Selvstændighed (efter Grundloven) skal vort Fædreland atter begynde at glide lovformeligt ind under fremmed Overhøihed*).
I Konsulatsagen har vi set at Høire støtter den svenske Politik, der uden at høre nogen norsk Mands Raad, nægter at tage 10de Junibeslutningen om egne Konsuler tilfølge.
Parlamentarismen er krænket; der er dannet en Kampregjering af Minoriteten, som sætter sig udover lovligt fattede Stortingsbeslutninger.
Paa en Dag som den 17de Mai maa vi erindre vore Fædre fra 1814 og anstille Sammenligning mellem Nutidens og den Tids Nordmænd samt spørge os selv: Mon tro Eidsvoldsmændene vilde gaaet i Høires Tog iaar?
«Norge har Ret til at have sit eget Coffardiflag. Dets Orlogsflag bliver et Unionsflag». Saaledes lyder Norges Grundlov § 111.
Unionen mellem Norge og Sverige er: «fælles Konge og fælles i Krig», derfor skal ogsaa Orlogsflaget være unionsmærket.
Der staar intet i Grundloven om, at vort Coffardiflag skal være Lydrigemærket; thi saaledes opfattes Flagunionen af Udlændinger. Nei! Vi maa have vort eget rene Flag! Storthingets Beslutning af 1893 om vort Flag er ikke bleven sanktioneret; den Stangske Regjering er ved Roret.
Alle gode Nordmænd heise det rene norske Flag den 17de Mai!
«Nei, aldrig mere skal fra denne Dag, sa'n
min kjære Skude tone andet Flag, sa'n
nei, end Trikoloren,
som er døbt og svoren
Frihedens og Norges store Sag, sa'n.
Lad gaa op'n
frit i Toppen!
Tyrk og Konsul ei mere stop'n!»
(En Sjømand af H. Wergeland)
Høire og Venstre skal altsaa iaar have hvert sit Tog og hver sin Fest 17de Mai; og det er under disse politiske Forholde vel ogsaa det mest korrekte. En Herr C. I «Adressetidende» for Tirsdag sidstl. frembærer imidlertid sin Bekymring i den Anledning.
Han har faaet Svar i samme Blads Fredagsnummer, saa en yderligere Besvarelse er unødig; men Herr C.s Artikkel indeholder virkelig Løierligheder, som vi maa berøre lidt.
Det Forslag Herr C. kommer med til Ordning af et Fællestog er i den Grad original, at han utvilsomt bør søge Patent. Hør nu:
«Sæt nu disse to Flag ved Siden af hinanden i Spidsen for Toget; vi siger Høireflaget til høire og Venstreflaget til venstre og lad Toget blive paa 2 eller 4 Mand bredt og Høiremænd gaa under Høireflaget og Venstremænd under Venstreflaget».
Lad os forsøge at tænke os Situationen. Et stort Tog med to og to Venstremænd i den ene Række og to og to Høiremænd i den anden; jeg formoder Herr C. for Sikkerheds Skyld vilde have begge Rækkerne adskilt ved et Toug fra Ende til anden i Toget. - Høiremændene med Blikket forventningsfuldt rettet mod Øst om den svenske Broderhaand skulde vise sig som en Aabenbaring paa den østlige Himmel; Venstremændene med Begeistring i hvert Ansigt, forvisset om det retfærdige i den Sag, de kjæmper for; - men i Spidsen for begge disse Rækker 2 Flag, et «rent» og et unionsmærket, baaret af Fanebærere, der gjensidig, som to skjeløiede, skulende til Naboens Flag! Sandelig, det viIde være et Syn for Guder!
Men 17de Mai-Løierne begynder ikke saa tidligt paa Dagen Herr C!
*)Cfr. Garborgs: Norges Selvstændighedskamp.
| Utdrag (s. 22-28) fra: Brevik Historielag: Årbok 1992 |
Til bokas innholdsfortegnelse |
| Porsgrunn biblioteks hjemmeside | Søk i bokbasen |