Fra en gammel loggbok

Vi har med velvillig tillatelse fra Thor Hans Østvedt fått låne hans bestefars dagbok fra slutten av det forrige århundre. I boken er nedtegnet historien om et forlis. Theodor Hansen Østvedt, som bestefaren het, var 16 år gammel da han var med på dette forliset.

Vi har holdt oss til skrivemåten som ble brukt av ham, da det er meget interessant å få med de spesielle sjøuttrykk som ble brukt ombord på seilskutenes samt de lokale uttrykk som kanskje var spesielt for Breviksdistriktet.

Det er muligens noe på siden av Østvedts artikkel, men seilskutene og den nære forbindelse med Danmark og Englandførte med seg mange ord inn i Breviksspråket. Fremdeles er det folk i Brevik som bruker for eks. ordet «pelær» for gummistøvler og ordet «blankis» for ullteppe.

- Men tilbake til Østvedt. Først litt om ham selv:

Han ble født på Østvedtgården på Skjelsvik i 1861. Startet forretning på Feseth i Bamble, og drev der noen få år. Han flyttet til Brevik etter å ha bygget gården på Langbryggaa i 1888.

Han kjøpte først Garstads eiendom, men solgte hovedhuset og beholdt uthusene (buene ved vannet) selv.

Th. H. Østvedt var meget samfunnsorientert og var en av stifterne og foregangsmennene innen IOGT i distriktet.

Han var gift med Anne Sofie f. Taraldsen (1865-1935). Theodor Hansen Østvedt døde i 1931.

Så litt om den skuten Østvedt stod ombord i ved det omtalte forlis. «Dagny» hørte hjemme i Porsgrunn. Det var en bark på 253 kml. byggget i Rotterdam i 1839. Den ble innkjøpt til Porsgrunn av rederiet Vauvert & Høegh i 1875. Etter forliset i 1876 ble skuten satt i stand og rigget opp igjen. Den fortsatte å seile helt frem til 1906 da den ble hugget opp.

Så lar vi Østvedt fortelle:

Beskrivelse over mit forlis i aaret 1876

Theodor Hansen Østvedt:

Den 12/12 i samme aar, gik vi med skib «Dagny» ifra London, for efter bestemmelse at gaa balastet hjem til Porsgrund; men den 18de fik vi en stærk storm, ja en ren orkan paa os, saa vi maatte lægge skibet for ta «stamper». Om natten mellem den 18. og 19. blev stormen saa stærk at skibet ikke kunne føre saa store seil, men da natten var saa mørk, saa kunde vi ikke ense nogen ting føren kl. 8 om morgenen, da tog vi faarstampen og svigta storstampen, men det var ennu for meget seil, da stormen raste med fornyet styrke.

Vi fik da ordre til at tage denne ogsaa, men da vi skulde gå op i stauge saa brægte dette, og seilet hang da og slo for veir og vind, intil rakken paa merseraaen brægtes i stykker. Vi fik dog til slut kappet den i fra os og da laa skibet for takkel og tang, med en presending i missanvante for om muligt at holde skibet til vinden. Vi laa da saan til om andendags morgen den 21de. Kl. 7 fik vi en braatsø over attate, som tog med sig 19 stannere og rundhuset samt skulte og rajen atter. Det tog med sig prammen og storbaaden som stod imellem stormasten og ruffen. Men det mest sørgeligste af alt var at i rummet befandt skipper og styrmand sig samt 2 mand ved roret og en i le av samme, som alle fik en hastig og braa død i bølgene.

Vi var da af 13 mans besetning 8 styker igjen, som alle kom lykelig og vel hjem. -

Da skibet i den braatsøen kantrede over saa kastede hun balasten i den ene siden, saa hun laa med dolbordkanten i vandet. Vi gik ned i rommet for lempe paa balasten, men det var til ingen nytte, da den var blit saa blød af det vand der var kommen ned mellem storlugen. Da vi saa dette ikke hjalp, saa bestemte vi os paa at kappe faarigen overbord, for om muligt at berge skibet fra at kantre.

Kl. 3 om Onsdag eftermidagen saa kappede vi bramstagen til le og lovart, den gjorde da et par overhalinger og tog med sig mastetopen tiligemed klyverbommen samt bramstangen atter, og vi fik det alt sammen vel ifra borde.

Det var da ikke mere at gjøre for os paa vraget end at overgive sig til Herren og la ham styre det altsammen.

Natten gik, Torsdag og Fredag kom, og stormen varede fremdeles, og foruden at vi fik se land paa nogen kandt indtil om Lørdagsmorgen kl. 4 fik vi se en fyr i le af skibet, som kom mere og mere tilsyne, saa vi kunde skjønne at skibet nærmede sig land og vi ventede vert øieblik at det skulde strande, men vi havde en god mand ved roret som styrte os til land og i god havn. Kl. 6 fik vi se en ø til lovart, som det var reint et under at vi havde drevet forbi uskad. Den hette «Feierhill».

Vi drev da inover og laa ret i løbet for Atlanterhavet, men da vinden var løid lit paa, saa sette vi nogle seil, saa vit at hun styrte, saa vi laa opunder land og fik smult vand. Vi gjorde da klar til at forlade skibet. Men som vi stod alle mand ferdig til at gaa, saa kommer der en baad med en halv snes mand i og spør om vi vil have lods i land. Vi svarer «ja» og prisen var £ 100, men vi var likeglade bare vi kom til lands.

Det var Juleaften, vinteren den 24de Desember 1876.
Det var den gladeste Juleaften jeg kanskje kommer til at opleve.

Theodor Hansen Østvedt
Degsgut

Af de der blev borte med skibet «Dagny» var:

1. Skipper Landgren af Tolleskogen.
2. Styrmand Nor af Skien
3. Matros Ole Li Olsen af Skien.
4. Letmatros Albert Kristiansen af Porsgrund.
5. Degsgut Edward Tellefsen af Porsgrund.